I dag kom vi til Queensland – solskinsstaten – så vi måtte en tur på stranden. Vandet var dejlig varmt, så selv Jonas tumlede rundt i bølgerne.
Vi fortsatte nordpå fra Coffs Harbour mod Brisbane. Vi nærmede os Queensland – den tredje stat vi besøger. Den strækker sig fra Brisbane (eller rettere Gold Coast lidt syd for Brisbane) og så helt op til det nordligste af Australien.
Det er ikke uden grund, at de kalder den for ”solskinsstaten”. Klimaet er varmt og bliver stadig mere fugtigt, Landet er utrolig frodigt her. Der er grønt overalt og store banan- og sukkerrørsplantager.
På vejen gjorde vi holdt ved en flod, hvor der svømmede store pelikaner rundt. Jakob var dog mere imponeret af de kæmpestore gummitræer, der voksede langs med floden.
Vi fortsatte til Gold Coast, hvor vi fandt et lille motel og brugte eftermiddagen på stranden. Det var en herlig strand – lang og bred sandstrand, varmt vand og ikke for store bølger. Jakob og Nikolaj kastede sig som sædvanlig hurtigt ud i bølgerne. Nikolaj var heldigvis ikke blevet afskrækket af at brænde sig på den bluebottle på Bondi Beach i Sydney.
Det sjoveste var nu, at Jonas fulgte efter Nikolaj og Jakob i hurtigste kravletempo. Det har han gjort før, men så stopper han, når sandet bliver vådt. I dag var vandet rigtig varmt, så det har nok været hovedårsagen til, at han bare fortsatte med at kravle ud i vandet. Flere gange skyllede bølgerne næsten helt hen over ham, men han nød alligevel sin tur i vandet og kravlede rundt i vandkanten længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar