Vi stod op til regnvejr i dag. Godt nok kun kortvarigt, men det var ganske skyet, så stranden blev det ikke til på denne første dag i det nye år.
I stedet besluttede vi os for en større sightseeing på Oahu. Vi ville bl.a. vandre gennem regnskoven til ”Sacred Falls State Park” som Jakob havde læst om et sted. Desuden ville vi til ”Valley of the Temples”. Begge dele gav nu sine komplikationer.
Det hele så ellers ud til at kunne lykkes fint. Det var en relativt lang tur, men da øens offentlige transport (TheBus) hidtil havde været nogenlunde pålideligt, så var vi fortrøstningsfulde. Det hele skulle endda passe fint med, at det var samme bus vi skulle med det meste af vejen.
Vi kom tidligt af sted og tog bussen til Honululu, hvor vi skiftede bus. Jakob spurgte om chaufføren ville sætte os af et par timer senere ved ”Sacred Falls State Park”. Det kendte hun nu ikke noget til, men da vi senere fandt det på et kort kom hun i tanke om, at det var da lukket for offentligheden for flere år siden. Så meget for Jakobs research…
Nå, men pyt med det. Vi glædede os stadig til ”Valley of the Temples”. Jakob spurgte så chaufføren, om hun ville satte os af der. ”I don’t go anywhere near that place” var svaret. Hmmm – det stod der nu ellers i busplanen, men en busplan er jo bare et stykke papir og det var en stor og resolut kvinde, der sad bag rattet, så vi tog det til efterretning. Vi stod af lidt senere på jagt efter andre busser, der kørte den vej. De fandtes heldigvis – desværre kun med timedrift. Efter en længere rundtur gennem flere små byer, så blev vi sat af lige ud for ”Valley of the Temples”. Derfra kunne vi se, at den første bus kørte forbi ca. 1 km. derfra. Men for mange amerikanere er det jo sikkert ”nowhere near that place” :-)
Det var et imponerende sted. Et japansk tempel – Byodo In - lige for foden af høje bjerge. Nikolaj og Jakob fik ringet på den tre tons tunge klokke ved templet.
I samme område lå også en kirke og en meget stor kirkegård. Det er tilsyneladende et yndet udflugtssted nytårsdag. I hvert fald var der mange besøgende til gravene og flere steder var der tændt op i grill til en større barbeque-sammenkomst. Familierne til de afdøde mødes åbenbart her nytårsdag. Der blev fyret fyrværkeri af på gravene og i bedste blanding af kristendom og noget nogle vil kalde hedenske skikke andre omsorg for de afdøde – blev der lagt små ”offergaver” på gravstenene. Alle steder var der mange blomster og flere steder lidt frugt. Andre havde fået en take away menu fra Subway med til det hinsides og atter andre gravsteder var prydet med juletræer, balloner og øl! Så festlig ser en dansk kirkegård helt sikkert ikke ud nytårsdag.
Der er i øvrigt gravpladser med havudsigt til leje, hvis det skulle have interesse.
Gravsted ved Valley of the Temples.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar