Selv om vi sov længe kom vi hurtigt ud af døren for vi skulle nå en gratis shuttlebus ud til Kelly Tarltons Underwater World. Bussen kom imidlertid aldrig, så det var forgæves, at vi var hurtigt af sted. Nå, men vi fandt en offentlig bus derud.
Det var mindre end vi havde ventet, men et ganske udmærket sted at bruge et par timer. Der var en større udstilling om de berømte sydpol-ekspeditioner, som Jakob syntes var meget interessant.
Børnene synes, at det var sjovere at kigge på fisk – specielt den over 100 meter lange tunnel, hvor man gik under vandet og var helt tæt på hajer, rokker og andre flotte fisk var imponerende. Og så var der en legeplads, hvor Nikolaj prøvede at køre snescooter, dykke i undervandsbåd og kravle ind i en fisk. Og endelig fandt vi Nemo og Dory.
Vi fik også en tur ind i et stort pingvinområde med hen ved hundrede kongepingviner.
Om aftenen var vi en tur i Skytower der med sine over 300 meters højde er den sydlige halvkugles højeste tårn. Her var en imponerende udsigt over hele Auckland omegn. Efter sigende skulle man kunne se over 80 km. ud af i klart vejr. Det var flot at se hele havneområdet med de tusindevis af lystsejlere og imponerende at se, hvordan der adskillige steder stak små og store keglevulkaner op af landskabet. New Zealand er et af de yngste vulkanområder i verden – de fleste vulkaner er kun omkring 50.000 – 100.000 år gamle og da de kan have en levetid på millioner af år, skal der nok blive fest og farver igen på et tidspunkt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar