Vi har oplevet mange fantastiske ting. Landet har en imponerende natur; de enorme kauri-træer, springende geysere, kogende søer, enorme vandfald, varme kilder, idylliske bjerge, floder og strande, pingviner, sæler og albatrosser. For slet ikke at glemme vores helikoptertur til Fox Glacier og turen på gletsjeren. Det er bare nogle af de mange steder og ting vi oplevede. Meget ligger rimelig nemt tilgængeligt, men endnu mere åbenbarer sig, når man sætter autocamperen og vandrer – her er Fiordland på sydøen nok noget af det aller mest imponerende. Hvis vi havde haft større børn, der begge selv kunne gå langt, så skulle vi helt klart have været på nogle af de lange (4-7 dages) vandreture her. Men mindre gør sig som sagt også ganske udmærket.
Natur og landskab er meget varieret, så man oplever sjældent det samme mange kilometer i træk. Vi blev derfor hele tiden overrasket og imponeret af, hvad vi så på vores vej. Og selv om der er rigtig flotte flere steder på nord-øen – fx i Northland – så er syd-øen nok den mest imponerende og flotte, så det var en god idé at køre fra nord til syd.
Det har været perfekt at have seks uger her. Man kunne sagtens have brugt længere tid, men der omvendt også været ”plads” nok til, at vi kunne gøre afstikkere, vi ikke havde tænkt på, blive en dag eller to længere, når vi havnede et fedt sted eller køre til stranden, når vejret var varmt.
Det her været nemt at have børnene med. Selvfølgelig går man lidt kortere og nogle ting tager noget længere tid. Men Nikolaj er blevet rigtig god til at gå langt og Jonas hænger i sin bæresele – uden brok, hvis bare han kan se Nikolaj.
Det har også været en god rejseform med en autocamper. Det blev til godt 4000 km på de fem uger vi havde autocamperen (plus ca. 800 km i en lejebil i Northland). Det er en meget fleksibel rejseform og noget mere luksus end telt-ferie. Og på de mange bjergveje, de har her, er det klart at foretrække frem for campingvogn, selv om autocamperen stadig er meget stor at køre rundt med i byer. Den er ikke velegnet til storby-ferie. Bare at finde en parkeringsplads er vanskeligt, fordi den fylder to pladser i længden – hvor tit ser man fx to p-pladser lige efter hinanden i indre København?
Men det er bestemt ikke en unik-rejseform. Nogle steder er autocampere næsten ligeså almindeligt et syn som personbiler. Men det bekræfter jo kun den gode idé. Det har godt nok været dyrt at leje autocamperen. Det er dyrere end billeje + moteller, men så er det lettere at lave mad selv – og på så lang en rejse bliver man nu ret træt af restauranter og fast food hver aften.Det største plus er nu nok friheden. Vi har overnattet med nogle af de smukkeste udsigter, der findes – til bjerge, gletsjere, vandfald, strand, skov og meget andet. De fleste steder i New Zealand må man ”free-campe”. Der er så camping forbudt på mange offentlige rastepladser – specielt tæt på de store turistattraktioner – men kører man lidt væk fra hovedvejen, er det i hvert fald på nord-øen nemt at finde fantastiske steder. Vi har dog også tilbragt nætter på lidet idylliske parkeringspladser, men man kan jo ikke få ”millionær-udsigt” hver dag uden at være millionær. Vi oplevede kun en enkelt gang at blive smidt væk – Det var i Te Anau – på et lækkert sted lige ned til søen – hvor vi ellers lige havde fået puttet børnene. Det var surt at hive børnene op, sætte dem i autostolene og køre et kvarter før vi fandt et andet sted, men sådan kan det gå. Vi tog på campingplads ca. hver anden nat for at få ladet batteri op, tømt spildevand og fyldt frisk vand på. Det fungerede fint. De fleste campingpladser er med i en eller anden kæde, hvor man får rabat, hvis man køber et medlemskort. Men da der er mange forskellige kæder er det lidt vanskeligt at udnytte. Generelt er standarden på campingpladserne høj. ”Top 10 Holiday parks” er nogle af de bedst udrustede – men også de dyreste. Her gav vi helt op til 50 $ pr. nat. Kiwi-pladserne er ofte mindre up to date, men dem vi var på var vældig hyggelige. En enkelt vi særligt kan fremhæve er campingpladsen ved De Brett thermal ressort, hvor der var adgang til Taupo hot springs (se 30.01.2006).
Og så har det været godt for Nikolaj og Jonas, at have et ”hjem”. De lærte hurtigt autocamperen at kende, så det blev deres egen ”hjemmebane”. Både Nikolaj og Jonas er der sket rigtig meget med i de seks uger i New Zealand.
Jonas kravler og er nu alle steder, så autocamperen var nu også ved at være for lille til ham. Han er en værre prins pilfinger, så alt, hvad der er indenfor rækkevidde bliver endevendt.
Han vokser stødt for han spiser nærmest alt, der bliver serveret for ham nu. Han har fået det flotteste tandsmil, som vi heldigvis tit får at se. Han smiler mest til Nikolaj – ja han smiler nærmest altid, når bare han kan se sin storebror. Det er fedt at opleve, hvor meget de to har fået sammen. Glæden er gensidig og de kan tit lege længe sammen. Det er også tydeligt, at Jonas har lært sin far rigtig godt at kende. Hidtil har mor naturligvis været den bedste i verden til både mad, hygge, natputning o.s.v. Men nu er Jonas lige så glad for, at det er hans far, der klarer det. Det passer naturligvis Jakob godt, men han er jo også på forældreorlov, så det manglede da også bare.
Nikolajs fantasi koger simpelthen over. Når der ikke er så mange legekammerater, så må man selv finde på nogle, så han og hans venner kæmper hver dag mod monstre, bjørne, onde riddere og meget mere. Når vi overnattede på campingpladser, var der jo ellers ofte andre børn, men de var stort set alle engelsktalende og forstod derfor hinanden og så havde Nikolaj svært ved at komme med i legen. Det gik bedre, når han mødte børn på tomandshånd, så ingen forstod hinanden. Så fandt de ud af det.
Ligesom med Jonas er der også sket meget med Nikolaj. Først og fremmest bliver han mere og mere vandhund. Det begyndte selvfølgelig, da vi snorklede på Hawaii og Fiji, men han kaster sig nu uden frygt ud på selv de største vandrutsjebaner og vil helst være i vandet indtil han er helt blå af kulde. Han udforsker også alt på en anden måde nu. Vi har vel været på en legeplads i gennemsnit hver dag, så i stedet for at begynde at kravle op af stigen, rutsje ned ad rutsjebanen eller, hvad der nu er på legepladsen, så begynder han nu altid med at finde alternative måder at bruge legepladsen. Han har også fået den typiske drenge-mani med, at alt, hvad der rager op, skal man klatre op på. Så enhver klippe, sten, trappe eller anden forhøjning skal han helst lige nå op på. Det er jo glimrende, selv om det giver selv Jakob lidt bekymring, når han stiller sig til at danse på en klippe, der rager tre meter ud over en rivende flod (Fiordland). Og så imponerer han gang på gang sine forældre med sin udholdenhed. Vi har ikke gået flerdagshikes, men mange gange har vi da gået hele dagen eller brugt 4-5 timer på at bestige et bjerg. Og Nikolaj går hele vejen, som regel uden at kny og som regel et godt stykke foran os andre, så han lige kan se efter om, der er bjørne eller andet, som vi skal forsvares imod. Man kan godt se, at han er blevet fire år og ”rigtig stor”.
Der var to ting vi gerne ville have nået, som ikke lykkedes. Vi nåede ikke at se hvaler og så lykkedes det ikke Jakob og Nikolaj at fiske. Hvis man bare syntes lidt om lystfiskeri er New Zealand fantastisk. Idylliske søer og sprudlende vandløb og floder. Jakob var sikker på, at vi ville finde et sted at leje fiskeudstyr, men det gjorde vi aldrig. En aften lå vi ellers ved en sø, hvor vores naboer havde fiskestænger. Men inden vi fik lånt dem, blev vi smidt væk, for der måtte man ikke overnatte.
Til sidst et par andre vigtige betragtninger:
Øl. New Zealand har en del egne bryg. Dem vi prøvede var ikke fantastiske, men Red Lion er en god pilsner – lidt a’la en Tuborg Classic. Tui er en anden almindelig øl, som til gengæld ikke er særlig god – en typisk discount pilsner. Og så har de øl-kapsler som selv kvinder kan åbne med de bare næver…
Internet. Der er internetcafeer de fleste steder, men priserne varierer meget. I Auckland fik man halv time for 1 $. Andre steder fik man 5 minutter for den samme $. Vi har jo været på nettet tit – både for at tjekke mail og opdatere bloggen. Men sjældent længe ad gangen for både dagbogen og mails skrev vi ofte om aftenen på Jakobs bærbare og så var det bare at have det med på en USB-key på internetcafeerne. På den måde har vi faktisk ikke brugt mange timer på nettet.
Telefon: Da vi først fandt ud af at bruge telefonkort var det nemt og billigt. Men man skal selv bede om et hæfte med oversigt over ”local access points” – ellers er det kun billigt at ringe udenlands i de fem største byer. Vi købte også taletidskort til Jakobs mobiltlf. Det har været fedt nok at have, når vi lige skulle ringe og høre om, der var plads på campingpladser, høre om ture, attraktioner og åbningstider m.v. Men egentlig var det også som en sikkerhed, hvis vi nu skulle køre i stå midt ude i ingenting. Flere gange kørte vi steder, hvor vi ikke så andre i timevis, så det var jo en god ekstra sikkerhed – hvis det ellers havde virket. For mobil-dækningen er altså ikke imponerende. For at have et klart signal, skal man helst være i en større by og stå på rådhuspladsen eller hvor byens centrum nu er. Så snart man er kørt fem minutter uden for en by, så ophører mobildækning mange steder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar