I nat er det hele gået meget nemmere, Jonas var godt nok vågen i en lille time igen i nat, men det er han nu også tit derhjemme. Nikolaj har sovet rigtigt godt. Mette er godt udhvilet, hun sov også allerede kl. 20.30 i går aftes.
I dag skulle vi til Sea Life Park (http://www.sealifeparkhawaii.com/). Den levede til fulde op til alle fordommene om amerikanske theme parks og lignende. Det var væsentlig mere cirkus end det var at se dyrene i nogenlunde naturlige omgivelser. Det var nu da sjovt nok at se søløver og delfiner lave show. Nikolaj syntes dog, at klart det bedste var hoppeborgen. Om 27 $ så er i overkanten for en tur i en hoppeborg kan man jo nok diskutere.
Dagens højdepunkt kom imidlertid, da vi forlod Sea Life Park. Vi gik ned til en strand lige nedenfor Makapu’u Point. Det var en rigtig Hawaii strand. Store bølger, som Nikolaj og Jakob legede i og body-surfede på. Stilkarakteren for det sidste var dog nok ikke høj, men sjovt og spændende var det det i hvert fald, når man står i vand til knæene det ene øjeblik og det næste øjeblik rammes af en bølge, der vælter ind over hovedet. Lidt for vildt for Mettes smag og jeg må da også indrømme, at jeg gerne ville have haft en snor eller lignende i Nikolaj. Men vi slap helskindet fra det efter flere ture rutsjende og ”kolbøttende” hen ad stranden, når bølgerne væltede os. Nikolaj indså jo ikke, at det var farligt, så han skraldgrinede hver gang, bølgerne ramte os. Han forstod dog heldigvis, at uanset, hvad der skete, så skulle han holde fast i mig. Det lykkedes os da også at blive væltet helt omkuld og taget med af understrømmen et godt stykke. Den farligste kraft kommer jo ikke fra bølgen, når den bryder, men fra den understrøm, der følger, når vandet fra en stor bølge vil tilbage i havet igen.
Derefter tog vi bussen hjem ad igen. Nikolaj faldt i søvn undervejs, så for at holde ham vågen fandt vi på taxa-legen. Den er simpel. Tæl så mange taxaer du ser. Præmien var i øvrigt en M&M for hver taxa man så. Nikolaj fik 31 M&M’s.
Vi var hjemme omkring halv syv, så Nikolaj foreslog, at vi lige tog en tur i poolen inden den lukker kl. 19. Jonas blev parkeret i klapvognen og grinede, når vi andre hoppede i vandet.
På den måde blev det endnu en lang dag med aktiviteter fra tidlig morgen til aften. Det passede derfor alle godt, at vi havde besluttet at spise hjemme. Hotelværelset har nemlig et helt lille køkken også. Det er alle tiders bortset fra, at der kun er to af alt service – Nikolaj spiser med plasticbestik og så går det jo nok. Alt i alt et anbefalelsesværdigt hotel til prisen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar