Der var ikke synderligt spændende på den parkeringsplads vi overnattede på, så vi kom tidligt af sted til Te Puia (Whakarewarewa). Det er et termisk meget aktivt område med kogende mudder og geysere lige syd for Roturua.
Allerede fra afstand ser det imponerende ud. Der stiger røg og damp op fra hele området. Og som et lille kuriosum, så ligger der en golfbane lige op til området, så hvis man ikke skyder præcist nok kan bolden havne i en kogende mudderpøl.
Te Puia området er fuld af kogende mudderpøle og kogende søer. De fleste lugter ikke særlig godt (bl.a. af svovl, der lugter som rådne æg), men en lille kogende ”pot” på omkring 1 meter i diameter var helt rent vand, der altid står og spilkoger. Den blev tidligere brugt til at tilberede mad i til den nærliggende maori-landsby. Smart med sådan en permanent kogende gryde.
Hovedattraktionen er geyseren Pohutu. Den springer en til to gane i timen, så vi satte os til at vente. Efter ca. et kvarter begyndte den at småsprutte. På Island havde vi jo set Strokkur, der næsten uden varsel kommer med ét kæmpe sprøjt, så da Pohutu havde småspruttet i et par minutter var vi noget skuffede. Men så tog den fat og de næste 5-10 minutter stod der kaskader af kogende vand op i 20-30 meters højde. Ganske imponerende at stå lige nedenfor.
Geyseren sprang så længe, at Nikolaj ville videre, så han gik. Han blev meget sur, da Jakob skældte ham ud og forklarede ham, at han ikke bare må gå alene rundt i en vulkanpark i et fremmed land. Nikolaj bliver meget hidsig, når han får skældud og vi andre blive jævnligt truet med, at ”så gider jeg bare aldrig mere lege med dig mere!” Heldigvis er han sjældent sur eller hidsig mere end et par minutter for så sker der som regel et eller andet spændende. Og truslen – den står han heller ikke ved ret længe:-)
Efter Te Puia tog vi øst på for at finde en lille kilde – Soda Springs – hvor man kunne bade i det varme vand, hvor kilden løb ud i en flod. Vi havde læst, at det var en sidevej på vejen øst for Roturua mellem nogle søer, så det var ikke så nemt, men efter et par afveje (det er i øvrigt ikke så nemt at vende en stor autocamper på en smal bjergvej) lykkedes det at finde en lille grussti uden skilte eller lignende, der kunne indikere, at det var her den varme kilde var. Men den var der, så vi hoppede i badetøjet og hoppede i det meget varme vand. Det var vel over 40 grader, så det tog lang tid overhovedet at vende sig til at sidde i det. Men det var herligt og hyggeligt at sidde i det varme vand midt i et rislende vandløb mellem træer og blomster. De eneste andre vi mødte var en dame fra den lokale landsby, der var dernede med sine børnebørn. De viste Nikolaj, hvordan et lille vandfald kunne bruges som en naturlig vandrutsjebane lige ned i det varme vand.
Da vi stod op igen haglede sveden af os. Vejret er blevet rigtig godt, så når man sidder lige i solen i vand, der er over 40 grader, så får man varmen! Så selv efter et bad gik der kun et par minutter før sveden haglede af os.
Egentlig skulle vi have været længere sydpå og ind i landet, men da vejret er så godt og de lover op mod 30 grader de næste dage, så besluttede vi os for at køre til stranden i stedet. Så nu kørte vi nordøst på mod Ohope Beach.
Her indlogerede vi os på en campingplads lige ud til stranden – men Nikolaj var mere interesseret i den nærliggende legeplads og – endnu bedre – swimmingpool med en stor vandrutsjebane, som han frygtløs drønede nedad – til sidst endda modigt nok til at tage den på hovedet hele vejen ned.
Her er også internet – det støder vi ellers ikke meget på på parkeringspladser og campingpladser – så nu kan vi få opdateret hjemmesiden for de seneste dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar