Med penge på lommen er det nemt at nyde Auckland. Det var nu egentlig ikke fordi vi har brugt mange penge i dag – vi har bare været ude at gå hele dagen – men det gør det lidt sjovere, at man kan købe noget at spise og drikke indimellem.
Men dagen startede koldt. Vi har jo nu vænnet os til tropevarmen, og da der kun var et par og tyve grader og overskyet i morges, så frøs vi lidt, da vi begyndte vores dagstur til toppen af Mt. Eden – en gammel udslukt vulkan. Det blev en herlig tur. Bjerget er ikke så højt – kun godt 200 meter. Men der er et godt stykke dertil fra hotellet og en del op ad bakke, så vi fik rørt os godt i dag. Det var herligt efter tre uger, hvor vi mest har rørt os, når vi var i vandet (måske lige bortset fra turen til vandfaldet i Fiji).
Fra toppen er der en fantastisk 360-grader udsigt over Auckland. Det er sjovt at se, som der mange steder i og omkring byen stikker små vulkaner op. Det er helt ”klassiske ” keglevulkaner med flotte kratere.
For foden af bjerget lå en legeplads, så der fik Nikolaj (og Jakob) lov at lege efter besøget på toppen. Der var en rigtig god svævebane, der dog var lige lovlig voldsom. Det lykkedes i hvert fald Nikolaj at falde af. Men så man jo bare prøve igen…
Men denne dag gav også sine problemer. Dem var vi dog til fulde selv skyld i. Vi tog som sagt hjemmefra i skyet og – efter vores målestok – køligt vejr og havde regntøj i stedet for solcreme i tasken. Men det var solen og ikke regnen, der brød frem, så det er lykkedes os alle fire at blive lettere solskoldede i dag. Lidt kikset, at det sker den første dag i New Zealand, når vi nu har været tre uger på Hawaii og Fiji uden problemer (nå, ja Mette blev selvfølgelig også lidt solskoldet på Hawaii).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar