Godt nok får det danske sundhedssystem ikke altid ros, men min oplevelse af det amerikanske er, at de vist godt kunne trænge til besøg at et par arbejdsgangsanalytikere…
Sikke en nat. Jonas har næsten ikke sovet, og da han tager sig til øret hele tiden, så tænkte vi, at det måtte være tid til feriens første lægebesøg i dag. Jakob havde ondt i det ene øre, så han måtte også hellere tjekkes, når vi nu var af sted. Det var noget af en oplevelse af det amerikanske sundhedssystem.
Alt fungerede sådan set fint. Vi ringede til den lokale ”Doctors on Call” og forklarede, at Jonas var syg, og at vi mente, at det var mellemøresbetændelse. Efter at have forklaret, at vi skam var forsikret bad manden i røret (person 1) os om at komme ind til et tjek. Og 10 min. senere blev Jonas og Jakob afhentet af en chauffør (person 2) og kørt til det nærmeste lægehus. Vi blev fulgt pænt ind af den flinke chauffør og introduceret til en venlig dame (person 3), der bad os skrive vores navne på en seddel og tage plads. Efter 5-10 minutter bliver vi kaldt op af en anden dame (person 4), der udleverede to sedler, som vi blev bedt om at udfylde med personoplysninger og beskrivelse af, hvad Jonas (og jeg) fejlede. Endnu engang skrev jeg, at jeg mente, at det var mellemøresbetændelse. Efter at have indleveret sedlen blev vi kaldt op til receptionen (person 4 igen), der gennemgik sedlerne. Derefter blev alle oplysningerne tastet ind på en computer (hvorfor gjorde hun så ikke bare det, mens jeg oplyste dem?). Herefter var der en kort ventetid igen.
Nu kom der en mand, der lignede en læge (person 5) – i hvert fald havde han et stetoskop om halsen og hentede os ind i konsultationen. Så gennemgribende undersøgelser som at lytte med stetoskopet var han dog åbenbart ikke certificeret til. Hans opgave var alene at tage Jonas’ temperatur – 2 sek. med et termometer i Jonas’ øre, så var hans rolle udspillet og vi blev ført hen til en kvinde (person 6 – sygeplejerske?) som tog mit blodtryk (???). Herefter tilbage til konsultationen igen. Og nu kom der sandelig en læge, som jeg igen fortalte om symptomerne. Han kiggede i Jonas’ ører og i mit ene øre og meddelte ”ear-infection – You’ll get some antibiotics. Goodbye.” Så var han færdig!
Nu var de til gengæld smarte amerikanerne for de havde et apotek i baglokalet, så kort efter kom en ny kvinde (person 7) med medicinen. Så var det bare til ”check out” – ja det hedder det altså. Her mødte jeg igen person 3, der udskrev en regning på knap 400 $ ! – ja, det er dollars! Men så blev vi da også kørt hjem igen af chaufføren (person 2).
Konklusion: Det er ikke mærkeligt, at sundhedsforsikringerne er dyre i USA. Behandlingen var så men glimrende om end det var lidt irriterende at begynde med at skrive under på, at de må udlevere mine oplysninger til forsikringsselskab, hospital m.v. og så konstatere, at oplysninger ikke blev flyttet rundt internt i lægehuset – i hvert fald gentog jeg vores personoplysninger og symptomer rigtig mange gange. Men den reelle tid hos lægen (altså ham der stillede diagnosen) var vel 2-3 minutter. Men vi var igennem 6 personer (+ chaufføren), der alle skulle høre om, hvem vi var og hvad der var galt. Derhjemme klarer min læge og hendes sekretær da alt dette. Så uden at kende danske takster for lægekonsultationer, så synes jeg, at 400 $ er lige i overkanten. Nå, men forhåbentlig har jeg fået de rigtige oplysninger med til forsikringen.
1 kommentar:
Se det er da lidt godt at finde ud af
- at det "ik' er så ring' endda" herhjemme. Vi havde også en lignende oplevelse da Flemming i sommer skulle til tandlæge i Californien - vi kørte da godt nok selv derhen...! Men før man overhovedet bliver godkendt etc. over rejsesygeforsikringen.. Puha!
Send en kommentar