Napier

Vi brugte hele den første del af dagen på campingpladsen med endnu en tur i vandlandet med den store dragerutsjebane.

Men morgenen startede ellers med et helikopterbesøg. En af Nikolajs yndlingsbeskæftigelser er at holde øje med flyvere og helikoptere. Da han var ude for at lege inden morgenmaden opdagede han en helikopter. Det gjorde vi andre snart også for den kom tættere og tættere på og endte med at lande lige uden for campingpladsen. Vi drønede derud lige tids nok til at se en familie (japanere), der steg ud.

Vi har alle drømt om en tur i en helikopter, men er for nærrige – men drengen i familien var vist ikke glad for turen. Han var i hvert fald blevet noget luftsyg. Vi kunne nu stadig godt tænke os sådan en tur og ærgrer os over, at Anders aldrig blev pilot. Men Nikolaj lovede, at det skulle han nok blive, når han bliver stor, så vi ser frem til at blive hentet i helikopter til søndagsturen fra plejehjemmet.

Om eftermiddagen kørte vi mod Napier. En tur på omkring 140 km., men over flere bjerge, så det tog sin tid selv om Jakob er ved at være godt vant til bjergkørsel med camperen – i hvert fald vågnede Mette på et tidspunkt ved, at han var ved at lave en trepunktsvending i en hårnålesving uden udsyn ”fordi der lige var noget jeg ikke havde fået set ordentligt”.

Nikolaj nød turen. Vi havde installeret DVD-afspilleren ved hans sæde – det er egentlig det den er designet til – det syntes han godt nok var smart, så han fik set Bernhard & Bianca – endda både etteren og toeren før vi nåede Napier. Så fik han da tanket op på video-kvoten igen.

Napier er en lidt pudsig by. Meget stolt af sit image som Art Deco by, som store dele af byens arkitektur lever op til. Det har rod i et stort jordskælv i 1930’erne, der nærmest udslettede hele byen, så der var mulighed for at planlægge helt forfra.

Byen var pæn og interessant men virkede nærmeste mennesketom – vi er åbenbart kommet ud af skolernes sommerferie nu.

Vi spiste aftensmad på toppen af Bluff Hill med udsigt over hele egnen. Imponerende, men vi skulle have blevet der en times tid efter for solnedgangen blev rigtig flot den aften.

Vi ville blive i byen til næste dag og fandt et sted at parkere for natten. Det kostede 1 dollar i parkeringsbillet! Men så var det også med udsigt til havet og hyggelige naboer – det viste sig nemlig at vi havde parkeret lige ved siden af søløveanlægget i ”Marineland”. Lidt pudsige lyde at falde i søvn til.

Nikolaj spiser grøntsager!

Vi fik spaghetti og kødsovs til aftensmad. Det er nemt at lave og så havde vi jo tidligere konstateret, at Jonas kunne lide det.

Det er en velkendt ret hos os og den består af ganske mange grøntsager, der oftest snittes så fint, at Nikolaj ikke opdager dem. Men så fint bliver det ikke, når man står i et lille køkken i en autocamper, så Nikolaj opdagede grøntsagerne. Det plejer at føre til et større sorteringsarbejde for ham før han går i gang, men i dag sagde han, at han lige ville prøve og proklamerede derefter, at ”de da var meget gode for man kunne faktisk ikke smage dem.” (Grænsen gik dog før champignonerne.)

Taupo

Mette overlevede natten ved siden af skovvejen, men det havde ellers været en voldsom nat opdagede Nikolaj og Jakob, da de stod ud om morgenen. Nikolaj opdagede, at ulven Maugrim (chefen for det hemmelige politi i Narnia) lå død lige uden for autocamperen. Andre ville nok have troet, at det var et død vildsvin, men for os Narnia-kendere var det tydeligt, at det var her Peter havde kæmpet og besejret ulven. For at være sikker på, at den var helt død kastede Nikolaj godt med sten på kadaveret.

Dagens første stop var Waimangu Volcanic Valley, hvor et stort vulkanudbrud i 1886 havde udslettet et kursted og lagt et stort område øde.

Det viste sig, at det lå kun 200 meter fra vores overnatningssted, så den herlige udsigt vi syntes, at vi havde var faktisk over vulkanen.

Waimangu har nok været det mest imponerende vulkanområde vi har set indtil nu. Det er sjovt, at man kan se billeder og malerier før og efter fordi det store udbrud har været for nyligt (i vulkan-tidsregning). Og så er området stadig meget aktivt og huser bl.a. verdens største kogende sø.

Nikolaj var også rigtig sej og gik hele den godt 4 km lange hike uden brok – det hjalp lidt, at der var gå-slik, så ca. hver km udløste slik. Men det var nu sejt alligevel.

Det første vi mødte på turen var det sydlige krater – et dybt og vandfyldt hul i bjerget. Men det var ikke så imponerende som da vi kom til Echo Crater og Fryin Pan Lake – en stor og meget varm sø, der koger flere steder og er over 200 grader varm i bunden. Da vi stod og kiggede ud over vandet er Nikolaj i gang med sin yndlingsbeskæftigelse – at samle sten – og det fører til en interessant observation. ”Hej far, prøv lige at røre ved stenene.” Jakob rører ved nogle af stenene og mærker ikke noget. ”Nej far. Du skal prøve at samle en af de store sten op.” Og interessant nok er den rigtig varm. Hele området er simpelthen varmt af den termiske aktivitet. Jakob prøvede også, at stikke hånden i vandet lidt længere nede af floden, der løber fra søen. Det var vældig varmt.

Men det mest imponerende var nu først da vi kom ud til Inferno Crater. En stor turkisfarvet sø, der spil-koger!

På vejen var der også et væld af små geysere, kogende småpytter og aflejringer i mange farver fra de mineraler det varme vand indeholder.

Og så er det interessant at se, hvor frodigt et område kan blive på godt 100 år efter at det har været totalt udslettet af lava og aske.

Efter besøget her kørte vi til Huka Falls ved byen Taupo. Det er et vandfald, der med stor kraft bliver presset gennem en klippespalte. Der er en fin og nem tilgængelig udsigtsplads, men vi forsøgte os med en vej gennem en tæt skov, der ledte ud til den anden side af vandfaldet – vandfald er lidt sjovere uden rækværk for selv om Jakob fik mere forståelse for Mettes dårlige nerver, da det var Mette, der gik helt ud til kanten med Nikolaj.

Dagen sluttede på campingpladsen ved De Brett thermal ressort, hvor der var adgang til Taupo hot springs. Det var et herligt vandland med varme bade i flere temperaturer, vandfald – og bedst af alt – en kæmpe vandrutsjebane, som Nikolaj & Jakob prøvede adskillige gange. Et rigtigt godt sted.

Strandvejr

Vi blev det meste af dagen på campingpladsen ved Ohope Beach.

Så snart Nikolaj slog øjnene op spurgte han om han måtte gå ned til swimmingpoolen og han fandt det meget uretfærdigt, at han først skulle have morgenmad. Så efter morgenmaden var det tur til poolen – og vandrutsjebanen, som Nikolaj nu havde samlet sig mod nok til at prøve uden at Jakob skulle stå og gribe ham hver gang.

Fra poolen gik vi til stranden. Ohope Beach er en dejlig sandstrand med lavt vand ud til første revle og derefter gode bølger til surf og leg. Men ud over at være en god badestarnd, så har den en imponerende udsigt. Dels ligger stranden flot omkranset af bjerge og dels, så ligger der nogle kilometer ude i vandet en aktiv vulkan, hvor man hele tiden kan se en røgsky stige op fra. Øen er privatejet. Tænk lige at eje sin egen aktive vulkan. Sejt, men hvad mon man bruger den til? Og gad vide, hvad forsikringspræmien er?

Vi kom først af sted fra pladsen ved halv fem-tiden og skulle retur mod Roturua, hvor der var flere vulkanområder at udforske. Vi nåede næsten helt frem til det planlagte område, men da Jonas var meget træt og ked af det, fordi det var blevet sent, holdt vi ind for natten på en skovvej – ikke godt for Mettes nerver, men hun bliver mere og mere modig.

Te Puia og Soda Springs

Dagen bød på kogende mudderpøle, geysere og en badetur i en varm flod. Og så er sommeren for alvor vendt tilbage, så vi kørte til stranden.

Der var ikke synderligt spændende på den parkeringsplads vi overnattede på, så vi kom tidligt af sted til Te Puia (Whakarewarewa). Det er et termisk meget aktivt område med kogende mudder og geysere lige syd for Roturua.

Allerede fra afstand ser det imponerende ud. Der stiger røg og damp op fra hele området. Og som et lille kuriosum, så ligger der en golfbane lige op til området, så hvis man ikke skyder præcist nok kan bolden havne i en kogende mudderpøl.

Te Puia området er fuld af kogende mudderpøle og kogende søer. De fleste lugter ikke særlig godt (bl.a. af svovl, der lugter som rådne æg), men en lille kogende ”pot” på omkring 1 meter i diameter var helt rent vand, der altid står og spilkoger. Den blev tidligere brugt til at tilberede mad i til den nærliggende maori-landsby. Smart med sådan en permanent kogende gryde.

Hovedattraktionen er geyseren Pohutu. Den springer en til to gane i timen, så vi satte os til at vente. Efter ca. et kvarter begyndte den at småsprutte. På Island havde vi jo set Strokkur, der næsten uden varsel kommer med ét kæmpe sprøjt, så da Pohutu havde småspruttet i et par minutter var vi noget skuffede. Men så tog den fat og de næste 5-10 minutter stod der kaskader af kogende vand op i 20-30 meters højde. Ganske imponerende at stå lige nedenfor.

Geyseren sprang så længe, at Nikolaj ville videre, så han gik. Han blev meget sur, da Jakob skældte ham ud og forklarede ham, at han ikke bare må gå alene rundt i en vulkanpark i et fremmed land. Nikolaj bliver meget hidsig, når han får skældud og vi andre blive jævnligt truet med, at ”så gider jeg bare aldrig mere lege med dig mere!” Heldigvis er han sjældent sur eller hidsig mere end et par minutter for så sker der som regel et eller andet spændende. Og truslen – den står han heller ikke ved ret længe:-)

Efter Te Puia tog vi øst på for at finde en lille kilde – Soda Springs – hvor man kunne bade i det varme vand, hvor kilden løb ud i en flod. Vi havde læst, at det var en sidevej på vejen øst for Roturua mellem nogle søer, så det var ikke så nemt, men efter et par afveje (det er i øvrigt ikke så nemt at vende en stor autocamper på en smal bjergvej) lykkedes det at finde en lille grussti uden skilte eller lignende, der kunne indikere, at det var her den varme kilde var. Men den var der, så vi hoppede i badetøjet og hoppede i det meget varme vand. Det var vel over 40 grader, så det tog lang tid overhovedet at vende sig til at sidde i det. Men det var herligt og hyggeligt at sidde i det varme vand midt i et rislende vandløb mellem træer og blomster. De eneste andre vi mødte var en dame fra den lokale landsby, der var dernede med sine børnebørn. De viste Nikolaj, hvordan et lille vandfald kunne bruges som en naturlig vandrutsjebane lige ned i det varme vand.

Da vi stod op igen haglede sveden af os. Vejret er blevet rigtig godt, så når man sidder lige i solen i vand, der er over 40 grader, så får man varmen! Så selv efter et bad gik der kun et par minutter før sveden haglede af os.

Egentlig skulle vi have været længere sydpå og ind i landet, men da vejret er så godt og de lover op mod 30 grader de næste dage, så besluttede vi os for at køre til stranden i stedet. Så nu kørte vi nordøst på mod Ohope Beach.

Her indlogerede vi os på en campingplads lige ud til stranden – men Nikolaj var mere interesseret i den nærliggende legeplads og – endnu bedre – swimmingpool med en stor vandrutsjebane, som han frygtløs drønede nedad – til sidst endda modigt nok til at tage den på hovedet hele vejen ned.

Her er også internet – det støder vi ellers ikke meget på på parkeringspladser og campingpladser – så nu kan vi få opdateret hjemmesiden for de seneste dage.

Nikolaj i vandrutsjebanen ved campingpladsen ved Ohope Beach.

Rotorua

Roturua er et meget aktivt termisk område med varme kilder, geysere m.v. De varme bade blev krydret med en tur i den lokale udgave af Tivoli. Og så er det blevet sommervejr i dag.

Vi begyndte dagen med en lille smuttur til Okere Falls nord for søen Rotorua og meget tæt ved vores campingplads. Efter fem minutters kørsel fandt vi en parkeringsplads ved det vi troede var en sti til vandfaldet. Stien førte os ind i tæt regnskov, hvor Jakob måtte bygge en interimistisk bro for at vi alle kunne passere et vandløb tørskoet. Efter en kort men spændende vandretur gennem skov og op ad våde klipper stod vi pludselig i baghaven til en villa. Her var ikke noget vandfald, men en flink mand, der grinede, da vi sagde, at vi ledte efter vandfaldet. Heldigvis havde han en storslået udsigt fra sin veranda så ud over at nyde udsigten kunne han også vise os, hvor vandfaldet lå. Vel nede i camperen igen kørte vi yderligere fem minutter og kom så til en parkeringsplads med skilt til vandfaldet. Der var en nydelig grussti og tre minutters spadseretur til vandfaldet derfra. Det var nemt, men vi følte os nu mere som opdagelsesrejsende på den første tur selv om vi kun opdagede en villahave.

Vandfaldet var i øvrigt flot og med en lidt pudsig historie. I 1900 blev der installeret to 50 kW turbiner, der forsynede hele Roturua-området med strøm – i øvrigt som et af de aller første steder i New Zealand, der fik elektricitet. Det var dengang en hel turistattraktion i sig selv. Skiltet ved vandfaldet postulerede i øvrigt at en fjerdedel af verdens elektricitet i dag produceres ved vandenergi. Kan det virkelig passe?

På vej til vandfaldet var vi blevet kontaktet af Stuart Appliances i Rotorua. De havde endelig fået reservedelen til vores varmtvandsbeholder, så nu gik turen dertil og 15 minutter senere havde vi varmt vand.

Herefter tog vi til ”Polynesian Pools” i Rotorua. Det er et kurbad opbygget omkring en række varme og mineralholdige kilder. Børnene var dog forment adgang til en del af området, så det blev en tur i familie-området. Det var nu også alle tiders. Der var en stor swimmingpool med 33 grader varmt vand – det er ca. som havet omkring Fiji var – og to mindre bade med henholdsvis 37 og 42 grader varmt vand, så her fik vi virkelig varmen.

Jonas nød at plaske i vandet og Nikolaj var henrykt over vandrutsjebanen, som han vel nåede at prøve mindst 50 gange.

Dagens sidste aktivitet var ”Skyline Skyrides”, hvor vi i en svævebane blev ført op på et bjerg med udsigt over Rotorua-området.

Jakob fik prøvet ”Sky Swing” – en mellemting mellem bungyjump og et kæmpe pendul, hvor man bliver trukket højt op og ud os så får en ordentlig flyve-/gyngetur, når man slipper. Alle tiders, men ikke så fedt som bungyjump.

Herefter prøvede Nikolaj & Jakob nogle små køretøjer, der vel kan beskrives som en mellemting mellem et løbehjul og en gokart. Man styrer og bremser ved at trække i styret og så suser man ellers bare ned af forskellige racerbaner hele vejen ned af bjerget. Der kan komme rigtig meget fart på og da banerne er mellem en og to kilometer lange får man en rimelig lang tur. For neden førte en skilift os op på bjerget igen til flere ture. Det var rigtig sjovt – syntes både Nikolaj & Jakob.


Da vi kom ud derfra var børnene så trætte efter både svømmeture og racerløb, at vi ikke orkede at køre videre, så Jakob spurgte om vi måtte blive på parkeringspladsen. Så natten bliver tilbragt på så spændende et sted som en stor parkeringsplads- ikke den mest imponerende udsigt vi har haft fra vinduerne i autocamperen.

”Hot Water Beach” - Not!

Mette overlevede natten på stranden – ja altså i autocamperen ud til stranden. Vi blev ellers overfaldet flere gange i løbet af natten, men det var af kæmpekogler, der faldt ned på taget af autocamperen fra træet ovenover.

Det er dyrere end vi havde regnet med at overnatte på campingpladser, så hvis Mette bevarer modet tager vi nok nogle flere dage som ”free campers”.

Vi har stadig ikke varmt vand. Vi var ellers blevet stillet i udsigt, at det skulle blive lavet i dag, men reservedelen nåede ikke hertil fra Wellington. Rygterne siger, at lastbilen med pakkeposten væltede på motorvejen i den kraftige vind.

Det kunne vi nu ikke vente på, så vi begav os til Rotoura, der er et vulkansk meget aktivt område med geysere og varme søer. På vejen dertil tog vi til ”Hot Water Beach” for at få en forsmag på det varme. Det blev nu en kold fornøjelse. Meningen er ellers, at man graver et hul på stranden, der så fyldes med vand – ligesom når man laver sandslotte med voldgrave på stranden – men her er vandet varmt p.g.a. varmen i undergrunden. Desværre er bølgerne så kraftige, at de skyller hele vejen op ad stranden, så hullerne blev fyldt med koldt havvand i stedet. Tilmed regnede det, så det besøg var ikke den store succes.

Længere mod syd kørte vi ind i godt vejr, så da vi fandt en campingplads lidt nord for Rotoura kunne Nikolaj få brændt energi af på legepladsen.

Coromandel

Vi vågnede op til tørvejr. Herligt. Desværre varede det kun en halv times tid, så også denne dag blev præget af vejret. Og af problemer med autocamperen.

Vi ville egentlig have været til ”Hot Water Beach”, hvor man kan grave huller i sandet, der så fyldes af varmt vand p.g.a. den termiske aktivitet i undergrunden. Desværre var den lukket p.g.a. vejret og flere andre steder var utilgængelige som følge af meget nedbør.

Endvidere er der problemer med autocamperen. Det varme vand virker nemlig ikke, så efter Nikolaj & Jakob havde været en morgentur i poolen på campingpladsen måtte de bade i koldt vand.

Der kom to forskellige for at se om de kunne reparere vandvarmeren. Den sidste – en gastekniker – konkluderede, at der skulle reservedele til nede fra Wellington. De skulle gerne komme næste morgen, så vi måtte blive i området.

Dagen gik derfor med at udforske Coromandel halvøen. Det er et meget smukt område – selv i gråvejr – og vejen op nordpå løber langs kysten næsten hele vejen op til den lille by Coromandel med træhuse og forretninger i bedste westernstil.

Herefter krydsede vi henover halvøen. En kort smuttur på knap 30 km. Men det blev noget af en udfordring for vi skulle passere flere høje bjerge, så stort set hele strækningen var i kuperet terræn med hårnålesving, hvor max-hastigheden var 25 km/t, flere ensporede broer og strækninger så smalle, at to biler ikke kan passere hinanden. Og det meste af tiden kørte vi med klipper på højre hånd og dybe afgrunde på venstre hånd – og husk at man kører i venstre side her. Så Jakob fik sin ilddåb med at manøvrere camperen.

Da vi nåede til østsiden var vejret bedre og vi gjorde holdt ved en strand. Nikolaj ville naturligvis bade, men da han først fik tæerne i, var det alligevel for koldt. Jakob nåede dog en tur i de meterhøje bølger.

Vi spiste aftensmad på rastepladsen og da det alligevel var blevet sent, var Mette modig nok til at foreslå, at vi bare overnattede der. Mon hun får lukket et øje i nat?

Autocamper

Vi tog tidligt fra Paihia – ja faktisk tidligere end planlagt, for da Jonas vågnede lidt i seks stod vi op og pakkede bilen. Nikolaj kom ud i bilen i nattøj og faldt hurtigt i søvn igen. Jonas sov også straks vi kørte, så morgenmaden kom til at vente en times tid. Vi spiste morgenmaden i bilen for det øsede ned.

Vi var tilbage i Auckland ved frokosttid og fik vores autocamper – igen i øsende regnvejr. Da vi endelig havde fundet ud af, hvordan sådan en fungerede var vi meget frokostsultne, så vi stoppede ind ved McDonalds få hundrede meter nede af vejen. Desværre er camperen for høj til at kunne komme gennem McDrive, så vi blev meget våde bare af at løbe ind til McDonalds.

Derefter tog vi i FoodTown – New Zealands svar på Bilka – for at handle stort ind. Vi købte vel ca. en af hver ting, så nu er camperen fyldt godt op.

Vi kørte videre til området Coromandel i øsende regnvejr. Vi havde udset os en campingplads på forhånd i et smukt område med gode vandremuligheder. Vejen dertil stod imidlertid under godt en halv meter vand, så vi måtte opgive at nå frem. I stedet fandt vi en campingplads lidt nord for Thames, hvor vi tilbragte vores første nat i autocamperen ned til en rivende flod.
Det var herligt selv at kunne lave mad, så alle nød aftensmaden og – ikke mindst – udsigten til havregrød næste morgen (eksklusiv Mette).

Jonas spiser

Ja, at Jonas spiser er naturligvis ikke nogen nyhed. Men hidtil har han jo været mest på særkost med grød og frugtmos og så har han fået lidt af vores brød og lignende at gnaske på.

