Pengeproblemer og pingviner

Sidste dag i Melbourne. Eftermiddagen før havde vi booket en bil hos Europcar, som de skulle levere ved hotellet kl. 10. Men kl. halv 10 ringede en dame fra Europcar og sagde, at de havde problemer med at hæve betalingen på mit Mastercard og at vi derfor måtte kom hen til deres kontor. Vi havde ellers dagen før netop påpeget, at de skulle hæve pengene fordelt på to kreditkort for ikke at ramme vores daglige loft, men næhh nej det var skam ikke et problem…

Efter at have været taget af sted og retur et par gange – bl.a. fordi Jakob havde glemt sit kørekort på hotellet – lykkedes det at finde Europcar og få betalt bilen. Det virkede nemlig fint, når blot betalingen blev delt over vores to kreditkort. Så nu har vi en dejlig stor Mitsubishi stationcar helt frem til den 22. marts. Vi måtte af med 1700 AU $, men så er det også en stort set helt ny bil med fri kilometer, fri aflevering i Cairns, børnestole, klimaanlæg, fartpilot, automatgear og fuld forsikring, så det går an.

Efter at have hentet alt vores bagage på hotellet begav vi os af sted ud af Melbourne. Efter lidt bykørsel havnede vi på en motorvej, der pludselig var oversået med skilte om, at man skulle betale afgift for at køre på vejen. Man kan købe dags- eller abonnementskort til motorvejen i kiosker og lignende, men dem er der jo ikke mange af, når man er havnet på motorvejen. De har ikke betalingsautomater a’la Storebæltsbroen eller franske motorveje, så vi endte med at holde ind til siden og ringe til et servicenummer, der så hævede 10 $ på Jakobs Mastercard. Det havde da været nemmere med en betalingsautomat. Men ellers er bilen nem at køre og vi er jo vant til venstrekørsel. Melbourne er godt nok en større by end hvad vi ellers har kørt i, men det gik nu rimelig nemt. Der er også god trafikregulering. I et kryds var der endda rød og grøn pil for u-sving, så der er ikke meget overladt til tilfældigheder. Ja, faktisk føler man sig næsten overbeskyttet. Efter et par timers kørsel bippede og blinkede en lampe på instrumentpanelet og Mette kørte hurtigt ind til siden. Vi var sikre på, at motoren nu var ved at brænde sammen, men et opslag i instruktionsbogen afslørede, at det blot var en ”hvile-alarm” fordi bilen nu mente, at føreren trængte til et hvil. Det var vi nu ikke enige i, men vi måtte høre på den stædige ”hvile-alarm” hvert femte minut indtil vi stoppede motoren.

Næste udfordring var at finde et supermarked for vi var løbet tør for mælkepulver til Jonas – det kan man ikke få i de små supermarkeder i centrum. Det er faktisk ikke så nemt at finde et supermarked, hvis man ikke aner, hvad de hedder, hvordan de ser ud eller hvor man skal lede. Men en tankpasser fik da guidet os hen til et kæmpe indkøbscenter, hvor vi fik besørget vores ”nødkøb” (det blev vist til lidt mere end det helt nødvendige).

Derefter gik turen endelig mod dagens hovedmål; Phillip Island – ca. 100 km sydøst for Melbourne. Selv om turen ikke var lang, var den ikke så sjov for Jonas var rigtig ked af det. Indtil videre havde vi været nødt til at vække ham hver eneste gang han sov fordi vi skulle ud af hotelværelset, sporvognen, bilen eller hvor det nu ellers var han var faldet i søvn. Så hans humør var forståeligt nok på lavpunktet. Det lykkedes dog at komme frem og lave en bid aftensmad inden vi tog ud til ”pingvin-stranden”, hvor verdens mindste pingvin holder til.

Det var en noget ”turistet” oplevelse. Flere end 100 mennesker gjorde det samme som os. Dvs. købte billet til pingvin-centeret (ellers er det forbudt at færdes i området om aftenen) og satte os til at vente på, at pingvinerne skulle komme hjem fra dagens fisketur. Men selv om der var mange mennesker, så var det alligevel fantastisk. Pingviner i hundredvis myldrede op af vandet. De kom op ad vandet i små grupper af 10-15 pingviner og ventede et stykke tid i vandkanten – formentlig på at de sidste fra deres gruppe kom hjem – og så vraltede de over stranden op til deres huler, hvor ungerne skreg og peb efter mad. Nikolaj og Jakob satte sig helt ned på stranden og pingvinerne kom lige hen forbi – så tæt, at man kunne have nået dem, hvis man havde rakt ud efter dem. I hver gruppe var der nogle, der var tykkere end de andre. Det var nok dem, der ikke havde unger, der skulle fodres. De var så tykke, at de slet ikke kunne følge med de andre, så de vraltede 10-20 meter efter deres gruppe. For dem må det være en lang tur op til hulerne, der kan ligge op til en kilometer fra strandkanten.

Vi tog fra pingvin-centeret til vores overnatning – en lille hytte på en campingplads – ved 22-tiden med to meget trætte børn.

Melbourne

Der er to timers tidsforskel mellem New Zealand og øst-australien, men så lidt mærker man nu ikke meget til. Nikolaj vågnede godt nok tidligt til vores første dag i Australien, men det var vist lige så meget fordi han havde hørt, at der var swimmingpool på hotellet. Så kl. 7 var Nikolaj og Jakob i vandet. Nikolaj mente selv, at nu var han blevet fire år og endnu bedre til at svømme, så vi tog endnu en klods ud af korkbæltet, så nu er der blot tre tilbage. Det går godt med svømningen selv om stilen stadig er mest a´la hundesvømning.

Hotelværelset er dejlig stort med køkken, stue, soveværelse og bad, så der er meget plads sammenlignet med autocamperen. Om det er fordi der er meget mere plads eller fordi det er nyt er ikke helt klart, men Jonas får i hvert fald en del knobs, når han kravler, rejser sig op ad alting, falder ned fra sengen o.s.v. Men han nyder at have god plads at bevæge sig på. Det betød i øvrigt også, at flyveturen dagen før var noget mere besværlig for nu er Jonas jo ikke til at holde til at sidde stille. Og så meget kravleplads er der altså ikke i flyveren. Det var lige før vi savnede den lille Jonas, der bare sad stille på skødet.

Dagen gik med to ting; sightseeing i Melbourne og planer for vores Australien-tur. Hvad angår byen synes vi, at den var rimelig hurtig overskuet. Det er en hyggelig by med mange små spisesteder og forretninger (foruden det klassiske ”strøget” med mode- og taskeforretninger). Det er en storby med en del skyskrabere, men ikke så mange, at man ikke lægger mærke til hver enkelt. Og det er fint, for mange af dem er pudsige. ANZ’s bankhovedsæde er fx en moderne skyskraber men designet leder tankerne hen på barokke kirkebyggerier. En anden skyskraber lige ved vores hotel er så tynd som en nål. Set på afstand ligner det, at den højest er et par meter bred. Det passer nu næppe, men forholdet mellem højde og bredde er i hvert fald stort.

Vi spiste frokost i en af byens parker ved en legeplads, hvor Nikolaj gav Jonas en gyngetur, så han hvinede af fryd.

Vi brugte også en del tid på at finde ud af, hvordan vi ville komme rundt i Australien. Vi havde egentlig tænkt os at leje bil fra Melbourne til Sydney og så tage et nattog fra Sydney til Brisbane – og så bil videre derfra til Cairns. Men det blev noget besværligt, så vi endte med at booke en bil, der i løbet af de næste 22 dage skal fragte os de mere end 3000 km til Cairns. Det tog noget tids søgen på nettet at finde en stationcar til en rimelig pris, men tiden (og internettaksten) var nu godt givet ud for søgningen gav da priser, der var flere hundrede $ bedre end de første forslag vi havde fået.

Farvel til New Zealand

I dag forlod vi New Zealand. Det har bestemt ikke været forkert, at det har været rejsens hovedmål.

Vi har oplevet mange fantastiske ting. Landet har en imponerende natur; de enorme kauri-træer, springende geysere, kogende søer, enorme vandfald, varme kilder, idylliske bjerge, floder og strande, pingviner, sæler og albatrosser. For slet ikke at glemme vores helikoptertur til Fox Glacier og turen på gletsjeren. Det er bare nogle af de mange steder og ting vi oplevede. Meget ligger rimelig nemt tilgængeligt, men endnu mere åbenbarer sig, når man sætter autocamperen og vandrer – her er Fiordland på sydøen nok noget af det aller mest imponerende. Hvis vi havde haft større børn, der begge selv kunne gå langt, så skulle vi helt klart have været på nogle af de lange (4-7 dages) vandreture her. Men mindre gør sig som sagt også ganske udmærket.

Natur og landskab er meget varieret, så man oplever sjældent det samme mange kilometer i træk. Vi blev derfor hele tiden overrasket og imponeret af, hvad vi så på vores vej. Og selv om der er rigtig flotte flere steder på nord-øen – fx i Northland – så er syd-øen nok den mest imponerende og flotte, så det var en god idé at køre fra nord til syd.

Det har været perfekt at have seks uger her. Man kunne sagtens have brugt længere tid, men der omvendt også været ”plads” nok til, at vi kunne gøre afstikkere, vi ikke havde tænkt på, blive en dag eller to længere, når vi havnede et fedt sted eller køre til stranden, når vejret var varmt.

Det her været nemt at have børnene med. Selvfølgelig går man lidt kortere og nogle ting tager noget længere tid. Men Nikolaj er blevet rigtig god til at gå langt og Jonas hænger i sin bæresele – uden brok, hvis bare han kan se Nikolaj.

Det har også været en god rejseform med en autocamper. Det blev til godt 4000 km på de fem uger vi havde autocamperen (plus ca. 800 km i en lejebil i Northland). Det er en meget fleksibel rejseform og noget mere luksus end telt-ferie. Og på de mange bjergveje, de har her, er det klart at foretrække frem for campingvogn, selv om autocamperen stadig er meget stor at køre rundt med i byer. Den er ikke velegnet til storby-ferie. Bare at finde en parkeringsplads er vanskeligt, fordi den fylder to pladser i længden – hvor tit ser man fx to p-pladser lige efter hinanden i indre København?
Men det er bestemt ikke en unik-rejseform. Nogle steder er autocampere næsten ligeså almindeligt et syn som personbiler. Men det bekræfter jo kun den gode idé. Det har godt nok været dyrt at leje autocamperen. Det er dyrere end billeje + moteller, men så er det lettere at lave mad selv – og på så lang en rejse bliver man nu ret træt af restauranter og fast food hver aften.

Det største plus er nu nok friheden. Vi har overnattet med nogle af de smukkeste udsigter, der findes – til bjerge, gletsjere, vandfald, strand, skov og meget andet. De fleste steder i New Zealand må man ”free-campe”. Der er så camping forbudt på mange offentlige rastepladser – specielt tæt på de store turistattraktioner – men kører man lidt væk fra hovedvejen, er det i hvert fald på nord-øen nemt at finde fantastiske steder. Vi har dog også tilbragt nætter på lidet idylliske parkeringspladser, men man kan jo ikke få ”millionær-udsigt” hver dag uden at være millionær. Vi oplevede kun en enkelt gang at blive smidt væk – Det var i Te Anau – på et lækkert sted lige ned til søen – hvor vi ellers lige havde fået puttet børnene. Det var surt at hive børnene op, sætte dem i autostolene og køre et kvarter før vi fandt et andet sted, men sådan kan det gå. Vi tog på campingplads ca. hver anden nat for at få ladet batteri op, tømt spildevand og fyldt frisk vand på. Det fungerede fint. De fleste campingpladser er med i en eller anden kæde, hvor man får rabat, hvis man køber et medlemskort. Men da der er mange forskellige kæder er det lidt vanskeligt at udnytte. Generelt er standarden på campingpladserne høj. ”Top 10 Holiday parks” er nogle af de bedst udrustede – men også de dyreste. Her gav vi helt op til 50 $ pr. nat. Kiwi-pladserne er ofte mindre up to date, men dem vi var på var vældig hyggelige. En enkelt vi særligt kan fremhæve er campingpladsen ved De Brett thermal ressort, hvor der var adgang til Taupo hot springs (se 30.01.2006).

Og så har det været godt for Nikolaj og Jonas, at have et ”hjem”. De lærte hurtigt autocamperen at kende, så det blev deres egen ”hjemmebane”. Både Nikolaj og Jonas er der sket rigtig meget med i de seks uger i New Zealand.

Jonas kravler og er nu alle steder, så autocamperen var nu også ved at være for lille til ham. Han er en værre prins pilfinger, så alt, hvad der er indenfor rækkevidde bliver endevendt.

Han vokser stødt for han spiser nærmest alt, der bliver serveret for ham nu. Han har fået det flotteste tandsmil, som vi heldigvis tit får at se. Han smiler mest til Nikolaj – ja han smiler nærmest altid, når bare han kan se sin storebror. Det er fedt at opleve, hvor meget de to har fået sammen. Glæden er gensidig og de kan tit lege længe sammen. Det er også tydeligt, at Jonas har lært sin far rigtig godt at kende. Hidtil har mor naturligvis været den bedste i verden til både mad, hygge, natputning o.s.v. Men nu er Jonas lige så glad for, at det er hans far, der klarer det. Det passer naturligvis Jakob godt, men han er jo også på forældreorlov, så det manglede da også bare.

Nikolajs fantasi koger simpelthen over. Når der ikke er så mange legekammerater, så må man selv finde på nogle, så han og hans venner kæmper hver dag mod monstre, bjørne, onde riddere og meget mere. Når vi overnattede på campingpladser, var der jo ellers ofte andre børn, men de var stort set alle engelsktalende og forstod derfor hinanden og så havde Nikolaj svært ved at komme med i legen. Det gik bedre, når han mødte børn på tomandshånd, så ingen forstod hinanden. Så fandt de ud af det.

Ligesom med Jonas er der også sket meget med Nikolaj. Først og fremmest bliver han mere og mere vandhund. Det begyndte selvfølgelig, da vi snorklede på Hawaii og Fiji, men han kaster sig nu uden frygt ud på selv de største vandrutsjebaner og vil helst være i vandet indtil han er helt blå af kulde. Han udforsker også alt på en anden måde nu. Vi har vel været på en legeplads i gennemsnit hver dag, så i stedet for at begynde at kravle op af stigen, rutsje ned ad rutsjebanen eller, hvad der nu er på legepladsen, så begynder han nu altid med at finde alternative måder at bruge legepladsen. Han har også fået den typiske drenge-mani med, at alt, hvad der rager op, skal man klatre op på. Så enhver klippe, sten, trappe eller anden forhøjning skal han helst lige nå op på. Det er jo glimrende, selv om det giver selv Jakob lidt bekymring, når han stiller sig til at danse på en klippe, der rager tre meter ud over en rivende flod (Fiordland). Og så imponerer han gang på gang sine forældre med sin udholdenhed. Vi har ikke gået flerdagshikes, men mange gange har vi da gået hele dagen eller brugt 4-5 timer på at bestige et bjerg. Og Nikolaj går hele vejen, som regel uden at kny og som regel et godt stykke foran os andre, så han lige kan se efter om, der er bjørne eller andet, som vi skal forsvares imod. Man kan godt se, at han er blevet fire år og ”rigtig stor”.

Der var to ting vi gerne ville have nået, som ikke lykkedes. Vi nåede ikke at se hvaler og så lykkedes det ikke Jakob og Nikolaj at fiske. Hvis man bare syntes lidt om lystfiskeri er New Zealand fantastisk. Idylliske søer og sprudlende vandløb og floder. Jakob var sikker på, at vi ville finde et sted at leje fiskeudstyr, men det gjorde vi aldrig. En aften lå vi ellers ved en sø, hvor vores naboer havde fiskestænger. Men inden vi fik lånt dem, blev vi smidt væk, for der måtte man ikke overnatte.

Til sidst et par andre vigtige betragtninger:

Øl. New Zealand har en del egne bryg. Dem vi prøvede var ikke fantastiske, men Red Lion er en god pilsner – lidt a’la en Tuborg Classic. Tui er en anden almindelig øl, som til gengæld ikke er særlig god – en typisk discount pilsner. Og så har de øl-kapsler som selv kvinder kan åbne med de bare næver…

Internet. Der er internetcafeer de fleste steder, men priserne varierer meget. I Auckland fik man halv time for 1 $. Andre steder fik man 5 minutter for den samme $. Vi har jo været på nettet tit – både for at tjekke mail og opdatere bloggen. Men sjældent længe ad gangen for både dagbogen og mails skrev vi ofte om aftenen på Jakobs bærbare og så var det bare at have det med på en USB-key på internetcafeerne. På den måde har vi faktisk ikke brugt mange timer på nettet.

Telefon: Da vi først fandt ud af at bruge telefonkort var det nemt og billigt. Men man skal selv bede om et hæfte med oversigt over ”local access points” – ellers er det kun billigt at ringe udenlands i de fem største byer. Vi købte også taletidskort til Jakobs mobiltlf. Det har været fedt nok at have, når vi lige skulle ringe og høre om, der var plads på campingpladser, høre om ture, attraktioner og åbningstider m.v. Men egentlig var det også som en sikkerhed, hvis vi nu skulle køre i stå midt ude i ingenting. Flere gange kørte vi steder, hvor vi ikke så andre i timevis, så det var jo en god ekstra sikkerhed – hvis det ellers havde virket. For mobil-dækningen er altså ikke imponerende. For at have et klart signal, skal man helst være i en større by og stå på rådhuspladsen eller hvor byens centrum nu er. Så snart man er kørt fem minutter uden for en by, så ophører mobildækning mange steder

Christchurch fra oven

I dag tog vi en tur op på den lokale vulkan. Man kan gå derop, men vi tog nu den lette vej med en lang svævebane. Fra toppen er der en flot udsigt over byen til den ene side og over Lyttleton Harbour til den anden side. Byen ser kedelig ud, men Lyttleton Harbour ligger rigtig flot i en turkisblå fjord – vist nok det oprindelige vulkankrater. Vi kunne skimte definer, der legede i vandet.

Om eftermiddagen og aftenen gik vi en tur i Christchurch.

Christchurch

En herlig dag med smukt sommervejr. Den begyndte ellers skidt. Allerede inden morgenmaden lykkedes det Mette at skolde sig, da hun var ved at tabe havregrøden og endte med hele hånden i den skoldhede grød. Og kort tid efter væltede Jonas’ stol. Jakob nåede lige at få fat i den, inden Jonas ramte med nakken ned i gulvet, men i springet for at fange Jonas og stolen landede han på et papir, som Jonas lige havde smidt og gled, så han endte med benene opad og hovedet nedad. En rigtig Gøg og Gokke morgen.

Nå, men vi kom da af sted på sightseeing i Christchurch. En hyggelig by, der tager sig rigtig godt ud i dejligt sommervejr. Mange hyggelige cafeer og parker. Vi begyndte med en tur op i klokketårnet i byens domkirke. Her har sikkert en gang været fantastisk udsigt over byen, men i dag er højhusene højere, så man ser mest hotel- og kontorkomplekser.


Vi steg på en af byens gamle sporvogne og kørte til Victoria Square Garden, hvor vi slappede af i solen på græsset foran et sjovt springvand. Derefter gik vi til byens botaniske have. Her gik vi en lang tur og sluttede ved legepladsen, hvor Nikolaj legede og tog en badetur i en badesø. Vi andre slappede af i solen, mens Jonas kravlede rundt efter mågerne.

Om aftenen ringede vi til Arthur for at ønske tillykke med hans fire-års fødselsdag.

Sidste dag i autocamperen

Vi vågnede op til det værste vejr, vi har været ude for i New Zealand. Det var koldt, det stormede og ruskede og det øsede ned. Det var vist en god dag at slutte campingferien. Formiddagen gik da også med at rydde op, pakke og tage de værste nullermænd, så autocamperen var klar til aflevering om eftermiddagen.

Nikolaj og Jonas var heldigvis eksemplariske til at lege selv og med hinanden. Længe pjattede de sammen ude i førerhuset, så det gik nemt med at få ryddet op og pakket. (Man skal bare huske at stille alle knapper, håndtag o.s.v. tilbage for de piller ved alt.) Vi havde ganske som frygtet lidt vanskeligt ved at få plads til det hele, for der var købt både tøj, legetøj og fodbold undervejs. Nå, men det gik nu nogenlunde.

Inden frokost nåede vi til vores overnatning i Christchurch for de sidste dage. Et glimrende motel med stort værelse, køkken og bad. Det ligger 10-15 minutters gang fra centrum, så det er fint.

Jakob havde nu i 10-12 dage gået med noget hoste og lidt feber, som han – og alle andre – nu var ved at være træt af. Så selv om det nu var godt på retur, gik vi en tur til lægen. Det er jo desværre næsten ved at være en del af rejsen til hvert land, som vi besøger, at vi prøver deres sundhedsvæsen. Nå, men det gik nemt og hurtigt. Det viste sig, at Jakob har gået rundt med lungebetændelse, der dog efterhånden var væk igen. Men for at slå det sidste ned fik han en omgang penicillin.

Vi brugte eftermiddagen på at trisse rundt i Christchurch. Hyggelig by, med mange flotte bygninger og åbne pladser. Det fortsætter vi med at se nærmere på i morgen. Vi har god tid her. Mette ville egentlig gerne have haft os alle med på ballonfærd over byen og området, men det er ikke tilladt for børn under syv, så det bliver ikke nu.

Nu er det ved at være slut

Vi brugte det meste af dagen på at køre det sidste stykke til Christchurch – sidste stop på vores New Zealand færd.

Inden afgangen fra Oamaru brugte vi dog en del til på internet på at finde et hotel i Christchurch til de sidste tre dage. Der var ikke mange ledige værelser til under 300 $ pr. nat, så der måtte noget søgen til, før det lykkedes.

For første gang er vi støt på landsbrugsland, der ligner Danmark. Bølgende kornmarker og mejetærskere i stedet for engene med får og kvæg, der ellers har præget det sydlige af syd-øen. Det er lidt sjovt at se mejetærskere høste i februar, men sådan er det jo, når årstiderne er byttet om. Vi har også flere gange studset over åbningsperioder ved turistattraktioner; ”åbent fra forår til påske”.

Der skete ikke meget på turen til Christchurch, hvor vi overnattede på en campingplads tæt på centrum. I morgen er sidste dag med autocamperen. Og den 26. drager vi af sted til Australien.

Mettes onkel Gunnar blev 80 i dag, så han fik et fødselsdags-ring. Det syntes han var smart, at man kunne fra den anden side af jorden.

Haj-dræberne

Vi fandt en død haj i dag. Nej, vi slog en haj ihjel i dag. Næhh, vi kæmpede mod en hel flok hajer og slog dem alle ihjel.

Dagen begyndte roligt på campingpladsen i Dunedin. Vi kørte nordpå i retning mod Christchurch, hvor autocamperen skal afleveres om to dage. På vejen holdt vi ind ved Moeraki Boulders. Et mærkelig naturfænomen. På et kort stykke – ca. 100 meter – på stranden ved Moeraki ligger nogle kæmpestore sten, der er helt runde – nogle af dem nærmest glatpolerede kuglerunde. Det ser besynderligt ud. Nikolaj syntes, at man så dem bedst fra oven, så han asede og masede sig op på de fleste. Vi andre undrede os bare over dette fænomen. Nogle få af ”kuglerne” var flækket og nærmest hule inden i.
Nå, men på vej hen til de runde sten kom vi lige forbi en død haj, der lå på stranden. Jakob kaldte Nikolaj hen for at se den. ”Åhh, sejt far. En haj. Jeg nåede slet ikke at se, at du slog den ihjel.” Mens vi fortsatte hen ad stranden, begyndte Nikolaj på en lang historie om den døde haj. Til at begynde med var det jo Jakob, der havde slået den ihjel. Og så kom Nikolaj i tanke om, at han ”også en gang havde slået en død haj ihjel”. Faktisk var det ikke en død haj, men en ret vild haj, han havde kæmpet mod. Og snart havde han – med lidt hjælp fra sin gode ven Nicolas – vundet over en hel flok hajer. Da vi kom tilbage forbi den døde haj, siger Nikolaj henkastet: ”Se far. Der er den haj, jeg har slået ihjel.” Ja sådan kan historier jo udvikle sig.

Vi ville egentlig have været nået et godt stykke op nordpå, men da vi kom forbi en pingvin-koloni ved Oamaru, blev vi der for at se pingvinerne komme hjem fra dagens jagt. De kommer ved 8-9 tiden, så vi havde god tid til både at spise og lege. Desværre er alle gader i byen så stejle, at uanset, hvor vi holdt rutsjede tallerkenerne ned ad bordet og Jonas faldt hele tiden, når han kravlede, så det var ikke så sjovt at lege. Nå, men vi kom ud til pingvin-kolonien – også ”yellow-eyed penguins” – og vi fik set nogle komme i land og deres unger der tog i mod dem på stranden. Det var så men lige så godt som den tur med guide et par dage i forvejen.

Langt væk hjemmefra

Til aften fik vi en sørgelig nyhed hjemmefra. Min mor ringede lige inden hun tog til Bispebjerg hospital, hvor Faster Lise er død. Vi havde skrevet postkort til hende for et par uger siden, om alt det vi oplevede – hun var jo ikke så meget på nettet – og at vi ville ses til foråret. Det er mærkeligt, at det nu ikke kan lade sig gøre. Vi nyder jo vores lange rejse og selv om vi selvfølgelig savner jer derhjemme, så synes vi egentlig ikke, at vi er så langt væk. Men det er vi nu alligevel nu, når man kun kan snakke i telefon om sådan noget.

Dagen i øvrigt. Vi overnattede ude ved albatroskolonien og havde glædet os til at se dem flyve igen om morgenen. Desværre vågnede vi op til helt vindstille vejr. Ikke just det bedste for albatrosser. Vi tog på en tur op til et udkigscenter ved albatroskolonien, hvor vi så en lille unge og dens mor, men desværre ikke flere flyvende albatrosser på nært hold. Vi snakkede flere gange om, hvor heldigt det var, at vi var kørt derud aftenen før.

Senere op ad dagen kørte vi ind mod Dunedin igen. På vejen så vi en flok delfiner (10-12 stykker) boltre sig i indsejlingen til Dunedin.

Men to dage uden strøm, vand og afløb er altså det maksimale for vores autocamper, for køleskabet var varmt og spildevandstanken fuld, så nu gik det direkte til en campingplads. Nikolaj blev installeret på en legeplads og Jonas kravlede rundt efter en flok ænder, mens vi tømte, fyldte, ladede op o.s.v. på autocamperen.

Da det begyndte at regne trak vi ind i et indendørs legerum med en lille ridderborg, der straks blev skueplads for drabeligt dueller.

Nikolaj var – igen – den gode ridder, der – igen – skulle befri den smukke, unge prinsesse Mette fra den onde ridder Jakob og hans vagthund Jonas, der havde holdt prinsessen indespærret i lænker i mange år. Tidligere tiders konsekvenspædagogik er jo afløst af forhandlingspædagogik. Det er en ofte hørt kritik af nutidens forældre. Det må vi vist også være faldet i, for det prægede i hvert fald Nikolaj.

Da han ankom på sin fyrrige ganger for at befri prinsessen, spurgte den onde ridder Jakob, om han ikke bare kunne få lov at beholde den unge, smukke prinsesse Mette to år mere i fangenskab. Så ville hun helt sikkert blive forelsket i ham. Det gik ridder Nikolaj med til under højlydte protester fra prinsessen. Men Nikolaj råbte tilbage. ”To år. Det er altså ikke så meget. Og så kan jeg slå nogle drager ihjel imens”.

Efter to år var forelskelsen til at overse hos den unge, smukke prinsesse Mette. Den gode ridder Nikolaj kom som lovet igen for at befri prinsessen. Endnu engang blev der forhandlet. ”Hvis bare jeg kan få lov at beholde hende i lænker et år mere” sagde den onde ridder Jakob. Prinsessen protesterede, men endnu engang forklarede ridder Nikolaj hende, at ”ét år, det er altså ikke ret meget – og der er altså også nogle andre onde, som jeg skal slå ihjel”.

Efter også dette år var gået og den unge, smukke prinsesse Mette stadig ikke ville kysse den onde ridder Jakob, kom den gode ridder Nikolaj igen for at befri prinsessen. Denne gang krævede den onde ridder Jakob at beholde prinsessen for evigt. Men det blev for meget for den gode ridder og efter en drabelig kamp huggede han hovedet af den onde ridder Jakob og befriede prinsessen, der i mellemtiden var blevet gode venner med vagthunden Jonas. Snip snap snude, nu er den historie ude, men i legerummet blev legen nu gentaget et par gange.

Inden aftensmad blev der også tid til en tur i swimmingpoolen og et bad i familie-baderummet, hvor der var badekar! Det har vi savnet. Det blev vi forvent med på Hawaii.

Jakob skranter lidt med noget hoste og feber, men det er da heldigvis på retur. Jonas er de sidste par nætter vågnet op med skrig og skål i en times tid. Formentlig med ondt i maven. Måske han er kommet lidt for hurtigt på ”voksen-kost”, men han gider ikke spise babymad længere. Heldigvis spiser han en kæmpe portion havregrød hver morgen. Nogle gange mere end Nikolaj og Jakob.

Bølle-morfar, guldgraverne Nikolaj og Jonas – nu med endnu flere venner

Vi har jo meget tid sammen her på rejsen, hvor vi enten vandrer, venter på et eller andet eller kører i bil. De fire børnebøger, vi har med hjemmefra er ved at være læst i stykker og Narnia-fortællingen er ved at slutte for anden gang. Så nyt skal der til.

Derfor har Jakob – godt hjulpet af Nikolajs forslag, der dog altid handler om at kæmpe mod bjørne – opfundet et eventyrunivers om de to guldgraver-venner Nikolaj og Jonas, der skal så grueligt meget igennem, men til gengæld møder mange nye venner på deres vej. En af yndlingsfigurerne er bølle-morfar – en slags Robin Hood fra det vilde New Zealandske vesten, men også kro-mormor, kannibal-Morten og indianerhøvding siddende farfar har vennerne aflagt visit. Sherif-Jakob og slik-mutter Mette har de også mødt på deres vej. Samtidige er flere venner stødt til; eventyr-fotograferne Bertram og Arthur, indianerne Frederik-og-Johan (ja, det hedder de altså begge to), den gamle gnavne guldgraver Mikkel, der viste venner vej til det største guldfund nogensinde og – ikke mindst – jægeren Nicolas, der skyder bjørne i et væk.

Vennerne har også aflagt besøg hos havkongen Lars og hans havfrue Charlotte og Crocodile-Danni har reddet dem fra den vise død i gabet på en stor flodkrokodille. De har kørt racerløb i stedet for racerkøreren Emil, der brækkede armen. Og så har de været på besøg hos Tarzan-Anders og Susanne-Jane i junglen.

Efter besøget hos Tarzan-Anders og Susanne-Jane har vennerne begivet sig over det store hav i en tømmerflåde. På vejen fandt de den skibbrudne Henriette. Men det fungerede ikke godt med en pige ombord, så hun blev efterladt hos vikingehøvdingen Villys ældste søn ”Vilde-Per”.

Nikolaj elsker historierne og lever sig helt ind i dem – og vi andre morer os over de billeder de giver af familie og venner. De kan få meget træthed til at gå i glemmebogen. Eneste minus er, at når Jakob slutter historier bliver Nikolaj ofte sur. Han har svært ved at forstå, hvorfor der nogle gange skal lidt pauser og inspiration til og råber ofte vredt. ”Læs nu en historie til far”.

Heldigvis bruger han jo sin egen fantasi. Vi får dagligt historier om drabelige slag mellem Aslans og heksens hær godt krydret med indslag fra Mulan – og så Nikolaj selv, der ofte lige dukker op ”og så kom jeg, og så trak jeg mit sværd for at hugge. Og så huggede jeg. Og heksen var død – for evigt! Men så vågnede hun op igen, og så…” Og sådan fortsætter historien, der også har underholdt mange andre, selv om de selvsagt ikke forstår hans historier på dansk – men vi får mange kommentarer fra forbipasserende om, hvad det er for en spænende historie, der er i gang.

Fantasien kører også løs om natten. I nat vågnede Nikolaj stor-tudende op af et mareridt. ”Mor sagde, at alt slikket var hendes” og Jakob måtte berolige ham med, at Mette bestemt ikke fik lov at spise alt slikket uden ham. Så sov han roligt igen.

Problemer med mail og harder.nu domænet

Domænet harder.nu er er nu oppe igen og vi kan modtage mails og www.harder.nu virker også.

Har I sendt mail mellem 14. og 18. februar som I ikke har fået svar på, så send dem venligst igen, da de kan vare forsvundet.

Pingviner, pandekager og albatrosser ved Dundedin

Vi brugte formiddagen i Dunedin, der er en flot havneby med mange gamle historiske mindesmærker. Det var her mange af de første indvandrere fra Europa kom til. Her guldfeberen rasede og det – mindre mindeværdige men måske lærerige – kineserhad begyndte, som New Zealand først officielt har undskyldt engang i 1980’erne. På bymuseet var udstillet plakater og annoncer fra dengang om, hvordan ”den gule plage” skulle holdes nede og selv regeringen pålagde alle kinesiske indvandrere en straftold, der på sit højeste svarede til ti års gennemsnitsløn samtidig med, at det kun var tilladt for kinesiske mænd at komme til New Zealand. Det er lige før den danske familiesammenføringspolitik begynder at virke mild. Museet var lille, men ganske spændende. Det viste også guldgraverteknikker, billeder og historier fra de første nybyggere og det første damplokomotiv, som man desværre kun måtte se på.

Vi spise frokost på udenfor en café i Dunedins centrum. Udmærket, men vi levnede nu lidt og det var der nogle andre (ubudne) gæster, der lagde mærke til. Straks da vi rejse os fra bordet blev vores levninger i bogstaveligste forstand overfaldet af en flok måger. Bestil og servietter føg til alle sider og glassene væltede – i løbet af ca. 20 sekunder var der ikke noget tilbage.

Om eftermiddagen bookede vi plads på en tur til et naturreservat for den meget sjældne ”yellow eyed pinguin”. Det glædede vi os meget til, men det var nu egentlig lidt skuffende. Vi kom for tidligt til at se pingvinerne komme hjem fra havet, så det var mest ungerne, der sad og ventede på, at deres forældre kom hjem med mad, vi kunne se. Der var dog et særligt højdepunkt. Vi så en enkelt pingvin komme hjem. Og den ankom skarpt forfulgt af en søløve, der jagtede den næsten helt op på stranden.

Bagefter pingvin-turen kørte vi ud til nogle klipper ved en albatros-koloni for den største havfugl ”The Royal Albatross” – i øvrigt den eneste koloni, der findes på fast landjord. Alle andre er på små vindomsuste klippeøer.

Vi besluttede at blive der for natten, selv om det egentlig ikke var tilladt. Klokken var blevet mange, så i stedet for aftensmad, ville vi bare lave pandekager til dessert. Det tog lang tid at få dem lavet, for lige da vi havde parkeret, kom de første albatrosser flyvende ind over os. Den ene gang kom en af dem få meter fra autocamperen. Med vindefang på op til tre meter er det ganske imponerende fugle. Og de får næsten de omkringflyvende havmåger til at ligne små insekter. Vi stod det meste af aftenen ude ved klipperne og så på de majestætiske fugle, der stort set uden at røre vingerne svævede omkring os. Til sidst lykkedes det at få pandakagerne færdige, så dem spiste vi med øjnene rettet gennem vinduerne ud mod klipperne. Det var stort.

Til racerløb i Invercargill

Campingpladsen vi sov på om natten var som nævnt i ret elendig forfatning, men den havde et stort plus (andre ville måske betragte det som en ulempe). Den lå lige op til en racerbane. I det ene hjørne af campingpladsen var der bygget en lille tilskuertribune, så da vi hørte motorernes brølen skyndte vi os derover og så motorløb fra første parket. Det var ganske sjovt og efter kort tid dukkede også en lokal gut op, der havde fulgt løb på banen siden 1970’erne. Dengang var banen åbenbart en international racerbane med store løb og titusinder af tilskuere. I dag så det nu mere ud til, at der var nogle hundrede stykker, men det var jo heller ikke Formel 1 racere. Kan nogle af jer identificere, hvad det er for en type racerbiler, så efterlad en kommentar på bloggen.

Nikolaj var næsten ikke til at trække fra racerløbet, men da det endelig lykkedes, satte vi kursen mod Dunedin på den sydligste østkyst. Vi tog den med ro og nåede først sent frem til byen. Vi havde fået en brochure med titlen ”Freedom camping in and around Dunedin”, så vi var fortrøstningsfulde med egentlig bare at finde et sted ved en park for natten. Da vi fik set nærmere på brochurens indhold var det nu altså, at det var forbudt at campere nogle steder i Dunedin-området – bortset fra de tre private campingpladser. Og parkeringspladser var næsten umulige at få – alle steder er der max. parkering på 10 minutter eller en time. Heldigvis gjaldt det ikke i weekenden, hvor man måtte parkere frit. Nå, vi diskuterede lidt, hvad forskellen kunne være på at parkere og campere og blev enige om, at vi bestemt ikke ville sove som campister den nat, så vi fandt en parkeringsplads i byen for natten. Ikke så spændende, men et godt afsæt for sightseeing i byen næste dag.

Tættest på sydpolen

Vi kørte til det sydligste af New Zealand i dag, så nu er vi så tæt som vi kommer på Antarktis. Det betød nu ikke, at det er blevet koldere. Tværtimod var det en dejlig solskinsdag. Derfor var det måske også et lidt mærkeligt valg, at dagens første opgave var huleklatring i Clifden huler, men vi kørte lige forbi, så det var nu, hvis vi ville det.

Clifden huler er nogle sand- og limstenshuler, der er formet af vand gennem mange tusinde år. De ligger godt gemt med små uanseelige indgange under en bakke med en fårefold. Hulerne er meget snævre og flere hundrede meter lange, så de er naturligvis helt mørke bortset fra nogle få ”glow-worms”, der skinner som stjerner i loftet. Det blev dog hurtigt klart, at vi ikke var tilstrækkelig udstyret med lyset fra lygten i Jakobs mobiltlf. Og da hulen flere steder var så smal, at Jakob med Jonas på maven slet ikke kunne komme igennem, kunne vi ikke gå hele vejen igennem dem. Men vi kom et godt stykke ind i hulerne.

Derefter gik turen til Invarcargill, hvor vi fandt en meget gammel lille campingplads lidt uden for byen. Der var 3-4 andre gæster på pladsen foruden en del fastliggere, der var så meget fastliggere, at de havde bygget store tilbygninger til deres campingvogne, der nu nærmest ligner små skure til deres sommerhuse. Et hyggeligt sted med en stor fodboldbane, så Nikolaj og Jakob fik et godt slag bold.

Farvel til Fiordland

I dag var vores sidste dag i Fiordland. Lidt ærgerligt for det er nok det flotteste vi har oplevet her i New Zealand. Men vi har også nået en del her og ud over, at det kunne have været spændende at gå en af de 4-6 dage lange vandreture, hvis børnene havde været lidt ældre, så synes vi, at vi havde fået et godt indtryk af denne kæmpe nationalpark.

Vi havde dog fået blod på tanden efter vandreturen/bjergbestigningen dagen i forvejen, så vi begav os ud på en længere vandretur til Lake Marian. De første 10 minutter var stien da også fin og der var små broer over de fleste vandløb. Men så hørte det lette også op.

Derefter gik det op ad gennem tæt regnskov. Så tæt, at Nikolaj – der selvfølgelig kravlede forrest – var ude af syne, hvis han var bare få meter foran os. (Prøv at finde Nikolaj & Mette på billedet.) Et par steder tabte vi helt sporet og måtte vende om og finde tilbage til stien. Men det var vigtigt, at Nikolaj var forrest for han havde fundet mange spor af bjørne i området, og han havde lovet at passe på sin mor – Mette er nemlig lidt bange for bjørne selv om Nikolaj forklarer, at ”hvis bare man har en pind, så kan han og far godt klare 80 bjørne – det har hans venner selv fortalt”.

Efter tre kvarter proklamerede Nikolaj, at han var træt i benene. Det kunne vi andre godt forstå for hvert andet skridt var op ad 20-60 cm høje sten eller rødder – eller over vandløb. Han fik lavet nogle høje knæløft i dag.

Vi spiste frokost på et godt udsigtspunkt og kunne med tilfredshed konstatere, at vi kunne se ud over et stort og uigennemtrængeligt vildnis af regnskov, som vi havde kæmpet os igennem. Men den videre færd op til bjergsøen opgav vi. Det var nok godt ikke at udfordre Nikolajs – og vores – benkræfter efter bjergbestigningen i går, der stadig sad lidt i benene. Og så var alle i godt humør hele vejen ned – en tur som Nikolaj mente ”højst var 100 meter”. Det var nu lidt mere, men med bjørnejagter og historier om opdagelsesrejsende gik det rimelig nemt. Jonas faldt i hvert fald i søvn igen på ryggen af Jakob.

Vi gjorde et par stop mere på vejen retur til Te Anau, hvor vi blev for natten.

Milford Sound

Dagen bød på en sejltur på de dybe fjorde, hvor vandfald falder mere end 100 meter ned fra de omkringliggende bjerge. Dagen blev krydret med alpin bjergbestigning med udsigt over Fiordland.

Vi begyndte dagen med en sejltur ud på fjorden. Det er et spektakulært landskab (og ”vandskab”) her i Fiordland. Direkte fra Turen bredderne af de over 300 meter dybe fjorde rejser høje bjerge sig. (Mitre Peak rejser sig 1692 meter næsten lodret op fra vandet.) Og da vejret var blevet godt igen, var der fantastisk udsyn til de snedækkede bjergtoppe. Sejlturen gennem fjorden og ud til Tasman Sea tog godt halvanden time. Vi havde god tid til at nyde de flotte bjerge og mærke susen fra vandfald, der faldt ned fra bjergene. Det højeste – Bowen Falls – falder 160 meter før det rammer fjorden. Og som Nikolaj bemærkede; ”det der vandfald – det er højere end mig”.

Efter sejlturen kørte vi lidt af vejen retur sydpå. Dagen før havde vejen imponeret med de mange vandfald. De fleste var væk nu, hvor regnvejret var stoppet. Bjergsiden, hvor Nikolaj og Jakob havde talt 30 vandfald dagen før blev nu kun pyntet af ét vandfald. Det glimtede til gengæld i solen.

Det flotte vejr gav bedre muligheder for at nyde udsigten – og en udsigt nydes jo bedst oppefra, så vi måtte til tops. Lidt væk fra vejen førte en vandresti op til ”Key Summit” – et bjerg, der rejser sig 917 meter over havet. Det besluttede vi os for at bestige. var stejl, så klapvognen måtte vi stille efter kort tid. I stedet kom Jonas i bæreselen hos Jakob, så der hang han godt hele vejen. Nikolaj derimod fik ikke lov at hænge. Han klarede hele vandreturen på over fire timer på bedste vis. Nå ja, han blev da træt i benene, men en kombination af energi-kiks, vandrehistorier og mange kampe mod indianere, bjørne og kannibaler holdt ham gående i fuld fart hele vejen til toppen.

Fra toppen var der udsigt over Fiordland - bjerge med sne, dale med skove og glinsende floder og vandfald. Selv Nikolaj løsrev sig fra de vilde eventyr og beundrede udsigten sammen med os andre – nå ja, bortset fra Jonas, der var faldet i søvn spændt fast på ryggen af Jakob.

Vejen ned begyndte hårdt for, Nikolajs kræfter var sluppet op og han mente, at han var ude af stand til at gå mere. Heldigvis kom han i tanke om, at når gå-kræfterne er sluppet op, så kan man jo løbe – specielt hvis man er på troldejagt eller forfulgt af kannibaler. Så turen ned gik hurtigt.

Både Jakob & Mette var trætte efter den lange trave- og klatretur, så vi var ret imponerede over, at Nikolaj havde været så frisk hele vejen. Men da vi satte os ind i bilen sov Nikolaj til gengæld inden vi havde nået at starte.

Vi kørte videre til aftenens overnatningsplads, som vi fandt lige ved en sø –Lake Gunn – med udsigt til bjergene.

Vandet var krystalklart – men koldt, måtte Jakob sande, da han skulle ud i søen for at hente bolden. Fodbold ved en søbred er en dårlig idé.

Til gengæld var det sjovt med det klare vand. Senere på aftenen så vi bl.a. en stor ål svømme i søen lige neden for vores vinduer i autocamperen. Og om aftenen spejlede bjergene, skyerne og den nedgående sol sig i søen. Endnu en ”million dollar ”udsigt.

Fiordland

For bare tre dage siden påstod vi, at vi havde set mange vandfald. Det passer ikke.

I dag kørte vi nordpå fra Te Anau mod Milford Sound i det berømte Fiordland, der er en kæmpe stor nationalpark. Vi brugte formiddagen på at få fyldt bilen med forsyninger, diesel, vand m.v. for der er hverken butikker eller tankstationer i Fiordland.

Det øsede ned, så den første halvdel af den godt 140 kilometer lange tur kørte vi uden stop. Men efter frokost nåede vi frem til nationalparken. Og så gik tempoet ned. En tur der skulle kunne klares på under to timer, var vi fem timer om. Den ene gang efter den anden måtte vi holde ind til siden og gå en lille tur for at se os omkring. Selv i øsregnvejr – eller måske netop derfor – var det imponerende. Vandfald i hundredvis – små strømme til kæmpe store – styrtede ned ad de høje bjerge, der omkranser vejen til begge sider. Det ene sted vi holdt ind, talte Nikolaj og Jakob 30 vandfald på en enkelt bjergside.

Om eftermiddagen stoppede det med at regne og solen brød frem. Så glinsede bjergene med skarpe reflekser fra sneen på toppen og solen glitrede i de mange vandfald, der faldt fra bjergene.

Ved ”The Chasm” gik vi en tur i den dryppende regnskov – der nu virkelig passede til betegnelsen ”regnskov” – ud til et vandfald, der gennem millioner af år havde formet klipperne i kunstfærdige former.

Dagen sluttede på en campingplads helt oppe ved Milford Sound. Det er desværre forbudt at ”free campe” i nationalparken, så vi kunne ikke få ”vores eget vandfald” som udsigt, men vi fik en plads lige ud til floden med bjerge og vandfald i baggrunden. Heller ikke så tosset.

Te Anau – huler og ”glowworms”

Natten gik roligt, uden at vi blev smidt væk igen. Vi kørte tilbage til Te Anau og fandt en plads på en campingplads allerede ved 10-tiden. Det havde vi aldrig prøvet før.

Vi tog en afslappet formiddag. Jonas sov, Mette & Jakob forsøgte at planlægge de næste dage i Fiordland og Nikolaj legede på legepladsen. Han er ved at være rigtig hurtig til at lure nye legepladser ud – han ser jo også 1-2 nye hver dag. Han er rigtig begyndt at udforske og prøve kræfter og alting skal prøves på andre måder end det, der nok lige har været tiltænkt. Det er rigtig sundt for ham, men giver forældrene lidt dårlige nerver.

Vi spiste frokost i solen på en lille cafe og mens vi ventede på maden ringede Jakobs mobiltelefon. Det var Mikkel. Nikolaj hoppede i stolen og fik ham hurtigt i røret og fortalte, om alt det vi havde oplevet. Det er sjovt at høre ham fortælle, hvad der har gjort mest indtryk. Han snakkede selvfølgelig en del om helikopterturen, men det han syntes var mest fantastisk var, at han fik puttet sne ned ad ryggen på Jakob, da vi var oppe på gletsjeren. Og så fortalte han om en dreng, der blev dårlig i helikopteren og kastede op. Det er nu også rigtigt, at vi har set det, men det er et par uger siden. Og så er det naturligvis vigtigt at fortælle, hvad man skal til at spise, når man har forbindelse til den anden side af jorden. Så Mikkel fik også lov at høre lidt om fish & chips.

Om eftermiddagen tog vi en sejltur ud til Te Anau Glowworm Caves. Et hulesystem, der strækker sig flere kilometer under et bjerg. Vi fik dog kun lov at udforske et par hundrede meter af hulerne, men det bød også på underjordiske vandfald, huler hvor der var så højt til loftet som i en domkirke og – turens hovedattraktion – en hule med ”glowworms”, som er nogle små pudsige orme, der kan udsende lys. De hænger i tusindvis i hulens loft og ligner næsten en stjernehimmel. De udsender lyset for at tiltrække insekter, der har forvildet sig ind i hulen. Insekterne bliver så fanget af nogle klæbrige fangtråde og spist af ormene. Sådan lever de i ca. ni måneder, hvorefter de bliver til en slags flue, der lider af den skavank, at den ikke kan indtage føde. Så den har kun 3-4 dage at leve i. Inden da skal den nå at videreføre arten. Og sådan starter det forfra med æg, der bliver til orme…

Om aftenen grillede vi og nød den lune aftenluft. Det er nemlig blevet rigtig varmt i vejret igen.

Jonas er desværre stadig syg og ikke på toppen. Han har endda ikke rigtig nogen appetit og det ligner ham ikke.

Tusindvis af får

Vi kørte over mod Fiordland i dag. Selv om vi også kørte i flotte bjerge i dag, så var det ikke bjerge og vandfald vi så mest af – men får. Vi har set tusindvis af får i dag. De står på hver en græsmark og hver en bakke. Ofte i flokke på vel omkring 300-500.

Men dagen bød også på en nedkørsel til Queenstown, som formentlig ville få sveden til at bryde frem på selv en garvet bjerg-cykelrytter. Men Mette klarede de mange hårnålesving med bravour, så nu fortjener hun den prikkede autocamper-trøje.

Vi kørte et smut til en gammel guldgraverby – Arrowtown – der har fundet ud af at omstille sig til nutidens guld; turisterne. Byen havde sin opblomstringsperiode i 1870’erne, hvor guldfeberen rasede i hele området. Det var et af de rigeste guldfelter i verden og i en periode gav flere felter over 150 gram guld pr. skovlfuld. Det trak mange lykkeriddere til, men i løbet af ca. 10 år var festen slut. Byen har dog beholdt – eller nok rettere genetableret – den gamle stil. Det er ganske sjovt at se. Det bedste fund vi gjorde var nu ikke guld, men en isbutik, der solgte kæmpe vaffel-is. I parken fandt Nikolaj et lille bjerg, som han selvfølgelig måtte bestige.

Vi fortsatte videre til Queenstown, der ligger for enden af den store Wakatipu Lake. Her spiste vi frokost før vi kørte videre til Te Anau. Lidt uden for byen fandt vi en alle tiders overnatningsplads. En lille grusvej førte lige ned til søen. Så vi parkerede der og nød solnedgangen bag bjergene ved søbredden.

Nikolaj var lidt skuffet over, at der ikke var nogen legeplads, men med en gammel træstamme, nogle pinde og sten lykkedes det Jakob at få bygget en vippe – og så var alle glade.

Vi havde lige puttet ungerne i seng, da vi blev banket op af en opsynsmand, der fortalte os, at man ikke måtte overnatte her, så vi måtte putte de trætte børn i deres autostole og køre for at finde et andet sted. Manden var heldigvis flink og anviste os et andet sted ca. ti minutter derfra. Men det var nu surt.

Vandfald og søer

Efter at have drømt om helikoptere og gletsjere hele natten havde vi regnet med at vågne op til udsigten af solopgang over gletsjeren. Men det blev vi snydt for, for det øsede ned og skyerne hang så lavt at vi slet ikke kunne se gletsjeren.

Det dårlige vejr betød til gengæld, at vi lige så godt kunne komme hurtigt af sted videre sydpå. Vi ville nå til Lake Wanaka i dag – en ca. 45 kilometer lang sø, der ligger omkranset af bjerge.

Efter godt en times kørsel skiftede vejret og solen brød frem. Det var ganske rart for det blev endnu en dag med bjergkørsel langs Haast floden. Adskillige steder plaskede vandfald fra bjergene ned i den klare flod.

Vi ankom til Wanaka tidsnok til at finde en campingplads med en legeplads inden aftensmaden, så der blev vi for natten.

Jonas er desværre blevet syg med feber og formentlig ondt i halsen ligesom Mette lige har haft og Jakob har en snært af også. Forhåbentlig går det snart over.

Fox Glacier

Det har været for vild en dag. Helikoptertur, gletsjervandring, trekking over, under og på Fox Glaicier. En imponerende gletsjer som strækker sig fra New Zealands højeste bjerge ned til regnskoven tæt ved kysten.
Nikolaj fik sin (forsinkede) fødselsdagsgave i dag. En helikoptertur. Vi tog alle fire på en tre kvarter lang tur henover Fox Glacier og til Mt. Cook – New Zealands højeste bjerg på knap 3.800 meter. På vejen retur landede vi oppe på gletsjeren og hoppede ud i sneen. Der var god tid til en rask sneboldskamp – så det nåede vi også i år selv om vi ikke var hjemme i vinteren – og til at se tættere på Fox Glacier.

Sneen og isen vrider og bugter sig i imponerende former og farver for at ende mange kilometer længere nede som en beskidt mega klump tøsne/-is. Der er sne og is næsten så langt øjet rækker. Man føler sig ret lille, når man står midt på gletsjeren. Men det var en fantastisk oplevelse. Jonas prøvede at gå på gletsjeren sammen med Jakob. Det var han glad for – til gengæld blev han noget ked af det, da han prøvede at kravle. Det var godt nok koldt om fingrene. Nikolaj løb bare af sted i sneen og måtte stoppes inden han kom for tæt på sprækkerne i gletsjeren. Han syntes, at det var fantastisk at lege sneboldskamp og i et øjebliks uopmærksomhed lykkedes det ham at få puttet en håndfuld sne ned ad ryggen på Jakob, der hoppede og sprang rundt for at få det ud.

Turen var simpelthen fantastisk. Det kostede godt nok 500 $ (ca. 2300,-), men så fik vi også en herlig tur i helikopteren og mere sne end dem derhjemme nok har nået gennem hele vinteren. Nikolaj fik lov at sidde ved siden af piloten og med Jakob på den anden side, så de havde førsteklasses udsyn hele turen. Nikolaj glædede sig vildt, men var noget betuttet, da det endelig blev virkelighed og helikopteren skulle til at lette. Men han tog det i stiv arm og efter et par minutter slappede han af og nød turen. Jonas tog også turen rigtig godt, da han først havde accepteret at have høreværn på – for hold da op, hvor det larmer i og ikke mindst lige omkring sådan en helikopter. Og Mette & Jakob kunne næsten ikke få armene ned. Det var bare fedt.

Vi (bortset fra Jonas) har jo set gletsjere før – på Island for knap to år siden. De var større og som sådan mere imponerende. Desuden kunne vi komme helt ud til, hvor de sluttede og gå på det nederste stykke (det var egentlig nok ikke så smart, men der skete jo ikke noget den gang). Man kommer også tæt på Frans Josef og Fox gletsjerne nedefra, men det der gjorde det specielt at vandre ud til gletsjerne var netop, at vi også havde set dem oppefra og været deroppe, hvor gletsjeren begynder.

Turen derud var i øvrigt lidt anstrengende. Den ellers velanlagte sti derud var ved at blive repareret, så der var lavet en midlertidig alternativ sti, der var nogenlunde lige så stejl som en skater-rampe og bestod af sten og løst grus. Jonas var lige faldet i søvn, så vi forsøgte at få klapvognen med, så han kunne få lov at sove lidt. Det lykkedes – mod alle odds – den første halvdel af turen – men da stenene blev så store som fodbolde og vi skule passere flere vandløb på trædesten måtte vognen parkeres. Jonas kom i bæreselen hos Jakob i stedet, og så gik turen videre. Nikolaj førte an hele vejen på den godt en time lange stenede tur ud – og det meste af vejen tilbage. Han kom kun bagud, når han lige skulle udforske en klippe eller prøve en anden vej. Mette synes jo, at han er for uforsigtig, når han hopper og springer fra sten til sten, men han nyder eventyret.

Vi nåede helt ud til gletsjer-kanten – eller rettere ca. 20 meter fra den, fordi det sidste stykke er afspærret. Og måske meget fornuftigt for bare de minutter vi var derude styrtede der flere gange klippestykker ned fra toppen af gletsjer-kanten 10-20 meter lodret oppe.

Efter gletsjer-turene var det ved at være aften og vi skulle finde et overnatningssted. Lidt vest for gletsjeren fandt vi et sted med fantastisk udsigt til bjerge, en flod og gletsjeren, så vi overnattede med en ”millionær-udsigt”. Fra bagruden (dvs. spisestuen/soveværelset) havde vi panorama-udsigt til bjerge og gletsjeren og fra forruden kunne vi senere nyde solnedgangen.

Inden godnat-tid nåede Nikolaj & Jakob et godt slag fodbold på engen uden for. Alle tiders selv om Jakob lod nogle mål gå ind, når han faldt i staver over udsigten til bjergene, floden og gletsjeren. Sådan en god fodboldkamp gav lige appetit til is, så aftenen sluttede med, at vi sad udenfor autocamperen og spiste is.

Der var også andre ”free-campere”, der fandt dette fantastiske sted. Om aftenen kom en bil med tre unge, der skulle sove i telt. Dem morede vi os lidt over mens vi nød solnedgangen. De fik slået teltet op inden det blev helt mørkt og brugte så det næste kvarter på at bære ting og sager ind i det lille telt. Hvor de selv skulle sove var lidt en gåde. Men det sjoveste var nu da det blev helt mørkt for de var åbenbart kommet af sted uden lommelygter, så de kørte bilen halvvejs ind i teltet og lod den så stå tændt med lys på. Der må godt nok have været godt lys i teltet.

Alt i alt en fantastisk dag – en af turens bedste – med seje oplevelser for os alle. Jonas synes nok, at vi er tossede, men Nikolaj er helt klart ”vokset” i dag. Han har længe snakket om helikoptere, så at flyve i én var virkelig fedt. Vi ærgrer os endnu engang over, at Anders ikke blev pilot, men Nikolaj gentog til aftensmaden sit løfte om, at når han blev stor, så ville han være helikopterpilot og så hente far og mor på plejehjemmet i helikopteren.

Tillykke Nikolaj

”Er jeg fire år nu?” lød det fra Nikolaj som det første, da han slog øjnene op i morges.


Nikolajs fødselsdag skal naturligvis fejres, selv om vi er langt hjemme fra, så aftenen før, da Nikolaj sov, blev autocamperen pyntet op med balloner og fødselsdagsflag.

Vi holdt morgenbord med kakao, røræg, bacon og nutella-madder og der var sørget for godt med fødselsdagsgaver. Af Jonas fik Nikolaj en bold, så nu kan vi spille ordentlig fodbold.

Nikolaj blev jo meget optaget af Jakobs genfortælling af Løven, heksen og garderobeskabet, så lige siden har der været udkæmpet krige om Narnia, ordnet hekse og slået ulve ihjel. Så fra sine forældre fik han derfor nogle Narnia-figurer, der straks kom i brug.

Der var hjemmefra flere der havde tænkt på Nikolajs fødselsdag. Så der var sendt flere mails og billeder med fødselsdagshilsner. Tak for det. Men vi er nu i ”det vilde vesten”, hvor internetforbindelser og mobildækning ikke er på toppen. Så derfor er det desværre ikke lykkedes at få læst og hørt alle fødselsdagshilsnerne endnu. Oldefar og olde-Birthes fødselsdags-sms kom dog igennem. Farmor ringede næste morgen og fik en lang snak med Nikolaj, som ellers startede med ”hvor er Mikkel?”. Ham håber at få fat på senere for han har også fødselsdag i dag.

Senere lykkedes det at se alle hilsnerne igennem og de var skønne. Der var postkort fra hans bedste ven Nicolas, billeder med fødselsdagsbannere fra familien Bjørn og andre fra farmor og Morten og mange øvrige hilsner. En hilsen fra børnehaven med billede af alle børnene, der flager for Nikolaj gjorde også stor glæde.


Også et tillykke til Mikkel, der også har fødselsdag i dag.

”Det vilde vesten”

Vi er nu ankommet til New Zealands svar på ”det vilde vesten”. Det er her guldfeberen har raset, her de fleste storme blæser og her der er langt mellem både byer, benzinstationer og mobilmaster.

Vi begyndte dagen med at holde fødselsdag for Nikolaj (se afsnittet ”Tillykke Nikolaj”). Vejret var (selvfølgelig) blevet flot og varmt igen.

Derefter gik vi en kort spadseretur fra hvor vi havde parkeret autocamperen aftenen før til ”Pancake Rocks & Blowhole”. Det er et klippeområde lige ud til kysten. Fra havet hamrer kæmpe bølger, der ikke lader noget stå tilbage for bølgerne på Hawaii, ubønhørligt mod klipperne. Det er denne kraft, der gennem tusinder af år har udvisket de blødere lag af klipperne, så kun det hårde er tilbage i store ”pandekage-stabler”. Det er pudsigt at se. Men det mest imponerende var nu at se bølgernes kraft, når vandet blev slynget 20-30 meter op i luften, når det blev trængt ind mellem klipperne. Mest spektakulært var et ”blowhole” – et hul igennem klippen, hvor vandet blev presset omkring 30 meter op igennem klippen, når bølgerne kom ind for så at blive skudt ud af hullet i klippen som en geyser. Vi nåede at blive godt våde af, at stå og se på det.

Derefter gik turen sydpå mod Sankt Josef Glacier. Vi gjorde frokoststop i Greymouth, hvor Nikolaj fik lov at bestemme menuen. Det blev burgere fra McDonalds selv om det meste af tiden gik på legepladsen.

Derefter kørte vi den lange tur til Sankt Josef Glacier, hvor vi nåede frem til aftensmadstid. Turen er egentlig kun omkring 200 km, men som så mange andre steder her i landet er meget af det bjergkørsel, hvor der mange steder kun må køres 25 km/t. Samtidig kan der godt opstå lidt ventetid ved broerne. De fleste broer har kun en bane, så her må man finde ud af, hvem der skal have lov at køre. Nogle af disse ”one lane bridges” er så endda også jernbanebroer.

Vi spiste aftensmad med udsigt til gletsjeren og gik derefter en aftentur ud mod gletsjeren. Efter omkring tre kvarters vandring gennem gletsjerdalen var vi næsten nået ud til gletsjerens udmunding, hvor vi havde planlagt vi skulle spise fødselsdagskage. Men i sin iver efter at finde is-monsteret glemte Nikolaj, at han skulle tisse – så det blev til et uheld i bukserne. Desværre havde vi ikke skiftetøj med og en gletsjertur i bar numse det går altså ikke, så Nikolaj fik Jakobs trøje om benene og så vendte vi om og begav os i raskt trav tilbage til autocamperen.

Fødselsdagskagen blev stadig spist med udsigt til gletsjeren, men det var i camperens varme ly.

Hamner Springs

Da vi var kommet op og havde spist morgenmad tog vi i de varme kilder, som Hamner Springs er berømt for. Det er lavet som en slags vandland med 12 forskellige pools af forskellig størrelse, temperatur og mineraler.
Det øsede ned, så det var herligt at være i det varme vand og det var noget af en luksus, at man selv kunne vælge temperatur. Når 35 grader var for koldt gik man bare over i et bassin med 38 eller 40 grader varmt vand. Og omvendt når man fik det for varmt. Det nød vi alle.

I børneområdet kunne Nikolaj rutsje gennem en øgle, flyde ud af en vulkan som lava eller udforske den hemmelige hule bag vandfaldet.

Eneste minus – ud over regnvejret – var, at Jakob mistede sin halskæde og sølvkors.

Vi kom først fra Hamner Springs klokken to om eftermiddagen. Lidt sent, da der var en lang køretur foran os. Vi ville nemlig fortsætte turen tværs over sydøen til den vestlige kyst.

Nu har vi flere gange skrevet om imponerende køreture langs floder og ad bjergveje. Dette var endnu en af slagsen, men det gjorde den bestemt ikke triviel. For at få stemningen op startede Jakob køreturen med at blive for optaget af den flotte udsigt, så han måtte igennem et skarpt sving med godt 80 km/t. Camperen blev med nød og næppe på alle fire hjul – og på vejen, så med lidt nedsat fart fortsatte turen gennem bjergene via Lewis Pass – en af de få passager på tværs af øen, der er farbar i alt slags vejr. Og vejret var med til at gøre turen speciel. Hidtil har vi nydt udsigterne til bjergene i sol og som regel skyfri himmel, men i dag øsede det ned og da vi kørte gennem Lewis Pass i godt 800 meters højde var vi omgivet af skyer. Så vi kunne ikke se så langt, men med bjerge på begge sider og floden i bunden neden for vejen var det nu heller ikke nødvendigt.

Vi troede ellers, at vejret som regel var vådt på den ene side af en bjergkæde og tørt på den anden. Men da vi kom igennem passet og ud til vestkysten regnede det stadig lige meget. Der var en halv times opholdsvejr, som vi brugte til at gå en tur inden aftensmaden. Her stødte vi på en hule i en klippe og efter en "lang" tur i mørket kunne vi skimte lys i den anden ende. Hulen var en tunnel, der gik hele vejen gennem bjerget og ud på den anden side.

Vi fortsatte køreturen en halv times tid efter aftensmaden og sluttede dagen på en rasteplads lige ved "Pancake Rocks" som vi skal se i morgen.

I morgen har Nikolaj fødselsdag, så vi har snakket med ham om, hvad han godt kunne tænke sig. Det skulle helst være noget med vandrutsjebaner og slik til aftensmad. Sådan kommer det nu nok ikke helt til at gå. Vi håber, at nå til Fox Glacier og fejre fødselsdag på gletsjeren. Men det er en lang køretur, så det må vi se, om vi orker.

Vi har spurgt ham, hvad han ønsker sig; "Det i har pakket ind til mig" svarer han. Det er da nøjsomt.

Min smarte fleece-trøje

Det er blevet koldt og vådt, og selv om vi nu har fundet fleecetrøjerne frem, så er Nikolaj nået at blive lidt forkølet.

Da det blev lunt op ad dagen tog Nikolaj sin trøje af og opdagede, hvor smart sådan en fleece-trøje egentlig er; "Se min smarte bluse. Den tørrer min næse, når jeg tager den af" ;-)

Kaikoura

Vi tog en afslappet formiddag i Kaikoura. Nikolaj legede længe med en engelsk pige på campingpladsens hoppepude og Mette forsøgte at pleje sin dårlige hals. Det gøres naturligvis bedst ved kontinuerlig telefonsnak, så der blev kø ved telefonboksen, mens Mette snakkede med sin mor, søster og Henriette.

Vejret var rigtig flot fra morgenstunden. Flot blå himmel og lunt, men det blæste meget, så den hvaltur, vi ellers så gerne ville have været på, blev alligevel aflyst hele dagen igennem. Vi ærgrede os nu stadig lidt, da nogle af dem vi faldt i snak med fortalte om deres tur dagen før, hvor et par store spermacethvaler havde svømmet lige forbi deres båd, givet ordentlige blåst og dykket lodret ned med halefinnen vinkende på bedste stereotype vis. Nå, men som Nikolaj foreslog uden at kny; "så prøver vi det bare, når Jonas bliver tre år".

Vi tog en tur ud til en lille sælkoloni ud for byen. Den var nu meget lille – vi så to sæler – så det var godt Mette opdagede den anden sælkoloni i går. Men vi kom til gengæld meget tæt på en af sælerne i dag. I sin iver efter at nå først ud til vandet var Mette bogstavelig talt lige ved at falde over en sæl, der var kravlet helt op på stien. Mette var vist den, der blev mest forskrækket over det møde. Sælen slappede i hvert bare videre af i solen midt på stien.

Da vi efter frokost begav os af sted videre var det med kurs mod Hamner Springs på vores vej tværs over øen til vestkysten. Det var endnu en bjergrig tur. Kaikoura udmærker sig nemlig ved – ud over hvaler, delfiner og sæler – at have høje bjerge i baghaven. Faktisk rejser de omkringliggende bjerge sig over 2500 meter op fra havet, så autocamperen skulle på "klatretur".

Det var endnu en spændende køretur med flotte udsigter og bugtede veje, der førte over ca. ti "one lane bridges" over brede flodlejer. På sådan en bro med kun én vejbane er det godt at have en stor autocamper, så man som regel vinder "flyt dig, jeg er størst" konkurrencen med modkørende biler. Her om sommeren er de fleste floder dog ganske små. De fyldes af smeltevand i foråret og derfor er broerne bygget lange og smalle, så de kan modstå store vandmasser. Lige nu virker det sjovt med lange broer over de små vandløb, der er tilbage i bunden af flodlejerne.

Efter godt 120 kilometer og tre timers kørsel ankom vi til Hamner Springs og fandt en campingplads lige ved de varme kilder, som vi dog venter med at hoppe i til i morgen.

Vi lavede hjemmelavet pizza, som vi alle – også Jonas – spiste løs af.

Jonas var i fuldt vigør og mosede rundt indtil Nikolaj og Jakob løb ud på rugbybanen og legede, så faldt han i søvn i samme øjeblik, der var stille.

Danske nyheder i New Zealand

Det er jo (desværre) let at følge med i danske nyheder, mens vi er væk. Muhammed-tegningerne ser ud til at tage hele nyhedsbilledet. Det er vel nok en ærgerlig sag. Erik beskrev dilemmaet godt i en mail med nyt fra vennekredsen og fra Danmark i øvrigt. Vi sætter ytringsfriheden meget højt – det gør man ikke alle steder i Mellemøsten. Til gengæld lægger man i Mellemøsten vægt på, at der vises stor respekt for religionen; det synspunkt deler mange i Danmark ikke. Det er forskellige normer, som vanskeligt kan forenes, uden at nogen skal tåle en indskrænkning i en ret, der anses for fundamental.

For mig at se kan den konflikt løses på to måder. Enten at man "lægger arm" om, hvem der har ret eller at man på diplomatisk vis forsøger at bøje lidt ind mod hinanden – det var vel det sidste der lå i invitationen til statsministeren fra en række ambassadører fra muslimske lande. Afslaget har formentlig været en af kilderne til den nuværende "lægge arm" situation.

Det er mærkeligt at være væk fra Danmark mit i sådan en tid – men også rart at have det lidt på afstand, for her har vi nu ikke set meget til det før i dag. Men det er er tydeligt af alle mails hjemmefra, at det her er mere end en lille storm i et glas vand, men lad os håbe, at det ikke bliver en krise af historiske dimensioner og at forventninger om terrorangreb i Danmark bliver gjort til skamme. Det er hårdt nok med vores ambassader rundt omkring.

Nå, men tilbage til situationen i New Zealand. Vi har bragt det op et par gange, når vi er faldet i snak med andre, men der har hidtil ikke været nogle her, der har lagt mærke til sagen. Men i går bragte en New Zealandsk avis tegningerne, så nu er de også kastet ind i sagen. New Zealand har en ganske stor eksport til Iran, så det er mest på det økonomiske plan, at der frygtes for konsekvenser.

Man kan måske håbe, at efterhånden som flere og flere bringer billederne, så bliver det mindre slemt, at Danmark også har gjort det – men omvendt henvises der i alle avisartiklerne til, at de første gang blev offentliggjort i en dansk avis. Under alle omstændigheder er det svært at følge sagen herfra, så jeres mail-nyhedsopdateringer er velkomne. Og så et held og lykke til jer derhjemme herfra.

7. februar: Jonas og Nikolaj på hoppepude i Kaikoura.

Sæler på sydøen

Vi var tidligt ved check-in til færgen over Cook-strædet til sydøen. Der var under et minuts kørsel til færgen fra der, hvor vi overnattede, så børnene fik lov at blive liggende i deres senge.

På de tre timers færgetur brugte vi det meste af tiden i færgens legeland, hvor Nikolaj fik leget med en masse andre børn. Vi faldt i snak med et engelsk par i mens. Ganske hyggeligt, men hvor var det sjovt at se dem med deres første (og eneste) barn. Vi var sikkert næsten ligesådan, da vi var forældre første gang. Men vi smågrinte nu lidt af moderen, der ikke kunne forstå, at hendes søn på knap halvandet år ikke ville sove mens hun trillede ham op og ned ad gangen i halvanden time. Han sad i sin klapvogn og spiste kage mens han kiggede på alle de andre børn, der legede ;-) Så var der mere ro over en af de andre ved bordet. En new zealænder, der var far til syv børn, der alle var med. Vi er nok et sted midt i mellem. I hvert fald får både Nikolaj og Jonas lov til at bevæge sig nogenlunde frit rundt og udforske. Og det var lidt fedt, at vi bare kunne lægge Jonas ned i klapvognen og så faldt han i søvn – men han spiste selvfølgelig heller ikke kage…

Den sidste del af færgeturen er igennem et landskab, der bedst kan sammenlignes med turen igennem skærgården. En flot tur blandt mange klippeøer til man ser havnen i Picton med sydøens bjerge i baggrunden.

Bjergene kom vi hurtigt til for vi skulle sydøstpå hvilket betød henover flere bjerge, der rejser sig 2500 meter fra havet. Efter et par timer nåede vi til østkysten. På et tidspunkt råbte Mette ”sæler” og Jakob svingede camperen rundt på den smalle vej. Vi havde fundet en hel sælkoloni ved Ohua Point. Der var vel mindst 100 sæler – sjovest var de mange unger, der legede og boltrede sig i en lille indsø.

Dagen sluttede i Kaikoura, hvor vi for første gang for alvor blev hæmmet af, at have Jonas med. Vi ville nemlig have været på ”hval-tur” næste dag – der er mange delfiner, men også spermacethvaler og enkelte gange andre hvaler i området ud for Kaikoura. Men der må ikke være børn under tre med på båden og det var desværre ikke muligt at overtale dem. Så der bliver ingen hvaler i denne omgang. Øv. Vi snakkede om at splitte os op, men turen er næsten en hel dag og den slags oplevelser ville vi helst også have sammen, så det må blive en anden gang.

Nikolaj var i dårligt humør og sur over, at der ikke var mere tid til at lege, da vi ankom til campingpladsen så vi havde noget af en tur med ham om, hvem der egentlig bestemte her (nogle gange er vi også selv i tvivl). Han blev god igen efter lang tids brok og råb, men det var en af de første ”store ture” vi havde med ham på turen. Men han er vel forståeligt nok ved at være lidt træt af sine forældre, som måske også kan være lidt anstrengte indimellem, når det er dårligt vejr, pladsen er trang og vi er trætte – og Mette er syg.

Jordskælv!

Vi vågnede op til øsende regnvejr, så det var heldigt, at vi brugte dagen i går på sightseeing i Wellington men havde undladt det store museum Te Papa. Her brugte vi nemlig det meste af dagen.

Te Papa er et museum med mange forskellige udstillinger. Nederst var der en udstilling om New Zealands tilblivelse, om hvordan kontinentalpladerne har adskilt Australien (og senere udskilt New Zealand) fra resten af verden. Her var også en slags mini zoologisk museum om det specielle dyreliv, som har udviklet sig her – bl.a. moaen; en tre meter høj strudseagtig fugl, der uddøde for knap 200 år siden fordi den var så nem at jage. Man gik bare hen til den og slog den i hovedet med en kølle. Og så kunne man lave sit eget jordskælv og opleve hvordan det er at være i et hus under et jordskælv som de havde her i 1987 – 6,6 på Richterskalaen. Det var ganske sjovt.

På etagen ovenover var en række udstillinger om de forskellige lokale stammer og deres møde med europæerne. Bl.a. var der udstillet to originaludgaver af ”The Treaty” mellem englænderne og 150 lokale høvdinge på New Zealand. Den ene udgave er på engelsk. Den anden på maori. Det pudsige er dog, at de ikke er ens. Oversætter man maori-udgaven, så mangler der fx. et afsnit om at høvdingene giver den engelske dronning ”full sovereignty” over New Zealand. Det har selvfølgelig nok gjort det lettere at få alle de lokale høvdinge til at underskrive traktaten. Men det forklarer måske også nogle af de opstande, der fulgte i årene efter.

Derudover var der en udstilling, der beskrev de første europæeres ankomst til New Zealand – adskillige hundrede år efter maorierne. (Den polynesiske opdagelsesrejsende Kune besøgte New Zealand allerede omkring år 1000.) Den engelske opdagelsesrejsende Captain Cook opdagede New Zealand omkring 1780. I starten af 1800-tallet ankom hvalfangere fra USA og Australien, men senere i langt større stil indvandrende ”farmers” fra Europa – specielt England. I 1860’erne blev der fundet guld og så kom der mange guldgravere – fra Europa, USA og senere Kina. Indvandrende mødte et frodigt, men også barskt og ufremkommeligt land.

Herudover var der kunstudstilling og totalteater samt en række ”tivoli-agtige forlystelser”.

Mette har desværre lagt sig med ondt i halsen, så hun blev i camperen noget af museumsbesøget.

Vi fandt en parkeringsplads ved havnen for natten lige ved færgelejet, hvorfra vi tager til sydøen i morgen tidlig.

Så et farvel og tak til nordøen, der bød på dejligt vejr det meste af tiden, flotte strande, vulkaner, geysere, varme kilder og floder man kunne bade i. Og masser af legepladser, som Nikolaj har boltret sig på ved næsten hvert overnatningssted. Vi har været her tre uger. Det er bestemt ikke for meget.

Jonas får flere tænder

Jonas har haft en urolig nat og i dag så vi forklaringen. Begge hans fortænder i overmunden titter nu frem.

Wellington

Vi brugte dagen på at se New Zealands hovedstad Wellington. Det er en by, der ligger smukt lige ud til havet og med bjerge stort set hele vejen rundt på landsiden.

Vi tog ”the cable car” op til et område med udsigt over byen. Her var også byens botaniske have, hvor vi brugte hele formiddagen i dejligt solskinsvejr.
Derudover brugte vi dagen på at se de klassiske ”turistspots” – bl.a. ”the Beheeve” – Bikuben – som huser regeringskontorer.

Vi parkerede for natten ved byens marina – vist nok forbeholdt medlemmer af bådklubben, men det ligner vi jo også :-) Det var i hvert fald et flot sted lige ud til vandet – og midt i byen. Endda med udsigt til et lille fyrværkeri over havnen.

Prins pilfinger

At Jonas er blevet mobil betyder jo også, at han kan nå alt. Og det gør han.

Vi er er nødsaget til at rydde halvdelen nærmest ham om spisebordet for ellers hiver han fat i alt. Og når han er på gulvet, er han alle steder og har fat i alt han kan nå. Ofte er det Nikolajs ting, der er mest spændende, men i dag kiggede vi væk i 10 sekunder og så var han dybt optaget af at gennemrode skraldespanden :-)

Helms Deep

I dag skulle vi nå til hovedstaden Wellington, der ligger sydligst på nordøen. Det havde regnet det meste af natten og vejret var stadig kedeligt. Vi havde alle sammen lange bukser på for første gang længe.

På vejen mod Wellington gjorde vi bl.a. en afstikker til Dry Creek Quarry ved Haywards. Det er her scenerne fra Helm’s Deep fra Lord of the Rings er optaget. Det var nu ret vanskeligt tilgængeligt, så det lykkedes ikke at få et rigtig godt overblik over kløften.

Det er fredag, så for at holde fast i lidt traditioner, så satte vi os sammen om fredagsbio (Bernard & Bianca i Australien) og spiste hjemmelavede pandekager. Desværre brugte Mette lang tid under vandhanen i køkkenet på campingpladsen, fordi hun brændte alle fingrene på den ene hånd, da hun lige ville gøre det brandvarme komfur rent.

Det er i øvrigt den mest kedelige campingplads vi nogle sinde har været på. En parkeringsbås med strøm lige ovenfor motorvejen og lige under der, hvor flyene letter fra lufthavnen.

Livet i en autocamper

Vi har haft autocamperen 10 dage nu. De fleste ting er ved at finde en plads nu og det er en befrielse, at alt ikke skal pakkes ned og ud igen hver dag.

Og så er det herligt at have køleskab og fryser i den her varme – fryseren kan desværre ikke helt følge med på de hede dage til at fryse is ned, men vi har da altid koldt at drikke og kan selv lave mad i stedet for al det restaurant-mad og fastfood. Det har også givet børnene bedre appetit. Jonas er efterhånden ved at være altædende.

Nikolaj har fået ”hulen” som er sovepladsen over førerhuset. Den er egentlig beregnet til to personer, så Mette eller jeg rykker derop en gang imellem, hvis der bliver for meget skubben og puffen i stueetagen, hvor Jonas også ligger. Sådan som han møver rundt, tør vi ikke lade ham ligge oppe i ”hulen”.

Det er lidt besværligt, at sengen skal ryddes af vejen og laves om til spisebord hver morgen – og vice versa om aftenen – men det går an og er snart rutine.

Men det er besværligt at være i byerne med den store bil, der fylder næsten to parkeringspladser i længden. Vi har dog endnu kun betalt parkeringsbillet for én plads. Den er selvfølgelig også lidt vanskeligere at manøvrere. Det gælder i tæt trafik i byen – men også på de smalle bjergveje.

Der er vand, strøm og plads i spildevandstank til et par dage med vores forbrug. Så vi skal minimum på en campingplads hver tredje dag, men så skal vi også spare meget på alt, så i praksis er vi på campingplads ca. hver anden dag og finder et sted i det fri hver anden dag.

Afslapning i Palmerston North

Vi tog en stille og rolig dag i Palmerston North. Byen er bl.a. kendt for sin store park – The Esplanada – så her brugte vi en del tid. Der er bl.a. en kæmpestor legeplads.

Vi slentrede en tur i byen og kom selvfølgelig til at købe mere tøj til vores børn – vi ender med at skulle have en taske mere, når vi skal videre fra New Zealand. Det er ulempen ved at have en autocamper, som man bare kan læsse ind i.

Aftenen blev brugt på en campingplads lige ved parken. Det er skønt at være udenfor og grille store bøffer, drikke kolde øl og spise friske jordbær til dessert i februar måned!

En anstrengende køretur

Dagen blev mestendels en køredag. Vi tog fra Napier efter Nikolaj havde været en tur på en lokal legeplads. Vi begav os mod syd og kørte op på et bjerg – Te Mata Peak – med en fantastisk udsigt. Desværre var dagen lidt grå og diset.

Bjerget har sit eget sagn om en krigerhøvding, der forelskede sig i en anden høvdingedatter. For at få hende skulle han klare en række prøver. Den sidste var at spise sig vej gennem bjerget. Man kan efter sigende se de store bidder, han har taget – men en af dem fik han galt i halsen og blev kvalt. Så kan han lære det! Lad være at spise bjerge :-)

Derefter gik turen til Dannevirke – en mindre by grundlagt af udvandrede danskere i 1880’erne. Der er nu ikke meget dansk tilbage andet end vikingen på velkomstskiltet til byen. Jo, og så er der mange huse med tegltag – det har vi ikke set andre steder her i landet. Vores guidebog havde ellers beskrevet et indkøbscenter i byen opkaldt efter Dronning Margrethe. Det ville lige være sagen at besøge, da det var begyndt at regne. Men på informationskontoret i byen kendte de hverken til indkøbscenter eller noget andet, der hed Margrethe, så vi kørte videre efter vi havde lavet aftensmad.

Mette havde i øvrigt sin debut som chauffør i autocamperen. Det gik ganske smertefrit.

På vejen videre ledte vi efter en bakke, der eftersigende skulle have verdens længste stednavn på intet mindre end 57 bogstaver. Men så langt et navn må jo være dyrt i vejskilte. Det kan være, at det var derfor, at de var sparet væk. I hvert fald lykkedes det os ikke at finde bakken.

Turen videre mod sydvest førte os gennem Manawatu-kløften. Indgangen er prydet med mange skilte med advarsler så som ”Keep eyes on the road” ”Extreme caution required” og ”High accident rate”, så det var med lidt klamme fingre om rattet, at Jakob kørte autocamperen videre.

Vejen var ganske rigtigt udfordrende – men måske mest fordi udsigten var så flot, at man let glemte at holde øjnene på den bugtede vej, der klamrede sig til klippesiden med kløften nedenfor med floden i bunden. På den anden side af kløften løb jernbanen – ligeledes på kanten af kløften og gennem tunneler i klipperne.

Vi nåede til udkanten af byen Palmerston North, der var dagens mål, og parkerede for natten på en rasteplads. Ikke så inspirerende, men vi sov nu godt.

Jonas går og står (næsten)

Jonas bliver stadig bedre til at stå op. Han rejser sig efterhånden op ad alting. Han er også begyndt at synes, at det er sjovt at gå, når han holder mor eller far i hænderne. Selv om han har noget vanskeligt ved at begribe, hvorfor han skal have sandaler på fødderne. Han prøver hele tiden at sparke dem af.

I det hele taget er han vældig mobil efterhånden, så man skal hele tiden have øje på ham. Han kravler ret hurtigt om end teknikken sjældent er den yndigste, men det afhænger af forholdene i terrænet. I autocamperen sker det fx ved, at han strækker armene ud, sætter hænderne i gulvet og trækker sig fremad! På græs og lignende er han dog en ganske habil ”kravler” nu.