Farvel til Sydney

Vi pakkede bilen fra morgenstunden, men lod den stå i parkeringskælderen ved hotellet, mens vi gik en tur til ”Australien Museum”. Et udmærket – men ikke storslået – museum, der udstiller den australske natur – udstoppede koalaer, kænguruer m.v., en flot fotoudstilling og et sjovt rum med skeletter. Museet har også en stor udstilling om Australiens geologi med flotte mineralsten og (en kopi af) verdens største guldklump. Der var også nogle interessante rekonstruktioner af nogle af de uddøde dyrearter – bl.a. en kæmpekænguru og den kæmpestore diprotodon, der får selv en bjørn til at ligne en mus. Nikolaj syntes, at det sjoveste var insektsamlingen med biller og store edderkopper. Men det var nu vist mest fordi Mette syntes, at de var ulækre.

Der var også en mindre afdeling om Australiens oprindelige befolkning – aboriginals. Den var nu ikke særlig stor og beskrev hovedsageligt deres tragiske møde med de europæiske koloniherrer og ikke meget om deres oprindelige levevis. Det havde specielt Jakob ellers håbet.
Efter museumsbesøget spiste vi madpakker i Hyde Park og gik derefter tilbage til vores bil for at komme ud af byen inden eftermiddagstrafikken for alvor begyndte. Vi boede heldigvis få hundrede meter fra tilkørslen til Harbour Bridge, der er hovedtrafikåren ud af byen nordpå, så det gik rimelig nemt. Vi nåede godt 250 kilometer nordpå, inden vi gjorde holdt for natten i Bulahdelah i en gammel og meget slidt hytte på en campingplads – men i det mindste kostede den også kun 40 $.

Mobiltelefon og internet i Australien

Vi har tegnet et australsk mobilabbonnement i dag, så nu kan vi fanges på 0061 (0) 438477561 – man skal vist ikke ringe nullet fra udlandet.

Jakobs mobilnummer virker ellers også her, men da det er et KL-abonnement er den kun med som nødtelefon. Og da vi jævnligt bruger at ringe lokalt her i Australien, så er det lettere og billigere med et australsk taletidskort. Jakobs mobilnummer er derfor sjældent åbent, men I kan sende sms til den (eller til det australske nummer for den sags skyld).

Til forskel fra New Zealand er der faktisk god mobildækning, hvor vi har været indtil nu i Australien.

Til gengæld er der ikke samme adgang til internet. Det var godt nok kun i Auckland, at det var rigtig billigt at være på nettet i New Zealand, men der var internetcafeer alle steder. Og da vi har den bærbare med, kan mails og bloggen skrives på forhånd, så det tager ikke lang tid på nettet.

Her i Australien er der meget længere mellem internetcafeerne – selv i Sydney er der langt imellem dem og det er dyrt (5-7 $ i timen). Ja, værten på motellet vi var på i Liverpool – en forstad til Sydney – kiggede underligt på mig, da jeg spurgte om internet. Det mente han nu ikke man brugte mere. Og så pegede han på mønttelefonen, der i øvrigt var en gammeldags drejetelefon, som ikke engang kunne bruges til at ringe via telekort.

En brændende dag på Bondi Beach

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Der var vel omkring 30 grader varmt, så i dag var strandvejr. Vi tog derfor til Sidneys badestrand nummer ét; Bondi Beach. Det er en flot strand – lidt a’la Waikiki Beach på Hawaii. En lang og bred sandstrand med plads til tusinder af strandgæster. Der var da også allerede mange, men der var plads nok.

Nikolaj og Jakob sprang hurtigt ud i bølgerne. Men kun ganske kort for pludselig skreg Nikolaj op og tog sig til foden. Han skreg, at det brændte, så vi var hurtigt klar over, at det nok var en ”bluebottle” – den australske hidsige udgave af en brandmand. Nikolaj havde fået trådene ind mellem tæerne, så det tog desværre Jakob lidt tid at få dem alle af. Jakob brændte sig kun lidt på fingrene, da han fjernede trådene, så det er svært at beskrive, hvordan det føles, men Nikolaj skreg af smerte, så det var tydeligt, at det gjorde meget ondt. I livreddernes vagttårn havde de heldigvis både masser af vand til at skylle de sidste rester af og is til at komme på foden. Men hverken isterningerne på foden, isvaffel eller historier om guldgraverne hjalp meget den første halve time, men så blev det heldigvis bedre. Livredderne fortalt også, at han bestemt ikke bare skabte sig. Det gør virkelig ondt, men går heldigvis hurtigt over – hvis man da ikke har haft hele kroppen indfanget af de brændende gopler for så kan det være dødeligt. Efter en hård time var det overstået og Nikolaj kunne næsten ikke mærke det mere.

Livredderne fortalte, at der jævnligt var bluebottles ved stranden, men at de tjekker den flere gange hver dag. Det var ellers flere uger siden, der sidst havde været besøg af de uønskede strandgæster. I dag var der altså så bare smuttet nogle igennem alligevel. Samtidig med Nikolaj var der nemlig også en anden dreng, der blev brændt. Mette havde begravet den bluebottle, der brændte Nikolaj og livredderne var nede og tjekke stranden efter og sætte advarselsskilte op. Vi blev en halv times tid på stranden, men ingen af os havde rigtig lyst til at bade lige ud for skiltet om bluebottles, så vi tog hjem efter at have tilbragt det meste af tiden ved Bondi Beach i livredder-tårnet. Da vi kom op til bilen, faldt Nikolaj i søvn inden vi overhovedet havde nået at starte.

Efter en lur og en tur i badekarret var Nikolaj helt frisk igen, så vi gik en eftermiddagstur i Sydney og sluttede i Chinatown, hvor vi spiste aftensmad.

Sydney

Vi brugte dagen på sightseeing I Sydney. Men til en god sightseeing hører et godt kort, så Mette og Jakob startede med at diskutere, hvilket kort der var bedst. Jakob ville gå med et lille kort han havde fundet i receptionen, mens Mette hellere ville have et andet og mere detaljeret med. Jakob måtte jo give Mette ret i, at hendes kort var bedre – men det var bare ikke over Sydney, men over Blue Mountains, hvor vi havde været dagen før :-) Så det begyndte rigtig godt – og fortsatte sådan. Da vi var kommet ud af døren og var på vej af sted opdagede vi, at Nikolaj slet ikke havde noget på fødderne. Han var uanfægtet taget af sted på bare tæer. En lidt forvirret start på dagen!

Vi begyndte med at gå til ”The Rocks” – Sydneys ældste bydel, der er bygget af de straffefanger, der udgjorde hovedparten af kolonien i slutningen af det 18. århundrede.

Derefter gik vi ud til havnen og spiste en is i en lille palmelund med udsigt til operahuset og Harbour Bridge. I palmerne sad adskillige farvestrålende papegøjer, så dem havde vi også sjov med at holde øje med.

Herefter tog vi en sejltur rundt i Sydney Harbour. Det er en rigtig flot måde at se byen på. Man har udsigt over hele byens skyline, den gamle bydel, de fashionable huse med udsigt over vandet og selvfølgelig operahuset og Harbour Bridge.

Jonas kravlede rundt på dækket mens Nikolaj kiggede opmærksomt ud over rælingen, men med øjnene på andre ting end Mette & Jakob så på. Pludselig siger han ”se de to skibe, far. Smart, de har lige slået sig sammen”. Der gik lidt tid før vi fandt ud af, at det var en katamaran han talte om :-)

Vi sluttede sejlturen ved Sydney Aquarium med fisk fra havet omkring Australien. Det var ganske flot. Hajbassinet var imponerende med flere meter lange hajer som ville have sprunget ud og angrebet os, hvis ikke Nikolaj havde truet dem. Det flotteste var dog koral-akvariet. Et kæmpestort – adskillige meter højt og mindst 20 meter langt og 8-10 meter bredt – akvarium med koraller og fisk fra Great Barrier Reef. Det glæder vi os til og håber meget, at vi får mulighed for at se mere på tæt hold, når vi kommer længere nordpå. Fisk og koraller i et væld af farver mindede os om vores snorkelture på Hawaii og Fiji. Jo, og så var der også næbdyr, som Jakob er så fascineret af.

Nikolaj havde plaget om en tur i Sydneys monorail – en højbane, der kører rundt i det centrale Sydney. Så efter akvariet tog vi en tur med den – ja rent faktisk blev det til to rundture for Nikolaj syntes, at det var så sjovt. En rundtur på hele banen tog godt 10 minutter, så det var til at overse.

Vi lavede aftensmad på hotellet – spaghetti og kødsovs – så børnene spiste rigtig godt. Derefter kom ungerne i badekarret.

Vandreture i Blue Mountains

I dag kom vi tidligt af sted. Jonas vågnede halv syv, så vi var ude af døren før ni. Det var glimrende, for så kom vi tidligt til dagens destination; ”Blue Mountains”. ”De blå bjerge” ligger kun ca. 100 kilometer vest for Sydney, så det passede perfekt, da vi skulle ende på et hotel i Sydney. Det blev nu ret sent for vi havde en god og lang dag i bjergene.

Bjergene minder lidt om Grand Canyon i USA – mindre, men mere frodigt i bunden. Men man kan godt forstå, at det har været en vanskelig barriere for de første nybyggere, for selv om vi ikke kom mere end 1000 meter op, så er klippesiderne de fleste steder stort set lodrette.

Vi besluttede os for en længere vandretur ned af bjerget. Turen begyndte med en nedstigning af ”The Giant Stairway”. Det er ca. 900 trin hugget ind i klippesiden eller stejle ståltrapper. Nikolaj faldt desværre allerede inden turen begyndte og slog hul på knæet, men et superhelt-plaster reddede knæet. Og da Jakob gik i gang med at digte en historie om bjergheksen, så gik det fint igen. Jonas kom på ryggen af Jakob i bæreselen. Nikolaj gik selv hele vejen uden at kny bortset fra da han faldt ned ad en ståltrappe og slog ryggen – kun 20 trin fra bunden. Jonas var faldet i søvn på vej ned, men vågnede ved Nikolajs hyl. Efter ti minutters pause, noget at drikke og et par stykker chokolade var alle klar igen.

Nedstigningen tog omkring 45 minutter og var bestemt den hårdeste del af turen. Men det havde den store fordel, at de fleste turister bliver ”rystet af”, så vandreturen for foden af bjerget havde vi næsten for os selv. Det var en flot tur på ca. 2½ kilometer gennem regnskov, over nedfaldne klippestykker, forbi vandfald og meget andet. Turen sluttede ved en gammel kulmine-togbane, der var genopført som turist-attraktion for de dovne. På fem minutter kunne man blive fragtet hele vejen op til bjergets top igen med verdens stejleste jernbane.

Men bilen stod jo 2½ kilometer længere ude, så vi måtte vandre retur igen. Denne gang gik vi på stier langs med klippekanten. Her var fantastisk udsigt over hele ”grand canyon” og stien førte forbi toppen af de vandfald, vi før havde set nedefra. På de varme klipper vrimlede det med firben, kæmpemyrer og andre smådyr. Vi mødte også en slange, som Nikolaj prøvede at samle op. Det fik begge forældre dog hurtigt standset. Australien huser jo trods alt de fleste af verdens mest giftige slanger. Men bortset fra det har vi været meget stolte af børnene i dag. Jonas sad i bæreselen hele dagen og fulgte med. Og Nikolaj han vandrer bare derudaf. Det meste af tiden er han forrest – med en pind i hånden på udkig efter eventyr. Selv efter fire timers bjergvandring traver han af sted og han holder et ganske udmærket tempo. Bortset fra de mest stejle trin og klipper, hvor han skal løfte benene op i mavehøjde, så går han stort set lige så stærkt som vi ville have gået uden ham.

Efter godt fem timers vandretur nåede vi godt trætte tilbage i bilen og satte kurs mod Sydney. Vi gjorde et kort stop undervejs for at spise aftensmad. Både Mette og Jakob var godt flade og sad tungt i stolesæderne, men Nikolaj løb rundt og legede og pjattede med Jonas. Det kunne de voksne ben ikke klare!

Turen indtil Sydney gik rimelig nemt bortset fra de sidste hundrede meter, hvor vi ved en fejl kom til at køre på en tilkørsel op til en betalingsbro. Heldigvis var taksten ikke som på Storebæltsbroen, men det var surt at køre hele vejen over for blot at vende rundt og køre tilbage igen. Både Jakob og Mette var noget irritable over situationen. Jakob brokkede sig over Mettes kortlæsning. Mette brokkede sig over Jakobs brok. Og Jonas skreg. Kun Nikolaj sad roligt tilbage. Da der blev lidt ro sagde han ”er der egentlig nogen, der snart vil høre på mig?” Det var dejligt, at der var én i bilen, der tog det med ro. Vi fandt hotellet efter den lange omvej og fik installeret os i rummet. Men klokken var blevet halv ni og børnene var godt trætte efter den hårde dag, så det var ærgerligt, at det blev så sent. Men alt i alt en rigtig god dag i bjergene.

Hotelværelset er fint – ja rent faktisk er det ikke et værelse men en lejlighed med soveværelse, stue, køkken og bad – med badekar! Den ligger helt centralt få minutters gang til havnen, hovedstrøget, Operahuset og resten af det centrale Sydney. Vi fandt det på www.wotif.com.au, der er en hjemmeside med ”last minute” tilbud på hoteller i Australien, så selv om lejligheden er stor og ligger centralt er den overkommelig at betale.

Køredag med strandtur

Børnene sov længe i dag. Eller rettere; Jonas sov længe og vågnede først lidt over 8. Nikolaj havde været vågen længe, men han lå bare i sin køjeseng og fortalte historier for sig selv. Vi havde endnu en lang køredag foran os, så egentlig var det lidt ærgerligt, at vi kom sent op og sent af sted, men det var nu også herligt at sove lidt længe.

Vejret var dejligt – varmt og sol fra en skyfri himmel – så vi kørte til den gamle by Tilba igen for at se, om den tog sig bedre ud nu. Den var stadig flot i den gamle stil, men noget af en spøgelsesby.

Vi skulle hele vejen op til Sydney i dag – eller i hvert fald lige syd for, så vi havde 5-6 timers køretur foran os. Vejret var imidlertid så flot, så da vi efter ca. 100 kilometer kørte forbi en hyggelig lille bugt med en flot strand, så gjorde vi holdt. Egentlig begyndte vi blot med at sidde og lege lidt i sandet, men da en stor bølge skyllede over os alle, kunne vi lige så godt trække i badetøjet. Der var vældig store bølger, som Nikolaj og Jakob var ude og plaske i. Lidt længere ude var bølgerne 2-3 meter høje, så dem var Jakob ude at lege i uden Nikolaj, der byggede sandslot imens.

Nikolaj har plaget i flere uger om at komme på McDonalds. Vi vidste, at der var en lige lidt længere oppe ad vejen i Batesman Bay. Der havde nemlig været flere skilte til den – det første vi havde set angav, at der var en McDonalds om 123 kilometer – så er man da advaret i god tid. Men det siger lidt om de store afstande, der er her. Det er nu nok mere legepladsen end maden, der trækker Nikolaj, men Jonas er meget begejstret for maden. Men det er han jo i øvrigt for det meste mad.

Efter strandtur og frokost var der ikke andet for end at fortsætte køreturen. Undervejs ringede Jakob og bookede et hotel i Sydney fra den 5. marts og tre nætter frem. Så nu ville vi nå så tæt på Sydney som muligt i dag. I morgen skulle bruges på at udforske ”Blue Mountains” lige vest for Sydney, så jo tættere vi var på, jo længere tid ville vi have i bjergene dagen efter.

Vi gjorde holdt i Kiama og så et ”blowhole” ligesom det vi så i New Zealand (se 09.02.2006). Når bølgerne ramte rigtigt bliver vand og bølgeskum slynget højt op i luften. I hårdt vejr skulle vandet kunne nå 60 meter op i luften. Vejret var nu rimelig roligt i dag, men der kom stadig nogle store ”pust” – men ikke så imponerende, som i New Zealand.

Vi sluttede dagen på et motel i Liverpool – ikke helt så langt som vi have håbet, men kl. var syv og alle var sultne, trængte til et bad og børnene skulle have lov at røre sig lidt inden sengetid.

Naturpatruljen på skovtur

Det har været en rigtig ”naturpatrulje-dag” med store skove, dybe huler, kænguruer, vombatter, mus og frøer.

