Alt er ved det gamle herhjemme

Det er koldt, det regner eller sner og næsten alt er ved det gamle. Ikke underligt, at vi synes, at det er lidt anti-klimaks at komme hjem.

Det har været mærkeligt at komme hjem igen. Vi har oplevet så meget og er jo på den måde blevet forandret. Men her er alt som det plejer. Vejret er kedeligt og koldt. Hovedgaden i Vanløse ser ud som den gjorde før vi tog af sted o.s.v. Man har egentlig mest lyst til at sætte sig i bilen og køre et nyt sted hen – ligesom vi gjorde næsten hver dag på vores rejse.

Børnene er nu faldet rimelig hurtigt til. Både Nikolaj og Jonas rodede hurtigt alt legetøjet ud derhjemme og så blev der leget løs med det.

Jonas er ved at lære det ordentlig at kende igen herhjemme. Han kunne vist ikke huske noget som helst herhjemmefra – måske lige bortset fra hans skifteplads, som han smilede meget til. Men han færdes helt hjemmevant efter et par dage. Han bliver desværre meget ked af det, når vi ikke alle sammen er der. Når Nikolaj og Jakob tager i børnehave og på arbejde kravler han rundt og gennemsøger alle rum derhjemme og bliver ked af det, når han ikke kan finde dem.

Nikolaj er faldet utrolig hurtigt til igen. Han nyder at lege med alle vennerne fra børnehaven – og ikke mindst med Bertram og Arthur. Men man kan også se, at de har udviklet sig i forskellige retninger. Nikolaj vil helst lege noget med fuld fart på og god brug af fantasien – typisk noget med at kæmpe store slag med hans sværd og skjold. Arthur (og Bertram) er blevet endnu mere fokuseret på computerspil. Og ligesom Nikolaj har vanskeligt ved at følge med i deres verdener fra computerspil og andet, så har de også lidt vanskeligt ved at følge med i Nikolajs mange historier. For historier fortæller han endnu. Vi hører dem ikke så meget som på rejsen, men de kommer tit. Første gang han mødte Ulf i børnehaven hilste han også ”Hajdræberen Ulf” (fra historien om guldgraverne Nikolaj og Jonas og deres venner). Ulf blev noget fornærmet, for han troede, at det første Nikolaj sagde til ham efter at have været væk i tre måneder var ”hej grimme Ulf”.

Mette blev desværre syg med et maveonde, så hun har ligget brak hele den første uge. Jakob måtte derfor begynde den første dag på arbejdet med at have Jonas med. Men når de nu har været sammen hele tiden i tre måneder var det måske egentlig en meget god ”udslusning”. Efterhånden er Jakob kommet i fuld gang igen og det varer (desværre) nok ikke længe før alt er tilbage i den gamle hverdag – men det er næppe sidste gang, at vi tager sådan et afbræk fra hverdagen…

Det var det hele værd

Vores rejse har absolut været noget af det bedste vi har oplevet og vi kan vist alle klart anbefale den måde at bruge sin orlov på.

Det har været dejligt at være sammen hele familien. Vi har da været spændte på, hvordan det nu skulle gå med at være så tæt sammen så længe – det er vi ikke lige vant til. Men det er gået over al forventning. Og at få så mange oplevelser sammen er helt sikkert noget vi vil kunne leve længe på.

Der er helt sikkert mange steder i verden, der er rigtig spændende, når man har så god tid, som de tre måneders rejse har givet os. Men vi har bestemt ikke fortrudt rejseruten.

Hawaii var fantastisk fordi vi kom lige fra det kolde jule-vejr i Danmark til sol og strand. Og at Nikolaj fik lært at snorkle gjorde oplevelserne på Big Island endnu mere fantastiske. Der var fantastisk flotte fisk og det var en drøm, der gik i opfyldelse, da vi svømmede sammen med de store havskildpadder.

Fiji var et fantastisk stop ”tæt på paradis” på den lille (og dyr) ø Treasure Island, hvor vi boede i en hytte lige ned til stranden.

New Zealand var ikke uden grund rejsens hovedmål. Det er som om alverdens natur er samlet i lille skala her. Tropiske regnskove, grønt bakkelandskab, gyldne strande, vulkaner og kogende søer, bjerge med gletsjere og vandfald – og alt sammen utrolig nemt at nå frem til. Alle mennesker burde ganske enkelt besøge New Zealand mindst én gang i deres liv! (Men helst ikke på én gang for en fanastisk ting var også, at mange af oplevelserne havde man stort set for sig selv.)

Australien er præget af de store afstande, så her skulle vi nok have haft en del længere tid for rigtig at få landet ”ind under huden”. Men specielt dyrelivet er imponerende (både til lands og til vands). Og turen i hulerne i Buchan var også helt uforglemmelig.

Singapore blev et tropisk varmt men hyggeligt afbræk inden hjemrejsen.

Alle steder har været nemme at besøge med børnene – gode overnatningsmuligheder, ingen fare for malaria m.v. Det har været optimalt for at alle kunne slappe af og nyde rejsen.

Børnene har affundet sig næsten eksemplarisk med rejseform, aktiviteter og vores sære luner. Det har ikke givet særlige problemer at rejse med dem.

Jonas har ganske givet nydt at være sammen med både mor, far og storebror døgnet rundt. Og så er der sket utrolig meget med ham undervejs; Han er begyndt at kravle – og han var endda så streng, at nu hvor Jakob holder barselsorlov med ham, så vælger han naturligvis at kravle for første gang, mens Jakob er ude for at handle. Han har fået otte tænder, så hans smil er helt anderledes. Han spiser alt, rejser sig op ad alting, leger i vandet og meget mere. Ja, der sker meget på tre måneder og det har været en fornøjelse at kunne følge det tæt.

Nikolaj har helt sikkert også nydt rejsen. Han er vokset rigtig meget – ikke så meget fysisk men i udholdenhed og modenhed. Efter en måned på farten kunne han være med til at vandre en hel dag i bjergene, han udforsker og eksperimenterer og så er han for alvor blevet en vandhund. På vores vandreture har Nikolaj oftest være at finde i front med en pind i hånden og enten synge eller fortælle historier for sig selv. Og så er han (for det meste) en god storebror. Han og Jonas har haft det rigtig godt sammen, selv om Nikolaj nogle gange glemmer, hvor lille Jonas er og er lidt for voldsom.

En af de sidste dage på rejsen spurgte Jakob ham, hvad han helst ville opleve igen. Svaret kom hurtigt:
1. vandrutsjebane
2. hotel med swimmingpool
3. snorkle og bade

Hvis vi skal forsøge at lave en prioritering af de bedte oplevelser er det nu nok:
1. snorkle med skildpadder og fisk (og med Nikolaj)
2. gletsjertur med helikopter og til fods
3. ”bjergbestigning” i Fiordland
4. vandretur og bade ved vandfald i Fiji
5. de flotte drypstenshuler ved Buchan

Og naturligvis at være sammen hele familien om alle de oplevelser.

Men vi er i hvert fald alle enige om, at det har været en rigtig god rejse!

Vel hjemme igen

Hjemrejsen gik ganske godt. Både Nikolaj og Jonas faldt i søvn efter ca. en times flyvning og sov næsten otte timer. Vi sov også 6-7 timer og så føles den 13 timer lange flyvetur jo ikke længere så lang. Vi ankom til London lidt i seks om morgenen (lokal tid) og havde kun en god times ventetid før flyet til København gik.

Desværre var det åbenbart ikke tid nok til at læsse vores bagage på flyet til København for den nåede i hvert fald ikke samme fly som os. Den bliver i stedet leveret til os senere på dagen. Det er da godt, at det er på hjemrejsen, at det sker :-)

I lufthavnen blev vi hentet af Charlotte med børnene, mormor og morfar samt farmor og Mikkel. Jonas var meget betuttet og ikke særlig stolt ved alle de ”fremmede” mennesker, der ville hilse på. Han havde vist glemt dem alle, selv om Mette har spillet huskespillet med billederne af familien med ham.

Nikolaj faldt hurtigt helt ind i pjat og leg med Arthur og Bertram. Det var som om, vi kun havde været en uge væk. Men Bertram var godt nok var imponeret, da Nikolaj fortalte om cyklonen i Australien, der rev tage af huse og væltede biler.

Alle (undtagen Mikkel, der havde timer) fulgte med hjem til Kirkebjerg allé. Det var helt mærkeligt at komme hjem igen. Vi havde næsten glemt, hvordan der så ud. Heldigvis havde Inger lige været der, så der var herlig nyrengjort. Men sikke bunker af post der lå. Charlotte og Lars havde holdt øje med posten og den var sirligt sorteret i flere bunker. Desværre var bunken med rudekuverter blandt de største ;-(

Der gik ikke lang tid før næsten alt legetøjet var ryddet ud og resten af dagen legede Nikolaj med Bertram og Arthur. Jonas faldt også hurtigt til og kravlede rundt og udforskede alt det ”nye”. Så meget spændende plejede der jo ikke at være på hotel-/motelværelserne.

Men vi blev godt nok trætte hen mod aftenen. Det bliver spændende at se, hvordan det går med at få vendt døgnet.

Zoologisk have – og så hjemad

Det er mærkeligt, at vi nu er på vej hjem. Formiddagen på vores sidste dag i Singapore brugte vi på at pakke. Pudsigt nok har vi mindre med hjem end ud, så det er lykkedes os at holde indkøbene undervejs rimelig begrænsede.

Derefter tog vi til Singapores zoologiske have. Den ligger næsten i den helt anden ende af landet, så det tog omkring ½ time i taxa at komme dertil. Det er spøjst med et land, der er så lille, at man kan køre fra den ene ende af landet til den anden på en time.

Den zoologiske have er meget flot. Den ligger midt i en lille tropisk regnskov, så blomster, træer og vand udsmykker haven. Men attraktionen er naturligvis dyrene. Det pudsige ved Singapores zoologiske have er, at flere af dyrene kan gå frit omkring. Det er selvfølgelig set andre steder med påfugle og høns, men når der pludselig svinger sig en orangutang i træerne over hovedet på en, så er det ret imponerende. Mange af de dyr, som man ikke lige kan lade vandre frit omkring er naturligvis spærret inde, men ikke med hegn og mure, men i stedet blot med dybe grave, der så er velbevokset, så man næsten har indtryk af at gå sammen med giraffer, zebraer, næsehorn og gnuer. Både løver, krokodiller og de hvide tigre var dog heldigvis buret mere forsvarligt inde.

Vi fik også lov at ride en tur på en elefant. Nikolaj syntes, at det var så fantastisk, så han måtte have to ture.

Og så er fodringen gjort mere naturlig. Vi så f.x. isbjørnene blive fodret med levende fisk.

Vi brugte stort set hele dagen i den zoologiske have, så da vi kom tilbage til hotellet var det for at tage en taxa videre til lufthavnen. Vi kom derud i god tid – næsten tre timer før afgang, men det endte alligevel med, at vi måtte løbe ud til gaten for at nå det. Mellemtiden brugte vi på at få ændret flybilletterne fra London, så vi kunne komme tre timer før hjem. Det er fedt ikke at skulle se frem til fire-fem timers ventetid i London.

Nå, ja og så skiftede vi tøj. Det var mærkeligt at tage lange bukser og ikke mindst sko og strømper på. Det har vi ikke haft i lang tid.

Little India og Chinatown

Vi begyndte dagen med mere shopping. Denne gang gik vi mere målrettet efter nogle forskellige elektronik-ting og vi tog derfor til elektronik-mekkaet ”Sim Lim Square”, der ligger kun 10 minutters gang fra vores hotel. Sim Lim Square er et indkøbscenter i seks etager med elektronikforretninger indenfor computere, mobiltlf, mp3’ere, kameraer, videokameraer og hifi m.v.

Dagen før havde vi impuls-købt zoom- og vidvinkellinse til vores kamera. Telelinsen virker glimrende, men vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne have fået linserne til næsten den halve pris, hvis vi havde ventet med at købe dem til vi kom til Sim Lim Square. Nå, men så lærer man også det, og i dag var vi velforberedte med priser fra nette på de ting vi ledte efter. Jakob ville gerne have nogle ting til sin computer og vi ville købe et gameboy med hjem. Men det viste sig, at priserne stort set ikke kunne presses under priserne i Danmark (i danske netbutikker). Prisforskellen er ikke meget større end 20%, hvilket svarer til forskellen i moms mellem Danmark og Singapore. Det er ikke nok til at give afkald på dansk garanti. Vi havde egentlig regnet med, at prisforskellene var større. Det er de sikkert også hvis man sammenligner med udsalgspriserne i danske fotobutikker, Elgiganten og lignende, men sammenlignet med de billigste priser at finde på nettet er forskellen ikke stor. Så skal man i hvert fald nok til at lede efter billige netbutikker her i Singapore. Man kan måske spare lidt mere ved at købe i ”Little India”, men her er udvalget ret lille.

Men det var nu sjovt at gå rundt i sådan et elektronik-mekka. Jakob var i hvert fald meget begejstret. Børnene delte nu ikke denne begejstring. Jonas sov og Nikolaj syntes – meget forståeligt – at det var kedeligt.

Vi spadserede videre til ”Little India” for at spise frokost der. Som navnet indikerer er det byens indiske kvarter. Den flotte side af kvarteret er de rigt udsmykkede templer og de mange små sjove butikker med souvenirs, indiske specialiteter og tøj, der sikkert gør sig godt i New Delhi, men som ikke helt ligner de seneste danske designlinier. Den mindre flatterende side af kvarteret kom vi til blot et par gade væk fra hovedstrøget. Her bor folk i blikskure og arbejder med at stable sten eller strippe gamle kabler for kobber.

Om eftermiddagen tog vi en taxa til Chinatown. Det er et godt stykke fra vores hotel, så taxaturen tog vel ca. 20 minutter og kostede den nette sum af 7 $ (ca. 25 kr.). Det er ikke mærkelig, at taxa er en meget anvendt transportform og der er da også omkring 25.000 taxaer i Singapore.

Chinatown ligner den slags kvarterer i mange andre storbyer. Men det er rigtig hyggeligt med markedsboder, gøgl på gadehjørnerne og masser gadekøkkener. Vi sprang nu gadekøkkenerne over i dag og spiste i stedet på en pænere restaurant. Det var virkelig godt.

Nu nærmer vi os hastigt hjemrejsen og det er derfor godt at høre, at det begynder at blive lunere i Danmark. Det er snart lang tid siden vi har været steder, hvor der (uden aircondition) har været under 28-30 grader.

Og en anden god nyhed hjemmefra. Anja har skaffet seniorerne internet i Gadevang, så Jakob fik en rigtig hyggelig hilsen fra alle FDF’erne.

Singapore

Det lykkedes ikke Nikolaj helt at få omstillet de to timers tidsforskel fra Cairns, så han vågnede ved seks-tiden, selv om han var gået de to timer senere i seng. Han og Jakob begyndte derfor dagen med en spadseretur i det noget mennesketomme Singapore.

Vi er rigtig kommet til tropisk klima. Fugtig hede og regnvejr prægede den første dag i Singapore. Men heldigvis gør det ikke så meget, for vi brugte det meste af dagen på shoppingtur på hovedstrøget ”Orchard Road”. Langs med vejen ligger kæmpestore indkøbscentre på rad og række – og selvfølgelig alle sammen med aircondition.

Det var nu jævnt kedeligt til at begynde med for de fleste forretninger åbnede først ved ellevetiden. Men så kom der også fart på. Øverst oppe i indkøbscentrene ligger de mere fashionable butikker. Men flere steder er kældrene fyldt med op til 50 forskellige små elektronikforretninger. Vi var på jagt efter et nyt digitalkamera, men da det eneste vi egentlig for alvor savner er mere zoom, bed vi på at købe en zoom-linse til kameraet i stedet, så det nu har 6x zoom. Ikke helt så meget, som vi ønskede, men da vi helst heller ikke vil have et kamera, der fylder meget mere end det vi har, er det lidt vanskeligt. I hvert fald, hvis det skal tage lige så gode billeder som vores Canon.

Om vi gjorde et godt køb må tiden jo vise, men vi fik vist ikke pruttet prisen langt nok ned for sælgeren så lidt for glad ud, da vi gik. Vi endte med at give 260,- Singapore $ (ca. 900,- kr) for en tele- og en vidvinkellinse (prisen begyndte ved 800 $). Zoomen er vi godt tilfredse med indtil nu, men vidvinklen giver nu kun en ret begrænset fordel.

Vi endte med at bruge over fem timer på Orchard Road, så vi var trætte i benene, da vi kom hjem til hotellet. Efter en pause på hotellet gik vi ned i en af de mange ”foodcourts” og spiste. Det er en samling af 5-10 forskellige små asiatiske spisesteder. Vi endte med at købe vores mad fem forskellige steder; et sted solgte retter med and, et andet sted med kylling, et tredje sted solgte svinekød, et fjerde stod for at sælge drikkevarerne og et femte for at sælge frugt til dessert.

Farvel til Australien

Fly fra Townsville til Cairns kl. 8. Afgang fra Cairns til Darwin kl. 13. Fortsætte efter stop i Darwin kl 16. Ankomst til Singapore kl. 17:30 (Singapore-tid – i Townsville var klokken blevet 19:30).

Det blev noget af en ”flydag” i dag. Vi var jo nødt til at flyve fra Townsville til Cairns, så det var en tur mere end planlagt, men at mellemlandingen i Darwin inkluderede, at alle skulle ud af flyet og vente en time på at få lov at komme ind igen, var lidt en streg i regningen. Men bortset fra det gik turen nu rigtig godt. Jonas og Jakob havde desværre fået et maveonde, så de var ikke så friske, så Jonas måtte underholdes med mange traveture op og ned ad flygangene. Det giver til gengæld gode muligheder for at snakke med de andre passagerer – enten andre i samme situation med små børn eller folk der står i kø til toiletterne. Så vi fik hørt lidt om Singapore undervejs.

Vel ude af lufthavnen fik en ivrig taxachauffør lokket os hen til sin lille bil. Jakob udtrykte ellers bekymring for om bagagen kunne være der, men det ville bestemt ikke være noget problem lovede taxachaufføren og åbnede sit magiske bagagerum, der åbenbart måtte kunne udvides til det tredobbelte efter behov. Det kunne det nu ikke, så Jakob endte med at sidde med en klapvogn til hotellet. Og Mette sad med både tasker og Jonas på skødet.

Vi ankom til hotellet – The Strand – omkring kl. 19 med to trætte børn (og to trætte forældre). Børnene – ikke forældrene – kvikkede nu lidt op, da vi først fik vores værelse. Det er bestemt ikke højeste standard, men skal da nok fungere. Og Nikolaj er lykkelig, fordi der er badekar.

Ellers brugte vi turen i dag til at evaluere vores Australiens-tur.

Som det nok har fremgået, har vi ikke været helt så imponerede af Australien som af New Zealand. Det er i øvrigt et indtryk, som deles med flere andre vi har mødt, der både har været i New Zealand og Australien. Formentlig er det mest på grund af tiden. Australien er så stort, at der altid er langt. Det giver dels meget køretid, hvis man vil nå at se meget og dels mere tid på hovedvejen uden oplevelser til forskel fra New Zealand, hvor næsten hvert vejsving gav nye imponerende udsigter og oplevelser. For rent faktisk har vi kørt lige så langt i gennemsnit pr. dag i New Zealand og Australien. Det blev til godt 4600 kilometers kørsel i Australien – selv om Mette prøvede at få os op på 5000 kilometer de sidste par dage ved hele tiden at give forkerte køredessiner til Jakob, som så måtte lave den ene u-vending efter den anden.

Vores konklusion er derfor, at Australien skal opleves på længere tid end de fem uger, vi har haft til at opleve hele kyststrækningen fra Melbourne til Cairns – eller at vi skulle have valgt at nå en mindre del af Australien.

Fordelen ved det er til gengæld, at vi ikke er ”mætte”, så Australien kunne vi bestemt godt finde på at vende tilbage til. (Nå, ja måske lige bortset fra Townsville, hvor vi sad fast en hel uge på grund af cyklonen Larry, der havde lukket alle veje nordpå…)

For der var masser af spændende ting at se. Vi har oplevet meget af det australske dyreliv på tæt hold – set i bakspejlet måske lidt for tæt på i hvert fald goannaer (9. marts). Når vi har taget os tiden til at komme væk fra hovedvejen, har det altid budt på spændende oplevelser og landskaber. Og så er der selvfølgelig Great Barrier Reef, som vi nåede at opleve udkanten af på Daydream Island, men som cyklonen desværre snød os for længere nordpå. Det vil vi bestemt også gerne tilbage til – men det skal nu nok være uden børn eller først når de liver så store, at de kan være med til at dykke.

Egentlig var vi ret glade for autocamperen i New Zealand, men det har fungeret rigtig godt med at have en bil og overnatte nyt sted hver dag i Australien. På nær et enkelt sted på ”Sunshine Coast” (11. marts) var det nemt at finde overnatning enten på motel eller små hytter på campingpladser. Det sidste er billigst og fungerer egentlig rigtig godt. Det var oftest til at få med både køkken og bad.

De fleste australiere vi mødte er ganske imødekommende og når de hører, at vi kommer fra Danmark er der to ting spørger til: Om Dronning Mary en god dronning ! Og om Christiania.

Til sidst et par andre vigtige betragtninger:

Øl. Der findes mange australske øl. Desværre er det dyrt. En standardpilsner koster et par $ (knap 10 kr) og vi fandt ikke specielt gode af slagsen. Deres premium øl er væsentlig bedre – Hahns Premium er god og blandt de billige premium øl (ca. 3 $). Og så er det smart med deres drive-in liquor stores. Om end det harmonerer lidt dårligt med deres mange ”don’t drink and drive” advarsler.

Internet. Det har faktisk været overraskende vanskeligt at finde internetcafeer i Australien. Det var da til at finde i de større byer, men ikke så nemt som i New Zealand – og en hel del dyrere. Så igen har det været smart at have den bærbare med til at skrive mails og bloggen off-line. Og så er det smart med trådløse netværk. Mange efterlader dem ubeskyttede, så hvis man kunne finde på den slags (hvilket vi naturligvis ikke gør), så kan man koble sig på sådan et mange steder.

Telefon: Vi købte igen taletidskort til Jakobs mobiltlf. Det har været fedt nok at have, når vi lige skulle ringe og høre om, der var plads på campingpladser, høre om ture, attraktioner og åbningstider m.v. Til forskel fra i New Zealand var der stort set dækning alle de steder, vi var.

Magnetic Island og Townsville igen

Vi brugte dagen på stranden på Magnetic Island. Vejret var dejligt; sol fra en skyfri himmel. Det kostede Mette og Jakob en lettere solskoldning for selv her efter tre måneder med mest sol og sommer, så kan vi stadig ikke helt tåle solen, når den brænder stærkest. Nikolaj havde heldigvis sin stingersuit på hele tiden, så han fik ikke sol. Og Jonas nåede aldrig ud af tøjet før han alligevel var våd, så han fik lov at bade med tøj på.

Det var stadig helt umuligt at snorkle, fordi vandet var for oprørt med mange sandpartikler og tang. Men det var dejlig varmt. Specielt da det blev ebbe og vandet på få minutter sank næsten en halv meter. Der blev en indsø tilbage, hvor vandet hurtigt blev dejlig varmt. Vi kunne se efter, at der ikke var ”stingers” og så kunne Jonas plaske sikkert rundt.

Vi mødte i øvrigt nogle andre danskere her. Dem har vi ellers ikke mødt mange af. De kom endda fra Vanløse og den ene bar i øvrigt det smukke navn Jakob :-) De var strandet i Townsville ligesom os. De havde været på vej ud på en flerdagstur til Great Barrier Reef, da alle både blev kaldt hjem på grund af cyklonen, så de var også noget skuffede. De skulle tilbage og tage turen igen nu, men var ikke helt sikre på, hvor godt det ville blive. Over 2000 kilometer af havet fra den nordligste spids af Australien og et godt stykke ned er blevet rørt så meget rundt af cyklonen, at der kan gå uger før vandet er rigtig klart igen.

Efter at have daset på stranden kunne vi lige overkomme at gå op til hotellet og i poolen. Det var vi så længe, at vi kun nåede halvdelen af den vandretur, som vi ellers ville have brugt eftermiddagen på inden vi skulle have færgen tilbage til Townsville.

Magnetic Island

Nu har vi været længe nok i Townsville. Og da vi først har et fly herfra på søndag, måtte der noget nyt til her i området. Vi tog derfor ud på Magnetic Island, der ligger få kilometer fra Townsville.

Det er en ø med en lille lokalbefolkning – ca. 2000 – og så en hel del turister. Det er mest backpackere, der besøger øen og standard og priser er derfor tilpasset hertil. Det betyder til gengæld, at vi for en pris, der blot er lidt højere end vi normalt giver for et motel (130 $) har fået en stor lejlighed med udgang til både swimmingpool og stranden i Alma Bay, der skulle være et af øens bedste snorkelsteder.

Vi ankom ved frokosttid og efter en hurtig bid mad ville vi til stranden. Vi tog dog en omvej omkring en dykkershop for at leje ”stingersuits”. Det er dragter – tyndere end våddragter – der beskytter mod de brændende stingers. Det er nødvendigt nu – dels p.g.a. årstiden og dels fordi cyklonen har bragt flere af dem ind mod land. Og heroppe er der ikke kun de relativt ufarlige bluebottles, som Nikolaj brændte sig på i Sydney. Her er også box jellyfish, der kan være dødelig – især for små børn. Men det er nu relativt nemt at beskytte sig mod dem. En dragt i stof, der næsten er så tyndt som strømpebukser er tilstrækkeligt.

Så i vores lækre outfit var det tid til at komme i vandet. Vi havde jo håbet på at kunne snorkle ved de mange koralrev, der er omkring øen. Men desværre er der stadig så meget uro i vandet efter cyklonen, at sigtbarheden er næsten nul under vandet. Man ser derfor ikke korallerne før man støder ind i dem. Og det eneste Jakob nåede at se var skyggen af en fisk. Vi snakkede med nogle, der havde prøvet at snorkle fra flere andre steder og det er det samme hele vejen rundt om øen. Så desværre bliver det ikke til mere snorkling. Nikolaj var heldigvis udmærket tilfreds med at bare at lege og snorkle i vandkanten. Og Jonas nød at kravle rundt i sandet.

Vi andre nød også stranden, da vi var kommet os over ikke at kunne snorkle. Alma Bay er en rigtig flot strand. Bugten ligger mellem klippeskrænter og skov og mærkelig nok er der stort set ikke andre mennesker.

Senere var vi alle fire i swimmingpoolen indtil aftensmadstid. Selv om det var fredag nåede vi ikke filmaften. Men Nikolaj fik fredagsslik og eventyrfortælling af Mette og nye kapitler i guldgraver-historierne af Jakob. Og så er han godt tilfreds – i hvert fald indtil historierne stopper. Han synes altid, at de er for korte, selv om Jakob anstrenger sig for at gøre dem så lange som muligt. (Kapitlet på færgeturen til øen varede da næsten de 40 minutter færgen sejlede, så han er noget krævende.)

I dag har de syv venner – guldgraverne Nikolaj og Jonas, eventyr-fotograferne Bertram & Arthur, indianerne Frederik og Johan og jægeren Nicolas – kæmpet med krokodiller, reddet Jungle-Valdemar og Jungle-Villads fra at styrte i et vandfald og det der var værre; nemlig kyssepigerne, der kun kan holdes på afstand, hvis man smører sig ind i prutte-blomster. Og så har de reddet Arthur fra at dø af skorpiongift og klaret en ørkenbjørn ved at synge ”bjørnen sover…”. Og en masse andre ting, som Jakob allerede har glemt, men som Nikolaj sikkert senere vil henvise til.

Endnu en dag i Townsville

Dagen begyndte som de seneste dage også har gjort – med at tjekke status for vejforbindelsen mellem Townsville og Cairns. Hovedvejen er formentlig lukket en uge endnu. Der er åbnet en alternativ rute – en jordvej med kun ét spor – der frarådes for alt andet end firehjulstrækkere. Så vi har nu endelig opgivet at køre til Cairns.

Vi tog til Quantas’ kontor i byen igen for at skaffe flybilletter fra Townsville til Cairns. Det lykkedes også, men først søndag morgen, hvor vi skal videre fra Cairns kl. 13. Så vi når ikke at opleve Cairns i denne omgang. Men sådan er det jo. Der var godt nok enkelte billetter dagen før, men det var til en meget højere pris – 400 $ for at flyve 350 kilometer! Men der er jo stor efterspørgsel, netop fordi vejene er lukkede.

Derefter bookede vi færgebillet og overnatning på Magnetic Island – en ø lidt ud for Townsville. Så der tager vi ud i morgen.

På en café faldt vi i snak med nogle, der havde familie længere nordpå. Familien ejede en bananplantage. Men der var ikke en eneste bananplante, der havde klaret cyklonen, så de var ruinerede. Nu håbede de blot på, at der blev etableret en eller anden form for statslig støtte. Der er også en større landsindsamling i gang. Men lige nu drejer det sig mest om overhovedet at få genetableret el- og vandforsyning. Der kommer formentlig til at gå mange uger før elforsyningen er genetableret.

Vi tog til ”Castle Hill” – en høj bakke med flot udsigt over Townsville, omegnen og havet. Der var et utroligt dyreliv deroppe. Firben, biller og græshopper i flotte farver og mønstre. Dusinvis af flotte sommerfugle. Desværre (for Mette) var der også en stor myggekoloni.

Eftermiddagen brugte vi på ”The Strand” – byens strandpromenade. Her er en stor badesø (efter stormen er det ikke sikkert at bade i havet, der er fuld af ”stingers” – en meget ondsindet type brandmænd, hvis gift kan være dødelig). Der var også legepladser og et stort badeland, hvor vi brugte lang tid.

Jonas er et skridt tættere på at gå

Den sidste uges tid har vi ligget meget stille – altså forstået på den måde, at vi ikke har kørt så meget. Først havde vi 3 dage på Daydream Island og derefter sad vi fast i Townsville.

At vi har boet meget de samme steder, har betydet meget for Jonas. Dels er han helt anderledes tryg ved værelset, når vi har været der et par dage, så han leger og udforsker meget mere selv. Og dels er han begyndt at rejse sig op af alt og så gå rundt om det.

Tæt på dyrene

Vi er ved at indse, at vi nok slet ikke når til Cairns – og i hvert fald ikke ud i områderne omkring Cairns, hvor vi bl.a. havde glædet os til at se krokodiller oppe ved Daintree.

Vi besøgte derfor Billabong Sanctuary i dag. En dyrepark lidt lige som Lone Pine Koalapark ved Brisbane, men med færre koalaer og flere andre australske dyr. Der var bl.a. mulighed for at komme tættere på mange af dyrene og personalet fortalte meget om de forskellige dyr og deres levevis. Det var en god måde at lære noget om dyrene og opleve dem helt tæt på, men også meget ”show-agtigt”.

Vi fik lov at holde og klappe en vombat og hilse på koalaunger – de er godt nok søde. Nikolaj fik lov at holde en pytonslange. Der syntes han selv, at han var ret sej. Vi fik også meget af vide om de australske slanger – bl.a., at 9 ud af 10 af verdens mest giftige slagter lever i Australien. Og ud af de ca. 190 slanger, der findes i Australien, er de 89 giftige. Men de fleste giftige slanger er heldigvis ret sky. Desværre er det næsten umuligt at se forskel på dem, så reglen må vist generelt være at holde sig fra slanger.

Og det blev bedre endnu. Sammen med Jakob fik Nikolaj lov at holde en krokodille – ikke en stor, men alligevel. Det gjorde det ekstra sjovt bagefter at se krokodillefodring. Dyreparken har nemlig rigtig store krokodiller. De største var 4,5 meter lange og vejede 6-700 kilo. Det lød næsten så højt som pistolskud, når de snappede kæberne sammen efter maden. Samtidig med krokodillefodringen fortalte dyrepasseren en hel masse om krokodiller. Bl.a. om myten om krokodillen som den store menneskeæder. Gennem de sidste knap 200 år er under 40 mennesker blevet dræbt af krokodiller. Men mindst lige så pudsigt; når de store saltvandskrokodiller fanger et ordentligt måltid mad – f.x. en bøffel – kan der gå helt op til et år før den behøver at spise igen!

Da vi kom hjem, var der god tid til en tur i poolen. Nikolaj springer jo bare i vandet. Det har Jonas opdaget, så det sjoveste han ved, er nu at sidde på kanten og kaste sig ud i vandet til en af os.

Stemningen er lidt præget af, at vi gerne snart vil finde ud af, hvordan vi kommer videre. Jakob kontaktede RACQ om vejforholdene. Vejen til Cairns er stadig lukket og forventes tidligst åbnet lørdag frokost. Det er noget sent, for vi skal med et fly fra Cairns søndag middag. Jakob ringede derfor til Gouda – hvor vi har vores rejseforsikring – og hvis ikke vejforholdene er bedre i morgen, har de (Benny) indvilget i at dække ekstraomkostningerne til ændrede/andre flybilletter. Så nu skal vi nok komme videre til Singapore på den ene eller anden måde.

I Townsville mens vi venter

Endnu en dag i Townsville. Og det ser ud til, at det bliver til flere dage her, for der er stadig ikke en åben vejforbindelse herfra til Cairns.

Vejret er blevet fint i Townsville igen. Cyklonen er nu meget længere inde i landet og er i øvrigt nedgraderet til en kategori 1 storm nu, så den er ikke så slem længere. Desværre bringer den stadig meget vand med sig og da vejene op til Cairns krydser flere floder, er vejene flere steder lukket på grund af oversvømmelser. Ingen tør give et bud på, hvor længe det tager før vandstanden falder, så lige nu ved vi ikke helt, hvordan vi skal komme til Cairns.

Vi har kontaktet Quantas, som vi skal flyve til Singapore med. Det er muligt at flyve fra Townsville i stedet mod en betydelig ekstra-betaling. Bilen er der til gengæld ingen problemer med for Europcar er meget fleksible. Den kan vi blot aflevere i Townsville i stedet for og i øvrigt, når vi har lyst. Men vi følger med så tit som muligt om vejforholdene på http://www.racq.com.au/.

Vi har besluttet, at vi bliver i Townsville et par dage endnu og ser udviklingen an. Det giver os til gengæld bedre muligheder for at opleve byen og omegnen lidt mere indgående.

Vi gik en tur gennem centrum – i dag var forretningerne åbne igen – og besøgte akvariet om Great Barrier Reef. Det var ganske sjovt at se og snakke om de mange fisk vi havde set, da vi snorklede på Daydream Island. Både korallerne og fiskene var næsten som vi havde set det.

På vej hjem tog vi i Toys’R’Us og Nikolaj og Jonas fik lov at vælge et stykke legetøj hver som feriegave fra farmor og Morten (Jonas sov, så ham valgte vi nu for). Jonas fik en legebold og Nikolaj fik legoracer-bilser, som straks blev bygget og taget i brug, da vi kom hjem til motellet.

Den ekstra tid i Townsville giver os også lidt tid til eftertanke. Mens vi ser billeder fra Innisfail ca. 200 kilometer nord for Townsville, hvor alt er ødelagt, kan vi ikke lade være med at tænke, at ”det var godt nok tæt på”. Det er ikke rigtig gået op for os før nu, hvor meget ødelæggelse cyklonen bragte med sig og hvor tæt vi egentlig var på den. Indtil få timer før var det jo lige så sandsynligt, at cyklonen ramte Townsville. Vi var vist ret håbløst forberedte. Det eneste vi havde nået at aftale var, hvordan vi kom væk fra vinduerne, hvis stormen ramte her og at badeværelset var det mest beskyttede rum. Vi hørte hverken radio i løbet af natten, fandt lommelygter frem eller andet man måske nok burde have gjort. Men Jonas var fornuftig og sørgede for at vække os et par gange (for at få mælk) – og så kunne vi jo tjekke vejret. Og det forløb jo relativt roligt her i Townsville.

Nu blev det så den lidt mindre by Innisfail, der var uheldig. Men det her må gerne være det tætteste vi nogensinde kommer på naturens mest ødelæggende luner…

Angelfish

Koralrev og fisk

En forbier...

Cyklonen ud for Queensland blev opgraderet til en kategori fem 5 storm lige inden den ramte kysten. Det vil sige dent kraftigste stormvejr, naturen kan byde på. Men heldigvis for os drejede den lidt nordpå og det kraftigste centrum af stormen ramte et par hundrede kilometer nord for Townsville, hvor vi befinder os. Stormen er ca. 300 kilometer i diameter, så vi fik den også lidt at mærke her, men ikke noget voldsomt – det er ”bare” som en kraftig dansk storm med masser af vand. Det er vist mest grene, affaldscontainere og den slags, der er blevet taget af vinden her.

I nyhederne kan vi se, at det er gået noget værre til længere nordpå, hvor huse, træer og biler er væltet rundt. Men heldigvis indtil nu uden dødsfald.

Men der er en meget speciel stemning her. Der er stadig ikke så mange varer på hylderne i supermarkedet, nogle af gaderne står under vand og alle snakker kun om stormen. Der er militærkøretøjer og redningskøretøjer overalt. Premierministeren har udtalt sig om stormen på tv og hele denne del af Queensland er erklæret som katastrofeområde. Den slags har vi vist ikke prøvet i Danmark.

Selv om stormen ikke ramte Townsville, er hele byen lukket. Vi ville have brugt dagen i byens akvarium, men der var også lukket helt ned.

Nu er vi spændte på, at følgerne gøres op. Vejene op til Cairns er i hvert fald lukkede i dag – flere steder står hovedvejen under en halv meter vand. Forhåbentlig bliver vejen hurtigt åbnet, for vi skulle da meget gerne se at komme op mod Cairns, hvor vi gerne ville nå at opleve lidt, inden vi skal flyver derfra den 26. marts.

Vi holder vejret mens vejret holder på os

Cyklonen Larry har kurs lige mod det nordlige Queensland, hvor vi nu befinder os. Så de næste 1-2 døgn kommer vi næppe videre.

Vi vågnede op til en helt anden ø i dag. Det rev og ruskede og der ville ikke være meget ved hverken strand, snorkel eller swimmingpool i dag. Men heldigvis var det også vores afrejsedag, så det gjorde nu ikke så meget for os.

Det viste sig nu at være mere heldigt end som så, at det var vores afrejsedag. Der var stor travlhed på øen for de var ved at flytte alle ned i den ene ende af øen for der var bygningerne stærkere. Alle udeområder var ved at blive lukket af og alt løst blev surret fast.

Der er en cyklon på vej ind over land. Formentlig en kategori 4 storm (ud af 5). Sidst der har været en så kraftig storm har var i 1971, så de fleste er lidt nervøse over det. Da vi spurgte os for, var det ikke klart, hvor den rammer, men det er vist sikkert, at der hvor den rammer kysten, vil det gå meget hårdt til.

Vi kom nu godt i land fra Daydream Island og fortsatte køreturen nordpå. Egentlig havde vi fået indtryk af, at cyklonen mest sandsynligt ville ramme nede ved de øer vi havde været ved, så vi mente, at det passede fint at køre de godt 300 kilometer nordpå til Townsville. Men da vi kom til Townsville havde stormen en ny retning og nu var det netop strækningen mellem Cains og Townsville, der var det mest sandsynlige sted, den ville ramme. Vi blev rådet til at finde et godt solidt motel lidt inde i landet, så vi droppede de små ”pap-hytter”, vi plejer at overnatte i på campingpladserne og fandt et solidt (og lavt) motel.

Vi fandt et supermarked for at handle lidt ind til aftensmaden. Men vi kunne ikke finde supermarkedet. Til sidst måtte Jakob stoppe og spørge om vej. Et par meget flinke fyre hoppede beredvilligt ind i deres bil og kørte foran os helt hen til supermarkedet. De kørte desværre retur igen inden vi kunne nå at sige tak. Det var da hjælpsomt :-)

Det var til gengæld noget af en oplevelse at være i supermarkedet. Der var propfuld af mennesker og køer hele vejen igennem butikken. Vi købte ind til pandekager og lidt guf og opdagede først da vi stod i kassen, at alle andre hamstrede vand, konserves – og cola. De fleste tager åbenbart cyklonen meget alvorligt og vi kan da også se, at mange huse bliver lukket helt af. Jakob var i en ”liquor store” og hente øl. Og den sædvanlige ”see you” farvel hilsen var afløst af et venligt ”good luck”. Lidt specielt!

Vel tilbage på hotellet har vi indstillet os på, at vi vist ikke kommer videre i morgen. Selv om cyklonen forhåbentlig ikke rammer Townsville direkte, så forventes det, at vejene nordpå vil være lukket i mindst en dag mere.

Der er nyhedsopdateringer hver time, så vi kan følge stormens vej. Til aften ser det ud til, at stormen – der i øvrigt bærer navnet Larry – vil ramme kysten et sted mellem Cairns og Townsville mellem klokken 7 og 9 i morgen tidlig. Det håber vi holder stik, men helt ned til Brisbane er der katastrofealarm og i risiko-overblikket er det område vi bor i højrødt, så vi er lidt spændte på i nat og i morgen.

Men når alt det er sagt, så er det godt nok en heldig timing, at vi lige har nået at have nogle dage ude ved Great Barrier Reef på Daydream Island. Alle skibe i hele området er nu hjemkaldt og de fleste øer i det nordlige Queensland er blevet evakueret, så de næste dage vil der i hvert fald ikke være mange muligheder for at bade og snorkle.

Storm på vej ved Daydream Island.

Som en fisk i vandet

Dagen var stort set ligesom den foregående på Daydream Island.

Vi begyndte med stor morgenmadsbuffet. Da vi var så mætte, at vi kunne trille derfra, var det tid til fiskefodring. I dag var det nogle store fisk, der skulle have mad. Nikolaj fik igen lov at fodre dem, men han blev noget forskrækket da en fisk, der var større end han selv (en barramundi, der er en meter lang og vejer omkring 20-30 kilo), stak hovedet op og tog maden med et højt knald fra kæberne, der smækkede sammen. Et øjeblik troede vi nær, at ”håndfodring” skulle forstås meget bogstaveligt :-)

Efter at have sundet sig lidt var Nikolaj parat til at lege med lagunens store rokke ”pancake”, som han klappede på snuden. Det var en stor brun rokke, der var halvanden meter bred.

Jonas faldt i søvn under fiskefodringen, så vi skyndte os ned for at snorkle. Jonas blev efterladt i sin klapvogn på stranden, mens vi andre tre hoppede i vandet.

Det var helt perfekt i dag. Dels var det fedt at være ude sammen alle tre og se fiskene sammen – det er noget andet end bare at komme ind og fortælle om, hvad man har set. Og dels kunne vi bedre tage Nikolaj med længere ud – sikkerhedsmæssigt er det i hvert fald rart at være to om ham, når vi tager længere ud end lige ved strandkanten. På den tid af dagen var der vel 3-5 meter dybt. Ca. 20-30 meter fra land var der mange forskellige koraller, store blå muslinger, forskellige søanemoner, kæmpe søpindsvin med meter lange pigge og meget andet spændende liv. Og så var der stimer af farverige og kæmpestore fisk. Vi svømmede midt i stimer af papegøjefisk, der er op til en halv meter lange, trompetfisk og skrigende gule kirurgfisk. Og en masse andre vi ikke kender navnene på. Jakob dykkede ned og helt tæt på en stor ”angelfish”, der er lige så flot som navnet antyder.

Det var næsten ligesom at få lov at være en fisk, for når man havde ligget i vandet lidt tid, så var fiskene slet ikke bange, snarere nysgerrige, så man kunne svømme midt i stimerne, se dem spise og gemme sig mellem korallerne, rode i bunden eller bare svømme rundt mellem hinanden. Helt fantastisk! Eneste mangel var, at vi ikke fik set Nemo og Dory i det vilde – men de var da at finde i øens egen koral-lagune.

Der var også tid til en tur i poolen og vandpistolkamp, selv om det blev en kort fornøjelse for kampen endte hurtigt i en dyst mellem Mette og Jakob og Jakob ødelagde den ene vandpistol i forsøget på at vriste den fra Mette.

Great Barrier Reef

Vi stod op, spiste morgenmad, hoppede i badetøjet og greb snorkeludstyret. Men inden vi kom ud af døren ringede Mikkel. Det var godt nok med en elendig forbindelse – nærmest som at snakke i wakie talkie, fordi der var meget forsinkelse. Men Nikolaj fortalte og fortalte løs om både stort og småt. På et tidspunkt indrømmede han da også selv ”sikke jeg snakker løs, hva’.”

Inden vi skulle ned og snorkle, ville vi lige hen og se fiskefodring. Her på øen er nemlig (hvad hotellet i hvert fald selv kalder) verdens største ”kunstige” koralrev. I flere kæmpe indsøer er placeret adskillige tons levende koraller og dyreliv, så her er rokker, hajer og fisk i alle farver, så man kan se de fisk tæt på, man ser, når man snorkler.

Børnene fik lov at fodre fiskene og Nikolaj blev udstyret med en lille død fisk, som han viftede ivrigt med i vandet. Så ivrigt, at det lykkedes ham at tiltrække bassinets eneste (lille) haj. Han blev selv helt forskrækket, da den kom hen og tog hans fisk. Der kom også flere rokker over for at spise med, så dem kunne han nå at give et lille klap.

Jonas var faldet i søvn, så vi skyldte os hurtigt videre til stranden for at snorkle. Vi nåede det i kort tid alle tre før Jonas vågnede.

Her er masser af fisk – men ikke helt så mange forskellige som vi har set på Hawaai og Fiji – eller også er vi bare blevet kræsne og skal helst have alle fisk strålende i tusinde farver. I hvert fald var der mange små, der svømmede rundt mellem benene på os. Og flere store fisk – bl.a. de farvestrålende papegøjefisk, hvor de største næsten er på længde med Jonas.

Men hvis fiskene ikke helt lever op til forventningerne, så gør korallerne det til gengæld. Vi har ikke før set så flotte koraller, søanemoner og hvad de ellers hedder. Øen ligger praktisk talt på Great Barrier Reef – hvilket man i øvrigt også tydeligt kan se på stranden; den består nemlig ikke af sand, men af små koralstumper – ikke særlig behageligt at ligge på. Nå, men kun få meter ude fra strandkanten er der de flotteste koraller. Af en eller anden grund, er der ikke særlig mange, der snorkler her. Det er ellers et stort ressort, men formentlig ligger folk enten bare ved poolen eller tager ud på ”de rigtige” Great Barrier Reef ture, hvor man sejler ud på havet og dykker til revet derfra. Den form egner sig bare ikke så godt til at have små børn med, så det passer os perfekt, at man kan snorkle direkte fra stranden. Det var nu også det, der var kriteriet for, at det lige blev Daydream Island, vi tog ud til. Men, at der ikke er så mange, gør det bare endnu federe, så ligger man ikke og plasker ind i alle de andre.

Nikolaj nyder som sagt at snorkle. Det er endda lykkedes ham at tygge sin snorkel i stykker, men med lidt snilde kan den bruges lidt endnu. Det er det også nødt til, for de har simpelt hen ikke snorkeludstyr i så lille en størrelse herude.

Både vandet og luften er dejlig varm – vel omkring 30 grader – så Jonas nyder at plaske rundt i vandkanten. Til tider kom nogle af de mest nysgerrige fisk helt ind til ham.

Efter snorkelturen, en tur i poolen og et bad var det blevet frokosttid. Jonas tog en lang lur og resten af familien slappede af (Mette holdt vist Jonas med sove-selskab). Efter frokost var vi først på stranden for at lege i koralstumper. Men det er langt fra så godt som sand til at bygge slotte af, så vi fandt hurtigt snorkeludstyret frem igen.

Så eftermiddagen gik med at snorkle igen og efter endnu en tur i poolen, der ligger med flot udsigt over havet, var det aftensmadstid.

Ja, det er en rigtig afslapningsferie og alle nyder det vist. Det er en tiltrængt modsætning til de sidste ugers intense oplevelser og lange køreture.

På vej fra stranden om eftermiddagen så vi i øvrigt vores første ”vilde” kænguru. Nikolaj og Jakob prøvede at komme helt tæt på den, men den hoppede væk, da de nærmede sig.

Det er fredag, så vanen tro så vi tegnefilm og spiste fredagsslik. Det er det nu næsten for varmt til. Nikolaj får i hvert fald hurtigt nok.

Daydream Island

Vi har fundet et tilbud på et hotel på ”Daydream Island” de næste tre nætter, så der skulle vi til i dag. Daydream Island er en af øerne i ”The Whitsundays”, som udgør den sydligste del af Great Barrier Reef. Revet er det største koralrev i verden og strækker sig hele vejen langs Australiens østkyst fra ”The Whitsundays” lidt nord for Fraser Island helt op til et godt stykke nord for Cairns.

Vi ankom til Shute Harbour ved frokosttid – lige tidsnok til at få læsset bagage af og parkere bilen inden færgen sejlede. Efter kun ca. 15 minutters hurtig-sejlads ankom vi til Daydream Island. Øen ligger utrolig smukt sammen med de øvrige øer i Whitsunday ø-gruppen – grønne øer med gyldne strande i et turkisblåt hav. Det mindede egentlig lidt om Treasure Island i Fiji.

Vores værelse var desværre endnu ikke klart, så vi brugte mellemtiden på et slag minigolf. Det var en vældig sjov bane, der var bygget som de største attraktioner i Australien, så vi har spillet minigolf på Sydney Harbour Bridge, Ayers Rock og gennem krokodillefyldte floder. Spillet blev dog afbrud af 10 minutters styrtregn, men straks derefter var vejret godt igen. Vi er endnu i regntiden her!

Da vi fik vores værelse, var det første Nikolaj gjorde at finde sin snorkel og maske frem for vi havde lovet ham, at man kunne snorkle. Vi tog til stranden og hoppede straks i vandet og selv om det efterhånden er ved at være længe siden, at vi har snorklet (sidst var på Treasure Island, Fiji) var Nikolaj helt hjemmevandt med snorkel og maske, så han svømmede næsten fra os i jagten på fisk og koraller.

Efter snorkelturen var vi lige en tur i poolen og så i bad – og her er badekar, så det er herligt.

Mackay

De forrige gæster i vores hytte havde åbenbart været oppe klokken halv seks. For der begyndte clockradioen at hyle. Jonas var helt vågen og selv om vi andre egentlig meget gerne ville have sovet videre blev det ikke sådan. Til gengæld var der så tid til en morgentur i swimmingpoolen. Det friskede desværre ikke os alle helt op. Nikolaj var i hvert fald meget tvær.

Vi kørte til Mackey og har nu under 1000 kilometers kørsel til Cairns. Vi kørte af hovedvejen hele turen, så det var nem kørsel – men også lidt kedelig. En vej, der fortsætter ligeud så langt øjet rækker og hvor den største afveksling er farven på lastbilerne, der drøner forbi i den anden side af vejen. – Og dog for vejen førte os også over flere brede floder, gennem mere af den pudsige åbne skov og forbi flotte skovklædte bjerge og bakker. Men vi var nok lidt for trætte efter den tidlige morgenvækning til rigtig at kunne nyde det.

Vi fandt allerede et motel kl. 14 og gik herefter en tur i byen. En hyggelig by med gamle huse og hoteller. Og med en rigtig god isbar. Nikolaj og Jakob købte den største is man kunne få. Egentlig med henblik på at dele den, men Nikolaj endte med at spise stort set det hele.

Da vi kom hjem til motellet var vi en tur i poolen inden aftensmad.

Om aftenen fik børnene grød og røræg mens Mette & Jakob satte sig for at spise den stærke mad fra dagen før. Det smagte udmærket, men var godt nok stærkt! Det havde vist taget livet af børnene, hvis de skulle have spist det dagen før.

Køretid

I dag var mest en køredag. Vores næste mål er Airlie Beach, som ligger godt 900 kilometer fra Hervey Bay og Fraser Island, så der skal tilbagelægges nogle kilometer. Herfra er det planen at tilbringe nogle dage på Daydream Island – en af øerne i Whitsunday ø-gruppen på Great Barrier Reef.

Hovedvejene i Queensland har indtil videre været udmærkede. Men motorveje er der ikke og da vi samtidig møder fartkontroller næsten hver dag foregår al kørsel også i pænt og roligt tempo. Så vi har sat 2½ dag af til køreturen. Det skulle også give tid til at gøre afstikkere undervejs, når vi møder noget spændende.

Vi var tidligt oppe, fordi Nikolaj vågnede kvart i seks. Han ville se flagermusene komme hjem. Vi troede så, at vi kunne komme tidligt af sted, men desværre faldt Jonas ned fra sengen, da han og Nikolaj legede. Han faldt lige med baghovedet i gulvet og blev selvfølgelig ked af det, men også helt træt og passiv. Så vi havde ham under skarp observation et par timer før vi var sikre på, at han ikke var kommet noget alvorligt til.

Børnene sov det meste af formiddagen og vågnede først ved frokosttid, hvor vi gjorde holdt i en lille by ved en legeplads. Som vi plejede fik Nikolaj lov at lege på legestativet mens Jonas leger i græsset/sandet. Men i dag kravlede Jonas efter Nikolaj næsten helt op ad rutsjebanen. Og uden flere uheld.

På vejen videre nordpå stoppede vi op, da vi så en flok sorte kakaduer i et træ. Ellers skete der ikke meget andet på køreturen andet end at nyde udsigterne over landskabet. Det er utrolig frodigt her. Der er grønt overalt. Nogle områder ligner landbrugsområder i Danmark med marker og kvæg på græs (selv om det sidste jo kan være en sjældenhed i Danmark). Men andre steder er der høje bjerge, mærkelige rustrøde klipper, sukkerrørsmarker eller blot fri og flot natur. Skovene vi kørte igennem i dag er pudsige – nærmest det modsatte af tropisk regnskov. Der er stort set kun én slags træer og træerne står med så stort mellemrum, at man er lige ved slet ikke at kunne kalde det en skov. De første kilometer vi så det, tænkte vi, at det måtte være fordi de fleste træer i skoven var fældet, men det er det ikke. Hvorfor skoven er så åben, er det dog ikke lykkedes os at gennemskue.

Vi gjorde holdt om eftermiddagen på en campingplads lidt nord for Rockhamton. Alle var godt varme, så vi begyndte med en tur i poolen. Både vand og luft var omkring 30 grader, så Jonas kom også med i vandet og plaskede rundt efter Nikolaj og Jakob, der som sædvanlig havde vilde kampe i vandet.

Vi lavede aftensmad i vores hytte – ris og kylling med karry som Nikolaj havde glædet sig til. Desværre lykkedes det os at hælde et glas piri-piri sovs i maden, så den blev ganske uspiselig, så vi måtte hente pizzaer fra Domino’s i stedet.

Fraser Island

Vi besøgte Fraser Island i dag. Det er en ø, der kun består af sand – ja rent faktisk er det verdens største af slagsen. Og vist også den eneste sandø med en regnskov på.

Man kan ikke køre i en almindelig personbil på øen fordi, der ikke er andet underlag en sand at køre på. Vi havde derfor booket en klassisk guidet tur med en firehjulstrukket bus. Vi blev afhentet ved campingpladsen klokken otte om morgenen, hvor vi stod klar med tasker og børnenes bilsæder. Man måtte nemlig ikke sidde med børn på skødet. De skulle være i autostole.

Det viste der sig hurtigt at være en god grund til. Bussen bumpede og gyngede så rutsjebanen i Tivoli er ganske kedelig. Det lykkedes Jonas at falde i søvn alligevel, men vi var nødsaget til at sidde og holde hans hoved.

Det var en spændende tur, hvor vi kom igennem tropisk regnskov, kæmpe australske kauritræer. Vi så nu ikke nogle så store som dem vi så i Northland i New Zealand, men på Fraser Island har der også være skovhugst igennem mere end 150 år. Nu er al skovhugst på øen forbudt, men indtil 1992 har det været en indbringende forretning. Et enkelt af de halvstore kauritræer (vel omkring 6 meter i omkreds og 50 meter højt) mente guiden kunne indbringe omkring 85.000 AU $ (ca. 400.000 kr.).

Det var rigtig tropisk regnskov – tæt og fugtig. Men det pudsige er, at lige under det tynde lag af visne blade og grene, der er bare hvidt sand. Utroligt, at de kæmpestore træer kan holde sig fast. Der er ikke andet end sand 600 meter nedad. Sandet flytter sig lige som vandreklitter, så der var også skove, der var helt døde fordi, de havde været tildækket af sand.

Efter frokosten badede vi i en flod – Eli Creek – hvor Nikolaj og Jakob flød med strømmen ned ad floden med det klareste vand, man kan forestille sig. Og senere var vi alle ude at bade i en dejlig varm sø med sandbund, der var så fin, at det lignede hvidt mudder.
Naturligvis var vi også på stranden – 75 mile beach – med sand så langt øjet rækker. Det var en god tur til en mærkelig og imponerende ø. Men det var også meget køretid – vi kørte knap 200 kilometer på hullede og bumlede sandstier. Og flere af de ting vi så, ville vi egentlig gerne have haft bedre tid til. Det er ulempen ved en arrangeret guide-tur – guiden har en tidsplan han skal holde.

Vi prøvede i øvrigt, om Jonas allerede nu var klar til at blive renlig. Vi efterlod nemlig skiftetasken i bussen, der kørte os til færgen, så vi kom af sted helt uden bleer. Det gik nu ikke så godt med renligheden, men heldigvis var der et tysk par med, der også havde et lille barn, så vi tiltuskede os en ble fra dem.

Det var i øvrigt vældige hyggelige mennesker. De var begge blevet arbejdsløse for nylig, så nu havde de masser af tid. Derfor havde de besluttet at rejse jorden rundt i tre måneder med deres to-årige dreng.

På vej hjem så var delfiner, der hoppede i vandet ved siden af færgen.

Vi var først hjemme på campingpladsen ved tusmørke og så endnu engang flagermus i tusindvis flyve henover hovedet på os og lige forbi fuldmånens lysskær.

Mens vi stod og så på flagermusene siger Nikolaj: ”Det er mærkeligt med flagermus. De flyver om natten og sover om dagen. Mennesker de sover om natten og leger om dagen.” Det må være dejligt at have den verdensopfattelse, at livet ikke går ud på andet end at lege og sove :-)
Og så var der et andet vigtigt punkt på programmet inden sengetid. Nicolas har fødselsdag i dag, så ham måtte Nikolaj naturligvis ringe til og sige til lykke. Desværre har mange af campingpladserne så gamle telefonbokse, at man ikke kan bruge vores telekort, så vi måtte ringe til ham fra vores nye mobilabonnement. Det tog det meste af taletiden, men Nikolaj syntes, at det var herligt at snakke med Nicolas. Han er allerede i gang med at fortælle historier om alle de gaver Nicolas har fået. Gad vide, hvor meget af det, der passer…

Dagen der blev en time længere

Nikolaj stod op ved syv-tiden og kort efter var Jakob også oppe og sammen tog de en tur i poolen. Vi kom nok til at larme lidt for flere steder omkring os blev vinduer og havedøre lukket til.

Vi forlod motellet ved halv-ti tiden. Ejeren spurgte, om vi ikke ville blive lidt længere, men da vi skulle være tjekket ud klokken 10 alligevel, ville vi nu gerne af sted, selv om det var et rigtig hyggeligt sted.

Vi kørte til Noosa Nationalpark og gik en tur i skoven langs havet, der havde så store bølger, at det kun var surfere, der var i vandet. Dem var der til gengæld mange af. Det blev til en hyggelig lille tur med flotte udsigter, hule træer, papegøjer, sommerfugle, røde guldsmede og flere andre dyr.

Efter frokost kørte vi nordpå mod Hervey Bay, hvorfra vi ville på en tur til Fraser Island den næste dag. Undervejs gjorde vi stop i Maryborough for at handle ind til aftensmad. Vi kunne ikke lige finde et supermarked og spurgte os for. En flink dame fortalte, at der ikke var et søndagsåbent supermarked i byen, men hvis vi fortsatte 30-40 kilometer til Hervey Bay var der et Woolworth supermarked, der havde åbent til klokken 16 om søndagen. Jakob stirrede lidt forundret på hende og forklarede, at det regnede vi altså ikke med, at vi kunne nå. Klokken var jo ti minutter i fire. Hun grinede og fortalte, at klokken altså kun var ti minutter i tre. Queensland har – som den eneste stat i Australien – ikke sommertid. Så i to dage har vi været indstillet en time forkert.

Det forklarer mange ting. Når vi var på restaurant ved seks-tiden, var der stort set ingen mennesker (men klokken har jo så også kun været fem). Vores naboer, der smækkede dørene i på motellet, fordi de blev vækket af Nikolaj og Jakob, der legede i poolen klokken halv syv om morgenen. Ejeren af motellet, der synes, at vi skulle blive lidt længere. Nå, men det var herligt, for det var næsten som at få en time ekstra. Vi var allerede ved vores hytte på en campingplads i Hervey Bay lidt i fem – så tidligt har vi vist ikke nået frem til vores overnatningssted før.

På campingpladsen fik vi en dejlig stor hytte med to soveværelser, køkken, spisestue og badeværelse. Egentlig havde vi bedt om en almindelig lille hytte, men den vi skulle have var nøglen blevet væk til, så vi fik en gratis opgradering. Det var perfekt med god plads, for det begyndte at regne, så børnene kunne ikke lege ude.

Campingpladsen er hyggelig. Der er et væld af fugle – farverige papegøjer (rainbow lorikeets) og store hvide ibis’er. Men det sjoveste var nu senere på aftenen. Lige inden mørkets frembrud opdagede Mette, hvad hun troede var en stor fugleflok på himlen. I de næste 15-20 minutter fløj kæmpe flokke med tusindvis af flagermus over hovedet på os. Så lavt, at vi kunne høre vingeslagene. På et tidspunkt var der så mange, at man dårligt kunne se himlen over dem. Vi stod alle fire uden for og beundrede det. Vildt!

Koalaer og kænguruer

En dag med australske dyr. Vi har slappet af mellem kænguruer og holdt en koalabjørn.

Nikolaj vågnede alt for tidligt (fordi han var våd igennem sin natble). Det lykkedes ham at vække resten af familien også. Og da alle var kommet for tidligt op, var humøret heller ikke for godt. Det afspejlede sig også i vejret, for det var blevet skyet og regn, så morgen-strandturen blev droppet.

Efter morgenmaden pakkede vi bilen og kørte et par timer til ”Lone Pine Koala Sanctuary”. Børnene sov i bilen og Mette og Jakob fik lidt fred, så vi var en familie i meget bedre humør, da vi ankom til dyreparken. Vejret var ligeledes blevet mere ”smilende”, så vi var fortrøstningsfulde nu.

Dyreparken har samlet en række australske dyr – lidt ligesom den vi var i ved Healsville Sanctuary (se 01.03.2006). Men til ære for turisterne, kunne man her få lov at holde en koalabjørn. Det måtte vi naturligvis prøve, selv om vi egentlig havde lidt ondt af de stakkels dyr, der skulle møde en ny turist hvert femte minut. Vi spurgte til deres ”arbejdstider” – altså koalaernes – og de var heldigvis ganske rimelige. En halv time hver tredje dag.

Nå, men vi skulle naturligvis prøve at holde en koala. Nikolaj fik lov at begynde. Han måtte sidde med den på en stol for de vejer 6-10 kilo. Det syntes han var vældig sjovt, ind til koalaens øre havnede inde i hans mund. Derefter fik Mette og Jakob lov til også at prøve. Jonas nøjedes med at trække den lidt i ørene.

Derefter besøgte vi kænguruerne. Det var sjovt at se dem helt tæt på og Nikolaj fik lov at fodre nogle af dem. Jonas kravlede lidt rundt mellem dem, men måtte indfanges, da han prøvede at rejse sig op af en af kænguruerne.

Parken har også krokodiller, vombatter og en lang række andre australske dyr.

Det var egentlig meningen, at vi skulle have tilbragt dagen i et stort vandland og i Brisbane. Men Jakob ringede til vandlandet og fik af vide, at Nikolaj stort set ikke måtte prøve nogle af rutsjebanerne – og desuden regnede det jo. Vi besluttede os for at droppe at se Brisbane og kørte længere nordpå – op til Sunshine Coast. Vi ankom dog først ved seks-tiden og havde store problemer med at finde et sted at overnatte. Der var næsten ingen moteller – men mange time-share lejligheder – og Jakob ringede ti steder før vi fandt overnatning.

Blandt kænguruer

To vandhunde ved guldkysten

I dag kom vi til Queensland – solskinsstaten – så vi måtte en tur på stranden. Vandet var dejlig varmt, så selv Jonas tumlede rundt i bølgerne.

Vi fortsatte nordpå fra Coffs Harbour mod Brisbane. Vi nærmede os Queensland – den tredje stat vi besøger. Den strækker sig fra Brisbane (eller rettere Gold Coast lidt syd for Brisbane) og så helt op til det nordligste af Australien.

Det er ikke uden grund, at de kalder den for ”solskinsstaten”. Klimaet er varmt og bliver stadig mere fugtigt, Landet er utrolig frodigt her. Der er grønt overalt og store banan- og sukkerrørsplantager.

På vejen gjorde vi holdt ved en flod, hvor der svømmede store pelikaner rundt. Jakob var dog mere imponeret af de kæmpestore gummitræer, der voksede langs med floden.

Vi fortsatte til Gold Coast, hvor vi fandt et lille motel og brugte eftermiddagen på stranden. Det var en herlig strand – lang og bred sandstrand, varmt vand og ikke for store bølger. Jakob og Nikolaj kastede sig som sædvanlig hurtigt ud i bølgerne. Nikolaj var heldigvis ikke blevet afskrækket af at brænde sig på den bluebottle på Bondi Beach i Sydney.

Det sjoveste var nu, at Jonas fulgte efter Nikolaj og Jakob i hurtigste kravletempo. Det har han gjort før, men så stopper han, når sandet bliver vådt. I dag var vandet rigtig varmt, så det har nok været hovedårsagen til, at han bare fortsatte med at kravle ud i vandet. Flere gange skyllede bølgerne næsten helt hen over ham, men han nød alligevel sin tur i vandet og kravlede rundt i vandkanten længe.

Jonas på stranden ved Burleigh Heads.

Vandfald og goannaer

”Hvis man ser en trægoanna – et kæmpestort plettet firben med enorme klør – skal man lade det være i fred: Det kan tage fejl af en person og et træ, klatre op ad benet og sprætte maven op.” (Politikens Rejsen rundt i Australien).

Vi fortsatte vores tur nordpå i retning mod Brisbane, men bare at køre en hel dag på hovedvejen var alligevel for kedeligt, så vi gjorde et 3-4 timers afbræk fra hovedvejen, da vi kørte til Ellenborough Falls. Det var bestemt tiden værd, for vi kørte gennem smukke landskaber, gik til det høje vandfald og så og et væld af dyr. Vi havde ellers talt om at droppe det for at få kørt længere, men vi ombestemte os heldigvis.

Vores dyrebesøg begyndte nu allerede om morgenen, da vi fik besøg af en knæler på terrassen. Vi satte os alle og kiggede interesseret på den, men Jonas ser jo bedst, hvis han også kan røre, så det var kun ved et hurtigt indgreb fra Mette, at knæleren overlevede mødet med Jonas.

Turen til Ellenborough Falls førte af små veje og grusveje gennem bakker og mindre bjerge beklædt med skove af store, gamle træer.

Da vi ankom til Ellenborough Falls, var vi knap nok nået ud af bilen før vi så en goanna – en slags leguan eller kæmpefirben på omkring halvanden meter. Vi syntes, at det var fantastisk at se på og for at få et godt billede satte Jakob Jonas i græsset et par meter fra den. Han smed dog kameraet fra sig og hev Jonas op, da det store dyr gjorde en lynhurtig bevægelse hen mod Jonas. Nå, men han blev ikke ædt, så vi begav os på en kort vandretur gennem skoven for at se vandfaldet fra den modsatte side af kløften. Det er ganske imponerende syn, når vandet vælter ud over klippen og falder mere end 160 meter ned i kløften.

På vejen gennem skoven gjorde vi mange stop. Nikolaj kiggede på en bille, prøvede at bore hul i et to meter højt termitbo (det fik vi ham hurtigt stoppet i) og så opdagede han endnu en goanna, der kravlede op i et træ.

Tilbage ved bilen satte vi os for at spise frokost. Det var dejligt vejr og midt i en hyggelig skov, så mulighederne for en perfekt skovtur var til stede. Men Mette var ikke særlig begejstret for, at vi igen fik besøg af en goanna, der var meget interesseret i vores mad – formentlig fordi ubetænksomme turister tidligere havde fodret den. Til sidst var den ved at hoppe op på bænken ved siden af Mette og da Jakob tog det lidt for roligt med at få den skræmt væk, sprang Nikolaj til for at redde sin mor. Med en pind og høje råb fik han jaget den på flugt – for en tid.

Men ellers var frokostens største begivenhed, at Jonas fandt ud af at drikke selv af sin tudekop. Hidtil har han bare rystet den, når vi gav ham den i hænderne, men nu fandt han pludselig ud af, hvordan han selv kunne drikke af den. Men han havde også fået cola i sit vand, så mon ikke det var det, der gav det rettet incitament.

Det var først da vi satte os ind i bilen for at køre videre – efter at have sat vores mindste søn ved siden af goannaen og fået vores store søn til at jagte den – at vi læste ovenstående beskrivelse fra Politikens rejseguide. Det var lige sådan, ”vores” goannaer havde set ud. Sikke nogle forældre vi er! Nå, men der skete jo ingenting og mon ikke også rejsebogen har smurt lidt tykt på. Vi har i hvert fald ikke set mange statistikker for ”flænsede ofre for træ-goannaer”.

Køreturen tilbage til hovedvejen gik ad små grusveje og gennem tætte skove. Vi så både papegøjer og to slags øgler mere. En lille helt blank og sort og en større (vel omkring en halv meter), der hoppede af sted, da vi stoppede for at se på den. Den mindede helt om en lille dinosaurus, der var gået forkert i kridttiden.

Vi sluttede dagen i Coffs Harbour, hvor vi spiste på ”Hungry Jacks” – Burger King her i Australien. De store fastfood restauranter er meget populære hos vores børn – mest på grund af legepladserne. Og i dag fulgte Jonas med Nikolaj op ad trappen (seks trin) til rutsjebanen, så hans kravleevner forbedres stadig.

Som om vi ikke havde fået set dyr nok i dag, så var køkkenskuffen i vores hytte fuld af myrer. Men Mette er glad, når bare der ikke er frøer på toilettet.

Det har været en rigtig god dag. Og selv om vi har langt nok at køre uden ”afstikkere”, så har det været fedt at køre væk fra hovedvejen og hoved-turistattraktionerne. Vi savnede ganske enkelt at være ”ensomme turister” – at have en skov, en vej, et vandfald m.v. for os selv. Det er altså en anden oplevelse en når man skal dele den med hundrede andre turister. Vi har derfor besluttet at springe nogle af de lidt større steder over for at nå nogle af de omveje, som gør turen speciel.

Farvel til Sydney

Vi pakkede bilen fra morgenstunden, men lod den stå i parkeringskælderen ved hotellet, mens vi gik en tur til ”Australien Museum”. Et udmærket – men ikke storslået – museum, der udstiller den australske natur – udstoppede koalaer, kænguruer m.v., en flot fotoudstilling og et sjovt rum med skeletter. Museet har også en stor udstilling om Australiens geologi med flotte mineralsten og (en kopi af) verdens største guldklump. Der var også nogle interessante rekonstruktioner af nogle af de uddøde dyrearter – bl.a. en kæmpekænguru og den kæmpestore diprotodon, der får selv en bjørn til at ligne en mus. Nikolaj syntes, at det sjoveste var insektsamlingen med biller og store edderkopper. Men det var nu vist mest fordi Mette syntes, at de var ulækre.

Der var også en mindre afdeling om Australiens oprindelige befolkning – aboriginals. Den var nu ikke særlig stor og beskrev hovedsageligt deres tragiske møde med de europæiske koloniherrer og ikke meget om deres oprindelige levevis. Det havde specielt Jakob ellers håbet.
Efter museumsbesøget spiste vi madpakker i Hyde Park og gik derefter tilbage til vores bil for at komme ud af byen inden eftermiddagstrafikken for alvor begyndte. Vi boede heldigvis få hundrede meter fra tilkørslen til Harbour Bridge, der er hovedtrafikåren ud af byen nordpå, så det gik rimelig nemt. Vi nåede godt 250 kilometer nordpå, inden vi gjorde holdt for natten i Bulahdelah i en gammel og meget slidt hytte på en campingplads – men i det mindste kostede den også kun 40 $.

Mobiltelefon og internet i Australien

Vi har tegnet et australsk mobilabbonnement i dag, så nu kan vi fanges på 0061 (0) 438477561 – man skal vist ikke ringe nullet fra udlandet.

Jakobs mobilnummer virker ellers også her, men da det er et KL-abonnement er den kun med som nødtelefon. Og da vi jævnligt bruger at ringe lokalt her i Australien, så er det lettere og billigere med et australsk taletidskort. Jakobs mobilnummer er derfor sjældent åbent, men I kan sende sms til den (eller til det australske nummer for den sags skyld).

Til forskel fra New Zealand er der faktisk god mobildækning, hvor vi har været indtil nu i Australien.

Til gengæld er der ikke samme adgang til internet. Det var godt nok kun i Auckland, at det var rigtig billigt at være på nettet i New Zealand, men der var internetcafeer alle steder. Og da vi har den bærbare med, kan mails og bloggen skrives på forhånd, så det tager ikke lang tid på nettet.

Her i Australien er der meget længere mellem internetcafeerne – selv i Sydney er der langt imellem dem og det er dyrt (5-7 $ i timen). Ja, værten på motellet vi var på i Liverpool – en forstad til Sydney – kiggede underligt på mig, da jeg spurgte om internet. Det mente han nu ikke man brugte mere. Og så pegede han på mønttelefonen, der i øvrigt var en gammeldags drejetelefon, som ikke engang kunne bruges til at ringe via telekort.

En brændende dag på Bondi Beach

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Der var vel omkring 30 grader varmt, så i dag var strandvejr. Vi tog derfor til Sidneys badestrand nummer ét; Bondi Beach. Det er en flot strand – lidt a’la Waikiki Beach på Hawaii. En lang og bred sandstrand med plads til tusinder af strandgæster. Der var da også allerede mange, men der var plads nok.

Nikolaj og Jakob sprang hurtigt ud i bølgerne. Men kun ganske kort for pludselig skreg Nikolaj op og tog sig til foden. Han skreg, at det brændte, så vi var hurtigt klar over, at det nok var en ”bluebottle” – den australske hidsige udgave af en brandmand. Nikolaj havde fået trådene ind mellem tæerne, så det tog desværre Jakob lidt tid at få dem alle af. Jakob brændte sig kun lidt på fingrene, da han fjernede trådene, så det er svært at beskrive, hvordan det føles, men Nikolaj skreg af smerte, så det var tydeligt, at det gjorde meget ondt. I livreddernes vagttårn havde de heldigvis både masser af vand til at skylle de sidste rester af og is til at komme på foden. Men hverken isterningerne på foden, isvaffel eller historier om guldgraverne hjalp meget den første halve time, men så blev det heldigvis bedre. Livredderne fortalt også, at han bestemt ikke bare skabte sig. Det gør virkelig ondt, men går heldigvis hurtigt over – hvis man da ikke har haft hele kroppen indfanget af de brændende gopler for så kan det være dødeligt. Efter en hård time var det overstået og Nikolaj kunne næsten ikke mærke det mere.

Livredderne fortalte, at der jævnligt var bluebottles ved stranden, men at de tjekker den flere gange hver dag. Det var ellers flere uger siden, der sidst havde været besøg af de uønskede strandgæster. I dag var der altså så bare smuttet nogle igennem alligevel. Samtidig med Nikolaj var der nemlig også en anden dreng, der blev brændt. Mette havde begravet den bluebottle, der brændte Nikolaj og livredderne var nede og tjekke stranden efter og sætte advarselsskilte op. Vi blev en halv times tid på stranden, men ingen af os havde rigtig lyst til at bade lige ud for skiltet om bluebottles, så vi tog hjem efter at have tilbragt det meste af tiden ved Bondi Beach i livredder-tårnet. Da vi kom op til bilen, faldt Nikolaj i søvn inden vi overhovedet havde nået at starte.

Efter en lur og en tur i badekarret var Nikolaj helt frisk igen, så vi gik en eftermiddagstur i Sydney og sluttede i Chinatown, hvor vi spiste aftensmad.

Sydney

Vi brugte dagen på sightseeing I Sydney. Men til en god sightseeing hører et godt kort, så Mette og Jakob startede med at diskutere, hvilket kort der var bedst. Jakob ville gå med et lille kort han havde fundet i receptionen, mens Mette hellere ville have et andet og mere detaljeret med. Jakob måtte jo give Mette ret i, at hendes kort var bedre – men det var bare ikke over Sydney, men over Blue Mountains, hvor vi havde været dagen før :-) Så det begyndte rigtig godt – og fortsatte sådan. Da vi var kommet ud af døren og var på vej af sted opdagede vi, at Nikolaj slet ikke havde noget på fødderne. Han var uanfægtet taget af sted på bare tæer. En lidt forvirret start på dagen!

Vi begyndte med at gå til ”The Rocks” – Sydneys ældste bydel, der er bygget af de straffefanger, der udgjorde hovedparten af kolonien i slutningen af det 18. århundrede.

Derefter gik vi ud til havnen og spiste en is i en lille palmelund med udsigt til operahuset og Harbour Bridge. I palmerne sad adskillige farvestrålende papegøjer, så dem havde vi også sjov med at holde øje med.

Herefter tog vi en sejltur rundt i Sydney Harbour. Det er en rigtig flot måde at se byen på. Man har udsigt over hele byens skyline, den gamle bydel, de fashionable huse med udsigt over vandet og selvfølgelig operahuset og Harbour Bridge.

Jonas kravlede rundt på dækket mens Nikolaj kiggede opmærksomt ud over rælingen, men med øjnene på andre ting end Mette & Jakob så på. Pludselig siger han ”se de to skibe, far. Smart, de har lige slået sig sammen”. Der gik lidt tid før vi fandt ud af, at det var en katamaran han talte om :-)

Vi sluttede sejlturen ved Sydney Aquarium med fisk fra havet omkring Australien. Det var ganske flot. Hajbassinet var imponerende med flere meter lange hajer som ville have sprunget ud og angrebet os, hvis ikke Nikolaj havde truet dem. Det flotteste var dog koral-akvariet. Et kæmpestort – adskillige meter højt og mindst 20 meter langt og 8-10 meter bredt – akvarium med koraller og fisk fra Great Barrier Reef. Det glæder vi os til og håber meget, at vi får mulighed for at se mere på tæt hold, når vi kommer længere nordpå. Fisk og koraller i et væld af farver mindede os om vores snorkelture på Hawaii og Fiji. Jo, og så var der også næbdyr, som Jakob er så fascineret af.

Nikolaj havde plaget om en tur i Sydneys monorail – en højbane, der kører rundt i det centrale Sydney. Så efter akvariet tog vi en tur med den – ja rent faktisk blev det til to rundture for Nikolaj syntes, at det var så sjovt. En rundtur på hele banen tog godt 10 minutter, så det var til at overse.

Vi lavede aftensmad på hotellet – spaghetti og kødsovs – så børnene spiste rigtig godt. Derefter kom ungerne i badekarret.

Vandreture i Blue Mountains

I dag kom vi tidligt af sted. Jonas vågnede halv syv, så vi var ude af døren før ni. Det var glimrende, for så kom vi tidligt til dagens destination; ”Blue Mountains”. ”De blå bjerge” ligger kun ca. 100 kilometer vest for Sydney, så det passede perfekt, da vi skulle ende på et hotel i Sydney. Det blev nu ret sent for vi havde en god og lang dag i bjergene.

Bjergene minder lidt om Grand Canyon i USA – mindre, men mere frodigt i bunden. Men man kan godt forstå, at det har været en vanskelig barriere for de første nybyggere, for selv om vi ikke kom mere end 1000 meter op, så er klippesiderne de fleste steder stort set lodrette.

Vi besluttede os for en længere vandretur ned af bjerget. Turen begyndte med en nedstigning af ”The Giant Stairway”. Det er ca. 900 trin hugget ind i klippesiden eller stejle ståltrapper. Nikolaj faldt desværre allerede inden turen begyndte og slog hul på knæet, men et superhelt-plaster reddede knæet. Og da Jakob gik i gang med at digte en historie om bjergheksen, så gik det fint igen. Jonas kom på ryggen af Jakob i bæreselen. Nikolaj gik selv hele vejen uden at kny bortset fra da han faldt ned ad en ståltrappe og slog ryggen – kun 20 trin fra bunden. Jonas var faldet i søvn på vej ned, men vågnede ved Nikolajs hyl. Efter ti minutters pause, noget at drikke og et par stykker chokolade var alle klar igen.

Nedstigningen tog omkring 45 minutter og var bestemt den hårdeste del af turen. Men det havde den store fordel, at de fleste turister bliver ”rystet af”, så vandreturen for foden af bjerget havde vi næsten for os selv. Det var en flot tur på ca. 2½ kilometer gennem regnskov, over nedfaldne klippestykker, forbi vandfald og meget andet. Turen sluttede ved en gammel kulmine-togbane, der var genopført som turist-attraktion for de dovne. På fem minutter kunne man blive fragtet hele vejen op til bjergets top igen med verdens stejleste jernbane.

Men bilen stod jo 2½ kilometer længere ude, så vi måtte vandre retur igen. Denne gang gik vi på stier langs med klippekanten. Her var fantastisk udsigt over hele ”grand canyon” og stien førte forbi toppen af de vandfald, vi før havde set nedefra. På de varme klipper vrimlede det med firben, kæmpemyrer og andre smådyr. Vi mødte også en slange, som Nikolaj prøvede at samle op. Det fik begge forældre dog hurtigt standset. Australien huser jo trods alt de fleste af verdens mest giftige slanger. Men bortset fra det har vi været meget stolte af børnene i dag. Jonas sad i bæreselen hele dagen og fulgte med. Og Nikolaj han vandrer bare derudaf. Det meste af tiden er han forrest – med en pind i hånden på udkig efter eventyr. Selv efter fire timers bjergvandring traver han af sted og han holder et ganske udmærket tempo. Bortset fra de mest stejle trin og klipper, hvor han skal løfte benene op i mavehøjde, så går han stort set lige så stærkt som vi ville have gået uden ham.

Efter godt fem timers vandretur nåede vi godt trætte tilbage i bilen og satte kurs mod Sydney. Vi gjorde et kort stop undervejs for at spise aftensmad. Både Mette og Jakob var godt flade og sad tungt i stolesæderne, men Nikolaj løb rundt og legede og pjattede med Jonas. Det kunne de voksne ben ikke klare!

Turen indtil Sydney gik rimelig nemt bortset fra de sidste hundrede meter, hvor vi ved en fejl kom til at køre på en tilkørsel op til en betalingsbro. Heldigvis var taksten ikke som på Storebæltsbroen, men det var surt at køre hele vejen over for blot at vende rundt og køre tilbage igen. Både Jakob og Mette var noget irritable over situationen. Jakob brokkede sig over Mettes kortlæsning. Mette brokkede sig over Jakobs brok. Og Jonas skreg. Kun Nikolaj sad roligt tilbage. Da der blev lidt ro sagde han ”er der egentlig nogen, der snart vil høre på mig?” Det var dejligt, at der var én i bilen, der tog det med ro. Vi fandt hotellet efter den lange omvej og fik installeret os i rummet. Men klokken var blevet halv ni og børnene var godt trætte efter den hårde dag, så det var ærgerligt, at det blev så sent. Men alt i alt en rigtig god dag i bjergene.

Hotelværelset er fint – ja rent faktisk er det ikke et værelse men en lejlighed med soveværelse, stue, køkken og bad – med badekar! Den ligger helt centralt få minutters gang til havnen, hovedstrøget, Operahuset og resten af det centrale Sydney. Vi fandt det på www.wotif.com.au, der er en hjemmeside med ”last minute” tilbud på hoteller i Australien, så selv om lejligheden er stor og ligger centralt er den overkommelig at betale.

Køredag med strandtur

Børnene sov længe i dag. Eller rettere; Jonas sov længe og vågnede først lidt over 8. Nikolaj havde været vågen længe, men han lå bare i sin køjeseng og fortalte historier for sig selv. Vi havde endnu en lang køredag foran os, så egentlig var det lidt ærgerligt, at vi kom sent op og sent af sted, men det var nu også herligt at sove lidt længe.

Vejret var dejligt – varmt og sol fra en skyfri himmel – så vi kørte til den gamle by Tilba igen for at se, om den tog sig bedre ud nu. Den var stadig flot i den gamle stil, men noget af en spøgelsesby.

Vi skulle hele vejen op til Sydney i dag – eller i hvert fald lige syd for, så vi havde 5-6 timers køretur foran os. Vejret var imidlertid så flot, så da vi efter ca. 100 kilometer kørte forbi en hyggelig lille bugt med en flot strand, så gjorde vi holdt. Egentlig begyndte vi blot med at sidde og lege lidt i sandet, men da en stor bølge skyllede over os alle, kunne vi lige så godt trække i badetøjet. Der var vældig store bølger, som Nikolaj og Jakob var ude og plaske i. Lidt længere ude var bølgerne 2-3 meter høje, så dem var Jakob ude at lege i uden Nikolaj, der byggede sandslot imens.

Nikolaj har plaget i flere uger om at komme på McDonalds. Vi vidste, at der var en lige lidt længere oppe ad vejen i Batesman Bay. Der havde nemlig været flere skilte til den – det første vi havde set angav, at der var en McDonalds om 123 kilometer – så er man da advaret i god tid. Men det siger lidt om de store afstande, der er her. Det er nu nok mere legepladsen end maden, der trækker Nikolaj, men Jonas er meget begejstret for maden. Men det er han jo i øvrigt for det meste mad.

Efter strandtur og frokost var der ikke andet for end at fortsætte køreturen. Undervejs ringede Jakob og bookede et hotel i Sydney fra den 5. marts og tre nætter frem. Så nu ville vi nå så tæt på Sydney som muligt i dag. I morgen skulle bruges på at udforske ”Blue Mountains” lige vest for Sydney, så jo tættere vi var på, jo længere tid ville vi have i bjergene dagen efter.

Vi gjorde holdt i Kiama og så et ”blowhole” ligesom det vi så i New Zealand (se 09.02.2006). Når bølgerne ramte rigtigt bliver vand og bølgeskum slynget højt op i luften. I hårdt vejr skulle vandet kunne nå 60 meter op i luften. Vejret var nu rimelig roligt i dag, men der kom stadig nogle store ”pust” – men ikke så imponerende, som i New Zealand.

Vi sluttede dagen på et motel i Liverpool – ikke helt så langt som vi have håbet, men kl. var syv og alle var sultne, trængte til et bad og børnene skulle have lov at røre sig lidt inden sengetid.

Naturpatruljen på skovtur

Det har været en rigtig ”naturpatrulje-dag” med store skove, dybe huler, kænguruer, vombatter, mus og frøer.

Dagen var ellers mest en køre-dag, så vi havde ikke regnet med at opleve så meget, men der var nu meget spændende undervejs. Men meget karakteristisk for en dag på vejen var vores første møde med det australske dyreliv to døde kænguruer og en lige så død vombat på vejen. Det var nu heldigvis ikke os, der kørte dem over. Det må give et ordentlig bump. Kænguruerne var vel på størrelse med en mellemstor hund og vombatten som en gris.

Efter de første 100 km ankom vi til hulerne ved Buchan. Udefra ser de jo ikke ud af meget, men de var virkelig imponerende. Man kan kun se dem på en guidet tur, så vi tog med den førstkommende tur til hulesystemet ”Royal Caves”. Her var imponerende drypsten; stalaktitter, stalagmitter, ”vandskåle” og ”tæpper” i alle mulige formationer og størrelser – fra de små, der kun har været nogle hundrede år om at dannes til de meterlange drypsten, som har været mere end hundredetusinde år om at vokse sig så store.

Inden vi gik ned i hulerne legede Nikolaj & Jonas på en legeplads. På et tidspunkt så vi godt, at Jonas havde puttet noget jord i munden og fik ham vasket af inden vi begyndte turen. Men det var først hen mod slutningen af turen – ca. en time senere – at vi opdagede, at han blev ved med at tygge på et eller andet. Og så fiskede Jakob et stykke bark på størrelse med en båd fra en clementin ud af munden på ham!

I øvrigt ærgrede vi os over, at vi ikke var kørt hertil for at overnatte for der var en hyggelig lille campingplads med hytter – og overalt var der fuld af kænguru-lorte, så det havde været sjovt at være der om aftenen, når kænguruerne kommer frem.


Derefter satte vi kursen mod Tilba – en helt fredet by fra slutningen af det 19. århundrede. Det var en lang køretur dertil, men Jonas sov heldigvis det meste af vejen og Nikolaj fik lov at se film.

De første dage har vi været lidt skuffede over landskabet – fladt, tørt, kedelige marker – ikke noget specielt efter oplevelserne i New Zealand. Men efterhånden som vi kører længere østpå bliver landskabet flottere og flottere. Vi har kørt det meste af dagen gennem skov – en strækning på næsten 200 kilometer med naturskov på begge sider af vejen kun afbrudt af små byer og enkelte græsmarker, hvor kvæg gik og græssede. I en af de små byer havde en flok køer endda indtaget vejen, så de godt 400 kilometer vi tilbagelagde i dag kunne ikke altid foregå i højt tempo. Vi har vel kørt ca. 6-7 timer i dag.

Vi nåede frem til Tilba ved syv-tiden, så vi var sultne og så frem til et godt måltid mad. Det var imidlertid ikke lige sådan at finde. Hele byen var som ”død”, så fredningen har vist været meget grundig…

Byen består af 20 huse, der alle er holdt i flot stil fra ”guldgraver-tiden” – men også ret hurtigt set. Vi fortsatte ud af byen for at finde overnatning og forhåbentlig aftensmad. På en gård lejede vi en hytte og Jakob fik tiltusket sig nogle æg, så vi kunne få noget at spise.

Hytten var herlig stor og børnene nød at lege på gulvet. Vi boede fuldstændig ugenert med udsigt til bakker og skove – og med vores egen ko lige i baghaven. Men specielt Mette syntes, at vi var lige lovlig langt ude i naturen. Frøer i badet og mus i soveværelset er ikke lige hendes kop te. Men det hele hjalp lidt, da vi havde fået aftensmad og Nikolaj og Jakob havde tændt op i den åbne pejs. Men det var kun indtil hun var på toilettet. Så lød der et hyl og Mette kom farende ud. ”Der sidder også en frø i toilettet”.

Regnskov og høje træer i Tarra-Bulga nationalpark

Turen i dag førte os først gennem et fladt landskab med marker, enkelte træer, enkelte bakker og enkelte huse og små byer – ikke specielt spændende landskab. Men da vi drejede fra hovedvejen (1) og sydpå skiftede landskabet til at være mere bakket. Vi passerede et kæmpe kulmineområde – vist nok en af verdens største kul-forekomster – og fortsatte op i bakket terræn, hvor skove strakte sig så langt øjet rakte – kun afbrudt af de områder, hvor skovene var fældet.

Vi kørte til de to nationalparker Tarra og Bulga, der ligger lige ved siden af hinanden næsten nede ved Australiens sydligste spids. Begge parker er flotte eksempler på tempereret regnskov. Det minder en del om det vi så i Northland i New Zealand. Her var godt nok ikke de kæmpe store kauri-træer, men den australske Mountain Ash rager også godt op. Det højeste træ vi fandt var 60 meter højt!

Vi brugte 3-4 timer i de to nationalparker. Der var gode vandrestier – den ene kunne vi endda uden problemer have klapvognen med hele vejen, så det var nemt terræn. Som sædvanlig gik Nikolaj forrest det meste af tiden. Selv om nogle måske finder det overraskende, så er Australien altså fuld af farlige indianere og onde bjørne og kænguruer, som Nikolaj havde nok at gøre med at forsvare os andre mod.

Efter nationalparkerne kørte vi nordøst på med retning mod Sydney. Vi sluttede dagen i Bairnsdale, hvor vi overnattede i en hytte på en campingplads. Mette var lykkelig fordi der sad kakaduer i træerne omkring os. Det var da også vældig interessant, men deres skræppen blev vi nu snart noget trætte af.

Der var god plads i hytten og Nikolaj og Jonas nød at drøne rundt. De leger tit rigtig godt sammen og oftest går legen ud på, at Nikolaj drøner rundt og kravler op i senge, på stole o.s.v., mens Jonas kravler rundt efter ham. Men nu er Jonas også begyndt at prøve at komme op. Han rejser sig nemt op ad alt muligt, men nu prøver han også at løfte et ben op på sengen eller sofaen i et forsøg på at komme op.

Kænguruer, næbdyr, wombatter og koalaer

Vi begyndte dagen med et skuffende besøg til sælkolonien på Phillip Island. Det skulle ellers være Australiens største sælkoloni, så vores forventninger var høje efter vores besøg på sælkolonien ved Ohua Point i New Zealand (se 06.02.2006). Men der var vist ikke mange sæler hjemme i dag og de holdt i øvrigt til på en ø et godt stykke fra land, så man kun kunne se dem gennem en kraftig kikkert. Det var der ikke meget ved. Men heldigvis bød dagen på andre spændende oplevelser.

Vi kørte nordpå (ja desværre stik modsat af, hvad vi skulle, men vi kunne ikke nå det dagen før, fordi vi brugte så meget tid på at få betalt bilen). Vi ville til Healsville Sanctuary – en lille dyrepark, der passer, opdrætter og genudsætter truede australske dyr. På ”hospitalet” kunne man se, at de var ved at operere en wombat og der var en lille wombat-unge, hvis mor var blevet kørt ihjel.

Det var vældig spændende med en zoologisk have kun med australske dyr. Konceptet er lidt det samme som Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Vi så wombat, echidna (en slags hulepindsvin), kænguruer, mange fugle, næbdyr, koalaer og mange andre australske dyr.

Næbdyrene er mindst lige så mærkelige som vi havde forestillet os. Det ligner virkelig noget, der simpelthen ikke kan passe. De er ikke særlig store – vel ca. 40 cm. lange fra næb- til halespids. Og så var parken stolte af at være det første sted i verden, hvor næbdyr har ynglet i fangenskab.

Koalerne var vældig søde og sad ganske dovne i træerne og tyggede lidt blade.


Parken var indrettet, så man kom tæt på mange af dyrene. Kænguruerne måtte man gå ind til. Nikolaj fik lov at klappe en wombat. Kun den tasmanske djævel var spærret inde bag elektrisk hegn. Men det er der vist en god grund til. Nå ja, og så var de giftige slanger spærret inde bag glas. Det var et rigtig godt sted at opleve det australske dyreliv selv om det selvfølgelig var i fangenskab. Vi brugte hele eftermiddagen der og kørte blot lidt videre øst på, før vi fandt et sted at spise aftensmad og et motel for natten. Et glimrende hotel, men det var nu lidt synd for Nikolaj for lige ud for vinduet ved hans seng var swimmingpoolen. Det opdagede han jo hurtigt og jublede. Men desværre var den lukket af.