Vi havde udset os en nationalpark (Kekaha state park) med store lavaområder, hvor vi ville nå ud til stranden, der så ud til at ligge fantastisk mellem lavaklipper og palmer og med koralrev. Desværre måtte vi strække våben – eller rettere bil – inden vi kom tæt nok på til at begynde en hike det sidste stykke. Der var ellers vej et godt stykke ud af mod vandet, men allerede da vi drejede fra hovedvejen begyndte det at se lidt besværligt ud. Indgangen til nationalparken var et stort hul, men med Mette ude at dirigere bilen lykkedes det at komme forbi. Herefter var der sådan set grus-/jordvej resten af vejen. Det gik også godt de første par kilometer, men efterhånden som stenene i vejen blev fodboldstørrelse og hullerne på størrelse med badekar, så måtte vores familiebil give op. Mens vi vendte bilen dukkede en jeep op, der til vores store fortrydelse fortsatte ned ad vejen.
Vi nåede derfor aldrig ned til stranden, men fik en interessant køretur i et område, der var helt goldt og dækket af gammel lava. Tilbage på hovedvejen fortsatte vi gennem et lavalandskab med helt sorte klipper. En yndet attraktion er åbenbart at tage en spandfuld hvide sten med (alle tage dem andre har medbragt) og ”skrive” på de sorte klipper. Så langt øjet rakte var lavaklipperne dækket af skriblerier. De fleste af mindre lyrisk opfindsomhed så som ”I love Helen”. ”Joe was here” etc. Vi overvejede at forny budskaberne med et link til http://www.harder.nu/, men synes alligevel, at det var lidt synd at spolere de mange kærlighedserklæringer for at få hvide sten til vores eget forehavende. Så vi kørte videre til en strand, som nogle vi mødte på vejen havde anbefalet til børn. Det må nu være nogle hårdføre børn, for da vi kom frem var det kun hærdede surfere, der var i vandet i de meterhøje bølger, der hamrede ind mod de hårde klipper.
Men vi havde lovet børnene en strandtur, så vi fortsatte nordpå til Hapuna Beach. Den var herlig. Vi lå i skyggen af klipperne ud til en dejlig bred sandstrand med herligt badevand. ”Der er mega-bølger” råbte Nikolaj, og hurtigt kom han og Jakob i vandet til en ”dyst” med bølgerne. Selv om bølgerne var store og gode til ”body-surfing”, så var bunden meget langsomt skrånene, så der var ikke dybt og kun sand, så der var ikke så kraftig understrøm og det gjorde ikke ondt at blive væltet. Efter badeturen byggede vi sandslotte og både Nikolaj og Jakob blev begravet i sandet. Alt i alt en rigtig god strand.
Vi overvejede at fortsætte op nordpå til Waipio Valley som vi ikke nåede den første dag, men klokken var ved at være mange, så vi tog hjem ad – og havnede lige midt i en myldretidskø, så de sidste 10 kilometer tog 45 minutter at køre! Surt. Om aftenen tog vi på en god thai-restaurant. Bagefter fik Nikolaj lov at købe fredagsslik. Det var helt ok, at disney-sjov var erstattet af udsigten til aftensol og bølgebrus fra altanen, når bare der var fredagsslik.
Jo, lige en ting til. Selv om det meste af dagen blev tilbragt i bilen, så lykkedes det Mette at blive solskoldet som en reje, så hun fungerer som vores natlampe nu. Det er nu utroligt, at hun har holdt de første to uger før det skete. Men hun bruger også børnenes solblokker i takt med, at vi køber noget som Nikolaj ikke kan tåle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar