Sæler på sydøen

Vi var tidligt ved check-in til færgen over Cook-strædet til sydøen. Der var under et minuts kørsel til færgen fra der, hvor vi overnattede, så børnene fik lov at blive liggende i deres senge.

På de tre timers færgetur brugte vi det meste af tiden i færgens legeland, hvor Nikolaj fik leget med en masse andre børn. Vi faldt i snak med et engelsk par i mens. Ganske hyggeligt, men hvor var det sjovt at se dem med deres første (og eneste) barn. Vi var sikkert næsten ligesådan, da vi var forældre første gang. Men vi smågrinte nu lidt af moderen, der ikke kunne forstå, at hendes søn på knap halvandet år ikke ville sove mens hun trillede ham op og ned ad gangen i halvanden time. Han sad i sin klapvogn og spiste kage mens han kiggede på alle de andre børn, der legede ;-) Så var der mere ro over en af de andre ved bordet. En new zealænder, der var far til syv børn, der alle var med. Vi er nok et sted midt i mellem. I hvert fald får både Nikolaj og Jonas lov til at bevæge sig nogenlunde frit rundt og udforske. Og det var lidt fedt, at vi bare kunne lægge Jonas ned i klapvognen og så faldt han i søvn – men han spiste selvfølgelig heller ikke kage…

Den sidste del af færgeturen er igennem et landskab, der bedst kan sammenlignes med turen igennem skærgården. En flot tur blandt mange klippeøer til man ser havnen i Picton med sydøens bjerge i baggrunden.

Bjergene kom vi hurtigt til for vi skulle sydøstpå hvilket betød henover flere bjerge, der rejser sig 2500 meter fra havet. Efter et par timer nåede vi til østkysten. På et tidspunkt råbte Mette ”sæler” og Jakob svingede camperen rundt på den smalle vej. Vi havde fundet en hel sælkoloni ved Ohua Point. Der var vel mindst 100 sæler – sjovest var de mange unger, der legede og boltrede sig i en lille indsø.

Dagen sluttede i Kaikoura, hvor vi for første gang for alvor blev hæmmet af, at have Jonas med. Vi ville nemlig have været på ”hval-tur” næste dag – der er mange delfiner, men også spermacethvaler og enkelte gange andre hvaler i området ud for Kaikoura. Men der må ikke være børn under tre med på båden og det var desværre ikke muligt at overtale dem. Så der bliver ingen hvaler i denne omgang. Øv. Vi snakkede om at splitte os op, men turen er næsten en hel dag og den slags oplevelser ville vi helst også have sammen, så det må blive en anden gang.

Nikolaj var i dårligt humør og sur over, at der ikke var mere tid til at lege, da vi ankom til campingpladsen så vi havde noget af en tur med ham om, hvem der egentlig bestemte her (nogle gange er vi også selv i tvivl). Han blev god igen efter lang tids brok og råb, men det var en af de første ”store ture” vi havde med ham på turen. Men han er vel forståeligt nok ved at være lidt træt af sine forældre, som måske også kan være lidt anstrengte indimellem, når det er dårligt vejr, pladsen er trang og vi er trætte – og Mette er syg.

Jordskælv!

Vi vågnede op til øsende regnvejr, så det var heldigt, at vi brugte dagen i går på sightseeing i Wellington men havde undladt det store museum Te Papa. Her brugte vi nemlig det meste af dagen.

Te Papa er et museum med mange forskellige udstillinger. Nederst var der en udstilling om New Zealands tilblivelse, om hvordan kontinentalpladerne har adskilt Australien (og senere udskilt New Zealand) fra resten af verden. Her var også en slags mini zoologisk museum om det specielle dyreliv, som har udviklet sig her – bl.a. moaen; en tre meter høj strudseagtig fugl, der uddøde for knap 200 år siden fordi den var så nem at jage. Man gik bare hen til den og slog den i hovedet med en kølle. Og så kunne man lave sit eget jordskælv og opleve hvordan det er at være i et hus under et jordskælv som de havde her i 1987 – 6,6 på Richterskalaen. Det var ganske sjovt.

På etagen ovenover var en række udstillinger om de forskellige lokale stammer og deres møde med europæerne. Bl.a. var der udstillet to originaludgaver af ”The Treaty” mellem englænderne og 150 lokale høvdinge på New Zealand. Den ene udgave er på engelsk. Den anden på maori. Det pudsige er dog, at de ikke er ens. Oversætter man maori-udgaven, så mangler der fx. et afsnit om at høvdingene giver den engelske dronning ”full sovereignty” over New Zealand. Det har selvfølgelig nok gjort det lettere at få alle de lokale høvdinge til at underskrive traktaten. Men det forklarer måske også nogle af de opstande, der fulgte i årene efter.

Derudover var der en udstilling, der beskrev de første europæeres ankomst til New Zealand – adskillige hundrede år efter maorierne. (Den polynesiske opdagelsesrejsende Kune besøgte New Zealand allerede omkring år 1000.) Den engelske opdagelsesrejsende Captain Cook opdagede New Zealand omkring 1780. I starten af 1800-tallet ankom hvalfangere fra USA og Australien, men senere i langt større stil indvandrende ”farmers” fra Europa – specielt England. I 1860’erne blev der fundet guld og så kom der mange guldgravere – fra Europa, USA og senere Kina. Indvandrende mødte et frodigt, men også barskt og ufremkommeligt land.

Herudover var der kunstudstilling og totalteater samt en række ”tivoli-agtige forlystelser”.

Mette har desværre lagt sig med ondt i halsen, så hun blev i camperen noget af museumsbesøget.

Vi fandt en parkeringsplads ved havnen for natten lige ved færgelejet, hvorfra vi tager til sydøen i morgen tidlig.

Så et farvel og tak til nordøen, der bød på dejligt vejr det meste af tiden, flotte strande, vulkaner, geysere, varme kilder og floder man kunne bade i. Og masser af legepladser, som Nikolaj har boltret sig på ved næsten hvert overnatningssted. Vi har været her tre uger. Det er bestemt ikke for meget.

Jonas får flere tænder

Jonas har haft en urolig nat og i dag så vi forklaringen. Begge hans fortænder i overmunden titter nu frem.

Wellington

Vi brugte dagen på at se New Zealands hovedstad Wellington. Det er en by, der ligger smukt lige ud til havet og med bjerge stort set hele vejen rundt på landsiden.

Vi tog ”the cable car” op til et område med udsigt over byen. Her var også byens botaniske have, hvor vi brugte hele formiddagen i dejligt solskinsvejr.
Derudover brugte vi dagen på at se de klassiske ”turistspots” – bl.a. ”the Beheeve” – Bikuben – som huser regeringskontorer.

Vi parkerede for natten ved byens marina – vist nok forbeholdt medlemmer af bådklubben, men det ligner vi jo også :-) Det var i hvert fald et flot sted lige ud til vandet – og midt i byen. Endda med udsigt til et lille fyrværkeri over havnen.

Prins pilfinger

At Jonas er blevet mobil betyder jo også, at han kan nå alt. Og det gør han.

Vi er er nødsaget til at rydde halvdelen nærmest ham om spisebordet for ellers hiver han fat i alt. Og når han er på gulvet, er han alle steder og har fat i alt han kan nå. Ofte er det Nikolajs ting, der er mest spændende, men i dag kiggede vi væk i 10 sekunder og så var han dybt optaget af at gennemrode skraldespanden :-)

Helms Deep

I dag skulle vi nå til hovedstaden Wellington, der ligger sydligst på nordøen. Det havde regnet det meste af natten og vejret var stadig kedeligt. Vi havde alle sammen lange bukser på for første gang længe.

På vejen mod Wellington gjorde vi bl.a. en afstikker til Dry Creek Quarry ved Haywards. Det er her scenerne fra Helm’s Deep fra Lord of the Rings er optaget. Det var nu ret vanskeligt tilgængeligt, så det lykkedes ikke at få et rigtig godt overblik over kløften.

Det er fredag, så for at holde fast i lidt traditioner, så satte vi os sammen om fredagsbio (Bernard & Bianca i Australien) og spiste hjemmelavede pandekager. Desværre brugte Mette lang tid under vandhanen i køkkenet på campingpladsen, fordi hun brændte alle fingrene på den ene hånd, da hun lige ville gøre det brandvarme komfur rent.

Det er i øvrigt den mest kedelige campingplads vi nogle sinde har været på. En parkeringsbås med strøm lige ovenfor motorvejen og lige under der, hvor flyene letter fra lufthavnen.

Livet i en autocamper

Vi har haft autocamperen 10 dage nu. De fleste ting er ved at finde en plads nu og det er en befrielse, at alt ikke skal pakkes ned og ud igen hver dag.

Og så er det herligt at have køleskab og fryser i den her varme – fryseren kan desværre ikke helt følge med på de hede dage til at fryse is ned, men vi har da altid koldt at drikke og kan selv lave mad i stedet for al det restaurant-mad og fastfood. Det har også givet børnene bedre appetit. Jonas er efterhånden ved at være altædende.

Nikolaj har fået ”hulen” som er sovepladsen over førerhuset. Den er egentlig beregnet til to personer, så Mette eller jeg rykker derop en gang imellem, hvis der bliver for meget skubben og puffen i stueetagen, hvor Jonas også ligger. Sådan som han møver rundt, tør vi ikke lade ham ligge oppe i ”hulen”.

Det er lidt besværligt, at sengen skal ryddes af vejen og laves om til spisebord hver morgen – og vice versa om aftenen – men det går an og er snart rutine.

Men det er besværligt at være i byerne med den store bil, der fylder næsten to parkeringspladser i længden. Vi har dog endnu kun betalt parkeringsbillet for én plads. Den er selvfølgelig også lidt vanskeligere at manøvrere. Det gælder i tæt trafik i byen – men også på de smalle bjergveje.

Der er vand, strøm og plads i spildevandstank til et par dage med vores forbrug. Så vi skal minimum på en campingplads hver tredje dag, men så skal vi også spare meget på alt, så i praksis er vi på campingplads ca. hver anden dag og finder et sted i det fri hver anden dag.

Afslapning i Palmerston North

Vi tog en stille og rolig dag i Palmerston North. Byen er bl.a. kendt for sin store park – The Esplanada – så her brugte vi en del tid. Der er bl.a. en kæmpestor legeplads.

Vi slentrede en tur i byen og kom selvfølgelig til at købe mere tøj til vores børn – vi ender med at skulle have en taske mere, når vi skal videre fra New Zealand. Det er ulempen ved at have en autocamper, som man bare kan læsse ind i.

Aftenen blev brugt på en campingplads lige ved parken. Det er skønt at være udenfor og grille store bøffer, drikke kolde øl og spise friske jordbær til dessert i februar måned!

En anstrengende køretur

Dagen blev mestendels en køredag. Vi tog fra Napier efter Nikolaj havde været en tur på en lokal legeplads. Vi begav os mod syd og kørte op på et bjerg – Te Mata Peak – med en fantastisk udsigt. Desværre var dagen lidt grå og diset.

Bjerget har sit eget sagn om en krigerhøvding, der forelskede sig i en anden høvdingedatter. For at få hende skulle han klare en række prøver. Den sidste var at spise sig vej gennem bjerget. Man kan efter sigende se de store bidder, han har taget – men en af dem fik han galt i halsen og blev kvalt. Så kan han lære det! Lad være at spise bjerge :-)

Derefter gik turen til Dannevirke – en mindre by grundlagt af udvandrede danskere i 1880’erne. Der er nu ikke meget dansk tilbage andet end vikingen på velkomstskiltet til byen. Jo, og så er der mange huse med tegltag – det har vi ikke set andre steder her i landet. Vores guidebog havde ellers beskrevet et indkøbscenter i byen opkaldt efter Dronning Margrethe. Det ville lige være sagen at besøge, da det var begyndt at regne. Men på informationskontoret i byen kendte de hverken til indkøbscenter eller noget andet, der hed Margrethe, så vi kørte videre efter vi havde lavet aftensmad.

Mette havde i øvrigt sin debut som chauffør i autocamperen. Det gik ganske smertefrit.

På vejen videre ledte vi efter en bakke, der eftersigende skulle have verdens længste stednavn på intet mindre end 57 bogstaver. Men så langt et navn må jo være dyrt i vejskilte. Det kan være, at det var derfor, at de var sparet væk. I hvert fald lykkedes det os ikke at finde bakken.

Turen videre mod sydvest førte os gennem Manawatu-kløften. Indgangen er prydet med mange skilte med advarsler så som ”Keep eyes on the road” ”Extreme caution required” og ”High accident rate”, så det var med lidt klamme fingre om rattet, at Jakob kørte autocamperen videre.

Vejen var ganske rigtigt udfordrende – men måske mest fordi udsigten var så flot, at man let glemte at holde øjnene på den bugtede vej, der klamrede sig til klippesiden med kløften nedenfor med floden i bunden. På den anden side af kløften løb jernbanen – ligeledes på kanten af kløften og gennem tunneler i klipperne.

Vi nåede til udkanten af byen Palmerston North, der var dagens mål, og parkerede for natten på en rasteplads. Ikke så inspirerende, men vi sov nu godt.

Jonas går og står (næsten)

Jonas bliver stadig bedre til at stå op. Han rejser sig efterhånden op ad alting. Han er også begyndt at synes, at det er sjovt at gå, når han holder mor eller far i hænderne. Selv om han har noget vanskeligt ved at begribe, hvorfor han skal have sandaler på fødderne. Han prøver hele tiden at sparke dem af.

I det hele taget er han vældig mobil efterhånden, så man skal hele tiden have øje på ham. Han kravler ret hurtigt om end teknikken sjældent er den yndigste, men det afhænger af forholdene i terrænet. I autocamperen sker det fx ved, at han strækker armene ud, sætter hænderne i gulvet og trækker sig fremad! På græs og lignende er han dog en ganske habil ”kravler” nu.