I dag var mest en køredag. Vores næste mål er Airlie Beach, som ligger godt 900 kilometer fra Hervey Bay og Fraser Island, så der skal tilbagelægges nogle kilometer. Herfra er det planen at tilbringe nogle dage på Daydream Island – en af øerne i Whitsunday ø-gruppen på Great Barrier Reef.
Hovedvejene i Queensland har indtil videre været udmærkede. Men motorveje er der ikke og da vi samtidig møder fartkontroller næsten hver dag foregår al kørsel også i pænt og roligt tempo. Så vi har sat 2½ dag af til køreturen. Det skulle også give tid til at gøre afstikkere undervejs, når vi møder noget spændende.
Vi var tidligt oppe, fordi Nikolaj vågnede kvart i seks. Han ville se flagermusene komme hjem. Vi troede så, at vi kunne komme tidligt af sted, men desværre faldt Jonas ned fra sengen, da han og Nikolaj legede. Han faldt lige med baghovedet i gulvet og blev selvfølgelig ked af det, men også helt træt og passiv. Så vi havde ham under skarp observation et par timer før vi var sikre på, at han ikke var kommet noget alvorligt til.
Børnene sov det meste af formiddagen og vågnede først ved frokosttid, hvor vi gjorde holdt i en lille by ved en legeplads. Som vi plejede fik Nikolaj lov at lege på legestativet mens Jonas leger i græsset/sandet. Men i dag kravlede Jonas efter Nikolaj næsten helt op ad rutsjebanen. Og uden flere uheld.
På vejen videre nordpå stoppede vi op, da vi så en flok sorte kakaduer i et træ. Ellers skete der ikke meget andet på køreturen andet end at nyde udsigterne over landskabet. Det er utrolig frodigt her. Der er grønt overalt. Nogle områder ligner landbrugsområder i Danmark med marker og kvæg på græs (selv om det sidste jo kan være en sjældenhed i Danmark). Men andre steder er der høje bjerge, mærkelige rustrøde klipper, sukkerrørsmarker eller blot fri og flot natur. Skovene vi kørte igennem i dag er pudsige – nærmest det modsatte af tropisk regnskov. Der er stort set kun én slags træer og træerne står med så stort mellemrum, at man er lige ved slet ikke at kunne kalde det en skov. De første kilometer vi så det, tænkte vi, at det måtte være fordi de fleste træer i skoven var fældet, men det er det ikke. Hvorfor skoven er så åben, er det dog ikke lykkedes os at gennemskue.
Vi gjorde holdt om eftermiddagen på en campingplads lidt nord for Rockhamton. Alle var godt varme, så vi begyndte med en tur i poolen. Både vand og luft var omkring 30 grader, så Jonas kom også med i vandet og plaskede rundt efter Nikolaj og Jakob, der som sædvanlig havde vilde kampe i vandet.
Vi lavede aftensmad i vores hytte – ris og kylling med karry som Nikolaj havde glædet sig til. Desværre lykkedes det os at hælde et glas piri-piri sovs i maden, så den blev ganske uspiselig, så vi måtte hente pizzaer fra Domino’s i stedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar