26 januar 2006

”Hot Water Beach” - Not!

Mette overlevede natten på stranden – ja altså i autocamperen ud til stranden. Vi blev ellers overfaldet flere gange i løbet af natten, men det var af kæmpekogler, der faldt ned på taget af autocamperen fra træet ovenover.

Det er dyrere end vi havde regnet med at overnatte på campingpladser, så hvis Mette bevarer modet tager vi nok nogle flere dage som ”free campers”.

Vi har stadig ikke varmt vand. Vi var ellers blevet stillet i udsigt, at det skulle blive lavet i dag, men reservedelen nåede ikke hertil fra Wellington. Rygterne siger, at lastbilen med pakkeposten væltede på motorvejen i den kraftige vind.

Det kunne vi nu ikke vente på, så vi begav os til Rotoura, der er et vulkansk meget aktivt område med geysere og varme søer. På vejen dertil tog vi til ”Hot Water Beach” for at få en forsmag på det varme. Det blev nu en kold fornøjelse. Meningen er ellers, at man graver et hul på stranden, der så fyldes med vand – ligesom når man laver sandslotte med voldgrave på stranden – men her er vandet varmt p.g.a. varmen i undergrunden. Desværre er bølgerne så kraftige, at de skyller hele vejen op ad stranden, så hullerne blev fyldt med koldt havvand i stedet. Tilmed regnede det, så det besøg var ikke den store succes.

Længere mod syd kørte vi ind i godt vejr, så da vi fandt en campingplads lidt nord for Rotoura kunne Nikolaj få brændt energi af på legepladsen.

Ingen kommentarer: