En anstrengende køretur

Dagen blev mestendels en køredag. Vi tog fra Napier efter Nikolaj havde været en tur på en lokal legeplads. Vi begav os mod syd og kørte op på et bjerg – Te Mata Peak – med en fantastisk udsigt. Desværre var dagen lidt grå og diset.

Bjerget har sit eget sagn om en krigerhøvding, der forelskede sig i en anden høvdingedatter. For at få hende skulle han klare en række prøver. Den sidste var at spise sig vej gennem bjerget. Man kan efter sigende se de store bidder, han har taget – men en af dem fik han galt i halsen og blev kvalt. Så kan han lære det! Lad være at spise bjerge :-)

Derefter gik turen til Dannevirke – en mindre by grundlagt af udvandrede danskere i 1880’erne. Der er nu ikke meget dansk tilbage andet end vikingen på velkomstskiltet til byen. Jo, og så er der mange huse med tegltag – det har vi ikke set andre steder her i landet. Vores guidebog havde ellers beskrevet et indkøbscenter i byen opkaldt efter Dronning Margrethe. Det ville lige være sagen at besøge, da det var begyndt at regne. Men på informationskontoret i byen kendte de hverken til indkøbscenter eller noget andet, der hed Margrethe, så vi kørte videre efter vi havde lavet aftensmad.

Mette havde i øvrigt sin debut som chauffør i autocamperen. Det gik ganske smertefrit.

På vejen videre ledte vi efter en bakke, der eftersigende skulle have verdens længste stednavn på intet mindre end 57 bogstaver. Men så langt et navn må jo være dyrt i vejskilte. Det kan være, at det var derfor, at de var sparet væk. I hvert fald lykkedes det os ikke at finde bakken.

Turen videre mod sydvest førte os gennem Manawatu-kløften. Indgangen er prydet med mange skilte med advarsler så som ”Keep eyes on the road” ”Extreme caution required” og ”High accident rate”, så det var med lidt klamme fingre om rattet, at Jakob kørte autocamperen videre.

Vejen var ganske rigtigt udfordrende – men måske mest fordi udsigten var så flot, at man let glemte at holde øjnene på den bugtede vej, der klamrede sig til klippesiden med kløften nedenfor med floden i bunden. På den anden side af kløften løb jernbanen – ligeledes på kanten af kløften og gennem tunneler i klipperne.

Vi nåede til udkanten af byen Palmerston North, der var dagens mål, og parkerede for natten på en rasteplads. Ikke så inspirerende, men vi sov nu godt.