Dagen var ellers mest en køre-dag, så vi havde ikke regnet med at opleve så meget, men der var nu meget spændende undervejs. Men meget karakteristisk for en dag på vejen var vores første møde med det australske dyreliv to døde kænguruer og en lige så død vombat på vejen. Det var nu heldigvis ikke os, der kørte dem over. Det må give et ordentlig bump. Kænguruerne var vel på størrelse med en mellemstor hund og vombatten som en gris.

Efter de første 100 km ankom vi til hulerne ved Buchan. Udefra ser de jo ikke ud af meget, men de var virkelig imponerende. Man kan kun se dem på en guidet tur, så vi tog med den førstkommende tur til hulesystemet ”Royal Caves”. Her var imponerende drypsten; stalaktitter, stalagmitter, ”vandskåle” og ”tæpper” i alle mulige formationer og størrelser – fra de små, der kun har været nogle hundrede år om at dannes til de meterlange drypsten, som har været mere end hundredetusinde år om at vokse sig så store.

Inden vi gik ned i hulerne legede Nikolaj & Jonas på en legeplads. På et tidspunkt så vi godt, at Jonas havde puttet noget jord i munden og fik ham vasket af inden vi begyndte turen. Men det var først hen mod slutningen af turen – ca. en time senere – at vi opdagede, at han blev ved med at tygge på et eller andet. Og så fiskede Jakob et stykke bark på størrelse med en båd fra en clementin ud af munden på ham!

I øvrigt ærgrede vi os over, at vi ikke var kørt hertil for at overnatte for der var en hyggelig lille campingplads med hytter – og overalt var der fuld af kænguru-lorte, så det havde været sjovt at være der om aftenen, når kænguruerne kommer frem.


Derefter satte vi kursen mod Tilba – en helt fredet by fra slutningen af det 19. århundrede. Det var en lang køretur dertil, men Jonas sov heldigvis det meste af vejen og Nikolaj fik lov at se film.

De første dage har vi været lidt skuffede over landskabet – fladt, tørt, kedelige marker – ikke noget specielt efter oplevelserne i New Zealand. Men efterhånden som vi kører længere østpå bliver landskabet flottere og flottere. Vi har kørt det meste af dagen gennem skov – en strækning på næsten 200 kilometer med naturskov på begge sider af vejen kun afbrudt af små byer og enkelte græsmarker, hvor kvæg gik og græssede. I en af de små byer havde en flok køer endda indtaget vejen, så de godt 400 kilometer vi tilbagelagde i dag kunne ikke altid foregå i højt tempo. Vi har vel kørt ca. 6-7 timer i dag.

Vi nåede frem til Tilba ved syv-tiden, så vi var sultne og så frem til et godt måltid mad. Det var imidlertid ikke lige sådan at finde. Hele byen var som ”død”, så fredningen har vist været meget grundig…

Byen består af 20 huse, der alle er holdt i flot stil fra ”guldgraver-tiden” – men også ret hurtigt set. Vi fortsatte ud af byen for at finde overnatning og forhåbentlig aftensmad. På en gård lejede vi en hytte og Jakob fik tiltusket sig nogle æg, så vi kunne få noget at spise.

Hytten var herlig stor og børnene nød at lege på gulvet. Vi boede fuldstændig ugenert med udsigt til bakker og skove – og med vores egen ko lige i baghaven. Men specielt Mette syntes, at vi var lige lovlig langt ude i naturen. Frøer i badet og mus i soveværelset er ikke lige hendes kop te. Men det hele hjalp lidt, da vi havde fået aftensmad og Nikolaj og Jakob havde tændt op i den åbne pejs. Men det var kun indtil hun var på toilettet. Så lød der et hyl og Mette kom farende ud. ”Der sidder også en frø i toilettet”.

Regnskov og høje træer i Tarra-Bulga nationalpark

Turen i dag førte os først gennem et fladt landskab med marker, enkelte træer, enkelte bakker og enkelte huse og små byer – ikke specielt spændende landskab. Men da vi drejede fra hovedvejen (1) og sydpå skiftede landskabet til at være mere bakket. Vi passerede et kæmpe kulmineområde – vist nok en af verdens største kul-forekomster – og fortsatte op i bakket terræn, hvor skove strakte sig så langt øjet rakte – kun afbrudt af de områder, hvor skovene var fældet.

Vi kørte til de to nationalparker Tarra og Bulga, der ligger lige ved siden af hinanden næsten nede ved Australiens sydligste spids. Begge parker er flotte eksempler på tempereret regnskov. Det minder en del om det vi så i Northland i New Zealand. Her var godt nok ikke de kæmpe store kauri-træer, men den australske Mountain Ash rager også godt op. Det højeste træ vi fandt var 60 meter højt!

Vi brugte 3-4 timer i de to nationalparker. Der var gode vandrestier – den ene kunne vi endda uden problemer have klapvognen med hele vejen, så det var nemt terræn. Som sædvanlig gik Nikolaj forrest det meste af tiden. Selv om nogle måske finder det overraskende, så er Australien altså fuld af farlige indianere og onde bjørne og kænguruer, som Nikolaj havde nok at gøre med at forsvare os andre mod.

Efter nationalparkerne kørte vi nordøst på med retning mod Sydney. Vi sluttede dagen i Bairnsdale, hvor vi overnattede i en hytte på en campingplads. Mette var lykkelig fordi der sad kakaduer i træerne omkring os. Det var da også vældig interessant, men deres skræppen blev vi nu snart noget trætte af.

Der var god plads i hytten og Nikolaj og Jonas nød at drøne rundt. De leger tit rigtig godt sammen og oftest går legen ud på, at Nikolaj drøner rundt og kravler op i senge, på stole o.s.v., mens Jonas kravler rundt efter ham. Men nu er Jonas også begyndt at prøve at komme op. Han rejser sig nemt op ad alt muligt, men nu prøver han også at løfte et ben op på sengen eller sofaen i et forsøg på at komme op.

Kænguruer, næbdyr, wombatter og koalaer

Vi begyndte dagen med et skuffende besøg til sælkolonien på Phillip Island. Det skulle ellers være Australiens største sælkoloni, så vores forventninger var høje efter vores besøg på sælkolonien ved Ohua Point i New Zealand (se 06.02.2006). Men der var vist ikke mange sæler hjemme i dag og de holdt i øvrigt til på en ø et godt stykke fra land, så man kun kunne se dem gennem en kraftig kikkert. Det var der ikke meget ved. Men heldigvis bød dagen på andre spændende oplevelser.

Vi kørte nordpå (ja desværre stik modsat af, hvad vi skulle, men vi kunne ikke nå det dagen før, fordi vi brugte så meget tid på at få betalt bilen). Vi ville til Healsville Sanctuary – en lille dyrepark, der passer, opdrætter og genudsætter truede australske dyr. På ”hospitalet” kunne man se, at de var ved at operere en wombat og der var en lille wombat-unge, hvis mor var blevet kørt ihjel.

Det var vældig spændende med en zoologisk have kun med australske dyr. Konceptet er lidt det samme som Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Vi så wombat, echidna (en slags hulepindsvin), kænguruer, mange fugle, næbdyr, koalaer og mange andre australske dyr.

Næbdyrene er mindst lige så mærkelige som vi havde forestillet os. Det ligner virkelig noget, der simpelthen ikke kan passe. De er ikke særlig store – vel ca. 40 cm. lange fra næb- til halespids. Og så var parken stolte af at være det første sted i verden, hvor næbdyr har ynglet i fangenskab.

Koalerne var vældig søde og sad ganske dovne i træerne og tyggede lidt blade.


Parken var indrettet, så man kom tæt på mange af dyrene. Kænguruerne måtte man gå ind til. Nikolaj fik lov at klappe en wombat. Kun den tasmanske djævel var spærret inde bag elektrisk hegn. Men det er der vist en god grund til. Nå ja, og så var de giftige slanger spærret inde bag glas. Det var et rigtig godt sted at opleve det australske dyreliv selv om det selvfølgelig var i fangenskab. Vi brugte hele eftermiddagen der og kørte blot lidt videre øst på, før vi fandt et sted at spise aftensmad og et motel for natten. Et glimrende hotel, men det var nu lidt synd for Nikolaj for lige ud for vinduet ved hans seng var swimmingpoolen. Det opdagede han jo hurtigt og jublede. Men desværre var den lukket af.

Koalabjørn i Healsville Sanctuary