Pengeproblemer og pingviner

Sidste dag i Melbourne. Eftermiddagen før havde vi booket en bil hos Europcar, som de skulle levere ved hotellet kl. 10. Men kl. halv 10 ringede en dame fra Europcar og sagde, at de havde problemer med at hæve betalingen på mit Mastercard og at vi derfor måtte kom hen til deres kontor. Vi havde ellers dagen før netop påpeget, at de skulle hæve pengene fordelt på to kreditkort for ikke at ramme vores daglige loft, men næhh nej det var skam ikke et problem…

Efter at have været taget af sted og retur et par gange – bl.a. fordi Jakob havde glemt sit kørekort på hotellet – lykkedes det at finde Europcar og få betalt bilen. Det virkede nemlig fint, når blot betalingen blev delt over vores to kreditkort. Så nu har vi en dejlig stor Mitsubishi stationcar helt frem til den 22. marts. Vi måtte af med 1700 AU $, men så er det også en stort set helt ny bil med fri kilometer, fri aflevering i Cairns, børnestole, klimaanlæg, fartpilot, automatgear og fuld forsikring, så det går an.

Efter at have hentet alt vores bagage på hotellet begav vi os af sted ud af Melbourne. Efter lidt bykørsel havnede vi på en motorvej, der pludselig var oversået med skilte om, at man skulle betale afgift for at køre på vejen. Man kan købe dags- eller abonnementskort til motorvejen i kiosker og lignende, men dem er der jo ikke mange af, når man er havnet på motorvejen. De har ikke betalingsautomater a’la Storebæltsbroen eller franske motorveje, så vi endte med at holde ind til siden og ringe til et servicenummer, der så hævede 10 $ på Jakobs Mastercard. Det havde da været nemmere med en betalingsautomat. Men ellers er bilen nem at køre og vi er jo vant til venstrekørsel. Melbourne er godt nok en større by end hvad vi ellers har kørt i, men det gik nu rimelig nemt. Der er også god trafikregulering. I et kryds var der endda rød og grøn pil for u-sving, så der er ikke meget overladt til tilfældigheder. Ja, faktisk føler man sig næsten overbeskyttet. Efter et par timers kørsel bippede og blinkede en lampe på instrumentpanelet og Mette kørte hurtigt ind til siden. Vi var sikre på, at motoren nu var ved at brænde sammen, men et opslag i instruktionsbogen afslørede, at det blot var en ”hvile-alarm” fordi bilen nu mente, at føreren trængte til et hvil. Det var vi nu ikke enige i, men vi måtte høre på den stædige ”hvile-alarm” hvert femte minut indtil vi stoppede motoren.

Næste udfordring var at finde et supermarked for vi var løbet tør for mælkepulver til Jonas – det kan man ikke få i de små supermarkeder i centrum. Det er faktisk ikke så nemt at finde et supermarked, hvis man ikke aner, hvad de hedder, hvordan de ser ud eller hvor man skal lede. Men en tankpasser fik da guidet os hen til et kæmpe indkøbscenter, hvor vi fik besørget vores ”nødkøb” (det blev vist til lidt mere end det helt nødvendige).

Derefter gik turen endelig mod dagens hovedmål; Phillip Island – ca. 100 km sydøst for Melbourne. Selv om turen ikke var lang, var den ikke så sjov for Jonas var rigtig ked af det. Indtil videre havde vi været nødt til at vække ham hver eneste gang han sov fordi vi skulle ud af hotelværelset, sporvognen, bilen eller hvor det nu ellers var han var faldet i søvn. Så hans humør var forståeligt nok på lavpunktet. Det lykkedes dog at komme frem og lave en bid aftensmad inden vi tog ud til ”pingvin-stranden”, hvor verdens mindste pingvin holder til.

Det var en noget ”turistet” oplevelse. Flere end 100 mennesker gjorde det samme som os. Dvs. købte billet til pingvin-centeret (ellers er det forbudt at færdes i området om aftenen) og satte os til at vente på, at pingvinerne skulle komme hjem fra dagens fisketur. Men selv om der var mange mennesker, så var det alligevel fantastisk. Pingviner i hundredvis myldrede op af vandet. De kom op ad vandet i små grupper af 10-15 pingviner og ventede et stykke tid i vandkanten – formentlig på at de sidste fra deres gruppe kom hjem – og så vraltede de over stranden op til deres huler, hvor ungerne skreg og peb efter mad. Nikolaj og Jakob satte sig helt ned på stranden og pingvinerne kom lige hen forbi – så tæt, at man kunne have nået dem, hvis man havde rakt ud efter dem. I hver gruppe var der nogle, der var tykkere end de andre. Det var nok dem, der ikke havde unger, der skulle fodres. De var så tykke, at de slet ikke kunne følge med de andre, så de vraltede 10-20 meter efter deres gruppe. For dem må det være en lang tur op til hulerne, der kan ligge op til en kilometer fra strandkanten.

Vi tog fra pingvin-centeret til vores overnatning – en lille hytte på en campingplads – ved 22-tiden med to meget trætte børn.