Vi har fundet et tilbud på et hotel på ”Daydream Island” de næste tre nætter, så der skulle vi til i dag. Daydream Island er en af øerne i ”The Whitsundays”, som udgør den sydligste del af Great Barrier Reef. Revet er det største koralrev i verden og strækker sig hele vejen langs Australiens østkyst fra ”The Whitsundays” lidt nord for Fraser Island helt op til et godt stykke nord for Cairns.
Vi ankom til Shute Harbour ved frokosttid – lige tidsnok til at få læsset bagage af og parkere bilen inden færgen sejlede. Efter kun ca. 15 minutters hurtig-sejlads ankom vi til Daydream Island. Øen ligger utrolig smukt sammen med de øvrige øer i Whitsunday ø-gruppen – grønne øer med gyldne strande i et turkisblåt hav. Det mindede egentlig lidt om Treasure Island i Fiji.
Vores værelse var desværre endnu ikke klart, så vi brugte mellemtiden på et slag minigolf. Det var en vældig sjov bane, der var bygget som de største attraktioner i Australien, så vi har spillet minigolf på Sydney Harbour Bridge, Ayers Rock og gennem krokodillefyldte floder. Spillet blev dog afbrud af 10 minutters styrtregn, men straks derefter var vejret godt igen. Vi er endnu i regntiden her!
Da vi fik vores værelse, var det første Nikolaj gjorde at finde sin snorkel og maske frem for vi havde lovet ham, at man kunne snorkle. Vi tog til stranden og hoppede straks i vandet og selv om det efterhånden er ved at være længe siden, at vi har snorklet (sidst var på Treasure Island, Fiji) var Nikolaj helt hjemmevandt med snorkel og maske, så han svømmede næsten fra os i jagten på fisk og koraller.
Efter snorkelturen var vi lige en tur i poolen og så i bad – og her er badekar, så det er herligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar