Selv om alle var lidt falde efter bilturen her til Bay of Islands, så besluttede vi os for at komme tidligt af sted og nå nordspidsen af New Zealand (og retur). Det er en tur på godt 400 km – og igen en del i bjergterræn, så det blev endnu en rigtig ”køre-dag”.
Første stop var ved stranden i Doubtless Bay. Det var dels en flot strand med udsigt over bugten med de frodige øer. Og dels en skattekiste af muslingeskaller og konkylier, der lå i bunkevis på stranden. Nikolaj samlede hurtigt både en hel spandfuld og en hatfuld af flotte muslingeskaller.
Vi fortsatte nordpå med et kort frokostsstop i en lillebitte by. Men ellers gik turen direkte til Cape Reinga, der med et fyrtårn markerer nordspidsen af New Zealand. Herfra kan man se ud over vandet, hvor det tasmanske hav og stillehavet mødes. En flot udsigt, hvor vi tog på en lille ekstra klatretur til en lille bjergtop, hvor vinden blæste så kraftigt, at Nikolaj dårligt kunne stå fast.
De sidste 20 kilometer ud til Cape Reinga var i øvrigt grusvej. Belært af erfaringerne fra både Hawaii og Fiji (se dagbog fra 15.01 og 06.01), hvor vi måtte opgive at forcere grusveje med huller som bombekratere, havde vi lejet en større bil med firehjulstræk. Men grusvejene her i Northland er alle pæne og jævne, så de gik så let som en leg.
Derefter kørte vi til ”The Great Sanddunes”, ser får Råbjerg Mile til at ligne en sandkasse. Men det var ikke sandslotte vi fik bygget. I stedet tog vi på kælketur.
Vi lejede et surfbræt og en bobslæde og så kælkede vi ellers ned af bakkerne. Nikolaj syntes, at det var helt vildt, at man kunne kælke i sand. Jonas var mindre begejstret for sin kælketur med Jakob. Det hænger nok sammen med, at man får en del sand i munden og øjnene, når man drøner ned af bakkerne. Sand har jo ikke samme praktiske egenskab som sne; nemlig at det smelter med tiden. Så da vi tog derfra havde vi simpelthen sand overalt. Men det var fedt. Specielt fordi vi netop har talt om, at kælketurene nok er det eneste, vi savner ved at gå glip af vinteren i Danmark.
Vi var først hjemme ved ni-tiden, så det blev en lang dag på farten igen. Børnene sov en del i bilen, så de er først faldet i søvn klokken 23. Jonas er i øvrigt stadig ikke så vild med at køre bil, men Nikolaj elsker at høre historier, så han sidder det meste af turen og hører Prop & Bertha på Mettes mp3-afspiller.
Da vi kom hjem måtte Nikolaj straks ringe til Arthur og til Nicolas og fortælle, at vi havde kælket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar