Vi begyndte dagen med et skuffende besøg til sælkolonien på Phillip Island. Det skulle ellers være Australiens største sælkoloni, så vores forventninger var høje efter vores besøg på sælkolonien ved Ohua Point i New Zealand (se 06.02.2006). Men der var vist ikke mange sæler hjemme i dag og de holdt i øvrigt til på en ø et godt stykke fra land, så man kun kunne se dem gennem en kraftig kikkert. Det var der ikke meget ved. Men heldigvis bød dagen på andre spændende oplevelser.
Vi kørte nordpå (ja desværre stik modsat af, hvad vi skulle, men vi kunne ikke nå det dagen før, fordi vi brugte så meget tid på at få betalt bilen). Vi ville til Healsville Sanctuary – en lille dyrepark, der passer, opdrætter og genudsætter truede australske dyr. På ”hospitalet” kunne man se, at de var ved at operere en wombat og der var en lille wombat-unge, hvis mor var blevet kørt ihjel.
Det var vældig spændende med en zoologisk have kun med australske dyr. Konceptet er lidt det samme som Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Vi så wombat, echidna (en slags hulepindsvin), kænguruer, mange fugle, næbdyr, koalaer og mange andre australske dyr.
Næbdyrene er mindst lige så mærkelige som vi havde forestillet os. Det ligner virkelig noget, der simpelthen ikke kan passe. De er ikke særlig store – vel ca. 40 cm. lange fra næb- til halespids. Og så var parken stolte af at være det første sted i verden, hvor næbdyr har ynglet i fangenskab.
Koalerne var vældig søde og sad ganske dovne i træerne og tyggede lidt blade.
Parken var indrettet, så man kom tæt på mange af dyrene. Kænguruerne måtte man gå ind til. Nikolaj fik lov at klappe en wombat. Kun den tasmanske djævel var spærret inde bag elektrisk hegn. Men det er der vist en god grund til. Nå ja, og så var de giftige slanger spærret inde bag glas. Det var et rigtig godt sted at opleve det australske dyreliv selv om det selvfølgelig var i fangenskab. Vi brugte hele eftermiddagen der og kørte blot lidt videre øst på, før vi fandt et sted at spise aftensmad og et motel for natten. Et glimrende hotel, men det var nu lidt synd for Nikolaj for lige ud for vinduet ved hans seng var swimmingpoolen. Det opdagede han jo hurtigt og jublede. Men desværre var den lukket af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar