Bjergene minder lidt om Grand Canyon i USA – mindre, men mere frodigt i bunden. Men man kan godt forstå, at det har været en vanskelig barriere for de første nybyggere, for selv om vi ikke kom mere end 1000 meter op, så er klippesiderne de fleste steder stort set lodrette.
Vi besluttede os for en længere vandretur ned af bjerget. Turen begyndte med en nedstigning af ”The Giant Stairway”. Det er ca. 900 trin hugget ind i klippesiden eller stejle ståltrapper. Nikolaj faldt desværre allerede inden turen begyndte og slog hul på knæet, men et superhelt-plaster reddede knæet. Og da Jakob gik i gang med at digte en historie om bjergheksen, så gik det fint igen. Jonas kom på ryggen af Jakob i bæreselen. Nikolaj gik selv hele vejen uden at kny bortset fra da han faldt ned ad en ståltrappe og slog ryggen – kun 20 trin fra bunden. Jonas var faldet i søvn på vej ned, men vågnede ved Nikolajs hyl. Efter ti minutters pause, noget at drikke og et par stykker chokolade var alle klar igen.
Nedstigningen tog omkring 45 minutter og var bestemt den hårdeste del af turen. Men det havde den store fordel, at de fleste turister bliver ”rystet af”, så vandreturen for foden af bjerget havde vi næsten for os selv. Det var en flot tur på ca. 2½ kilometer gennem regnskov, over nedfaldne klippestykker, forbi vandfald og meget andet. Turen sluttede ved en gammel kulmine-togbane, der var genopført som turist-attraktion for de dovne. På fem minutter kunne man blive fragtet hele vejen op til bjergets top igen med verdens stejleste jernbane.
Men bilen stod jo 2½ kilometer længere ude, så vi måtte vandre retur igen. Denne gang gik vi på stier langs med klippekanten. Her var fantastisk udsigt over hele ”grand canyon” og stien førte forbi toppen af de vandfald, vi før havde set nedefra. På de varme klipper vrimlede det med firben, kæmpemyrer og andre smådyr. Vi mødte også en slange, som Nikolaj prøvede at samle op. Det fik begge forældre dog hurtigt standset. Australien huser jo trods alt de fleste af verdens mest giftige slanger. Men bortset fra det har vi været meget stolte af børnene i dag. Jonas sad i bæreselen hele dagen og fulgte med. Og Nikolaj han vandrer bare derudaf. Det meste af tiden er han forrest – med en pind i hånden på udkig efter eventyr. Selv efter fire timers bjergvandring traver han af sted og han holder et ganske udmærket tempo. Bortset fra de mest stejle trin og klipper, hvor han skal løfte benene op i mavehøjde, så går han stort set lige så stærkt som vi ville have gået uden ham.
Efter godt fem timers vandretur nåede vi godt trætte tilbage i bilen og satte kurs mod Sydney. Vi gjorde et kort stop undervejs for at spise aftensmad. Både Mette og Jakob var godt flade og sad tungt i stolesæderne, men Nikolaj løb rundt og legede og pjattede med Jonas. Det kunne de voksne ben ikke klare!
Turen indtil Sydney gik rimelig nemt bortset fra de sidste hundrede meter, hvor vi ved en fejl kom til at køre på en tilkørsel op til en betalingsbro. Heldigvis var taksten ikke som på Storebæltsbroen, men det var surt at køre hele vejen over for blot at vende rundt og køre tilbage igen. Både Jakob og Mette var noget irritable over situationen. Jakob brokkede sig over Mettes kortlæsning. Mette brokkede sig over Jakobs brok. Og Jonas skreg. Kun Nikolaj sad roligt tilbage. Da der blev lidt ro sagde han ”er der egentlig nogen, der snart vil høre på mig?” Det var dejligt, at der var én i bilen, der tog det med ro. Vi fandt hotellet efter den lange omvej og fik installeret os i rummet. Men klokken var blevet halv ni og børnene var godt trætte efter den hårde dag, så det var ærgerligt, at det blev så sent. Men alt i alt en rigtig god dag i bjergene.
Hotelværelset er fint – ja rent faktisk er det ikke et værelse men en lejlighed med soveværelse, stue, køkken og bad – med badekar! Den ligger helt centralt få minutters gang til havnen, hovedstrøget, Operahuset og resten af det centrale Sydney. Vi fandt det på www.wotif.com.au, der er en hjemmeside med ”last minute” tilbud på hoteller i Australien, så selv om lejligheden er stor og ligger centralt er den overkommelig at betale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar