Til racerløb i Invercargill

Campingpladsen vi sov på om natten var som nævnt i ret elendig forfatning, men den havde et stort plus (andre ville måske betragte det som en ulempe). Den lå lige op til en racerbane. I det ene hjørne af campingpladsen var der bygget en lille tilskuertribune, så da vi hørte motorernes brølen skyndte vi os derover og så motorløb fra første parket. Det var ganske sjovt og efter kort tid dukkede også en lokal gut op, der havde fulgt løb på banen siden 1970’erne. Dengang var banen åbenbart en international racerbane med store løb og titusinder af tilskuere. I dag så det nu mere ud til, at der var nogle hundrede stykker, men det var jo heller ikke Formel 1 racere. Kan nogle af jer identificere, hvad det er for en type racerbiler, så efterlad en kommentar på bloggen.

Nikolaj var næsten ikke til at trække fra racerløbet, men da det endelig lykkedes, satte vi kursen mod Dunedin på den sydligste østkyst. Vi tog den med ro og nåede først sent frem til byen. Vi havde fået en brochure med titlen ”Freedom camping in and around Dunedin”, så vi var fortrøstningsfulde med egentlig bare at finde et sted ved en park for natten. Da vi fik set nærmere på brochurens indhold var det nu altså, at det var forbudt at campere nogle steder i Dunedin-området – bortset fra de tre private campingpladser. Og parkeringspladser var næsten umulige at få – alle steder er der max. parkering på 10 minutter eller en time. Heldigvis gjaldt det ikke i weekenden, hvor man måtte parkere frit. Nå, vi diskuterede lidt, hvad forskellen kunne være på at parkere og campere og blev enige om, at vi bestemt ikke ville sove som campister den nat, så vi fandt en parkeringsplads i byen for natten. Ikke så spændende, men et godt afsæt for sightseeing i byen næste dag.