Naturpatruljen på skovtur

Det har været en rigtig ”naturpatrulje-dag” med store skove, dybe huler, kænguruer, vombatter, mus og frøer.

Dagen var ellers mest en køre-dag, så vi havde ikke regnet med at opleve så meget, men der var nu meget spændende undervejs. Men meget karakteristisk for en dag på vejen var vores første møde med det australske dyreliv to døde kænguruer og en lige så død vombat på vejen. Det var nu heldigvis ikke os, der kørte dem over. Det må give et ordentlig bump. Kænguruerne var vel på størrelse med en mellemstor hund og vombatten som en gris.

Efter de første 100 km ankom vi til hulerne ved Buchan. Udefra ser de jo ikke ud af meget, men de var virkelig imponerende. Man kan kun se dem på en guidet tur, så vi tog med den førstkommende tur til hulesystemet ”Royal Caves”. Her var imponerende drypsten; stalaktitter, stalagmitter, ”vandskåle” og ”tæpper” i alle mulige formationer og størrelser – fra de små, der kun har været nogle hundrede år om at dannes til de meterlange drypsten, som har været mere end hundredetusinde år om at vokse sig så store.

Inden vi gik ned i hulerne legede Nikolaj & Jonas på en legeplads. På et tidspunkt så vi godt, at Jonas havde puttet noget jord i munden og fik ham vasket af inden vi begyndte turen. Men det var først hen mod slutningen af turen – ca. en time senere – at vi opdagede, at han blev ved med at tygge på et eller andet. Og så fiskede Jakob et stykke bark på størrelse med en båd fra en clementin ud af munden på ham!

I øvrigt ærgrede vi os over, at vi ikke var kørt hertil for at overnatte for der var en hyggelig lille campingplads med hytter – og overalt var der fuld af kænguru-lorte, så det havde været sjovt at være der om aftenen, når kænguruerne kommer frem.


Derefter satte vi kursen mod Tilba – en helt fredet by fra slutningen af det 19. århundrede. Det var en lang køretur dertil, men Jonas sov heldigvis det meste af vejen og Nikolaj fik lov at se film.

De første dage har vi været lidt skuffede over landskabet – fladt, tørt, kedelige marker – ikke noget specielt efter oplevelserne i New Zealand. Men efterhånden som vi kører længere østpå bliver landskabet flottere og flottere. Vi har kørt det meste af dagen gennem skov – en strækning på næsten 200 kilometer med naturskov på begge sider af vejen kun afbrudt af små byer og enkelte græsmarker, hvor kvæg gik og græssede. I en af de små byer havde en flok køer endda indtaget vejen, så de godt 400 kilometer vi tilbagelagde i dag kunne ikke altid foregå i højt tempo. Vi har vel kørt ca. 6-7 timer i dag.

Vi nåede frem til Tilba ved syv-tiden, så vi var sultne og så frem til et godt måltid mad. Det var imidlertid ikke lige sådan at finde. Hele byen var som ”død”, så fredningen har vist været meget grundig…

Byen består af 20 huse, der alle er holdt i flot stil fra ”guldgraver-tiden” – men også ret hurtigt set. Vi fortsatte ud af byen for at finde overnatning og forhåbentlig aftensmad. På en gård lejede vi en hytte og Jakob fik tiltusket sig nogle æg, så vi kunne få noget at spise.

Hytten var herlig stor og børnene nød at lege på gulvet. Vi boede fuldstændig ugenert med udsigt til bakker og skove – og med vores egen ko lige i baghaven. Men specielt Mette syntes, at vi var lige lovlig langt ude i naturen. Frøer i badet og mus i soveværelset er ikke lige hendes kop te. Men det hele hjalp lidt, da vi havde fået aftensmad og Nikolaj og Jakob havde tændt op i den åbne pejs. Men det var kun indtil hun var på toilettet. Så lød der et hyl og Mette kom farende ud. ”Der sidder også en frø i toilettet”.