Taupo

Mette overlevede natten ved siden af skovvejen, men det havde ellers været en voldsom nat opdagede Nikolaj og Jakob, da de stod ud om morgenen. Nikolaj opdagede, at ulven Maugrim (chefen for det hemmelige politi i Narnia) lå død lige uden for autocamperen. Andre ville nok have troet, at det var et død vildsvin, men for os Narnia-kendere var det tydeligt, at det var her Peter havde kæmpet og besejret ulven. For at være sikker på, at den var helt død kastede Nikolaj godt med sten på kadaveret.

Dagens første stop var Waimangu Volcanic Valley, hvor et stort vulkanudbrud i 1886 havde udslettet et kursted og lagt et stort område øde.

Det viste sig, at det lå kun 200 meter fra vores overnatningssted, så den herlige udsigt vi syntes, at vi havde var faktisk over vulkanen.

Waimangu har nok været det mest imponerende vulkanområde vi har set indtil nu. Det er sjovt, at man kan se billeder og malerier før og efter fordi det store udbrud har været for nyligt (i vulkan-tidsregning). Og så er området stadig meget aktivt og huser bl.a. verdens største kogende sø.

Nikolaj var også rigtig sej og gik hele den godt 4 km lange hike uden brok – det hjalp lidt, at der var gå-slik, så ca. hver km udløste slik. Men det var nu sejt alligevel.

Det første vi mødte på turen var det sydlige krater – et dybt og vandfyldt hul i bjerget. Men det var ikke så imponerende som da vi kom til Echo Crater og Fryin Pan Lake – en stor og meget varm sø, der koger flere steder og er over 200 grader varm i bunden. Da vi stod og kiggede ud over vandet er Nikolaj i gang med sin yndlingsbeskæftigelse – at samle sten – og det fører til en interessant observation. ”Hej far, prøv lige at røre ved stenene.” Jakob rører ved nogle af stenene og mærker ikke noget. ”Nej far. Du skal prøve at samle en af de store sten op.” Og interessant nok er den rigtig varm. Hele området er simpelthen varmt af den termiske aktivitet. Jakob prøvede også, at stikke hånden i vandet lidt længere nede af floden, der løber fra søen. Det var vældig varmt.

Men det mest imponerende var nu først da vi kom ud til Inferno Crater. En stor turkisfarvet sø, der spil-koger!

På vejen var der også et væld af små geysere, kogende småpytter og aflejringer i mange farver fra de mineraler det varme vand indeholder.

Og så er det interessant at se, hvor frodigt et område kan blive på godt 100 år efter at det har været totalt udslettet af lava og aske.

Efter besøget her kørte vi til Huka Falls ved byen Taupo. Det er et vandfald, der med stor kraft bliver presset gennem en klippespalte. Der er en fin og nem tilgængelig udsigtsplads, men vi forsøgte os med en vej gennem en tæt skov, der ledte ud til den anden side af vandfaldet – vandfald er lidt sjovere uden rækværk for selv om Jakob fik mere forståelse for Mettes dårlige nerver, da det var Mette, der gik helt ud til kanten med Nikolaj.

Dagen sluttede på campingpladsen ved De Brett thermal ressort, hvor der var adgang til Taupo hot springs. Det var et herligt vandland med varme bade i flere temperaturer, vandfald – og bedst af alt – en kæmpe vandrutsjebane, som Nikolaj & Jakob prøvede adskillige gange. Et rigtigt godt sted.