Sæler på sydøen

Vi var tidligt ved check-in til færgen over Cook-strædet til sydøen. Der var under et minuts kørsel til færgen fra der, hvor vi overnattede, så børnene fik lov at blive liggende i deres senge.

På de tre timers færgetur brugte vi det meste af tiden i færgens legeland, hvor Nikolaj fik leget med en masse andre børn. Vi faldt i snak med et engelsk par i mens. Ganske hyggeligt, men hvor var det sjovt at se dem med deres første (og eneste) barn. Vi var sikkert næsten ligesådan, da vi var forældre første gang. Men vi smågrinte nu lidt af moderen, der ikke kunne forstå, at hendes søn på knap halvandet år ikke ville sove mens hun trillede ham op og ned ad gangen i halvanden time. Han sad i sin klapvogn og spiste kage mens han kiggede på alle de andre børn, der legede ;-) Så var der mere ro over en af de andre ved bordet. En new zealænder, der var far til syv børn, der alle var med. Vi er nok et sted midt i mellem. I hvert fald får både Nikolaj og Jonas lov til at bevæge sig nogenlunde frit rundt og udforske. Og det var lidt fedt, at vi bare kunne lægge Jonas ned i klapvognen og så faldt han i søvn – men han spiste selvfølgelig heller ikke kage…

Den sidste del af færgeturen er igennem et landskab, der bedst kan sammenlignes med turen igennem skærgården. En flot tur blandt mange klippeøer til man ser havnen i Picton med sydøens bjerge i baggrunden.

Bjergene kom vi hurtigt til for vi skulle sydøstpå hvilket betød henover flere bjerge, der rejser sig 2500 meter fra havet. Efter et par timer nåede vi til østkysten. På et tidspunkt råbte Mette ”sæler” og Jakob svingede camperen rundt på den smalle vej. Vi havde fundet en hel sælkoloni ved Ohua Point. Der var vel mindst 100 sæler – sjovest var de mange unger, der legede og boltrede sig i en lille indsø.

Dagen sluttede i Kaikoura, hvor vi for første gang for alvor blev hæmmet af, at have Jonas med. Vi ville nemlig have været på ”hval-tur” næste dag – der er mange delfiner, men også spermacethvaler og enkelte gange andre hvaler i området ud for Kaikoura. Men der må ikke være børn under tre med på båden og det var desværre ikke muligt at overtale dem. Så der bliver ingen hvaler i denne omgang. Øv. Vi snakkede om at splitte os op, men turen er næsten en hel dag og den slags oplevelser ville vi helst også have sammen, så det må blive en anden gang.

Nikolaj var i dårligt humør og sur over, at der ikke var mere tid til at lege, da vi ankom til campingpladsen så vi havde noget af en tur med ham om, hvem der egentlig bestemte her (nogle gange er vi også selv i tvivl). Han blev god igen efter lang tids brok og råb, men det var en af de første ”store ture” vi havde med ham på turen. Men han er vel forståeligt nok ved at være lidt træt af sine forældre, som måske også kan være lidt anstrengte indimellem, når det er dårligt vejr, pladsen er trang og vi er trætte – og Mette er syg.