Men i dag var vi på italiensk restaurant, hvor vi bestilte en børneportion spaghetti bolognese, der egentlig mest var tiltænkt Nikolaj. Men det endte med, at Jonas spiste en stor del af portionen med et stort tilfreds smil. Så nu passer han rigtigt ind i familiens madvaner. Fra nu af skal han vist mere med på vores andres kost, når det bare ikke er alt for stærkt.

Afslapning

Efter to dage med kørsel fra morgen til aften blev den længste tur i dag de ca. 5 km. til det nærliggende Hakuru Falls. Et flot vandfald – men ikke helt det samme som at have et vandfald "for sig selv", som vi havde på Fiji, hvor vi badede under vandfaldet.

Ellers har dagen stået på afslapning. Der er langt retur til Auckland i morgen, hvor vi får autocamperen og også skal nå lidt videre sydpå. Det er også tydeligt, at der er foregået rigeligt de sidste par dage, så børnene nyder at være herhjemme.

Jonas kan få lov at eksperimentere videre med at kravle. Det veksler lidt mellem 2-3 kravleskridt og så noget "møven sig frem" på maven. Han er også begyndt at rejse sig op ad alt muligt.

Nikolaj har fået lov at se en film. Vi kom i tanke om, at vi helt glemte fredagsslik i sidste uge, så på vej hjem fik han lov at købe slik og sætte sig hjem foran en tegnefilm. Favoritten p.t. er Mulan, som vi har med på en lille DVD-afspiller.

Det blev endda til to film for mens Mette sov og Jakob var ovre med vasketøj, så startede han selv lige den næste film. Nogle gange skal frækhed jo belønnes, så det fik han lov til. Det er heller ikke meget fjernsyn han får set – her er jo hverken børnetime eller Disney-sjov. Men det er nu ikke noget han savner. I hvert fald hører vi ham aldrig plage om at se film, selv om vi har DVD-afspiller med. Det eneste han plager om er at spille spil med os. Favoritten lige nu er uno. Men det er nu rigtig hyggeligt.

Sen eftermiddag gik vi en tur i Paihia. En lille – meget turistpræget – by. På et tidspunkt siger Nikolaj, at han skal tisse og han og Jakob går ind på en restaurant for at låne et toilet. Nikolaj har vist travlt, for mens Jakob spørger en tjener efter toilettet, har Nikolaj allerede hevet bukserne ned. Han blev noget sur over, at hele restauranten grinede af ham :-)

Endnu en tand bedre

I dag blev det tydeligt, hvorfor vi har noget natteroderi med Jonas for tiden. En ny tand – den sjette – er dukket frem og sidder nydeligt i undermunden.

Endelig kælkevejr

Den meget kørsel dagen før havde ikke afskrækket os fra at køre helt til nordspidsen af New Zealand i dag. Det blev belønnet med betagende udsigt og en kælketur!

Selv om alle var lidt falde efter bilturen her til Bay of Islands, så besluttede vi os for at komme tidligt af sted og nå nordspidsen af New Zealand (og retur). Det er en tur på godt 400 km – og igen en del i bjergterræn, så det blev endnu en rigtig ”køre-dag”.

Første stop var ved stranden i Doubtless Bay. Det var dels en flot strand med udsigt over bugten med de frodige øer. Og dels en skattekiste af muslingeskaller og konkylier, der lå i bunkevis på stranden. Nikolaj samlede hurtigt både en hel spandfuld og en hatfuld af flotte muslingeskaller.

Vi fortsatte nordpå med et kort frokostsstop i en lillebitte by. Men ellers gik turen direkte til Cape Reinga, der med et fyrtårn markerer nordspidsen af New Zealand. Herfra kan man se ud over vandet, hvor det tasmanske hav og stillehavet mødes. En flot udsigt, hvor vi tog på en lille ekstra klatretur til en lille bjergtop, hvor vinden blæste så kraftigt, at Nikolaj dårligt kunne stå fast.

De sidste 20 kilometer ud til Cape Reinga var i øvrigt grusvej. Belært af erfaringerne fra både Hawaii og Fiji (se dagbog fra 15.01 og 06.01), hvor vi måtte opgive at forcere grusveje med huller som bombekratere, havde vi lejet en større bil med firehjulstræk. Men grusvejene her i Northland er alle pæne og jævne, så de gik så let som en leg.

Derefter kørte vi til ”The Great Sanddunes”, ser får Råbjerg Mile til at ligne en sandkasse. Men det var ikke sandslotte vi fik bygget. I stedet tog vi på kælketur.

Vi lejede et surfbræt og en bobslæde og så kælkede vi ellers ned af bakkerne. Nikolaj syntes, at det var helt vildt, at man kunne kælke i sand. Jonas var mindre begejstret for sin kælketur med Jakob. Det hænger nok sammen med, at man får en del sand i munden og øjnene, når man drøner ned af bakkerne. Sand har jo ikke samme praktiske egenskab som sne; nemlig at det smelter med tiden. Så da vi tog derfra havde vi simpelthen sand overalt. Men det var fedt. Specielt fordi vi netop har talt om, at kælketurene nok er det eneste, vi savner ved at gå glip af vinteren i Danmark.

Vi var først hjemme ved ni-tiden, så det blev en lang dag på farten igen. Børnene sov en del i bilen, så de er først faldet i søvn klokken 23. Jonas er i øvrigt stadig ikke så vild med at køre bil, men Nikolaj elsker at høre historier, så han sidder det meste af turen og hører Prop & Bertha på Mettes mp3-afspiller.

Da vi kom hjem måtte Nikolaj straks ringe til Arthur og til Nicolas og fortælle, at vi havde kælket.

Det smukke Northland

Vi sagde farvel til Auckland og drog nordpå til det lune og smukke Northland med strande, varme kilder og skove med de kæmpemæssige kauri-træer.

Efter lidt søgen på nettet havde vi fundet bil og overnatning i Northland, så her besluttede vi os for at bruge de sidste dage før vi fik autocamper (som vi har booket fra den 24. januar).

Vi kom noget sent af sted, fordi udlejningsfirmaet ikke havde to autostole, der fungerede. Det med autostole er tilsyneladende ikke noget, som de bruger meget her, men ud fra gamle reservedele lykkedes det os da at få samlet to sæder. Og så gav vi os på vej nordpå.

Første stop var ved en flot strand, hvor vi spiste frokost.

Herefter havde vi besluttet at tage den længste køretur til vores overnatning i Paihia (på østkysten) ved at køre hele vejen over til vestkysten.

Det blev en flot køretur med at par fantastiske vandreture i skove med de kæmpestore kauri-træer. Det er imponerende træer. Tykke stammer, der rejser sig lige lodret op fra skovbunden. Træerne blev ellers noget nær udryddet, da europæerne kom til New Zealand. Før europæerne kom brugte maorierne træerne til at hugge kanoer ud af – bl.a. er den 30 meter lange kano på War Memorial Museum i Auckland udhugget af én kauri-stamme. Men de store træer, der kan være tusinde år om at vokse op blev fældet i hobetal, da europæiske flåder af tømmerskibe (ikke tømmerflåder) kom hertil, fordi træet var rigtig godt til bl.a. master.

Men nu er de heldigvis fredede og på vores vandreture i skoven, så vi mange af dem. Dels er der turistattraktionerne – nogle kæmpestore træer, hvor det ældste og største (Tane Mahuta) er ca. 2000 år og mere end 13 meter i omkreds rundt om stammen. Og dels var vi i Trounson Forest på en skovtur, der var ligeså imponerende som de enkeltstående store træer for her stod de store kauri-træer tæt midt i skoven blandt andre træer, kæmpe-bregner og slyngplanter.

Men selv om køreturen var flot, var den også lang. Vi tilbagelagde i alt 400 km. i løbet af dagen. En overkommelig strækning efter danske forhold med motorveje og fladt landskab. Men i bjerge med hundredvis af hårnålesving – som man dog efterhånden lærer at tage i lettere hasarderet rallystil – så tager det lang tid. Vi var derfor først fremme ved hotellet (Scenic Cirkle) i Paihia i Bay of Islands kl. 10 om aftenen, så det var godt, at vi havde booket det på forhånd.

Dagen gav os begge god træning i kørsel her i New Zealand. Dels er venstre-side kørslen nu ved at være rutine – vi snakker allerede om, hvordan det bliver at vende tilbage til højre-kørsel i Danmark, når vi har kørt i venstre side i et par måneder. Og dels kørslen i det bjergrige terræn, som vi ganske sikkert kommer til at møde igen.

Og så selvfølgelig færdselsreglerne. Man må køre 100 km/t næsten alle steder bortset fra i byerne, og da vejene uden for byerne her i Northland er meget snoede er det ikke en fartgrænse, der overskrides særlig tit. Men efterhånden kan vi godt bringe vores firehjulstrukne stationcar til at klare svingene i ganske pæn fart.

Desværre blev den friske kørsel for meget for Nikolaj, der blev køresyg. Han er heldigvis fantastisk dygtig til at sige til og holde sig, så mens Jakob forsøgte at finde et par meter med rabat på bjergvejen lykkedes det Mette at finde pose frem før Nikolaj kastede op. Herligt at slippe for bilrengøring.

Solnedgang bag bjergene ved Omapere i Northland.

Tak for mere is

Nikolaj snakkede i telefon med mormor i morges. Hun var så letsindig at love, at hun og morfar nok skulle give penge til, at Nikolaj og Jonas kunne få en is hver dag.

Det syntes Nikolaj jo var fantastisk, så da vi holdt pause senere på dagen proklamerede han, at han ville have den største is; "mormor betaler". Vi fandt en bøtte med to liter og gik i gang. Det gav en del kommentarer fra forbipasserende – bl.a. en mand der sagde "det der har jeg altid godt kunne tænke mig at gøre".

Så mormor og morfar. Der røg lige en tyver mere på jeres regning.

Det er godt med mange venner

I dag mens vi gik fortalte Nikolaj os, at alle i hele verden var hans venner – ja altså bortset fra alle pigerne naturligvis! Mor var dog en undtagelse. "Dig elsker jeg selv om du er en pige, mor." Men bortset fra mor, kunne han altså ikke lige komme i tanke om nogle piger, der var søde. "I børnehaven ødelægger de vores leg og driller, når vi siger, at de ikke vil være med". Nå, men den slags bliver jo heldigvis kureret med årene.

Pingviner og hajer

Selv om vi sov længe kom vi hurtigt ud af døren for vi skulle nå en gratis shuttlebus ud til Kelly Tarltons Underwater World. Bussen kom imidlertid aldrig, så det var forgæves, at vi var hurtigt af sted. Nå, men vi fandt en offentlig bus derud.

Det var mindre end vi havde ventet, men et ganske udmærket sted at bruge et par timer. Der var en større udstilling om de berømte sydpol-ekspeditioner, som Jakob syntes var meget interessant.

Børnene synes, at det var sjovere at kigge på fisk – specielt den over 100 meter lange tunnel, hvor man gik under vandet og var helt tæt på hajer, rokker og andre flotte fisk var imponerende. Og så var der en legeplads, hvor Nikolaj prøvede at køre snescooter, dykke i undervandsbåd og kravle ind i en fisk. Og endelig fandt vi Nemo og Dory.

Vi fik også en tur ind i et stort pingvinområde med hen ved hundrede kongepingviner.

Om aftenen var vi en tur i Skytower der med sine over 300 meters højde er den sydlige halvkugles højeste tårn. Her var en imponerende udsigt over hele Auckland omegn. Efter sigende skulle man kunne se over 80 km. ud af i klart vejr. Det var flot at se hele havneområdet med de tusindevis af lystsejlere og imponerende at se, hvordan der adskillige steder stak små og store keglevulkaner op af landskabet. New Zealand er et af de yngste vulkanområder i verden – de fleste vulkaner er kun omkring 50.000 – 100.000 år gamle og da de kan have en levetid på millioner af år, skal der nok blive fest og farver igen på et tidspunkt.

Freden sænker sig over Narnia

I aftes blev vi færdige med at fortælle Narnia-historien. Nikolaj var meget optaget, da Jakob fortalte om det store slag mellem heksens og Peters hær. Det var sjovt at fortælle historien, som jeg jo også nød meget, da jeg var barn.

Mindst lige så sjovt var det at se Nikolaj, mens jeg fortalte. Det er helt tydeligt, at hans hoved er fuldt af billeder, mens jeg fortæller. Han gisper højlydt, når det er uhyggeligt og jubler, når de gode vinder.

Narnia-bøgerne er vist selvskrevne til ønskelisten nu med mindre Kurt kan finde mine gamle bøger.

Mobilnr i New Zealand

Det er ikke lykkedes os at få Jakobs mobiltlf. til at virke, så forhåbentlig ligger der ikke vigtige beskeder eller sms’er.

Nu har vi købt et New Zealandsk sim-kort, så nu kan vi træffes på 0064 210512653, men husk at det er takst til New Zealand for jer og at vi har 12 timers tidsforskel.

Dinosaurerne er løs i Auckland

Mette havde ondt i maven og Jonas var træt efter han faldt meget sent i søvn aftenen før. Så det var kun Nikolaj og Jakob, der tog af sted til Auckland War Memorial Museum. Det var en fin tur gennem Auckland Domain (en park). Nikolaj havde ellers været træt i benene på vejen derhen. Men da vi først var der, så mente Nikolaj, at der gik en vulkan i udbrud og da han ikke kunne stoppe lavaen ved at stikke pinde i jorden, så måtte vi løbe af sted. Og vi stoppede først, da vi nåede i sikkerhed i en stor bygning. Det var tilfældigvis museet og så var vi jo fremme.

Det var et spændende museum. I stueetagen var der udstilling af en række Maori-genstande, der beskrev deres levemåde – og ikke mindst deres krigsudstyr. Men det har nu også været et ganske krigerisk folk, der mest af alt overlod deres land til europæerne fordi de var udslidt af interne kampe. Mest imponerende var en 30 meter lang krigskano med plads til 100 maori-krigere. Kanoen var udhugget af én træstamme. Nikolaj var dog noget betuttet af den maori-kriger, der stod og rakte tunge ved siden af.

På første sal var der en slags zoologisk museum over regionens dyre- og planteliv. Her kunne vi bl.a. se en rekonstruktion af den imponerende fire meter høje Moa – en fugl, der ikke kunne flyve – lidt a’la en kæmpe struds. Den uddøde på få hundrede år, da der kom mennesker til New Zealand. Fuglen havde nemlig ingen fjender, så den var ikke bange for jægerne, der bare kunne gå hen til den og slå den i hovedet med en kølle.

Men det bedste her – i hvert fald efter Nikolajs smag – var ”Dinosaurs alive”. Her kom en levende to meter høj dinosaurus vandrende lige ind blandt os alle. Nogle få voksne bemærkede, at dinosaurusen havde menneskeben, men det opdagede børnene ikke, så de var alle vildt imponerede – og flere af dem også skrækslagne.

Museets anden sal indeholdt ”War Memorial” museet om de krige New Zealand har deltaget i.

Hjemme igen var Mette og Jonas begge friske. Og aftenturen bød på udsigt over havnen og mange flotte skibe. På et tidspunkt kom vi forbi en kæmpestor lystyacht der endda havde plads til en sejlbåd på dækket og Nikolaj siger: "Se hvor stor den er. Den er endda højere end dig far!"

Auckland

Med penge på lommen er det nemt at nyde Auckland. Det var nu egentlig ikke fordi vi har brugt mange penge i dag – vi har bare været ude at gå hele dagen – men det gør det lidt sjovere, at man kan købe noget at spise og drikke indimellem.

Men dagen startede koldt. Vi har jo nu vænnet os til tropevarmen, og da der kun var et par og tyve grader og overskyet i morges, så frøs vi lidt, da vi begyndte vores dagstur til toppen af Mt. Eden – en gammel udslukt vulkan. Det blev en herlig tur. Bjerget er ikke så højt – kun godt 200 meter. Men der er et godt stykke dertil fra hotellet og en del op ad bakke, så vi fik rørt os godt i dag. Det var herligt efter tre uger, hvor vi mest har rørt os, når vi var i vandet (måske lige bortset fra turen til vandfaldet i Fiji).

Fra toppen er der en fantastisk 360-grader udsigt over Auckland. Det er sjovt at se, som der mange steder i og omkring byen stikker små vulkaner op. Det er helt ”klassiske ” keglevulkaner med flotte kratere.

For foden af bjerget lå en legeplads, så der fik Nikolaj (og Jakob) lov at lege efter besøget på toppen. Der var en rigtig god svævebane, der dog var lige lovlig voldsom. Det lykkedes i hvert fald Nikolaj at falde af. Men så man jo bare prøve igen…

Men denne dag gav også sine problemer. Dem var vi dog til fulde selv skyld i. Vi tog som sagt hjemmefra i skyet og – efter vores målestok – køligt vejr og havde regntøj i stedet for solcreme i tasken. Men det var solen og ikke regnen, der brød frem, så det er lykkedes os alle fire at blive lettere solskoldede i dag. Lidt kikset, at det sker den første dag i New Zealand, når vi nu har været tre uger på Hawaii og Fiji uden problemer (nå, ja Mette blev selvfølgelig også lidt solskoldet på Hawaii).

Jakobs ryg er ved at være helt frisk igen

Jakob har siden Hawaii lidt en del af problemer med ryggen. Det var desværre meget ligesom dengang for to år siden, hvor det tog flere måneder at komme ovenpå igen, så jeg var rimelig nedtrykt over det. Når det var værst, gjorde det ligeså ondt, som jeg husker fra dengang.

Heldigvis vidste jeg nu, hvilke øvelser jeg skulle lave og sammen med store doser smertestillende kunne vores rejse fortsætte nogenlunde uhindret selv om det var hårdere for Mette, der i højere grad måtte tag slæbet.

På Hawaii-øen (”Big Island”) betød det dog, at vi kom lidt mindre rundt, fordi bilkørsel ikke er specielt godt for ryggen. Men det var nu også fordi, der var så fantastisk at snorkle. Og netop svømning viste sig helt perfekt for min ryg. Både på Hawaii og Fiji var jeg først rigtig i gang efter dagens første svømmetur, så hvis man skal finde noget godt i det, så var timingen god. For med masser af øvelser slap jeg – 7-9-13 – også af med det, inden vi ankom til New Zealand. Så da vi endelig – efter alle pengeproblemerne – ankom til vores hotel i Auckland forslog jeg Nikolaj, at vi legede kildemonster (for uindviede ligner det en slåskamp i sengen). Han lyste helt op og blev så alvorlig ”jamen, kan din ryg da det far”. Det var herligt at kunne svare ja og så lege vildt med ham igen. Det havde jeg ellers kun kunne, når vi var i vandet.

Nu håber jeg inderligt, at jeg ikke kommer til at mærke til det igen.

Jonas kravler

Jonas reddede dagen, der ellers var præget af en noget nedtrykt stemning p.g.a. pengemangel.

Mens Jakob var af sted for at komme i kontakt med banker og familie for at få skaffet flere penge, så løftede Jonas stemningen hjemme på hoteller med adskillige længder ved at kravle sin først halve meter. Både Mette og Nikolaj jublede.

Send flere penge

Turen fra Fiji til New Zealand gik nemt. Efter tre timers flyvning landede vi i Auckland. Her begyndte så til gengæld dagens problemer.

Indtil nu har vi blot klaret os med vores kredit-kort. Det har virket fint både med mastercard og VISA-kort indtil for et par dage siden. Vi tænkte, at det var nok bare på Fiji og kortene virkede da også indimellem, så det gik. Vi mente, at det nok ville løse sig, når vi kom til New Zealand. Det gjorde det ikke!

I lufthavnen i Auckland blev begge vores kort afvist. Vi havde heldigvis ca. 40 amerikanske dollars tilbage, så vi fik skrabet sammen til en busbillet til hotellet. Her blev vores kort også afvist, men heldigvis var netop det hotel (Airedale) betalt hjemmefra, så vi fik da et sted at sove. Værre var det med mad. Det var ikke sjovt at være forældre da Nikolaj begyndte at plage – ikke efter is og slik, men bare efter noget at spise. Da følte vi os ikke som særlig gode forældre og selv om det kun var et døgnstid vi prøvede at være ”fattige”, så gav det en ekstra forståelse for, hvorfor forældre kan blive ret desperate, når der ikke er råd til mad til børnene.

Vi kunne dog lige skrabe sammen til noget toastbrød, en pakke smør og et par skiver skinkepålæg. Så det var, hvad frokosten og aftensmaden bestod af. Det var ok, men udsigten til, at både morgenmad, frokost og aftensmad næste dag skulle være det samme var ikke så behagelig.

Vi måtte derfor have hjælp hjemmefra og mor/Birgitte blev sat på sagen. Og inden dagen var helt omme på denne side af jorden var vores VISA-kort genåbnet. Da vi desuden havde fået overført penge via Western Union for en sikkerheds skyld var vi nu ganske velhavende igen. En stor tak til mor/Birgitte. Nu kan vi ikke bare love Nikolaj mad i morgen, men også is og slik :-)

Regntid

På vores sidste dag i Fiji fik vi for alvor oplevet, hvad det vil sige, at vi er i regntiden. Det har regnet det meste af eftermiddagen og hele aftenen. Og når det regner her, så kommer der vand! Efter kort tid var der 15-20 cm. højere vandstand i swimmingpoolen. Men det bliver jo ikke koldt af den grund, så Nikolaj og Jakob var naturligvis en tur i poolen midt i regnvejret.

Formiddagen var til gengæld tør, men den brugte vi på lidt anden vis end forventet. Nikolajs myggestik bliver nemlig ved at vokse. Nu er de største 5-6 cm. i diameter. Vi tog derfor en tur til lægen (så nåede vi også det i Fiji). Han fik en fire forskellige medikamenter han skal henholdsvis drikke og smøre på, så vi blev velforsynet med medicin.

Lægeforløbet var lidt pudsigt - og lidt pinligt. Fiji er et land med offentlig sygesikring, så der er gratis lægekonsultation. Vi fik et lift til lægehuset og sukkede, da vi så, at der var kø fra venteværelset og helt ud på vejen (mindst 20 mennesker ventede). Nå, men vi fandt sorteper frem og fandt os til rette på gulvet. Vi havde nu ikke engang fået delt kortene ud før vi blev kaldt ind. Som turister lagde vi jo "cool cash", så vi kom foran alle andre - lidt pinligt, men nemt for os.

Besøget kostede os den nette sum af 30 Fiji $ (godt 100,- kr.). Unægtelig et andet prisniveau end på Hawaii (se dagbog fra 31.12.2005).

Samlet set har det været en god uge på Fiji. Først to dage i luksus og de følgende dage lidt mere ydmyge m.h.t. hotelstandard, men vi har nydt varmen, havet, poolen og den smukke natur hele ugen. I morgen tidlig går turen til Auckland, New Zealand.

Tak for spillet

Nikolaj er blevet rigtig glad for at spille kortspil.

Farmor gav ham et spil sorteper i lufthavnen og det bliver flittigt brugt med store grin eller ærgrelse alt efter om han ender med sorteper.

Men bedst er fiskespillet fra Nicolas. Når Nikolaj savner sine venner derhjemme, så finder han fiskespillet frem. Så mange tak for det Nicolas.

Et andet hit-spil er uno, som han lige har lært.

Haster: Hjælp - kender I Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet

Jakob er gået i gang med at fortælle Nikolaj Narnia-historien om Løven, heksen og Garderobeskabet. Vi er nået til der, hvor det bliver jul, men hvor heksen tryller juleselskabet om til sten (efter de har mødt Hr. Bæver).

Men nu kan Jakob ikke lige huske helt, hvad der så sker. Hvis nogen af jer har bogen eller kender den rigtig godt, kan i så ikke e-mail et resume eller bare overskrifterne fra kapitlerne, så tror jeg, at vi kan huske det meste.

Det haster, da Nikolaj er meget begejstret for historien.

The Sleeping Giant

Der var engang en lille Fiji-pige, der blev sendt ud efter vand. Hun gik op i bakkerne bag landsbyen og fandt en dejlig frisk kilde. Men lige da hun skulle til at tage vand i sin krukke lød der en dundren og en kæmpe kom og tog hende til fange.

Pigens brødre kunne ikke forstå, hvor deres søster blev af og gik ud for at lede efter hende. De fandt hende i kæmpens hule, slog kæmpen så hårdt i hovedet, at han besvimede og væltede om med et brag. Mens pigen tog med hjem blev kæmpen liggende tilbage som et stort bjerg, som indbyggerne i landsbyen kalder "den sovende kæmpe".

Bjerget "The Sleeping Giant" ligger lige nord for, hvor vi bor. På vej til hotellet spurgte vi taxachaufførens kone (som også var med) om, hvorfor bjerget hed sådan og hun fortalte historien, som Jakob oversatte for Nikolaj. Siden har Nikolaj ville høre historien mindst 50 gange, så i dag satte vi os for at se om vi kunne finde kæmpen.

Vi kørte til "Garden of the Sleeping Giant", der ifølge myten skulle ligge lige der, hvor kilden, som pigen hentede vand i, udspringer. Her var Fijis største samling af orkideer. Og mens Mette (og Jakob) kiggede på blomster var Nikolaj og Jakob på jagt efter kæmpen - bevæbnet til tænderne med pinde og sten. Vi fandt både fodspor, det træ kæmpen tisser op ad og endda kæmpens hule - men ingen kæmpe. Men det var rigtig flot med tusindvis af blomster i flotte farver. Men det var godt, at Nikolaj kunne komme på "kæmpe-jagt" for vi følte os lidt som vores egne forældre, da vi trak ham rundt fra den ene blomst til den anden.

Derfra gik turen gennem sukkerrørsplantager til Lautuka - Fijis næststørste by med 50.000 indbyggere og centrum for Fijis hoved-eksportkilde; sukker. Byen var nu et kedeligt bekendtskab. Om søndagen er stort set alt på Fiji lukket, så vi så ikke meget andet end tomme gader og lukkede forretninger.

Turen gik derfor hurtigt videre mod en lille landsby - Navala, men her måtte vores lille bil give op. 40 km. på hullede grus- og jordveje turde vi ikke at udfordre - allerede efter 2 km var både vi og bilen ved at ryste fra hinanden. Motorlampen lyste stadig og vi vidste ikke om vi overhovedet måtte køre på jordvejene med den lejede bil. Så vi vendte om og kørte hjem til feriens første regnskyl.

Nu fik vi (endelig) oplevet, hvad det vil sige, at det er regntid - det har vi nemlig ellers grinet lidt af. Vi nåede lige i ly på hotellet før det brød rigtig løs. Skybruddet varede kun ca. 10 minutter, men der kom meget vand.

Aftensmaden fik vi på McDonalds. Et stort hit for Nikolaj - ikke så meget p.g.a. maden, men for første gang på turen var der en legeplads.

Nikolaj & Jakob bader ved Biausevu-vandfaldet.

Vandfald og fredfyldte strande

En herlig dag i Fijis natur. Vi vandrede i regnskov, badede under vandfald og nød aftensolen på en næsten mennesketom idyllisk sandstrand.

Vores lille - meget lille - bil ankom kl. 9 om morgenen. Det var som lovet lykkedes udlejningsbureauet at opstøve to barnestole, men hvor meget ekstra sikkerhed det giver er nok til at overse. De ligner begge første generation børnestole og er formentlig produceret i starten af 80’erne. Den ene har endda mistet selerne. Nå, men så må vi jo håbe, at vi og alle andre kører pænt de næste to dage.

Bilen er billig. Og det ses tydeligt. Da vi skulle underskrive overdragelsessedlen, måtte vi sætte krydser for gamle skader på stort set hele bilen undtagen taget. En lampe lyser rødt i instrumentpanelet lige ved siden af olie- og temperaturmåleren, men manden fra udlejningsbureauet forsikrede om, at det var ikke noget vi skulle tage os af. "Det var bare noget i motoren, der skulle udskiftes…"

Nå, men eneste alvorlige mangel var sådan set, at der ikke var benzin på, så det var dagens første opgave. Det er jo ikke i sig selv nogen særlig udfordring, men det viste sig, at blive lidt vanskeligere, fordi vores kreditkort stadig ikke virker. Mette kan hæve 20 dollars ad gangen et par gange om dagen. Nå, men vi fik da lidt benzin på og drog ned mod sydkysten for at finde Biasevu-vandfaldet.

Det var en køretur gennem et rigtig flot landskab. Sukkerrørsmarker, små landsbyer, køer og svin på vejen, øde hvide sandstrande og palmer prydede udsynet hele vejen. Det var imponerende flot. Men det viste også, hvor fattigt Fiji egentlig er. Bønder der pløjer med gammeldags træplove spændt for okser, børn der sidder ved vejkanten for at sælge fem mangofrugter.

Og alle vi møder er vældig flinke. Vi kan ikke stoppe et sted uden at have fem lokale rundt om os for at røre Jonas og Nikolaj. Specielt Jonas går alle fremmede hen og aer eller kysser og Nikolaj kan ikke forstå, hvorfor alle klapper ham på hovedet. Men alle er flinke og hjælpsomme. Da Jakob - lidt forvirret over det med venstre-side-kørselen - er på vej til at dreje ned af en ensrettet vej - den forkerte vej, så dytter bilen bagved. Manden står ud af bilen og går hen og fortæller, at der er indkørsel forbudt og hvilken vej vi ellers kan tage. Senere ville Jakob købe et par bananer. Da han bad om det, grinede manden i boden. "To bananer. Det må du få. Folk plejer at købe 20 ad gangen". Vi nøjedes nu med de to alligevel - og så var de endda gratis.

Efter et par timers kørsel når vi frem til en grusvej, der fører op til den lille landsby, hvorfra der er adgang til Biasevu-vandfaldet. Sådan noget som skilte er der ikke mange af. Men guidebogen skrev, at man skulle til venstre efter BP-tanken. Og det virkede! Selv om vejen dertil var ved at tage livet af vores lille bil. Det var flere gange tæt ved, at vi skulle ud for at skubbe bagpå.

I landsbyen tilbød en mand at følge os op til vandfaldet. Det var en tur på knap tre kvarter gennem regnskoven, så det gav vi gerne en lille betaling for en guide til. Han bar også Jonas hele vejen ud og Nikolaj hjem og fortalte om dyr og planter undervejs. Jeg har glemt, hvad de hedder, men han fandt bl.a. nogle herlige små æble-agtige frugter til os undervejs.

Turen var imponerende. Vi krydsede ni vandløb, så vi smed sandalerne og tog turen på bare fødder. Det var en tur på ca. tre kvarter hver vej gennem et frodigt vildnis - lidt hårdt på bare fødder, men det var det hele værd. Vi mødte ingen andre turister, så vi havde det helt for os selv. Turen sluttede ved det ca. 30 meter høje vandfald. Nikolaj og Jakob hoppede i vandet og badede under vandfaldet. Det var vildt fedt. Det larmede og var næsten umuligt at komme hen til p.g.a. kraften fra vandet, men Nikolaj og Jakob syntes selv, at de var ret seje - "det er herre psyko" som Nikolaj råbte.
Efter vandfaldet kørte vi til Natadolo Beach. Det skulle efter sigende være en af øens smukkeste strande, men det er der vist ikke så mange, der får glæde for vejen dertil en "under construction" og vi fandt kun derud fordi nogle børn viste os vejen.

Men flot det var den. Vi badede i aftensolen i dejlig varmt vand, så også Jonas var med. Vi havde stranden næsten helt for os selv.

På vej hjem forsøgte vi uden held at hæve et lidt større beløb end de 20 Fiji $. Aftensmaden blev derfor på den billige restaurant fra dagen før.

På stranden i dag lærte Jonas selv at sætte sig op. Det var han meget stolt af.

Mette, Nikolaj & Jonas i vandet ved Natadola Beach i aftensolen.

Bankproblemer og billig mad

Nikolaj vågnede tidligt og foreslog straks en tur i poolen. Så kl. halv syv var Nikolaj & Jakob på vej i poolen. Her brugte vi det meste af formiddagen.

Om eftermiddagen tog vi en taxa til Nadi til den fyrstelige sum af 7 Fiji $ (ca. 25 kr.). For den sum fik vi en guidet rundvisning i byen med gode råd om hvordan man undgik de mest fuskede restauranter. Vi blev sat af ved byens imponerende Hindu-tempel.

Byen var hurtig overset. Der er én hovedgade, som man kan gå op ad på en halv time.

Vi skulle bruge en bil de følgende dage, så vi kiggede ind til Sharma’s car rental. Efter lang tids telefoni rundt på hele øen lykkedes det at finde to børnestole og med det på plads bookede vi en bil til næste dag. Desværre accepterede deres system ingen af vores kreditkort, så vi måtte i en hæveautomat. Det lykkedes lige akkurat at skrabe kontanter sammen til leje + et depositum.

Men nu var der næsten ikke penge til mad. Så kom taxachaufførens gode råd på banen og på hans opfordring fra tidligere på dagen styrede vi lige uden om restauranterne på hovedgaden og ned til en lille restaurant i en sidegade. Her fik vi glimrende indisk mad for 20 Fiji $ (ca. 70 kr.).

Sådan er det i Danmark…

I dag, da vi sad i solen og spiste is siger Nikolaj pludselig. "Det er sådan, de har det hjemme i Danmark, ikke?" Vi forstod ikke helt, hvad han mente, før han pegede på isen og uddybede. "Ja, så koldt som vores is?" Det synes han er mærkeligt, når vi dårlig kan holde varmen ud her.

Viti Levu

Det blev kun til to dage på Treasure Island. Dels fordi det er hundedyrt og dels fordi man også får nok af det. Det ligger fantastisk idyllisk, der er et væld af ting at tage sig til o.s.v. - men det er bare en lille ø, som man kan gå rundt om på 10-15 minutter. Det passede os derfor egentlig fint nok at tage derfra, men vi kommer til at savne at snorkle.

Vi sejlede ind til hovedøen (Viti Levu) og indlogerede os på Aquarius hostel. Et lille back-packer’s inn til en sjettedel af prisen vi havde givet på Treasure Island . Men det er udmærket. Vores værelse er småt og ikke af særlig høj standard. Men udsigten fra vores altan er bestemt mere værd, end vi giver. Solnedgang bag Fiji’s bjerge, der kan nydes enten fra bordene i spisestedet, poolen eller vores altan.

Hoteller ligger i Nadi Bay - lidt nord for Nadi. Vi brugte dagen i poolen og på stranden for det er næsten for varmt til at være i gang med noget.

eDag paa Fiji

Der findes vist snart ikke et sted i verden uden internetforbindelse. Så selv om tiden tilbringes i en hængekøje med udsigt til havet, så kan der selvfølgelig e-mailes.

Hvordan det kan vare vanskeligt at leve op til eDag2 i Danmark virker lidt mærkeligt, naar man sidder her paa en lille ø i Fiji med internetforbindelse. Det eneste spøgsmål det rejser er vel, hvorfor man bliver i Danmark, når man (næsten) ligeså godt kunne vare på herfra. Nå, det er der jo andre grunde til og der er nu også for meget andet at tage sig til her (fx dase i solen eller snorkle) til at arbejde, så det er ikke det tiden bruges på.

Bula

På Hawaii hedder det Aloha. Her i Fiji siger alle "bula" hele tiden til hinanden. Det er alle man møder, der hilser med et "bula". Tænk hvis vi også derhjemme gik og sagde hej til alle vi mødte.

Nå, men både det og velkomstkomiteen da vi ankom til både lufthavnen ved Nadi og til Treasure Island er udtryk for en stor åbenhed. Alle er nemme at falde i snak med og alle spørger om vores børn. Jonas kan slet ikke få lov at sidde i fred. Ligegyldig om vi sidder og spiser eller slapper af ved poolen, så kommer der nogen hen og kysser ham.

Restauranten er i øvrigt glimrende. Morgenmaden tilberedes af kokken, når man bestiller den. Ikke noget med gammelt røræg eller lunkne omeletter. Det bliver lavet mens man kan se på, hvad den store "big mama" kok (det er hun altså) putter i. Maden nyder man med udsigt til vandet - og om aftenen til solnedgangen.Efter morgenmaden var det tid til dagens første snorkeltur.

Dagens store hit for Nikolaj var øens minigolf. Det mente han, at han var mester til, så vi lånte et sæt kugler og køller og tog fat. Banerne ligger da også idyllisk spredt ud over øen i palmelunde, blandt tropiske blomster og omgivet af træer med flotte papegøjer - men også myg :-( Det blev til en enkelt hole-in-one og til en del lidt mindre imponerende baner.Vi tog også en tur med en båd med glasbund, så vi kunne se koraller og fisk lidt længere ude. Så kunne Jonas også få mulighed for at se det.

Om eftermiddagen var Jonas med i poolen. Det nød han helt vildt. Det var vel faktisk første gang på turen, at vi for alvor lavede noget som lige passede ham. Ellers er han jo mestendels "bare" med. Men vandet i poolen var næsten ligeså varmt som et babybassin i en dansk svømmehal, så han plaskede glad rundt.

Eftermiddagen bød også på en tur ud for at fodre fisk. Men Nikolajs kræfter er ved at være godt brugte. Han er jo i gang hele tiden. Så bedst mens vi sad og kiggede ned i vandet faldt Nikolaj i søvn.

Det gentog han til aftensmaden, hvor han faldt i søvn mellem retterne. Det var nu udmærket for så kunne han holde sig vågen til aftenens store begivenhed; krabbevæddeløb.

Fiji - Treasure Island

De første to dage på Fiji tilbragte vi i en hytte lige ned til stranden på en lille ø med palmer omkranset af hvide sandstrande. Næsten et lille paradis.

Vi ankom til Fiji ved 6-tiden om morgenen. Selv på denne tid var der velkomstkomite med sang i lufthavnen. Vi skulle tilbringe de næste to dage på en lille ø - Treasure Island - i en hytte lige ud til stranden. Så her ville vi selvsagt gerne hurtigt ud til. Vi agerede rige turister (det var vi også indtil vi betalte for opholdet på Treasure Island) og chartrede en speedbåd derud.

I bedste turiststil blev vi mødt af en gruppe ansatte på øen, der afbrød deres tjans med strandrensning for at synge en velkomstsang for os. Der var fantastisk service fra starten. Vi fik en hurtig rundvisning på øen (den er ikke større end, at det var klaret på 10 minutter). Turen sluttede ved vores hytte, hvor al vores bagage i mellemtiden var blevet båret til.

Det var bare fedt, at vi kunne få hytten så tidligt - vel omkring kl. 8 om morgenen. Ti minutter senere var vi på stranden og i vandet. Hytten ligger som sagt lige ud til stranden og 10 meter ude i havet er der koralrev med masser af fisk, så de næste par timer lå vi og plaskede rundt med masker og snorkler. Ingen skildpadder men nye fiskearter i.f.t. Hawaii. Da det er en lille ø og dermed relativt få besøgende skal man ikke ret langt fra kysten før koralrevene er ganske levende og ubeskadigede.

Efter badeturen pakkede vi ud og efter en god barbecue frokost holdt vi "afslapning" i middagsheden. Igen sender vi en taknemmelig tanke til opfinderen af airconditioning for her er endnu varmere end på Hawaii - det er en rigtig fugtig varme. Herefter var det tid til en tur i poolen.

Aftensmaden kunne vi nyde med udsigt til vandet og solnedgangen.

Men selv om det er tæt på, så findes paradis altså ikke i denne verden. Ud over, at Skt. Peter næppe opkræver samme takst pr. overnatning, så var tornen i øjet her; myg. Specielt Mette vækker stor begejstring hos myggebestanden på øen, der levede rigtig godt af hende. Vi fik derfor også god brug for det myggenet, som vi havde med til børnene. Over den store seng i hytten var der heldigvis allerede myggenet.

Dagen der forsvandt

Vi forlod Hawaii om aftenen den 8. januar og sov hurtigt. Da vi vågnede over Nadi, Fiji havde vi passeret datolinien. Vi landede den 10. januar kl. 6. Flyvetiden var ca. syv timer, men vi havde brugt halvanden døgn i kalenderen. Mærkeligt.

På vulkaner

Den sidste dag på Hawaii ”Big Island” blev tilbragt i øens vulcano state park, hvor verdens mest aktive vulkan hører hjemme.

Vejen til vulkanparken gik gennem den sydlige del af ”Big Island”. Den er frodig og kuperet, så det var et smukt landskab med grønne bakker, blomster og bjerge. Selve vulkanen ligger i 3500 fods højde, så vi kørte en del op ad. Det betød også, at der var køligt, men vi var velforberedte med langt tøj og sko.

Desværre er vulkanen så aktiv, at der den seneste tid er sket en del sammenstyrtninger, så der var lukket af ud til der, hvor de aktive lavastrømme løber. Det havde vi ellers glædet os meget til at se. Havde vi haft tid til at blive der kunne man på en aftentur se den glødende lava på 1-2 miles afstand – men i dagslys var det kun noget røg og damp, hvor lavaen møder havet.

I stedet havde vi god tid til at se de store kratere fra de tidligere udbrud – der har været adskillige store udbrud bare de seneste hundrede år – senest i 1982. Det største krater er flere kilometer bredt. Det er ganske fascinerende. Man kan stå lige på randen af det rygende krater (røgen er nu ikke fra vulkanen, men fra nedsynkende regnvand, der fordamper, når det møder den varme undergrund. Men vi så ned i flere af disse ”lava-skorstene” som Nikolaj kaldte dem.

Aller først var vi dog inde i en biograf og se en film om vulkanen med flotte scener fra tidligere udbrud. Nikolaj blev så opslugt af filmen, at han pludselig spurgte ”Har jeg ble på?” Det havde han ikke, så Nikolaj og Jakob – som han sad på skødet af – måtte have tørre bukser.

Vi var også ude at vandre på lavaen fra nogle af de tidligere udbrud. Det er som at gå på en forstenet flod. Lavastrømmen fra det seneste udbrud i 1982 var vel 50 meter bred og kun gennembrudt på sin vej mod havet en vejen, der naturligvis var blevet genopbygget.

Vi tog en kort hike ned af ”devastating trail”, der er lagt lige i skillelinien mellem et frodigt område og et fuldstændig goldt område, der i 1959 blev ramt af glohed aske fra et udbrud. Selv efter så mange år var vegetationen kun så småt ved at genvinde rodfæste.

Noget af det mest fascinerende var også en tur gennem ”the lava tubes”. Tunneler formet af lavastrømme, der afkøles udefra og derfor størkner, mens de er flydende indeni og derfor kan tømmes, så der er lange ”rør” tilbage. Tunnelerne er flere hundrede meter lange. De førte ud midt i en frodig regnskov, som Nikolaj & Jakob straks måtte på opdagelse i. Nikolaj så et dyr. Det var vist en bjørn – eller også var det en fugl :-)

Ved fem-tiden gik turen videre, da vi skulle med et fly fra Hilo til Honululu for at nå vores aftenfly videre til Nadi, Fiji.

Volcanoes Park, Big Island, Hawaii: Panorama over Kilauea Caldera krateret fra Halemaumau Overlook

Nikolaj på vej ud for at snorkle ved stranden ved siden af vores hotel på Hawaii "Big Island".

Farvel til skildpadder og fisk

I dag er vores sidste hele dag på Big Island. Vi er blevet på hotellet for at nyde omgivelserne.

Efter en morgenmad med udsigt over havet tog vi ud for at snorkle. Det lykkedes Nikolaj og Jakob at svømme en tur med en stor havskildpadde. Mette så en kæmpe havskildpadde lidt længere ude. Vel ca. en meter i diameter. Der var også masser af fisk og vi så flere nye arter.

Da vi havde leget et stykke tid på stranden opdagede vi pludselig, at der lå en skildpadde lige ved siden af os. Så fik Jonas og Nikolaj mulighed for at se den helt tæt på (eller så tæt den nu havde lyst til at være).



Vi har nu boet knap fem dage på Outrigger Keauhau Beach Ressort. Det må samlet siges at have været rigtig godt. Dejligt vejr hele tiden. Der er en lagune lige ud for hotellet, som vi har udsigt til fra værelset. Det var her vi så havskildpadder den første dag. Morgenmadsbuffeten med nok af det hele (Nikolaj gufler havregrød og vafler til morgenmad) nyder man med udsigt over brændingen. Poolen er god og ligeledes med udsigt til havet. Værelset er stort og godt. Og det bedste: Der er ca. 50 meter til et alle tiders snorkel site, som man bare vader ud til lige fra stranden. Med havskildpadder og mylder af fisk.

Ad vildsomme veje på Hawaii…

I dag var turdag. Men vi skulle nok have lejet en firhjulstrækker, hvis vi ville have nået det vi satte os for. Men vi endte da på stranden, så alt sluttede godt.

Vi havde udset os en nationalpark (Kekaha state park) med store lavaområder, hvor vi ville nå ud til stranden, der så ud til at ligge fantastisk mellem lavaklipper og palmer og med koralrev. Desværre måtte vi strække våben – eller rettere bil – inden vi kom tæt nok på til at begynde en hike det sidste stykke. Der var ellers vej et godt stykke ud af mod vandet, men allerede da vi drejede fra hovedvejen begyndte det at se lidt besværligt ud. Indgangen til nationalparken var et stort hul, men med Mette ude at dirigere bilen lykkedes det at komme forbi. Herefter var der sådan set grus-/jordvej resten af vejen. Det gik også godt de første par kilometer, men efterhånden som stenene i vejen blev fodboldstørrelse og hullerne på størrelse med badekar, så måtte vores familiebil give op. Mens vi vendte bilen dukkede en jeep op, der til vores store fortrydelse fortsatte ned ad vejen.

Vi nåede derfor aldrig ned til stranden, men fik en interessant køretur i et område, der var helt goldt og dækket af gammel lava. Tilbage på hovedvejen fortsatte vi gennem et lavalandskab med helt sorte klipper. En yndet attraktion er åbenbart at tage en spandfuld hvide sten med (alle tage dem andre har medbragt) og ”skrive” på de sorte klipper. Så langt øjet rakte var lavaklipperne dækket af skriblerier. De fleste af mindre lyrisk opfindsomhed så som ”I love Helen”. ”Joe was here” etc. Vi overvejede at forny budskaberne med et link til http://www.harder.nu/, men synes alligevel, at det var lidt synd at spolere de mange kærlighedserklæringer for at få hvide sten til vores eget forehavende. Så vi kørte videre til en strand, som nogle vi mødte på vejen havde anbefalet til børn. Det må nu være nogle hårdføre børn, for da vi kom frem var det kun hærdede surfere, der var i vandet i de meterhøje bølger, der hamrede ind mod de hårde klipper.

Men vi havde lovet børnene en strandtur, så vi fortsatte nordpå til Hapuna Beach. Den var herlig. Vi lå i skyggen af klipperne ud til en dejlig bred sandstrand med herligt badevand. ”Der er mega-bølger” råbte Nikolaj, og hurtigt kom han og Jakob i vandet til en ”dyst” med bølgerne. Selv om bølgerne var store og gode til ”body-surfing”, så var bunden meget langsomt skrånene, så der var ikke dybt og kun sand, så der var ikke så kraftig understrøm og det gjorde ikke ondt at blive væltet. Efter badeturen byggede vi sandslotte og både Nikolaj og Jakob blev begravet i sandet. Alt i alt en rigtig god strand.



Vi overvejede at fortsætte op nordpå til Waipio Valley som vi ikke nåede den første dag, men klokken var ved at være mange, så vi tog hjem ad – og havnede lige midt i en myldretidskø, så de sidste 10 kilometer tog 45 minutter at køre! Surt. Om aftenen tog vi på en god thai-restaurant. Bagefter fik Nikolaj lov at købe fredagsslik. Det var helt ok, at disney-sjov var erstattet af udsigten til aftensol og bølgebrus fra altanen, når bare der var fredagsslik.

Jo, lige en ting til. Selv om det meste af dagen blev tilbragt i bilen, så lykkedes det Mette at blive solskoldet som en reje, så hun fungerer som vores natlampe nu. Det er nu utroligt, at hun har holdt de første to uger før det skete. Men hun bruger også børnenes solblokker i takt med, at vi køber noget som Nikolaj ikke kan tåle.

En "børnevenlig" strand ved Kekahaka State Park.

Jonas udvider sin horisont

Jonas er nu også begyndt at gå på opdagelse. Han er begyndt at kunne rejse sig op ad alting. Han nyder at kunne få større overblik over verden. Men man skal være over ham hele tiden for han falder hurtigt.

Nikolaj ringer hjem

Hver eneste dag snakker Nikolaj om, at han savner Bertram og Arthur og sin gode ven Nicolas. Han vil meget gerne allerede nu lave legeaftaler med dem alle, når vi kommer hjem. Så selv om der sker en masse her, så er I altså ikke glemt derhjemme. Jakob fik– med god hjælp fra Nina i KL – lavet et huskespil med hele familien og vennekredsen på – så det har vi også haft spillet for at huske jer alle.

I dag fik Nikolaj lov at ringe hjem. Telefonnettet var desværre nede ud af Hawaii, så da vi havde lovet ham at han måtte ringe, måtte Jakob frem med mobiltelefonen. (Det må blive til et lille mellemværende med KL, når vi kommer frem for der var vist ikke meget arbejdsmæssigt i den snak). Han snakkede længe med Arthur selv om han syntes, at det var noget fjollet, at Arthur snart skulle til at i seng, når vi var ved at sætte os til morgenmaden her på Hawaii. De fik snakket om alt det der skete – om skildpadder, fisk og vulkaner på Hawaii. Og om snehuler i Danmark. Konklusionen blev dog, at Bertram og Arthur var noget skuffede over, at Nikolaj ikke havde mødt Lilo & Stitch fra Disney-sjov.

Så lykkedes det at svømme med havskildpadder!

I dag svømmede vi rundt med skildpadder i bugten lige ud for vores hotel. Herligt!

Vi begyndte dagen med en snorkeltur fra stranden lige ved siden af vores hotel. Jonas sov i klapvognen, så han blev efterladt på stranden mens vi andre tre gik ud.

Så snart vi havde stukket hovederne under vandet begyndte Nikolaj at plapre løs. Vi er dog efterhånden ved at lære at tyde lydene, der kommer ud gennem snorklen, så nu kan vi høre, at han fortæller om alle de fisk, vi ser. Der er f.x. masser af fisk af arten ”Gælle” fra Nemo-filmen. Kendere vil måske hellere bruge dens andet navn ”Moorish Idol” eller ”kihikihi” på hawaii. Vi så også flere kuglefisk i dag.

Nikolaj er efterhånden helt fortrolig med maske og snorkel og har lært at kommunikere under vandet også, så nu kan man snorkle ved siden af ham og pege og gestikulere om, hvor der er fisk, hvor store de er o.s.v. Det er herligt at svømme med ham under vandet og se ham med kæmpe smil i øjnene bag dykkermasken.

Vi havde kun været under kort tid, før vi så en havskildpadde. Som I måske har fornemmet, hvis I har fulgt med på bloggen, så er vi ret betaget af de store havskildpadder. Det var derfor en fantastisk oplevelse at svømme lige ved siden af dem og kunne se dem tæt på, mens de spiser, svømmer o.s.v. Vi så flere af dem. Den største var vel 70 cm. lang (samme længde som Jonas). Så selv om Nikolaj var imponeret, så var han også lidt betuttet over at være helt tæt på så store dyr under vandet.

Efter frokost tog vil til Pu'uhonua o Honaunau, der er en nationalhistorisk state park. Her har der en gang været to interessante beboelser. Den ene var et samlingssted for høvdingene på Hawaii. Det andet var et tilflugtssted for ”fredløse”. En meget pudsig retsinstitution, der gav mulighed for amnesti for alle forbrydelser. Det var nemlig sådan med stedet, der var helligt, at hvis en forbryder kunne nå derhen uden at blive fanget af vagter eller andre – ja så kunne de opnå tilgivelse og amnesti for deres forbrydelser. Så hvis man var adræt, så var det nemt at være forbryder.

Det er jo en mærkelig samfundsinstitution vil vi nok mene, men i samfund, hvor der bl.a. var dødsstraf for at komme til at kaste sin skygge på en kongelig, så forekommer det måske mere forståeligt.

Om aftenen nåede vi lige en snorkeltur mere – først på en lille strand, der nu var ret kedelig og senere på ”vores egen strand”, hvor havskildpadderne dog var væk, men der var masser af fisk tilbage.

Oldemors fødselsdag

Oldemor i Hjallerup fyldte 96 i dag, så Nikolaj fik lov at ringe til hende. Nikolaj fortalte glædesstrålende om alle de fisk vi har set – og skildpadder. Men da forbindelsen ikke var helt perfekt ved jeg ikke, hvor meget der kom igennem.

Men det var hyggeligt at hilse på og hun var glad for at vi ringede. Hun havde aldrig før fået fødselsdagshilsen fra Hawaii.

Solnedgang

Vi har udsigt fra hotelværelset mod vest. Det giver os udsigt til en flot solnedgang.

Havskildpadder på en ø lige ud for vores hotel på Big Island.

Kinderoverraskelsen: Det er jo hele tre ting...

Det har været en begivenhedsrig dag. Jakobs ryg driller desværre stadig. Det betød, at vi lod bilen stå og kiggede nærmere på omgivelserne omkring os. Det gav Nikolaj (og os andre) mindst tre herlige overraskelser:

For det første spiste vi morgenmad med udsigt over vandet – og vigtigere; udsigt til swimmingpoolen. Nikolaj kunne slet ikke spise morgenmad for at komme hurtigt i poolen.

For det andet så vi havskildpadder. Poolen ligger, så man har udsigt over havet. Og mens vi var der, så vi fem havskildpadder kravle op for at sole sig på en lille klippeø lige ud for os. Jakob vadede ud mod dem. Man må komme ret tæt på, hvis man ikke generer dem, så det var spændende. Man må dog naturligvis ikke røre dem, men at sidde to meter fra en stor havskildpadde er altså også rimelig imponerende.

For det tredje er her et herligt område at snorkle i. 50 meter fra hotellet kan man vade lige ud i et mylder af farverige fisk. Nikolaj var igen helt vild og efter lang tid måtte vi tvinge ham op ad vandet fordi han rystede af kulde og havde blåfrosne læber. Vandet bliver nemlig rimelig koldt, når bølgerne kommer ind langt ude fra. Vi var alle imponerede, men helt klart mest Nikolaj, der hele tiden havde hovedet under vandet, mens han ivrigt snakkede gennem snorkelen. Det er dels umuligt at forstå og dels er det svært uden at få vand i munden, så han hostede og spruttede også en del gange. Det var fantastisk at snorkle rundt med ham, mens han ivrigt pegede på flotte doktorfisk, sommerfuglefisk, kuglefisk og mange andre arter vi ikke lige kender. Længere ude var der kraftig strøm, så her kommer Nikolaj ikke med ud – han svømmer nemlig bare selv af sted, hvis han bliver optaget af nogle fisk, så man skal have en hånd i ham. Længere ude er fiskene større og vi så bl.a. store papegøjefisk og lange trompetfisk.


Da Nikolaj havde fået varmen tog vi lige en tur i poolen igen – og igen. I alt nåede han vist i vandet fem gange i dag. Oppe på værelset er der karbad. Det nåede han også lige to gange i dag – den ene gang sad han og Jakob og læste historie derude. Han får nok snart svømmehud mellem fingre og tær.

En tand bedre

Jonas har fået sin femte tand, så nu har han tre på stribe i undermunden. Forældrene er stolte.

Det er i øvrigt pudsigt at rejse med børn. Alle steder spørger folk os om børnene, om hvor vi kommer fra og ”det var da også jer i lufthavnen, ved poolen” o.s.v. Det er jo en god indgang til at snakke med masser af mennesker.

Jonas synes de fleste jo er sød (når han er i godt humør) og Nikolaj synes de er sjov, når han spæner rundt eller springer i poolen.

De har det i det hele taget herligt sammen de to.

Hawaii ”Big Island”

Den 3. januar forlod vi Oahu. Vi havde købt nogle rimelig billige flybilletter med Aloha Airlines til Hawaii-øen (”Big Island”), der er den største ø i Hawaii-gruppen. Vi fløj til Hilo på østkysten. Men her skulle det regne det meste af året (det gjorde det nu ikke i dag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel), så vi lejede en bil og kørte en meget smuk tur over til vestkysten, hvor vi havde booket et hotel syd for Kailua-Kona. På den vestlige side af øen er der flere meget høje bjerge og derfor er der sol, varmt og badevand.

På vejen tog vi en afstikker af en lille vej gennem regnskov og da vi standsede for at nyde udsigten over havet så vi en havskildpadde svømme rundt nedenfor. Det var fantastisk men varede desværre kun i få sekunder før den dykkede og var væk. Turen førte også forbi vandfald, bjerge, bananpalmer og meget mere storslået natur.

Vi bor på Outrigger Keauhou Beach Ressort. Et vældig fint hotel. Og vi har værelse med udsigt ud over brændingen, så hvis vi åbner døren til altanen om aftenen kan vi blive lullet i søvn til lyden af bølgernes brusen. Det er da ikke så tosset.

Hvad værre er, så gør Jakobs ryg knuder igen. Forhåbentlig kommer han hurtigt over det.

Udsigt over Hanauama Bay.

Fisk. Mega Vildt!

Dagen startede gråt. Jakob gik ellers med Jonas til stranden kl. 6 for at se solopgang, men den var nu svær at få øje på. Det var i øvrigt næsten besværligt at komme frem, for der lå mennesker og sov over alt på stranden.

Vi besluttede os for alligevel at tage til Hanauma Bay. Det er et gammelt vulkan-krater som for millioner af år siden har fået forbindelse til havet. Det har givet mulighed for udviklingen af et fantastisk naturligt beskyttet koralrev, som det til gengæld er lykkedes turister at ødelægge en del af på få årtier.

Men det var stadig imponerende. Nikolaj & Jakob var ude med maske og snorkel med det samme. Og Nikolaj havde kun haft hovedet under vand få gange da han råbte; ”Fisk. Mega Vildt! Den er lige så stor som mig.” Og selv om det nok er en overdrivelse, så var det imponerende. 5 meter fra strandbredden kunne vi stikke hovederne ned til et mylder af forskellige fisk. Og det var ikke blot hundestejler, som man kan se dem under badebroerne i Furesøen. Farverige fisk i alle størrelser – nå ja, måske ikke alle størrelser – men Nikolaj og jeg svømmede næsten ind i en fisk så lang som min arm.

Desværre øsede det ned, så Nikolaj blev rigtig hurtigt kold. Ham og Jonas blev derfor parkeret i læ af klapvognens regnslag mens mor og far skiftedes til at tage ud for at snorkle. Revet var desværre meget hærget af de mange turister, der ikke kan forstå, at man ikke må røre ved korallerne. Men fiskelivet fejlede ikke noget. Vi svømmede gennem stimer af farverige fisk og så utallige forskellige arter. Eneste minus – ud over regnen – var at vi ikke stødte på en havskildpadde. Det har vi stadig til gode.


Nikolaj snorkler (der er masser af fisk i vandet).

Da vi besluttede os for at tage hjem blev det naturligvis solskinsvejr og så steg alles humør også et par grader. Vi var da også kun lige kommet ind ad døren på hotellet, før Nikolaj mente, at det var tid til en tur i poolen – eller ”firkantbadet” som han kalder det. Vi sluttede dagen af med is fra den lokale isbar. Mette mente, at vi bare skulle dele to is (noget har hun lært om økonomi). Nikolaj og Jakob bestilte straks to af den største, de havde, men da ekspedienten havde lavet den første is, så afbestilte de resten af ordren. Der var vel knap en liter is – noget af den i en chokoladeovertrukken hjemmebagt vaffel – resten i en skål ved siden af for det kunne ikke være i vaflen. Nikolaj bad undervejs igennem isen om at få lov at sove og senere gav også Jakob op. Jonas og Mette prøvede forgæves at spise resten. Vi har i øvrigt fået flybilletter til ”Big Island” i morgen, så der skal vi bruge de sidste 5 dage på Hawaii.

Pearl Harbour 2: Japanerne kommer igen!

Japanerne har i øvrigt en helt anden strategi nu for at invadere Hawaii end dengang med Pearl Harbour. I dag ville det være vanvittigt at bombe Hawaii for flere japanerne end andre medborgere ville miste livet. Der er nemlig japanere overalt.

Det positive er – ud over at de altid er venlige og næsten alle sammen skal hilse på vores børn (på japansk) – at man føler sig kæmpestor. De fleste er jo næsten et hoved lavere end mig :-)
Ulempen er, at der flere steder udelukkende er japanske beskrivelser – det være sig på meget turistinformation og ikke mindst på flere spisesteder. Selv om Mette og jeg tidligere har haft succes med at spise på restaurant uf fra arabisk menukort, så forekommer det med mere satset med japansk. Specielt når Jakob nu ikke kan lide fisk.

Byodo In templet i Valley of the Temples.

Fest for de døde

Vi stod op til regnvejr i dag. Godt nok kun kortvarigt, men det var ganske skyet, så stranden blev det ikke til på denne første dag i det nye år.

I stedet besluttede vi os for en større sightseeing på Oahu. Vi ville bl.a. vandre gennem regnskoven til ”Sacred Falls State Park” som Jakob havde læst om et sted. Desuden ville vi til ”Valley of the Temples”. Begge dele gav nu sine komplikationer.

Det hele så ellers ud til at kunne lykkes fint. Det var en relativt lang tur, men da øens offentlige transport (TheBus) hidtil havde været nogenlunde pålideligt, så var vi fortrøstningsfulde. Det hele skulle endda passe fint med, at det var samme bus vi skulle med det meste af vejen.

Vi kom tidligt af sted og tog bussen til Honululu, hvor vi skiftede bus. Jakob spurgte om chaufføren ville sætte os af et par timer senere ved ”Sacred Falls State Park”. Det kendte hun nu ikke noget til, men da vi senere fandt det på et kort kom hun i tanke om, at det var da lukket for offentligheden for flere år siden. Så meget for Jakobs research…

Nå, men pyt med det. Vi glædede os stadig til ”Valley of the Temples”. Jakob spurgte så chaufføren, om hun ville satte os af der. ”I don’t go anywhere near that place” var svaret. Hmmm – det stod der nu ellers i busplanen, men en busplan er jo bare et stykke papir og det var en stor og resolut kvinde, der sad bag rattet, så vi tog det til efterretning. Vi stod af lidt senere på jagt efter andre busser, der kørte den vej. De fandtes heldigvis – desværre kun med timedrift. Efter en længere rundtur gennem flere små byer, så blev vi sat af lige ud for ”Valley of the Temples”. Derfra kunne vi se, at den første bus kørte forbi ca. 1 km. derfra. Men for mange amerikanere er det jo sikkert ”nowhere near that place” :-)

Det var et imponerende sted. Et japansk tempel – Byodo In - lige for foden af høje bjerge. Nikolaj og Jakob fik ringet på den tre tons tunge klokke ved templet.

I samme område lå også en kirke og en meget stor kirkegård. Det er tilsyneladende et yndet udflugtssted nytårsdag. I hvert fald var der mange besøgende til gravene og flere steder var der tændt op i grill til en større barbeque-sammenkomst. Familierne til de afdøde mødes åbenbart her nytårsdag. Der blev fyret fyrværkeri af på gravene og i bedste blanding af kristendom og noget nogle vil kalde hedenske skikke andre omsorg for de afdøde – blev der lagt små ”offergaver” på gravstenene. Alle steder var der mange blomster og flere steder lidt frugt. Andre havde fået en take away menu fra Subway med til det hinsides og atter andre gravsteder var prydet med juletræer, balloner og øl! Så festlig ser en dansk kirkegård helt sikkert ikke ud nytårsdag.

Der er i øvrigt gravpladser med havudsigt til leje, hvis det skulle have interesse.

Gravsted ved Valley of the Temples.