Der var engang en lille Fiji-pige, der blev sendt ud efter vand. Hun gik op i bakkerne bag landsbyen og fandt en dejlig frisk kilde. Men lige da hun skulle til at tage vand i sin krukke lød der en dundren og en kæmpe kom og tog hende til fange.
Pigens brødre kunne ikke forstå, hvor deres søster blev af og gik ud for at lede efter hende. De fandt hende i kæmpens hule, slog kæmpen så hårdt i hovedet, at han besvimede og væltede om med et brag. Mens pigen tog med hjem blev kæmpen liggende tilbage som et stort bjerg, som indbyggerne i landsbyen kalder "den sovende kæmpe".
Bjerget "The Sleeping Giant" ligger lige nord for, hvor vi bor. På vej til hotellet spurgte vi taxachaufførens kone (som også var med) om, hvorfor bjerget hed sådan og hun fortalte historien, som Jakob oversatte for Nikolaj. Siden har Nikolaj ville høre historien mindst 50 gange, så i dag satte vi os for at se om vi kunne finde kæmpen.
Vi kørte til "Garden of the Sleeping Giant", der ifølge myten skulle ligge lige der, hvor kilden, som pigen hentede vand i, udspringer. Her var Fijis største samling af orkideer. Og mens Mette (og Jakob) kiggede på blomster var Nikolaj og Jakob på jagt efter kæmpen - bevæbnet til tænderne med pinde og sten. Vi fandt både fodspor, det træ kæmpen tisser op ad og endda kæmpens hule - men ingen kæmpe. Men det var rigtig flot med tusindvis af blomster i flotte farver. Men det var godt, at Nikolaj kunne komme på "kæmpe-jagt" for vi følte os lidt som vores egne forældre, da vi trak ham rundt fra den ene blomst til den anden.
Derfra gik turen gennem sukkerrørsplantager til Lautuka - Fijis næststørste by med 50.000 indbyggere og centrum for Fijis hoved-eksportkilde; sukker. Byen var nu et kedeligt bekendtskab. Om søndagen er stort set alt på Fiji lukket, så vi så ikke meget andet end tomme gader og lukkede forretninger.
Turen gik derfor hurtigt videre mod en lille landsby - Navala, men her måtte vores lille bil give op. 40 km. på hullede grus- og jordveje turde vi ikke at udfordre - allerede efter 2 km var både vi og bilen ved at ryste fra hinanden. Motorlampen lyste stadig og vi vidste ikke om vi overhovedet måtte køre på jordvejene med den lejede bil. Så vi vendte om og kørte hjem til feriens første regnskyl.
Nu fik vi (endelig) oplevet, hvad det vil sige, at det er regntid - det har vi nemlig ellers grinet lidt af. Vi nåede lige i ly på hotellet før det brød rigtig løs. Skybruddet varede kun ca. 10 minutter, men der kom meget vand.
Aftensmaden fik vi på McDonalds. Et stort hit for Nikolaj - ikke så meget p.g.a. maden, men for første gang på turen var der en legeplads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar