Turen i dag førte os først gennem et fladt landskab med marker, enkelte træer, enkelte bakker og enkelte huse og små byer – ikke specielt spændende landskab. Men da vi drejede fra hovedvejen (1) og sydpå skiftede landskabet til at være mere bakket. Vi passerede et kæmpe kulmineområde – vist nok en af verdens største kul-forekomster – og fortsatte op i bakket terræn, hvor skove strakte sig så langt øjet rakte – kun afbrudt af de områder, hvor skovene var fældet.
Vi kørte til de to nationalparker Tarra og Bulga, der ligger lige ved siden af hinanden næsten nede ved Australiens sydligste spids. Begge parker er flotte eksempler på tempereret regnskov. Det minder en del om det vi så i Northland i New Zealand. Her var godt nok ikke de kæmpe store kauri-træer, men den australske Mountain Ash rager også godt op. Det højeste træ vi fandt var 60 meter højt!
Vi brugte 3-4 timer i de to nationalparker. Der var gode vandrestier – den ene kunne vi endda uden problemer have klapvognen med hele vejen, så det var nemt terræn. Som sædvanlig gik Nikolaj forrest det meste af tiden. Selv om nogle måske finder det overraskende, så er Australien altså fuld af farlige indianere og onde bjørne og kænguruer, som Nikolaj havde nok at gøre med at forsvare os andre mod.
Efter nationalparkerne kørte vi nordøst på med retning mod Sydney. Vi sluttede dagen i Bairnsdale, hvor vi overnattede i en hytte på en campingplads. Mette var lykkelig fordi der sad kakaduer i træerne omkring os. Det var da også vældig interessant, men deres skræppen blev vi nu snart noget trætte af.
Der var god plads i hytten og Nikolaj og Jonas nød at drøne rundt. De leger tit rigtig godt sammen og oftest går legen ud på, at Nikolaj drøner rundt og kravler op i senge, på stole o.s.v., mens Jonas kravler rundt efter ham. Men nu er Jonas også begyndt at prøve at komme op. Han rejser sig nemt op ad alt muligt, men nu prøver han også at løfte et ben op på sengen eller sofaen i et forsøg på at komme op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar