Til aften fik vi en sørgelig nyhed hjemmefra. Min mor ringede lige inden hun tog til Bispebjerg hospital, hvor Faster Lise er død. Vi havde skrevet postkort til hende for et par uger siden, om alt det vi oplevede – hun var jo ikke så meget på nettet – og at vi ville ses til foråret. Det er mærkeligt, at det nu ikke kan lade sig gøre. Vi nyder jo vores lange rejse og selv om vi selvfølgelig savner jer derhjemme, så synes vi egentlig ikke, at vi er så langt væk. Men det er vi nu alligevel nu, når man kun kan snakke i telefon om sådan noget.
Dagen i øvrigt. Vi overnattede ude ved albatroskolonien og havde glædet os til at se dem flyve igen om morgenen. Desværre vågnede vi op til helt vindstille vejr. Ikke just det bedste for albatrosser. Vi tog på en tur op til et udkigscenter ved albatroskolonien, hvor vi så en lille unge og dens mor, men desværre ikke flere flyvende albatrosser på nært hold. Vi snakkede flere gange om, hvor heldigt det var, at vi var kørt derud aftenen før.
Senere op ad dagen kørte vi ind mod Dunedin igen. På vejen så vi en flok delfiner (10-12 stykker) boltre sig i indsejlingen til Dunedin.
Men to dage uden strøm, vand og afløb er altså det maksimale for vores autocamper, for køleskabet var varmt og spildevandstanken fuld, så nu gik det direkte til en campingplads. Nikolaj blev installeret på en legeplads og Jonas kravlede rundt efter en flok ænder, mens vi tømte, fyldte, ladede op o.s.v. på autocamperen.
Da det begyndte at regne trak vi ind i et indendørs legerum med en lille ridderborg, der straks blev skueplads for drabeligt dueller.
Nikolaj var – igen – den gode ridder, der – igen – skulle befri den smukke, unge prinsesse Mette fra den onde ridder Jakob og hans vagthund Jonas, der havde holdt prinsessen indespærret i lænker i mange år. Tidligere tiders konsekvenspædagogik er jo afløst af forhandlingspædagogik. Det er en ofte hørt kritik af nutidens forældre. Det må vi vist også være faldet i, for det prægede i hvert fald Nikolaj.
Da han ankom på sin fyrrige ganger for at befri prinsessen, spurgte den onde ridder Jakob, om han ikke bare kunne få lov at beholde den unge, smukke prinsesse Mette to år mere i fangenskab. Så ville hun helt sikkert blive forelsket i ham. Det gik ridder Nikolaj med til under højlydte protester fra prinsessen. Men Nikolaj råbte tilbage. ”To år. Det er altså ikke så meget. Og så kan jeg slå nogle drager ihjel imens”.
Efter to år var forelskelsen til at overse hos den unge, smukke prinsesse Mette. Den gode ridder Nikolaj kom som lovet igen for at befri prinsessen. Endnu engang blev der forhandlet. ”Hvis bare jeg kan få lov at beholde hende i lænker et år mere” sagde den onde ridder Jakob. Prinsessen protesterede, men endnu engang forklarede ridder Nikolaj hende, at ”ét år, det er altså ikke ret meget – og der er altså også nogle andre onde, som jeg skal slå ihjel”.
Efter også dette år var gået og den unge, smukke prinsesse Mette stadig ikke ville kysse den onde ridder Jakob, kom den gode ridder Nikolaj igen for at befri prinsessen. Denne gang krævede den onde ridder Jakob at beholde prinsessen for evigt. Men det blev for meget for den gode ridder og efter en drabelig kamp huggede han hovedet af den onde ridder Jakob og befriede prinsessen, der i mellemtiden var blevet gode venner med vagthunden Jonas. Snip snap snude, nu er den historie ude, men i legerummet blev legen nu gentaget et par gange.
Inden aftensmad blev der også tid til en tur i swimmingpoolen og et bad i familie-baderummet, hvor der var badekar! Det har vi savnet. Det blev vi forvent med på Hawaii.
Jakob skranter lidt med noget hoste og feber, men det er da heldigvis på retur. Jonas er de sidste par nætter vågnet op med skrig og skål i en times tid. Formentlig med ondt i maven. Måske han er kommet lidt for hurtigt på ”voksen-kost”, men han gider ikke spise babymad længere. Heldigvis spiser han en kæmpe portion havregrød hver morgen. Nogle gange mere end Nikolaj og Jakob.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar