Vi ankom til vores hotel i Honululu ved 3-tiden om natten den 28. december efter ca. 33 timers rejse, der bød på flere ”overraskelser” end vi havde satset på. En rygsæk der forsvandt, et fly, der ikke kunne flyve og børn i fantastisk humør trods alle strabadserne var noget af det, der prægede den første rejsedag.
Nu er vores rejse endelig begyndt. Det holdt ellers hårdt med syge børn, mange hængepartier og julearrangementer, der trods lidt rejse-stress nåede at blive hyggelige. Men nu har børnene sagt farvel til de mange julegaver og vi er endelig på vej.
På vej – det har vi så været et stykke tid. For rejsen har givet et par ”overraskelser” undervejs, der gør, at jeg ikke længere er irriteret over, at der var indlagt god tid i transfer-lufthavnene.
Alt begyndte fint. Børnene var ganske friske, da vi vækkede dem kl. 5 tirsdag morgen – nok mere friske end Mette og jeg, der ikke havde nået så meget søvn. London kom vi til uden problemer andet end en lille times forsinkelse.
Det viser sig, at mens andre børn af pylrede forældre bringes til at sove ved, at (vel typisk) faderen kører rundt i lokalområdet i bilen for, at barnet er roligt – ja så skal Jonas i stedet flyve. Han sov i hvert fald med det samme, vi kom op i flyveren.
Nikolaj er meget optaget af at flyve, så afgangen fra København blev fulgt intenst. Vi sad i flyveren og ventede en halv times tid, men der er jo masser at se på ud af vinduet. Og ventetiden blev belønnet med første parket udsigt til den ene vinge, da flyet skulle af-ises. Take-off blev fulgt med lige så stor interesse yderligere en halv time senere. Og så snart hjulene havde sluppet jorden, sov Nikolaj med næsen mod ruden.
På den 11 timer lange tur til Los Angelas fik vi endda pladser med plads til babylift, som Jonas kunne sove i. Sove gjorde ingen af børnene nu så meget, men alle var i godt humør det meste af turen. Lidt yderligere forsinkelse gjorde, at vi ”kun” havde 7-8 timer til vi skulle videre. Det viste sig kun at være nok til at ordne det praktiske, så nogen L.A. sightseeing blev det ikke til alligevel.
Vel ankommet til Los Angeles skulle vi selv sørge for, at få vores bagage tjekket ind igen til indenrigsflyvningen til Honululu. Det var nu ikke det store problem, hvis blot bagagen altså havde været med flyet fra London. Den ene af de to rygsække, vi har med (desværre den største), havde nemlig taget en omvej. British Airways kunne dog efter nogen tids søgen fortælle, at den allerede ville ankomme 20 minutter efter vores fly til Honululu var fløjet:-) Men de lovede at bringe den ud til os ”en af de næste par dage”.
Således opløftet var det jo til at tage i stiv arm, at flyet til Honululu var forsinket en halv times tid. Desværre kunne flyet ikke holde til denne forsinkelse – i hvert blev det taget ud af drift, så vi manglede et fly til den sidste del af rejsen. Det tager forståelig nok lidt tid at støve et ekstra fly op, så forsinkelsen blev til mange timer. Det gav til gengæld mulighed for at vores forliste rygsæk nåede frem. For at spare på detaljerne, så er det en meget langvarig proces at få sådan en rygsæk omdirigeret, når British Airways først har sat sig for selv at transportere den til os i Honululu. Så jeg endte med at forlade indenrigslufthavnen og selv hente rygsækken i udenrigsankomsthallen. Og så skulle den igennem hele indtjekningen igen. Mette synes ikke, at det var helt fedt, at jeg forlod hende og familien for amerikanerne kan være noget emsige i sikkerhedskontrollen, så det kunne lige passe, at jeg ikke nåede ind til flyet igen. Men alt klappede.
Apropos det med sikkerhedskontrollen, så var vi nær ikke sluppet igennem den i London p.g.a. en mystisk udseende og selvlysende væske i vores håndbagage. Efter at alt var endevendt og testet for sprængstof viste det sig, at den farlige substans var vores lille flaske med sæbeboblevand. Der tages ikke mange chancer. Det må også være forklaringen på, at en mørklødet kvinde med tørklæde i hele den tid vi ventede på at få vores bagage tjekket måtte vente på afklaring af, hvorvidt hun kunne få lov at have sin tandbørste med i håndbagagen…
Vi nåede dog et lille smut uden for lufthavnen i L.A. Og det første vi ser er naturligvis en kæmpe limousine, der triller ind på fortovet foran os, for at en eller anden rigmandskone kan sætte sin datter af ved lufthavnen. Bilen var vel på længde med en mindre HT-bus.
Så tiden i L.A. gik hurtigt – og på en noget anden vis end vi nok havde regnet med. Efter 24 timers rejse var både børnene og vi ved at være godt stegte. Ingen af os havde sovet mere end 2-3 timer undervejs. Så for at undgå hidsige optrin med umulige børn hev Mette et hemmeligt trick op ad tasken. En ballon. Så gik der en times tid med leg og latter. Da flyet til Honululu blev yderligere forsinket blev børnene lagt til at sove. Mens de sov fik jeg både fundet vores forliste rygsæk og endda udstedt nye boardingpass for 3. gang fordi det lykkedes at finde nogle, der ville bytte sæder, så vi alle kunne sidde sammen på den sidste flyvning.
Da flyet til Honululu endelig var klar, kunne vi bære børnene sovende ind i flyveren, som var den første take-off som Nikolaj gik glip af. Efter 4 timers søvn var alle nogenlunde friske. Flyvetræthed – det er kun noget forældrene lider af. Efter 30 timeres rejse sad Nikolaj stadig i flyveren og sang ”vi er ude at flyve, vi er ude at flyve…” Og Jonas er glad det meste af tiden, hvis bare han kan få lov at se på Nikolaj.
Og vi fik endda al bagagen med os (på nær en ekstra-rygsæk, som sad sammen med min rygsæk. Den indeholdt dog kun et tøjdyr til Jonas – beklager Malene og Kenneth, det var jeres julegave – så vi begav os straks til hotellet, der viste sig glimrende. Først og fremmest ved at have åbent, for vi var noget trætte kl. halv fire om morgenen. Vel tjekket ind tog det dog lang tid at falde i søvn for børnene skulle lige lege. Der opspares jo meget energi på så lang en flyvetur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar