Det er mærkeligt, at vi nu er på vej hjem. Formiddagen på vores sidste dag i Singapore brugte vi på at pakke. Pudsigt nok har vi mindre med hjem end ud, så det er lykkedes os at holde indkøbene undervejs rimelig begrænsede.
Derefter tog vi til Singapores zoologiske have. Den ligger næsten i den helt anden ende af landet, så det tog omkring ½ time i taxa at komme dertil. Det er spøjst med et land, der er så lille, at man kan køre fra den ene ende af landet til den anden på en time.
Den zoologiske have er meget flot. Den ligger midt i en lille tropisk regnskov, så blomster, træer og vand udsmykker haven. Men attraktionen er naturligvis dyrene. Det pudsige ved Singapores zoologiske have er, at flere af dyrene kan gå frit omkring. Det er selvfølgelig set andre steder med påfugle og høns, men når der pludselig svinger sig en orangutang i træerne over hovedet på en, så er det ret imponerende. Mange af de dyr, som man ikke lige kan lade vandre frit omkring er naturligvis spærret inde, men ikke med hegn og mure, men i stedet blot med dybe grave, der så er velbevokset, så man næsten har indtryk af at gå sammen med giraffer, zebraer, næsehorn og gnuer. Både løver, krokodiller og de hvide tigre var dog heldigvis buret mere forsvarligt inde.
Vi fik også lov at ride en tur på en elefant. Nikolaj syntes, at det var så fantastisk, så han måtte have to ture.
Og så er fodringen gjort mere naturlig. Vi så f.x. isbjørnene blive fodret med levende fisk.
Vi brugte stort set hele dagen i den zoologiske have, så da vi kom tilbage til hotellet var det for at tage en taxa videre til lufthavnen. Vi kom derud i god tid – næsten tre timer før afgang, men det endte alligevel med, at vi måtte løbe ud til gaten for at nå det. Mellemtiden brugte vi på at få ændret flybilletterne fra London, så vi kunne komme tre timer før hjem. Det er fedt ikke at skulle se frem til fire-fem timers ventetid i London.
Nå, ja og så skiftede vi tøj. Det var mærkeligt at tage lange bukser og ikke mindst sko og strømper på. Det har vi ikke haft i lang tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar