Vandfald og goannaer

”Hvis man ser en trægoanna – et kæmpestort plettet firben med enorme klør – skal man lade det være i fred: Det kan tage fejl af en person og et træ, klatre op ad benet og sprætte maven op.” (Politikens Rejsen rundt i Australien).

Vi fortsatte vores tur nordpå i retning mod Brisbane, men bare at køre en hel dag på hovedvejen var alligevel for kedeligt, så vi gjorde et 3-4 timers afbræk fra hovedvejen, da vi kørte til Ellenborough Falls. Det var bestemt tiden værd, for vi kørte gennem smukke landskaber, gik til det høje vandfald og så og et væld af dyr. Vi havde ellers talt om at droppe det for at få kørt længere, men vi ombestemte os heldigvis.

Vores dyrebesøg begyndte nu allerede om morgenen, da vi fik besøg af en knæler på terrassen. Vi satte os alle og kiggede interesseret på den, men Jonas ser jo bedst, hvis han også kan røre, så det var kun ved et hurtigt indgreb fra Mette, at knæleren overlevede mødet med Jonas.

Turen til Ellenborough Falls førte af små veje og grusveje gennem bakker og mindre bjerge beklædt med skove af store, gamle træer.

Da vi ankom til Ellenborough Falls, var vi knap nok nået ud af bilen før vi så en goanna – en slags leguan eller kæmpefirben på omkring halvanden meter. Vi syntes, at det var fantastisk at se på og for at få et godt billede satte Jakob Jonas i græsset et par meter fra den. Han smed dog kameraet fra sig og hev Jonas op, da det store dyr gjorde en lynhurtig bevægelse hen mod Jonas. Nå, men han blev ikke ædt, så vi begav os på en kort vandretur gennem skoven for at se vandfaldet fra den modsatte side af kløften. Det er ganske imponerende syn, når vandet vælter ud over klippen og falder mere end 160 meter ned i kløften.

På vejen gennem skoven gjorde vi mange stop. Nikolaj kiggede på en bille, prøvede at bore hul i et to meter højt termitbo (det fik vi ham hurtigt stoppet i) og så opdagede han endnu en goanna, der kravlede op i et træ.

Tilbage ved bilen satte vi os for at spise frokost. Det var dejligt vejr og midt i en hyggelig skov, så mulighederne for en perfekt skovtur var til stede. Men Mette var ikke særlig begejstret for, at vi igen fik besøg af en goanna, der var meget interesseret i vores mad – formentlig fordi ubetænksomme turister tidligere havde fodret den. Til sidst var den ved at hoppe op på bænken ved siden af Mette og da Jakob tog det lidt for roligt med at få den skræmt væk, sprang Nikolaj til for at redde sin mor. Med en pind og høje råb fik han jaget den på flugt – for en tid.

Men ellers var frokostens største begivenhed, at Jonas fandt ud af at drikke selv af sin tudekop. Hidtil har han bare rystet den, når vi gav ham den i hænderne, men nu fandt han pludselig ud af, hvordan han selv kunne drikke af den. Men han havde også fået cola i sit vand, så mon ikke det var det, der gav det rettet incitament.

Det var først da vi satte os ind i bilen for at køre videre – efter at have sat vores mindste søn ved siden af goannaen og fået vores store søn til at jagte den – at vi læste ovenstående beskrivelse fra Politikens rejseguide. Det var lige sådan, ”vores” goannaer havde set ud. Sikke nogle forældre vi er! Nå, men der skete jo ingenting og mon ikke også rejsebogen har smurt lidt tykt på. Vi har i hvert fald ikke set mange statistikker for ”flænsede ofre for træ-goannaer”.

Køreturen tilbage til hovedvejen gik ad små grusveje og gennem tætte skove. Vi så både papegøjer og to slags øgler mere. En lille helt blank og sort og en større (vel omkring en halv meter), der hoppede af sted, da vi stoppede for at se på den. Den mindede helt om en lille dinosaurus, der var gået forkert i kridttiden.

Vi sluttede dagen i Coffs Harbour, hvor vi spiste på ”Hungry Jacks” – Burger King her i Australien. De store fastfood restauranter er meget populære hos vores børn – mest på grund af legepladserne. Og i dag fulgte Jonas med Nikolaj op ad trappen (seks trin) til rutsjebanen, så hans kravleevner forbedres stadig.

Som om vi ikke havde fået set dyr nok i dag, så var køkkenskuffen i vores hytte fuld af myrer. Men Mette er glad, når bare der ikke er frøer på toilettet.

Det har været en rigtig god dag. Og selv om vi har langt nok at køre uden ”afstikkere”, så har det været fedt at køre væk fra hovedvejen og hoved-turistattraktionerne. Vi savnede ganske enkelt at være ”ensomme turister” – at have en skov, en vej, et vandfald m.v. for os selv. Det er altså en anden oplevelse en når man skal dele den med hundrede andre turister. Vi har derfor besluttet at springe nogle af de lidt større steder over for at nå nogle af de omveje, som gør turen speciel.