Vi begyndte dagen med mere shopping. Denne gang gik vi mere målrettet efter nogle forskellige elektronik-ting og vi tog derfor til elektronik-mekkaet ”Sim Lim Square”, der ligger kun 10 minutters gang fra vores hotel. Sim Lim Square er et indkøbscenter i seks etager med elektronikforretninger indenfor computere, mobiltlf, mp3’ere, kameraer, videokameraer og hifi m.v.
Dagen før havde vi impuls-købt zoom- og vidvinkellinse til vores kamera. Telelinsen virker glimrende, men vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne have fået linserne til næsten den halve pris, hvis vi havde ventet med at købe dem til vi kom til Sim Lim Square. Nå, men så lærer man også det, og i dag var vi velforberedte med priser fra nette på de ting vi ledte efter. Jakob ville gerne have nogle ting til sin computer og vi ville købe et gameboy med hjem. Men det viste sig, at priserne stort set ikke kunne presses under priserne i Danmark (i danske netbutikker). Prisforskellen er ikke meget større end 20%, hvilket svarer til forskellen i moms mellem Danmark og Singapore. Det er ikke nok til at give afkald på dansk garanti. Vi havde egentlig regnet med, at prisforskellene var større. Det er de sikkert også hvis man sammenligner med udsalgspriserne i danske fotobutikker, Elgiganten og lignende, men sammenlignet med de billigste priser at finde på nettet er forskellen ikke stor. Så skal man i hvert fald nok til at lede efter billige netbutikker her i Singapore. Man kan måske spare lidt mere ved at købe i ”Little India”, men her er udvalget ret lille.
Men det var nu sjovt at gå rundt i sådan et elektronik-mekka. Jakob var i hvert fald meget begejstret. Børnene delte nu ikke denne begejstring. Jonas sov og Nikolaj syntes – meget forståeligt – at det var kedeligt.
Vi spadserede videre til ”Little India” for at spise frokost der. Som navnet indikerer er det byens indiske kvarter. Den flotte side af kvarteret er de rigt udsmykkede templer og de mange små sjove butikker med souvenirs, indiske specialiteter og tøj, der sikkert gør sig godt i New Delhi, men som ikke helt ligner de seneste danske designlinier. Den mindre flatterende side af kvarteret kom vi til blot et par gade væk fra hovedstrøget. Her bor folk i blikskure og arbejder med at stable sten eller strippe gamle kabler for kobber.
Om eftermiddagen tog vi en taxa til Chinatown. Det er et godt stykke fra vores hotel, så taxaturen tog vel ca. 20 minutter og kostede den nette sum af 7 $ (ca. 25 kr.). Det er ikke mærkelig, at taxa er en meget anvendt transportform og der er da også omkring 25.000 taxaer i Singapore.
Chinatown ligner den slags kvarterer i mange andre storbyer. Men det er rigtig hyggeligt med markedsboder, gøgl på gadehjørnerne og masser gadekøkkener. Vi sprang nu gadekøkkenerne over i dag og spiste i stedet på en pænere restaurant. Det var virkelig godt.
Nu nærmer vi os hastigt hjemrejsen og det er derfor godt at høre, at det begynder at blive lunere i Danmark. Det er snart lang tid siden vi har været steder, hvor der (uden aircondition) har været under 28-30 grader.
Og en anden god nyhed hjemmefra. Anja har skaffet seniorerne internet i Gadevang, så Jakob fik en rigtig hyggelig hilsen fra alle FDF’erne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar