Vi brugte dagen på sightseeing I Sydney. Men til en god sightseeing hører et godt kort, så Mette og Jakob startede med at diskutere, hvilket kort der var bedst. Jakob ville gå med et lille kort han havde fundet i receptionen, mens Mette hellere ville have et andet og mere detaljeret med. Jakob måtte jo give Mette ret i, at hendes kort var bedre – men det var bare ikke over Sydney, men over Blue Mountains, hvor vi havde været dagen før :-) Så det begyndte rigtig godt – og fortsatte sådan. Da vi var kommet ud af døren og var på vej af sted opdagede vi, at Nikolaj slet ikke havde noget på fødderne. Han var uanfægtet taget af sted på bare tæer. En lidt forvirret start på dagen!
Vi begyndte med at gå til ”The Rocks” – Sydneys ældste bydel, der er bygget af de straffefanger, der udgjorde hovedparten af kolonien i slutningen af det 18. århundrede.
Derefter gik vi ud til havnen og spiste en is i en lille palmelund med udsigt til operahuset og Harbour Bridge. I palmerne sad adskillige farvestrålende papegøjer, så dem havde vi også sjov med at holde øje med.
Herefter tog vi en sejltur rundt i Sydney Harbour. Det er en rigtig flot måde at se byen på. Man har udsigt over hele byens skyline, den gamle bydel, de fashionable huse med udsigt over vandet og selvfølgelig operahuset og Harbour Bridge.
Jonas kravlede rundt på dækket mens Nikolaj kiggede opmærksomt ud over rælingen, men med øjnene på andre ting end Mette & Jakob så på. Pludselig siger han ”se de to skibe, far. Smart, de har lige slået sig sammen”. Der gik lidt tid før vi fandt ud af, at det var en katamaran han talte om :-)
Vi sluttede sejlturen ved Sydney Aquarium med fisk fra havet omkring Australien. Det var ganske flot. Hajbassinet var imponerende med flere meter lange hajer som ville have sprunget ud og angrebet os, hvis ikke Nikolaj havde truet dem. Det flotteste var dog koral-akvariet. Et kæmpestort – adskillige meter højt og mindst 20 meter langt og 8-10 meter bredt – akvarium med koraller og fisk fra Great Barrier Reef. Det glæder vi os til og håber meget, at vi får mulighed for at se mere på tæt hold, når vi kommer længere nordpå. Fisk og koraller i et væld af farver mindede os om vores snorkelture på Hawaii og Fiji. Jo, og så var der også næbdyr, som Jakob er så fascineret af.
Nikolaj havde plaget om en tur i Sydneys monorail – en højbane, der kører rundt i det centrale Sydney. Så efter akvariet tog vi en tur med den – ja rent faktisk blev det til to rundture for Nikolaj syntes, at det var så sjovt. En rundtur på hele banen tog godt 10 minutter, så det var til at overse.
Vi lavede aftensmad på hotellet – spaghetti og kødsovs – så børnene spiste rigtig godt. Derefter kom ungerne i badekarret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar