07 januar 2006

Farvel til skildpadder og fisk

I dag er vores sidste hele dag på Big Island. Vi er blevet på hotellet for at nyde omgivelserne.

Efter en morgenmad med udsigt over havet tog vi ud for at snorkle. Det lykkedes Nikolaj og Jakob at svømme en tur med en stor havskildpadde. Mette så en kæmpe havskildpadde lidt længere ude. Vel ca. en meter i diameter. Der var også masser af fisk og vi så flere nye arter.

Da vi havde leget et stykke tid på stranden opdagede vi pludselig, at der lå en skildpadde lige ved siden af os. Så fik Jonas og Nikolaj mulighed for at se den helt tæt på (eller så tæt den nu havde lyst til at være).



Vi har nu boet knap fem dage på Outrigger Keauhau Beach Ressort. Det må samlet siges at have været rigtig godt. Dejligt vejr hele tiden. Der er en lagune lige ud for hotellet, som vi har udsigt til fra værelset. Det var her vi så havskildpadder den første dag. Morgenmadsbuffeten med nok af det hele (Nikolaj gufler havregrød og vafler til morgenmad) nyder man med udsigt over brændingen. Poolen er god og ligeledes med udsigt til havet. Værelset er stort og godt. Og det bedste: Der er ca. 50 meter til et alle tiders snorkel site, som man bare vader ud til lige fra stranden. Med havskildpadder og mylder af fisk.

Ingen kommentarer: