Men dagen bød også på en nedkørsel til Queenstown, som formentlig ville få sveden til at bryde frem på selv en garvet bjerg-cykelrytter. Men Mette klarede de mange hårnålesving med bravour, så nu fortjener hun den prikkede autocamper-trøje.
Vi kørte et smut til en gammel guldgraverby – Arrowtown – der har fundet ud af at omstille sig til nutidens guld; turisterne. Byen havde sin opblomstringsperiode i 1870’erne, hvor guldfeberen rasede i hele området. Det var et af de rigeste guldfelter i verden og i en periode gav flere felter over 150 gram guld pr. skovlfuld. Det trak mange lykkeriddere til, men i løbet af ca. 10 år var festen slut. Byen har dog beholdt – eller nok rettere genetableret – den gamle stil. Det er ganske sjovt at se. Det bedste fund vi gjorde var nu ikke guld, men en isbutik, der solgte kæmpe vaffel-is. I parken fandt Nikolaj et lille bjerg, som han selvfølgelig måtte bestige.
Vi fortsatte videre til Queenstown, der ligger for enden af den store Wakatipu Lake. Her spiste vi frokost før vi kørte videre til Te Anau. Lidt uden for byen fandt vi en alle tiders overnatningsplads. En lille grusvej førte lige ned til søen. Så vi parkerede der og nød solnedgangen bag bjergene ved søbredden.
Nikolaj var lidt skuffet over, at der ikke var nogen legeplads, men med en gammel træstamme, nogle pinde og sten lykkedes det Jakob at få bygget en vippe – og så var alle glade.
Vi havde lige puttet ungerne i seng, da vi blev banket op af en opsynsmand, der fortalte os, at man ikke måtte overnatte her, så vi måtte putte de trætte børn i deres autostole og køre for at finde et andet sted. Manden var heldigvis flink og anviste os et andet sted ca. ti minutter derfra. Men det var nu surt.
1 kommentar:
Mikkel har ønsket sig et lille bjerg på Amager. Kunne Nikolaj ikke tage dette lille bjerg med hjem til Mikkel?
Send en kommentar