Dagen begyndte som de seneste dage også har gjort – med at tjekke status for vejforbindelsen mellem Townsville og Cairns. Hovedvejen er formentlig lukket en uge endnu. Der er åbnet en alternativ rute – en jordvej med kun ét spor – der frarådes for alt andet end firehjulstrækkere. Så vi har nu endelig opgivet at køre til Cairns.
Vi tog til Quantas’ kontor i byen igen for at skaffe flybilletter fra Townsville til Cairns. Det lykkedes også, men først søndag morgen, hvor vi skal videre fra Cairns kl. 13. Så vi når ikke at opleve Cairns i denne omgang. Men sådan er det jo. Der var godt nok enkelte billetter dagen før, men det var til en meget højere pris – 400 $ for at flyve 350 kilometer! Men der er jo stor efterspørgsel, netop fordi vejene er lukkede.
Derefter bookede vi færgebillet og overnatning på Magnetic Island – en ø lidt ud for Townsville. Så der tager vi ud i morgen.
På en café faldt vi i snak med nogle, der havde familie længere nordpå. Familien ejede en bananplantage. Men der var ikke en eneste bananplante, der havde klaret cyklonen, så de var ruinerede. Nu håbede de blot på, at der blev etableret en eller anden form for statslig støtte. Der er også en større landsindsamling i gang. Men lige nu drejer det sig mest om overhovedet at få genetableret el- og vandforsyning. Der kommer formentlig til at gå mange uger før elforsyningen er genetableret.
Vi tog til ”Castle Hill” – en høj bakke med flot udsigt over Townsville, omegnen og havet. Der var et utroligt dyreliv deroppe. Firben, biller og græshopper i flotte farver og mønstre. Dusinvis af flotte sommerfugle. Desværre (for Mette) var der også en stor myggekoloni.
Eftermiddagen brugte vi på ”The Strand” – byens strandpromenade. Her er en stor badesø (efter stormen er det ikke sikkert at bade i havet, der er fuld af ”stingers” – en meget ondsindet type brandmænd, hvis gift kan være dødelig). Der var også legepladser og et stort badeland, hvor vi brugte lang tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar