Vi begyndte dagen med en lille smuttur til Okere Falls nord for søen Rotorua og meget tæt ved vores campingplads. Efter fem minutters kørsel fandt vi en parkeringsplads ved det vi troede var en sti til vandfaldet. Stien førte os ind i tæt regnskov, hvor Jakob måtte bygge en interimistisk bro for at vi alle kunne passere et vandløb tørskoet. Efter en kort men spændende vandretur gennem skov og op ad våde klipper stod vi pludselig i baghaven til en villa. Her var ikke noget vandfald, men en flink mand, der grinede, da vi sagde, at vi ledte efter vandfaldet. Heldigvis havde han en storslået udsigt fra sin veranda så ud over at nyde udsigten kunne han også vise os, hvor vandfaldet lå. Vel nede i camperen igen kørte vi yderligere fem minutter og kom så til en parkeringsplads med skilt til vandfaldet. Der var en nydelig grussti og tre minutters spadseretur til vandfaldet derfra. Det var nemt, men vi følte os nu mere som opdagelsesrejsende på den første tur selv om vi kun opdagede en villahave.
Vandfaldet var i øvrigt flot og med en lidt pudsig historie. I 1900 blev der installeret to 50 kW turbiner, der forsynede hele Roturua-området med strøm – i øvrigt som et af de aller første steder i New Zealand, der fik elektricitet. Det var dengang en hel turistattraktion i sig selv. Skiltet ved vandfaldet postulerede i øvrigt at en fjerdedel af verdens elektricitet i dag produceres ved vandenergi. Kan det virkelig passe?
På vej til vandfaldet var vi blevet kontaktet af Stuart Appliances i Rotorua. De havde endelig fået reservedelen til vores varmtvandsbeholder, så nu gik turen dertil og 15 minutter senere havde vi varmt vand.
Herefter tog vi til ”Polynesian Pools” i Rotorua. Det er et kurbad opbygget omkring en række varme og mineralholdige kilder. Børnene var dog forment adgang til en del af området, så det blev en tur i familie-området. Det var nu også alle tiders. Der var en stor swimmingpool med 33 grader varmt vand – det er ca. som havet omkring Fiji var – og to mindre bade med henholdsvis 37 og 42 grader varmt vand, så her fik vi virkelig varmen.
Jonas nød at plaske i vandet og Nikolaj var henrykt over vandrutsjebanen, som han vel nåede at prøve mindst 50 gange.
Dagens sidste aktivitet var ”Skyline Skyrides”, hvor vi i en svævebane blev ført op på et bjerg med udsigt over Rotorua-området.
Jakob fik prøvet ”Sky Swing” – en mellemting mellem bungyjump og et kæmpe pendul, hvor man bliver trukket højt op og ud os så får en ordentlig flyve-/gyngetur, når man slipper. Alle tiders, men ikke så fedt som bungyjump.
Herefter prøvede Nikolaj & Jakob nogle små køretøjer, der vel kan beskrives som en mellemting mellem et løbehjul og en gokart. Man styrer og bremser ved at trække i styret og så suser man ellers bare ned af forskellige racerbaner hele vejen ned af bjerget. Der kan komme rigtig meget fart på og da banerne er mellem en og to kilometer lange får man en rimelig lang tur. For neden førte en skilift os op på bjerget igen til flere ture. Det var rigtig sjovt – syntes både Nikolaj & Jakob.
Da vi kom ud derfra var børnene så trætte efter både svømmeture og racerløb, at vi ikke orkede at køre videre, så Jakob spurgte om vi måtte blive på parkeringspladsen. Så natten bliver tilbragt på så spændende et sted som en stor parkeringsplads- ikke den mest imponerende udsigt vi har haft fra vinduerne i autocamperen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar