Vi begyndte dagen med en sejltur ud på fjorden. Det er et spektakulært landskab (og ”vandskab”) her i Fiordland. Direkte fra Turen bredderne af de over 300 meter dybe fjorde rejser høje bjerge sig. (Mitre Peak rejser sig 1692 meter næsten lodret op fra vandet.) Og da vejret var blevet godt igen, var der fantastisk udsyn til de snedækkede bjergtoppe. Sejlturen gennem fjorden og ud til Tasman Sea tog godt halvanden time. Vi havde god tid til at nyde de flotte bjerge og mærke susen fra vandfald, der faldt ned fra bjergene. Det højeste – Bowen Falls – falder 160 meter før det rammer fjorden. Og som Nikolaj bemærkede; ”det der vandfald – det er højere end mig”.
Efter sejlturen kørte vi lidt af vejen retur sydpå. Dagen før havde vejen imponeret med de mange vandfald. De fleste var væk nu, hvor regnvejret var stoppet. Bjergsiden, hvor Nikolaj og Jakob havde talt 30 vandfald dagen før blev nu kun pyntet af ét vandfald. Det glimtede til gengæld i solen.
Det flotte vejr gav bedre muligheder for at nyde udsigten – og en udsigt nydes jo bedst oppefra, så vi måtte til tops. Lidt væk fra vejen førte en vandresti op til ”Key Summit” – et bjerg, der rejser sig 917 meter over havet. Det besluttede vi os for at bestige. var stejl, så klapvognen måtte vi stille efter kort tid. I stedet kom Jonas i bæreselen hos Jakob, så der hang han godt hele vejen. Nikolaj derimod fik ikke lov at hænge. Han klarede hele vandreturen på over fire timer på bedste vis. Nå ja, han blev da træt i benene, men en kombination af energi-kiks, vandrehistorier og mange kampe mod indianere, bjørne og kannibaler holdt ham gående i fuld fart hele vejen til toppen.
Fra toppen var der udsigt over Fiordland - bjerge med sne, dale med skove og glinsende floder og vandfald. Selv Nikolaj løsrev sig fra de vilde eventyr og beundrede udsigten sammen med os andre – nå ja, bortset fra Jonas, der var faldet i søvn spændt fast på ryggen af Jakob.
Vejen ned begyndte hårdt for, Nikolajs kræfter var sluppet op og han mente, at han var ude af stand til at gå mere. Heldigvis kom han i tanke om, at når gå-kræfterne er sluppet op, så kan man jo løbe – specielt hvis man er på troldejagt eller forfulgt af kannibaler. Så turen ned gik hurtigt.
Både Jakob & Mette var trætte efter den lange trave- og klatretur, så vi var ret imponerede over, at Nikolaj havde været så frisk hele vejen. Men da vi satte os ind i bilen sov Nikolaj til gengæld inden vi havde nået at starte.
Vi kørte videre til aftenens overnatningsplads, som vi fandt lige ved en sø –Lake Gunn – med udsigt til bjergene.
Vandet var krystalklart – men koldt, måtte Jakob sande, da han skulle ud i søen for at hente bolden. Fodbold ved en søbred er en dårlig idé.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar